Kan jeg forene to slags liv?

Mor og meget mere skriver:

Dine børn har jo en far allerede. Umiddelbart tror jeg ikke, dine børns behov er at få én mere, som skal erstatte den “hverdagsfar”, de ikke har - og tilsyneladende heller ikke havde før skilsmissen. Jeg kan ikke se, hvorfra de skulle have ønsket eller forventningen om, at din kæreste går ind og bliver 1/4 af en kernefamilie. Egentlig har jeg oftere oplevet, at børn reagerer imod en “ny” voksen, som i deres øjne tager deres mor fra dem ved altid at skulle være med til alting - og “udkonkurrerer” deres far. 
Så langt hellere en kærlig og troværdig ekstra voksen, som er nærværende, når han er der, og når han ikke er der, har de jo stadig deres mor - og ved samvær samt følelsesmæssigt deres far.  
Jeg tager hatten af for, at din kæreste er bevidst om sine ønsker for sit liv, og at han på ansvarlig og reflekteret vis er klar til at gå ind i jeres liv uden at love mere, end han kan og vil opfylde. Selv fik jeg en stedfar - min far var død - som dybest set overhovedet ikke ville mig, men opfattede mig som det, der nu engang fulgte med, da han forelskede sig i min mor. På overfladen agerede han rent “praktisk” som far, blandt andet fordi min mor ønskede sig en ny kernefamilie, men han var indebrændt og irriteret over min eksistens, og mine lykkeligste barndomsstunder var, når han ikke var hjemme. Reelt havde det været meget bedre for alle parter, hvis han havde været i stand til at gøre, som din kæreste ønsker. Han blev aldrig min far - trods adoption - så min mors kkernefamilieprojekt kuldsejlede jo alligevel, selv om han var fysisk til stede. 

Børn har brug for troværdige voksne, der sætter rammerne. Dine børns eventuelle kernefamilie-drøm ER revnet - men de har en far, en mor og endnu en god voksen i deres liv. Det er da et godt fundament. 

Og så synes jeg, du er unfair, når du tænker, at du ikke er så “heldig” som ham. Du har jo selv valgt at få børn - han har valgt at lade være. 

 

 

Tusind tak for din historie! - og hvor gør det mig ondt at du har været det igennem, som jeg frygter allermest (for mine børn)

Jeg hæfter mig meget ved din skildring - en ekstra troværdig voksen. Det kan jeg rigtig godt lide. Han skal nemlig ikke være deres far, og han skal ikke være den primære voksen. Han skal bare være "ekstra/bonus/mere af det gode" - på en måde hvorpå hans ønsker og behov også får lov til at blive opfyldt. Og ja, han er helt fantastisk - og virkelig oprigtig og god til at tale om tingene og give plads til både hans og mine følelser, og finde kompromiser og fælles løsninger der fungerer Det er også derfor jeg virkelig kæmper for at finde en måde at være i det her på. Han er alt for god til at smide væk, fordi jeg har en forestilling som måske ikke behøver være virkelighed.

Du har naturligvis helt ret! "Heldig" er forkert formuleret. Jeg er jo heldig med og taknemmelig for mine dejlige børn. Jeg er bare stadig ramt af tanken om den knuste kernefamilie-drøm som jeg så som ENESTE mulighed. Det får mig ind i mellem til at tænke at mine børn (og jeg) havde været bedre foruden det liv vi har nu. Det er unfair at stille det op sådan ja, og det er umenneskeligt hårdt at tænke at mine børn har fortjent bedre - men følelser kan man ikke tage fra os, og jeg arbejder meget med mig selv på det område. 

Tusind tak for et dejligt svar

Anonym skriver:

Tak for jeres betragtninger - fra modsatte synspunkt. Det har jeg også brug for

Jeg tænker ikke at mine børn vil føle sig fravalgt. Det er selvfølgelig både ønske- og håbe-tænkning. Men det bunder også i at deres far aldrig har deltaget i ferier mm. Jeg har alle år været alene med dem, og været nødt til at forlade hjemmet fordi far havde brug for ro. De er altså vant til at det ikke er alt man laver sammen. Måske jeg kan vende den om og sige at de så alligevel i forvejen føler sig fravalgt - den tanke gør bare så ufatteligt ondt, og jeg vil til hver en tid kæmpe for at være en god nok mor til at de ikke mangler den kærlighed

