Kan jeg forene to slags liv?

Jeg er så meget i vildrede, og jeg ved at nogle vil tænke at det er helt indlysende. Jeg forventer nok lidt modstand, så derfor anonymiteten

Situationen er således:

Jeg er mor til to børn på 8 og 4 år. De bor hos mig, og er hos deres far hver anden weekend. Ingen kvaler i samarbejdet, ferierne er også ligeligt fordelt osv.

Men jeg er også kæreste til en sød yngre mand, som ingen børn har - og som ikke ønsker sig børn.

Mit største ønske er en kernefamilie - hvor alle er en lige stor del af familien (det var ikke tilfældet med børnenes far). Jeg har ikke noget familie ved siden af, så der er faktisk kun mig og mine børn.

Men.... Min kæreste har ikke lyst til at være en lige så stor del af børnenes liv. Han har ytret at han gerne vil os og gerne vil bo sammen med os, men at han ikke er til de store familieture og børneferier. I hverdagen når han er sammen med os, er han "på" helt af eget initiativ. Han er rigtig god ved børnene og de er så glade for ham. Han har sagt at han meget gerne vil deltage når han er til stede, men ikke gider være mors sure kæreste. Han har samtidig brug for alene-tid ved siden af (og her tænker jeg bittersødt: "hvem har ikke det? - Jeg er bare ikke så heldig at jeg har det valg" )

Når jeg graver dybt i mig selv, så er jeg heller ikke til familie-halløj og børne-ting. Jeg elsker mine unger ubetinget, og jeg tror at mit ønske om familielivet bunder i at jeg ikke selv har oplevet det (nogensinde). Desuden kigger jeg ind i mellem på mine børn og tænker "de trives jo fint som tingene er nu. De får dækket deres behov både her og hos deres far, de er glade og forkælede, og de mangler ingenting".

Og så er det her at min tvivl opstår: Kan jeg godt forene de to ting: kærestelivet og familielivet (børnelivet)? Egoistisk set, så elsker jeg min kæreste fordi han gør MIG glad. Han bringer de gode sider frem i mig, og han får mig til at føle mig som et godt menneske. Med lidt bredere briller på, føler jeg dårlig samvittighed over ikke at finde en anden, som vil børnene 100 %, og som er all in på ferie- og børne-ræset.

Jeg tager mig selv i at retfærdiggøre mit valg af kæreste med at tænke "børnene er jo ikke børn for altid" og "alle familier er jo ikke skovture og charterferier som på instagram" - men jeg får samtidig en klump i halsen ved at tænke sådan. Det sidste jeg ønsker er at mine børn vokser op og bebrejder mig for ikke at have truffet de bedste valg i livet for deres skyld

Del rigtig gerne jeres betragtninger med mig - og spørg meget gerne hvis jeg har udeladt noget af betydning

Det lyder, som om du faktisk har fundet en god kæreste. 

Og dejligt at dit samarbejde med børnenes far er godt, og at de trives. Det betyder bare så meget.

Jeg kan godt forstå dit ønske om en kernefamilie. Men du må nok se i øjnene, at du ikke får en "rigtig" kernefamilie. Din kæreste er trods alt ikke far til dine børn.

Det kan være en sorgproces at indse, at drømmen ikke gik i opfyldelse. Men måske kan man godt få noget andet, som er rigtig godt.

Det er positivt, at din kæreste af sig selv beskæftiger sig med dine børn, når I er sammen. 

Som jeg har forstået det, bor I ikke sammen endnu. Og hvis I skal flytte sammen, skal I nok have forventningsafstemt - selv om man  selvfølgelig ikke kan regne det hele ud på forhånd, og selv om der selvfølgelig stadig kan opstå gnidninger alligevel.

Det kan være svært at finde sine ben som mors eller fars nye kæreste. Hvor meget skal man blande sig ?  - hvor meget MÅ man blande sig ? det lyder, som om din kæreste gerne må blande sig, og som om du mener, at han også må opdrage på børnene, hvis I flytter sammen. Han ønsker ikke at være "mors sure kæreste", men hvis han vælger at flytte sammen med en kvinde, der har børn, så bliver han også nødt til at påtage sig opdragerrollen til en vis grad. Og han bliver også nødt til ind imellem at tage med på skovture, ture i zoo og ferier. Det synes jeg godt, du kan forvente af ham. 

