Det der parforhold/familieliv

Åh piger - ved ikke præcist hvad jeg vil med dette indlæg. Have luft? Råd? Høre om andre i samme situation? 
jeg er sammen med min mand, som jeg har tre børn med. Fra 3 og op til 11 år... 

grundlæggende har vi det faktisk godt. Men alligevel.... 

der skal SÅ lidt til før min mand bliver vred/irriteret på mig og synes jeg brokker mig.... måske brokker jeg mig! Men jeg synes jo bare jeg fx italesætter udfordringer og ting ved ham, som kan irritere/forstyrre os. Idag kom jeg hjem med alle børn kl 16.30. Gik igang med at vaske 9 madkasser op, bade den mindste og lave mad. Pludselig er kl. 18 og min mand kommer hjem. Han skal afsted igen her kl 19.

jeg spørger om han vil rydde af og jeg så kan sidde med mindste i 10min inden min mand putter ham. 
så himler han med øjnene og kan på ingen måde se hvordan jeg skal kunne nå der fordi han jo SKAL være et sted kl. 19. 
men aftale der absolut ingen ting skete ved, blev 19.15. Og det ville gøre mig så glad fordi jeg virkelig følte jeg ikke havde set min lille dreng ordentlig  

ej, men så bliver han pisse irriteret! Og det gør jeg jo så også! Fordi han efterlever princippet at man ikke bare kan lave aftaler om osv: det er jeg egentlig enig i, stort set.... der var bare det - og ér bare det! At han skulle ha været hjemme 17.15 idag... men den blev så 18. En besked jeg først får kl. 17. Og det tager jeg Helt fint. 
Men ved diskussionen med puttetid med min søn bliver jeg bare fed up! Hvordan kan disse tre kvarter han skulle ha været hjemme før være HELT ok men at jeg beder om 15 min i den anden ende ikke er ok?! 
nå, men sådsn er det ret tit, små ting der bliver store. Og min mand giver sig ikke! NEVER ever. Det er mig den er gal med og ikke ham.... 

hvordan trænger jeg dog ind? Jeg hader når han er sur på mig. Og det er han bare efterhånden mega tit

kender I også til den magtesløshedsfølese at man simpelthen ikke kan se sig ud af problemerne men på ingen måde, ønsker at forholdet skal slutte fordi min mand Grundlæggende er den jeg bare elsker og ser op til... 

det er så svært at beskrive ens forhold sort på Hvidt.... men jeg føler ikke jeg er god nok. Og han føler jeg er en sur brokkende kælling. Og jeg er bare så ked af det altså. En følelse min mand ikke kan relatere til. Tror jeg. Det er faktisk også en udfordring for ham, når børnene ee kede af det....han har svært ved at forstå, at nogen kan se livet og opleve livet, anderledes end ham. 
suk... lang og forvirrende skriv. 
anyone?! 

Hvad med noget parterapi? Det lyder som I trænger til at kommunikerer bedre med hinanden. Du opleves brokkende fordi I ikke kan kommunikere hensigtsmæssigt. 
Jeg hæfter mig også ved at du ser op til ham - et sundt forhold er i mine øjne ligeværdigt..? Hvor kommer dit mindreværd ind i ligningen. Hvad stammer set fra. 

Tjullehej skriver:

Hvad med noget parterapi? Det lyder som I trænger til at kommunikerer bedre med hinanden. Du opleves brokkende fordi I ikke kan kommunikere hensigtsmæssigt. 
Jeg hæfter mig også ved at du ser op til ham - et sundt forhold er i mine øjne ligeværdigt..? Hvor kommer dit mindreværd ind i ligningen. Hvad stammer set fra. 

Ser op til.... mere tænkt som; jeg synes han udvikler mig! Han giver aldrig op - han er bare en fighter osv. ser op til, er måske mærkeligt sagt. 
Ikke som i en superhelt. Men giver det mening? Vi kommunikere absurd dårligt! Han nægter parterapi. Han er en stolt mand, og mener det skal løses bag hjemmets fire vægge. Jeg har forslået parterapi flere gange

Anonym skriver:

Ser op til.... mere tænkt som; jeg synes han udvikler mig! Han giver aldrig op - han er bare en fighter osv. ser op til, er måske mærkeligt sagt. 
Ikke som i en superhelt. Men giver det mening? Vi kommunikere absurd dårligt! Han nægter parterapi. Han er en stolt mand, og mener det skal løses bag hjemmets fire vægge. Jeg har forslået parterapi flere gange

Tja ... jeg havde nok sagt det er det eller intet forhold. Jeg ville ikke gide en knudemand der ikke kan se ideen i at kommunikerer bedre - hvis det helt åbenlyst ikke fungerer. 
Spørg ham selv om han mener det fungerer? Hvis svaret er nej er sandsynligheden for en skilsmisse nok en sandsynlighed. Så han må også tage ansvar for at få det til at fungere.