Min kæreste vil fx gerne tage et par dage med i sommerhus, og vil aldrig bede os om at tage nogle steder (alle kan have brug for at lukke en dør ind i mellem, og det skal vi naturligvis have lov til - også jeg og børnene). Det er selvfølgelig noget han kun siger lige nu, og ikke har mulighed for at bevise. Men vi flytter ikke sammen i morgen, og han har god mulighed for og tid til at opleve hverdagen med os inden det kommer dertil. Jeg forventer absolut at han aldrig ville flytte ind sammen med os, hvis han oplever en mavefornemmelse af at have det på samme måde som pigernes far. Den snak har vi haft mange gange, og har det jævnligt, og han ved hvilke ar det har givet. Han bliver ked af det når jeg siger til ham at jeg er bange for at han vil være lige sådan. han er meget omsorgsfuld, samvittighedsfuld og kærlig.

Jeg forsøger nok at forsvare det jeg egoistisk set har mest lyst til, men jeg tænker at "happy mom = happy kids" og masser af tid og kommunikation må være det jeg arbejder videre med. Jeg er nok ikke klar til at slippe ham - ikke så længe at jeg ikke oplever en negativ effekt hos børnene. Men jeg holder øje, og jeg tager jeres tanker med mig

Det er trist. Hvilket ville være en endnu større grund for mig om IKKE at flytte sammen med “sådan en” igen. 

LSS skriver:

Det er trist. Hvilket ville være en endnu større grund for mig om IKKE at flytte sammen med “sådan en” igen. 

Tak for din ærlighed - jeg ved udmærket hvad du mener

Taget i betragtning, at din kæreste ikke vil have børn, så synes jeg faktisk, at han gør helt vild meget - både med og for jer! Man kan ikke forvente, at andre mennesker skal elske ens børn på samme måde, som man selv gør.

Din kæreste må virkelig ville dig, og det er da kun en fordel, at han kan mærke sine grænser og formår at sætte dem

Lala skriver:

Taget i betragtning, at din kæreste ikke vil have børn, så synes jeg faktisk, at han gør helt vild meget - både med og for jer! Man kan ikke forvente, at andre mennesker skal elske ens børn på samme måde, som man selv gør.

Din kæreste må virkelig ville dig, og det er da kun en fordel, at han kan mærke sine grænser og formår at sætte dem

Det er også den følelse jeg har - at han virkelig vil mig, og at han gør alt hvad han kan for at forene hans behov med mine/vores.

Det er også derfor jeg ikke bare finder en anden. Han er rigtig god for mig, og han er ikke skidt for børnene Det er nok i sidste ende mine forestillinger jeg skal håndtere, og mine forventninger jeg skal omstille

Anonym skriver:

Det er også den følelse jeg har - at han virkelig vil mig, og at han gør alt hvad han kan for at forene hans behov med mine/vores.

Det er også derfor jeg ikke bare finder en anden. Han er rigtig god for mig, og han er ikke skidt for børnene Det er nok i sidste ende mine forestillinger jeg skal håndtere, og mine forventninger jeg skal omstille

Det lyder virkelig som om, at han gør, hvad han kan for at imødekomme jer samtidig med, at han står ved sine egne behov. Tænk, hvis at han i stedet mistede sig selv for at leve op til dine forventninger om en kernefamilie

Jeg forstår godt, hvad du mener, men omvendt kunne han jo også bare finde en anden uden børn, hvilket stensikkert ville være nemmere at leve med. Hvis I har det fint, og begge trives med jeres måde at leve på, så er alt vel godt  

Lala skriver:

Det lyder virkelig som om, at han gør, hvad han kan for at imødekomme jer samtidig med, at han står ved sine egne behov. Tænk, hvis at han i stedet mistede sig selv for at leve op til dine forventninger om en kernefamilie

 

Jeg forstår godt, hvad du mener, men omvendt kunne han jo også bare finde en anden uden børn, hvilket stensikkert ville være nemmere at leve med. Hvis I har det fint, og begge trives med jeres måde at leve på, så er alt vel godt  

Tak

Og ja, det fungerer rigtig godt som vi har det nu. Dog vil vi jo begge gerne flytte sammen en dag, så snakken dukker op ind i mellem om hvordan og hvorledes, og hvad vi forventer osv.

Det er egentlig for netop ikke at presse hinanden, men tage det stille og roligt og mærke os frem til hvad vi kan være i, at vi kaster det op i luften fra tid til anden. Så er vi begge bevidste om at give plads og tage hensyn, og vi prøver at lave kompromiser undervejs og finde ud af hvad der fungerer.