Men jeg synes, det er fair nok, at han har brug for luft og alenetid. Du skriver "hvem har ikke det" - for ja - selvfølgelig har du også brug for det. Men du har nu engang valgt at få børn, og din kæreste har fravalgt at få børn. Så der er en forskel.

Så ja - jeg tror faktisk godt, det kan lade sig gøre at forene de to liv - men det kræver, at man er villig til at give slip på drømmen om, hvordan det "skulle" have været. Og måske finde ud af, hvad der betyder noget. Du skriver, at du heller ikke selv er så meget til alt "halløjet". En gang imellem er det jo også rart bare at tulle rundt derhjemme og hygge sig, uden at der skal ske en hel masse.

Og livet hos andre er ikke altid, som det fremstår på instagram.

Min drøm var også kernefamilien, men jeg mødte ikke den rigtige i tide. I dag er jeg kæreste med en fraskilt far til tre. Vi bor dog ikke sammen. Det lykkedes mig at slippe drømmen, og da jeg mødte min kæreste, ønskede jeg ikke længere at få børn - og han ville ikke have flere end de tre, han allerede havde. 

Tommelise skriver:

Det lyder, som om du faktisk har fundet en god kæreste. 

Og dejligt at dit samarbejde med børnenes far er godt, og at de trives. Det betyder bare så meget.

Jeg kan godt forstå dit ønske om en kernefamilie. Men du må nok se i øjnene, at du ikke får en "rigtig" kernefamilie. Din kæreste er trods alt ikke far til dine børn.

Det kan være en sorgproces at indse, at drømmen ikke gik i opfyldelse. Men måske kan man godt få noget andet, som er rigtig godt.

Det er positivt, at din kæreste af sig selv beskæftiger sig med dine børn, når I er sammen. 

Som jeg har forstået det, bor I ikke sammen endnu. Og hvis I skal flytte sammen, skal I nok have forventningsafstemt - selv om man  selvfølgelig ikke kan regne det hele ud på forhånd, og selv om der selvfølgelig stadig kan opstå gnidninger alligevel.

Det kan være svært at finde sine ben som mors eller fars nye kæreste. Hvor meget skal man blande sig ?  - hvor meget MÅ man blande sig ? det lyder, som om din kæreste gerne må blande sig, og som om du mener, at han også må opdrage på børnene, hvis I flytter sammen. Han ønsker ikke at være "mors sure kæreste", men hvis han vælger at flytte sammen med en kvinde, der har børn, så bliver han også nødt til at påtage sig opdragerrollen til en vis grad. Og han bliver også nødt til ind imellem at tage med på skovture, ture i zoo og ferier. Det synes jeg godt, du kan forvente af ham. 

Men jeg synes, det er fair nok, at han har brug for luft og alenetid. Du skriver "hvem har ikke det" - for ja - selvfølgelig har du også brug for det. Men du har nu engang valgt at få børn, og din kæreste har fravalgt at få børn. Så der er en forskel.

Så ja - jeg tror faktisk godt, det kan lade sig gøre at forene de to liv - men det kræver, at man er villig til at give slip på drømmen om, hvordan det "skulle" have været. Og måske finde ud af, hvad der betyder noget. Du skriver, at du heller ikke selv er så meget til alt "halløjet". En gang imellem er det jo også rart bare at tulle rundt derhjemme og hygge sig, uden at der skal ske en hel masse.

Og livet hos andre er ikke altid, som det fremstår på instagram.

Min drøm var også kernefamilien, men jeg mødte ikke den rigtige i tide. I dag er jeg kæreste med en fraskilt far til tre. Vi bor dog ikke sammen. Det lykkedes mig at slippe drømmen, og da jeg mødte min kæreste, ønskede jeg ikke længere at få børn - og han ville ikke have flere end de tre, han allerede havde. 

 

 

Jeg holder for øvrigt meget af min kærestes børn.