Tjullehej skriver:

Tja ... jeg havde nok sagt det er det eller intet forhold. Jeg ville ikke gide en knudemand der ikke kan se ideen i at kommunikerer bedre - hvis det helt åbenlyst ikke fungerer. 
Spørg ham selv om han mener det fungerer? Hvis svaret er nej er sandsynligheden for en skilsmisse nok en sandsynlighed. Så han må også tage ansvar for at få det til at fungere.

Ja....  jeg ville nok ha rådet andre ligeledes 

Anonym skriver:

Ja....  jeg ville nok ha rådet andre ligeledes 

Så følg det

Tjullehej skriver:

Så følg det

Jo. Men jeg er bare ikke klar til, at skulle forlade min mand. Ikke nu. 

Det behøver du heller ikke - men man kan godt stille krav i forhold til at forbedre ting i et forhold. Og det kræver to til den dans. Jeg er ikke meget for ultimatummer - men jeg tror jeg meget tydeligt ville beskrive hvad jeg så at outcome, hvis I ikke begge ændre på jeres kommunikation.

Jeg tænker at kommunikation selvfølgelig skal på plads, men er det du beskriver her en typisk dag, altså at du står ret alene med det praktiske og far kun lige er hjemme på kort visit? For så er det måske ikke så meget jeres kommunikation i skal se på, men mere måden i har indrettet jeres dagligdag på. For kan sagtens forstå man bliver stresset og små sur, hvis man ofte står alene med det praktiske og tre børn i hverdagene.

måske skal der ikke være aftale før efter 20, når den mindste er puttet. Eller måske er der nogle af de praktiske opgaver du løser om eftermiddagen far eller du kan lave senere på aftenen, så der bliver mere tid til hygge og samvær med børnene om eftermiddagen/aftenen. Supernem aftensmad de dage, hvad nu end der hjælper på, at du ikke står kl 19 og føler din tid med børnene er forsvundet ned i et stort praktisk pligthul.

men det kræver jo i kan snakke om tingene og at der en forståelse og villighed til at ændre på tingenes tilstand.

drabo skriver:

Jeg tænker at kommunikation selvfølgelig skal på plads, men er det du beskriver her en typisk dag, altså at du står ret alene med det praktiske og far kun lige er hjemme på kort visit? For så er det måske ikke så meget jeres kommunikation i skal se på, men mere måden i har indrettet jeres dagligdag på. For kan sagtens forstå man bliver stresset og små sur, hvis man ofte står alene med det praktiske og tre børn i hverdagene.

måske skal der ikke være aftale før efter 20, når den mindste er puttet. Eller måske er der nogle af de praktiske opgaver du løser om eftermiddagen far eller du kan lave senere på aftenen, så der bliver mere tid til hygge og samvær med børnene om eftermiddagen/aftenen. Supernem aftensmad de dage, hvad nu end der hjælper på, at du ikke står kl 19 og føler din tid med børnene er forsvundet ned i et stort praktisk pligthul.

men det kræver jo i kan snakke om tingene og at der en forståelse og villighed til at ændre på tingenes tilstand.

Nej, det er ikke en typisk dag. Faktisk langt fra. 
det ér vitterligt kommunikationen der er helt gal - og (synes jeg!) hans manglende evne til, at se at jeg kan opfatte ting anderledes. Og føle ting anderledes. Hvis det giver mening. 
jeg er selv uddannet indenfor et fag hvor man skal kun rumme mange forskellige og se nuanceret på folk. 
min mand er business man og kommer iøvrigt fra en familie med massivt omsorgssvigt - så jeg tror bare, han har rundsaven på og, måske med tiden, er blevet mere hård og firkantet.... hvis det giver mening.