Anonym skriver:

Jeg er så meget i vildrede, og jeg ved at nogle vil tænke at det er helt indlysende. Jeg forventer nok lidt modstand, så derfor anonymiteten

Situationen er således:

Jeg er mor til to børn på 8 og 4 år. De bor hos mig, og er hos deres far hver anden weekend. Ingen kvaler i samarbejdet, ferierne er også ligeligt fordelt osv.

Men jeg er også kæreste til en sød yngre mand, som ingen børn har - og som ikke ønsker sig børn.

Mit største ønske er en kernefamilie - hvor alle er en lige stor del af familien (det var ikke tilfældet med børnenes far). Jeg har ikke noget familie ved siden af, så der er faktisk kun mig og mine børn.

Men.... Min kæreste har ikke lyst til at være en lige så stor del af børnenes liv. Han har ytret at han gerne vil os og gerne vil bo sammen med os, men at han ikke er til de store familieture og børneferier. I hverdagen når han er sammen med os, er han "på" helt af eget initiativ. Han er rigtig god ved børnene og de er så glade for ham. Han har sagt at han meget gerne vil deltage når han er til stede, men ikke gider være mors sure kæreste. Han har samtidig brug for alene-tid ved siden af (og her tænker jeg bittersødt: "hvem har ikke det? - Jeg er bare ikke så heldig at jeg har det valg" )

Når jeg graver dybt i mig selv, så er jeg heller ikke til familie-halløj og børne-ting. Jeg elsker mine unger ubetinget, og jeg tror at mit ønske om familielivet bunder i at jeg ikke selv har oplevet det (nogensinde). Desuden kigger jeg ind i mellem på mine børn og tænker "de trives jo fint som tingene er nu. De får dækket deres behov både her og hos deres far, de er glade og forkælede, og de mangler ingenting".

Og så er det her at min tvivl opstår: Kan jeg godt forene de to ting: kærestelivet og familielivet (børnelivet)? Egoistisk set, så elsker jeg min kæreste fordi han gør MIG glad. Han bringer de gode sider frem i mig, og han får mig til at føle mig som et godt menneske. Med lidt bredere briller på, føler jeg dårlig samvittighed over ikke at finde en anden, som vil børnene 100 %, og som er all in på ferie- og børne-ræset.

Jeg tager mig selv i at retfærdiggøre mit valg af kæreste med at tænke "børnene er jo ikke børn for altid" og "alle familier er jo ikke skovture og charterferier som på instagram" - men jeg får samtidig en klump i halsen ved at tænke sådan. Det sidste jeg ønsker er at mine børn vokser op og bebrejder mig for ikke at have truffet de bedste valg i livet for deres skyld

Del rigtig gerne jeres betragtninger med mig - og spørg meget gerne hvis jeg har udeladt noget af betydning

Min bedre halvdel gemmen 3 år har det lidt på samme måde. 

Han var i starten meget bekymret for om det hele ville gå op i børn og baby.

Vi har boet sammen i 2 år nu og det fungere. Vi tager på weekend ophold (uden for Corona selvfølgelig) 2 gange om året, hvor vi sover på hotel og gør "som det passer os". 

Jeg er jo så heldig at jeg har et barn som sover i gemmen og sjælendt er oppe om natten. Så vi har hver aften for os selv. Det fungere mega godt. 

Og vi har funget en god balance mellem forælder liver og kærligheden. 

Det skal så siges at vi har mit barn 24/7/365. Mit barns biofar var valgt helt fra. 

Så vi får pasning hos familien når vi trænger til kæreste tid 

Tommelise skriver:

Det lyder, som om du faktisk har fundet en god kæreste. 

Og dejligt at dit samarbejde med børnenes far er godt, og at de trives. Det betyder bare så meget.

Jeg kan godt forstå dit ønske om en kernefamilie. Men du må nok se i øjnene, at du ikke får en "rigtig" kernefamilie. Din kæreste er trods alt ikke far til dine børn.

Det kan være en sorgproces at indse, at drømmen ikke gik i opfyldelse. Men måske kan man godt få noget andet, som er rigtig godt.

Det er positivt, at din kæreste af sig selv beskæftiger sig med dine børn, når I er sammen. 

Som jeg har forstået det, bor I ikke sammen endnu. Og hvis I skal flytte sammen, skal I nok have forventningsafstemt - selv om man  selvfølgelig ikke kan regne det hele ud på forhånd, og selv om der selvfølgelig stadig kan opstå gnidninger alligevel.

Det kan være svært at finde sine ben som mors eller fars nye kæreste. Hvor meget skal man blande sig ?  - hvor meget MÅ man blande sig ? det lyder, som om din kæreste gerne må blande sig, og som om du mener, at han også må opdrage på børnene, hvis I flytter sammen. Han ønsker ikke at være "mors sure kæreste", men hvis han vælger at flytte sammen med en kvinde, der har børn, så bliver han også nødt til at påtage sig opdragerrollen til en vis grad. Og han bliver også nødt til ind imellem at tage med på skovture, ture i zoo og ferier. Det synes jeg godt, du kan forvente af ham. 

Men jeg synes, det er fair nok, at han har brug for luft og alenetid. Du skriver "hvem har ikke det" - for ja - selvfølgelig har du også brug for det. Men du har nu engang valgt at få børn, og din kæreste har fravalgt at få børn. Så der er en forskel.

Så ja - jeg tror faktisk godt, det kan lade sig gøre at forene de to liv - men det kræver, at man er villig til at give slip på drømmen om, hvordan det "skulle" have været. Og måske finde ud af, hvad der betyder noget. Du skriver, at du heller ikke selv er så meget til alt "halløjet". En gang imellem er det jo også rart bare at tulle rundt derhjemme og hygge sig, uden at der skal ske en hel masse.

Og livet hos andre er ikke altid, som det fremstår på instagram.

Min drøm var også kernefamilien, men jeg mødte ikke den rigtige i tide. I dag er jeg kæreste med en fraskilt far til tre. Vi bor dog ikke sammen. Det lykkedes mig at slippe drømmen, og da jeg mødte min kæreste, ønskede jeg ikke længere at få børn - og han ville ikke have flere end de tre, han allerede havde. 

 

 

Åh hvor er jeg lettet over at første svar ikke er en mavepuster

Jeg HAR nemlig en virkelig god kæreste, og hans behov er helt reelle, samtidig med at han virkelig gør alt hvad han kan for at imødekomme vores (mine) behov. Han vil gerne tage en tur i zoo, og han vil gerne lave lektier og tage en "diskussion" med et bøvlet barn ind i mellem

Det bliver vist ret tydeligt for mig at det er mine egne forestillinger om et glansbillede der forstyrrer.

Min mavefornemmelse siger mig at vi godt kan finde ud af at være en lidt utraditionel familie, og at jeg godt kan gøre mine børn glade selvom de ikke får far-mor-børn-idyl med alt hvad instagram kræver

Tusind tak for de konstruktive og positive ord!

Anonym skriver:

Min bedre halvdel gemmen 3 år har det lidt på samme måde. 

Han var i starten meget bekymret for om det hele ville gå op i børn og baby.

Vi har boet sammen i 2 år nu og det fungere. Vi tager på weekend ophold (uden for Corona selvfølgelig) 2 gange om året, hvor vi sover på hotel og gør "som det passer os". 

Jeg er jo så heldig at jeg har et barn som sover i gemmen og sjælendt er oppe om natten. Så vi har hver aften for os selv. Det fungere mega godt. 

Og vi har funget en god balance mellem forælder liver og kærligheden. 

 

Det skal så siges at vi har mit barn 24/7/365. Mit barns biofar var valgt helt fra. 

Så vi får pasning hos familien når vi trænger til kæreste tid 

Årh det er virkelig dejligt at høre at det kan fungere for andre i samme situation

Vi er rigtig gode til at være kærester når børnene er hos deres far, og vi har en rigtig god kommunikation om alt - især vores forskellige behov og ønsker. 

Min opfattelse er at han vil gå langt for mig, og jeg skal bare være opmærksom på ikke at kræve mere af ham end fair er. Han tager børnene med i købet, og han gør det kærligt og fordi han vil mig (os).

Jeg har nok bare brug for at høre at mine tanker om "ikke-traditionelle"-familier ikke er forbudte og betyder at jeg svigter mine børn

Anonym skriver:

Jeg er så meget i vildrede, og jeg ved at nogle vil tænke at det er helt indlysende. Jeg forventer nok lidt modstand, så derfor anonymiteten

Situationen er således:

Jeg er mor til to børn på 8 og 4 år. De bor hos mig, og er hos deres far hver anden weekend. Ingen kvaler i samarbejdet, ferierne er også ligeligt fordelt osv.

Men jeg er også kæreste til en sød yngre mand, som ingen børn har - og som ikke ønsker sig børn.

Mit største ønske er en kernefamilie - hvor alle er en lige stor del af familien (det var ikke tilfældet med børnenes far). Jeg har ikke noget familie ved siden af, så der er faktisk kun mig og mine børn.

Men.... Min kæreste har ikke lyst til at være en lige så stor del af børnenes liv. Han har ytret at han gerne vil os og gerne vil bo sammen med os, men at han ikke er til de store familieture og børneferier. I hverdagen når han er sammen med os, er han "på" helt af eget initiativ. Han er rigtig god ved børnene og de er så glade for ham. Han har sagt at han meget gerne vil deltage når han er til stede, men ikke gider være mors sure kæreste. Han har samtidig brug for alene-tid ved siden af (og her tænker jeg bittersødt: "hvem har ikke det? - Jeg er bare ikke så heldig at jeg har det valg" )

Når jeg graver dybt i mig selv, så er jeg heller ikke til familie-halløj og børne-ting. Jeg elsker mine unger ubetinget, og jeg tror at mit ønske om familielivet bunder i at jeg ikke selv har oplevet det (nogensinde). Desuden kigger jeg ind i mellem på mine børn og tænker "de trives jo fint som tingene er nu. De får dækket deres behov både her og hos deres far, de er glade og forkælede, og de mangler ingenting".

Og så er det her at min tvivl opstår: Kan jeg godt forene de to ting: kærestelivet og familielivet (børnelivet)? Egoistisk set, så elsker jeg min kæreste fordi han gør MIG glad. Han bringer de gode sider frem i mig, og han får mig til at føle mig som et godt menneske. Med lidt bredere briller på, føler jeg dårlig samvittighed over ikke at finde en anden, som vil børnene 100 %, og som er all in på ferie- og børne-ræset.

Jeg tager mig selv i at retfærdiggøre mit valg af kæreste med at tænke "børnene er jo ikke børn for altid" og "alle familier er jo ikke skovture og charterferier som på instagram" - men jeg får samtidig en klump i halsen ved at tænke sådan. Det sidste jeg ønsker er at mine børn vokser op og bebrejder mig for ikke at have truffet de bedste valg i livet for deres skyld

Del rigtig gerne jeres betragtninger med mig - og spørg meget gerne hvis jeg har udeladt noget af betydning

Om du kan det. Det kan ingen svare på. Men jeg kan fortælle dig at jeg sikkert godt kunne, men jeg ville ALDRIG gøre det. Jeg kunne godt have en hyggekæreste/ven/whatever. Men jeg ville på ingen måde nogensinde byde mine børn at flytte sammen med en mand der på forhånd har sagt han ikke vil dem 100 %. Jeg er godt nok alene nu, men skulle jeg nogensinde finde en mand igen, så skulle det være en der gik ind i det 110 %. 

Det lyder som et dejligt forhold med stor ærlighed og hensyntagen. 

Men det lyder ikke som et forhold, hvor man skal flytte sammen. Bor I først sammen, vil din kærestes behov for alenetid blive meget mere tydeligt, ligesom det vil blive meget mere påfaldende, når han ikke tager med på ferier mm. Dét vil dine børn ikke kunne undgå at bemærke - og det vil gøre dem kede af det og få dem til at føle sige fravalgte og forkerte. 

Men at være kærester med hver sin bolig har jo mange fordele for jer begge - så det skal I da bare holde fast i.

Tak for jeres betragtninger - fra modsatte synspunkt. Det har jeg også brug for

Jeg tænker ikke at mine børn vil føle sig fravalgt. Det er selvfølgelig både ønske- og håbe-tænkning. Men det bunder også i at deres far aldrig har deltaget i ferier mm. Jeg har alle år været alene med dem, og været nødt til at forlade hjemmet fordi far havde brug for ro. De er altså vant til at det ikke er alt man laver sammen. Måske jeg kan vende den om og sige at de så alligevel i forvejen føler sig fravalgt - den tanke gør bare så ufatteligt ondt, og jeg vil til hver en tid kæmpe for at være en god nok mor til at de ikke mangler den kærlighed

Min kæreste vil fx gerne tage et par dage med i sommerhus, og vil aldrig bede os om at tage nogle steder (alle kan have brug for at lukke en dør ind i mellem, og det skal vi naturligvis have lov til - også jeg og børnene). Det er selvfølgelig noget han kun siger lige nu, og ikke har mulighed for at bevise. Men vi flytter ikke sammen i morgen, og han har god mulighed for og tid til at opleve hverdagen med os inden det kommer dertil. Jeg forventer absolut at han aldrig ville flytte ind sammen med os, hvis han oplever en mavefornemmelse af at have det på samme måde som pigernes far. Den snak har vi haft mange gange, og har det jævnligt, og han ved hvilke ar det har givet. Han bliver ked af det når jeg siger til ham at jeg er bange for at han vil være lige sådan. han er meget omsorgsfuld, samvittighedsfuld og kærlig.

Jeg forsøger nok at forsvare det jeg egoistisk set har mest lyst til, men jeg tænker at "happy mom = happy kids" og masser af tid og kommunikation må være det jeg arbejder videre med. Jeg er nok ikke klar til at slippe ham - ikke så længe at jeg ikke oplever en negativ effekt hos børnene. Men jeg holder øje, og jeg tager jeres tanker med mig

Dine børn har jo en far allerede. Umiddelbart tror jeg ikke, dine børns behov er at få én mere, som skal erstatte den “hverdagsfar”, de ikke har - og tilsyneladende heller ikke havde før skilsmissen. Jeg kan ikke se, hvorfra de skulle have ønsket eller forventningen om, at din kæreste går ind og bliver 1/4 af en kernefamilie. Egentlig har jeg oftere oplevet, at børn reagerer imod en “ny” voksen, som i deres øjne tager deres mor fra dem ved altid at skulle være med til alting - og “udkonkurrerer” deres far. 
Så langt hellere en kærlig og troværdig ekstra voksen, som er nærværende, når han er der, og når han ikke er der, har de jo stadig deres mor - og ved samvær samt følelsesmæssigt deres far.  
Jeg tager hatten af for, at din kæreste er bevidst om sine ønsker for sit liv, og at han på ansvarlig og reflekteret vis er klar til at gå ind i jeres liv uden at love mere, end han kan og vil opfylde. Selv fik jeg en stedfar - min far var død - som dybest set overhovedet ikke ville mig, men opfattede mig som det, der nu engang fulgte med, da han forelskede sig i min mor. På overfladen agerede han rent “praktisk” som far, blandt andet fordi min mor ønskede sig en ny kernefamilie, men han var indebrændt og irriteret over min eksistens, og mine lykkeligste barndomsstunder var, når han ikke var hjemme. Reelt havde det været meget bedre for alle parter, hvis han havde været i stand til at gøre, som din kæreste ønsker. Han blev aldrig min far - trods adoption - så min mors kkernefamilieprojekt kuldsejlede jo alligevel, selv om han var fysisk til stede. 

Børn har brug for troværdige voksne, der sætter rammerne. Dine børns eventuelle kernefamilie-drøm ER revnet - men de har en far, en mor og endnu en god voksen i deres liv. Det er da et godt fundament. 

Og så synes jeg, du er unfair, når du tænker, at du ikke er så “heldig” som ham. Du har jo selv valgt at få børn - han har valgt at lade være.