Min mands dårlige perioder

Jeg har bare brug for at komme ud med det her, fordi det gør mig så ked. Jeg må hellere starte med at sige noget, inden faklerne tændes jeg HAR været i et psykisk voldeligt forhold en gang. Det er ikke der, vi er. Min mand er ikke manipulerende. 98% af tiden er han den mest empatisk, omsorgsfulde, kærlige og ekstremt uselviske mand. Men så er der de resterende 2%

Ser I, alle skal have lov at have en dårlig dag. Min mand også. Men som jeg ser det udefra er problemet, at han er ukuelig optimist uden en eneste dårlig følelse, indtil diverse ting har hobet sig op, og så er han rigtig træls at være sammen med i nogle dage. Han er ikke voldelig, han siger ikke nedladende ting eller bliver personlig. Men han bliver enormt Irritabel. Bliver hurtigt sur, man kan bare fornemme hele stemningen ændre sig. Jeg får følelsen af han fortolker alt jeg gør forkert. Tilbyder jeg at hjælpe ham med noget på disse dage, betyder det i hans øjne, at jeg mener, han ikke kan selv, eller at jeg ikke stoler på, han har styr på det. Ting han aldrig ville udtrykke normalt. Blandt andet i dag, da der var noget han ikke kunne finde, og jeg spurgte om jeg skulle hjælpe.

I de her perioder har han nul selvindsigt. Det er alle andre. Jeg kommer ud et sted hvor jeg går på æggeskaller for ikke at gøre ham sur. Det bemærker han, og så vender han den til at det er min skyld han er sur, fordi det er irriterende, jeg går på æggeskaller. Han har lige sagt han ikke kan holde ud at være sammen med mig lige nu, fordi det er som om, der ikke er plads til hans negative følelser. Selvfølgelig er der det - men det er omvendt heller ikke så underligt, at jeg bliver forsigtig, når han bliver uforudsigelig på den måde.

Det der jo gør det så svært er, at kontrasten til hans almindelige jeg er så markant. Altså virkelig. Det er sgu ikke fordi jeg narrer mig selv. Han ville ofre en arm for mig, giver den frihed jeg har brug for. Er der for mig, opbygger mit selvværd og selvtillid hver dag. Bliver ikke sur, når jeg laver fejl, lærer mig det faktisk er okay. Og ligeledes gør jeg selvfølgelig rigtig meget for ham. Vi kommunikerer godt, sundt og åbent, behandler hinanden godt. 

Og netop derfor er det så svært og forvirrende når han nærmest vender 180 grader og er sådan der. Vi skændes sjældent, når vi gør, er det stort set altid i de her perioder. Som ender i et eller andet åndssvagt skænderi, og når han så har fået det ud af systemet er han ked af det hele. Han forsøger at arbejde på at give udtryk for sine frustrationer løbende frem for de bygger sig op, men det synes jeg ikke går ret godt.

Det er måske et par dage om måneden til hver anden måned, så det er ikke ret ofte, jeg bliver bare så ked af det og føler mig så alene når det er, fordi jeg slet ikke kan kende ham og slet ikke kan nå ind til ham. 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op. Vi har været sammen i 6 år og han har altid været sådan. Jeg tror godt jeg kunne udholde de her dårlige perioder, hvis han så ville lade mig hjælpe ham med noget eller aflaste ham. Men det er tydeligt han har brug for en pause eller noget, men så bliver han dumstædig når jeg tilbyder ham om jeg ikke skal tage vores søn ud lidt så han kan få noget selvtid. Klart det han har brug for, men hans tolkning bliver at det er fordi jeg prøver at ekskludere ham. Jeg kan virkelig ikke vinde i de perioder.. 

Det lyder lidt som når mænd beskriver en kæreste med pms

Jeg ved ikke hvad du skal gøre. Jeg tror måske hvis det var mig, at jeg ville gøre så lidt som muligt. Altså simpehen lade ham deale med det selv, for du HAR prøvet at række ud og der er han modvillig, så hans behov er ikke at du skal gøre noget for at "løse" det. 

Du kan evt give ham et kram og sige at du kan mærke han har en lidt træls dag, og han må sige til hvis det er. Og så ellers bare lade det ligge og lade være at kræve noget af ham den dag. Det kan også være du slet ikke skal nævne det. 

Hvis han brokker sig over det også, ville jeg tage emnet op en dag hvor han er "sig selv". Fortælle ham at du simpelthen så gerne vil gøre hans liv nemmere på de her dage, men det er skide svært fordi alt virker til at være galt. Måske han kan bedre reflektere over det mens det IKKE står på.  

Mor11 skriver:

Det lyder lidt som når mænd beskriver en kæreste med pms

Jeg ved ikke hvad du skal gøre. Jeg tror måske hvis det var mig, at jeg ville gøre så lidt som muligt. Altså simpehen lade ham deale med det selv, for du HAR prøvet at række ud og der er han modvillig, så hans behov er ikke at du skal gøre noget for at "løse" det. 

Du kan evt give ham et kram og sige at du kan mærke han har en lidt træls dag, og han må sige til hvis det er. Og så ellers bare lade det ligge og lade være at kræve noget af ham den dag. Det kan også være du slet ikke skal nævne det. 

Hvis han brokker sig over det også, ville jeg tage emnet op en dag hvor han er "sig selv". Fortælle ham at du simpelthen så gerne vil gøre hans liv nemmere på de her dage, men det er skide svært fordi alt virker til at være galt. Måske han kan bedre reflektere over det mens det IKKE står på.  

Det giver god mening det du skriver. Udfordringen bliver selvfølgelig også den uheldige dynamik det skaber, netop fordi jeg både kommer fra et psykisk voldeligt forhold før forholdet til min mand og også er vokset op med psykisk vold i hjemmet som barn. Så for mig er andres vrede farligt og uforudsigeligt, og jeg har lært, at det altid er fordi, at jeg har gjort noget galt, og det er min opgave at fixe det. Så selvfølgelig er der også noget, jeg skal arbejde med, det hele ligger ikke på hans skuldre. Men hey, to til tango, og ja, det er ret PMS agtigt. Han kan blive så barnlig, og hvis ikke jeg var så usikker, ville jeg nok grine lidt af det indeni. 

Han er uden tvivl til at snakke med, når han ikke er midt i dét der. Heldigvis! 

Mit forslag er utraditionelt, men har dog rod i psykologien.

Sæt et kamera til at optage jer. Du skal så se det med ham et stykke tid efter, hvor I begge kan se, hvordan den anden opleves. Der er ingen tvivl om, at I ikke ved, hvad der foregår i den andens hoved og derfor handler på det, der foregår i jeres eget hoved, det behøver ikke betyde, at hverken den ene eller den anden har ret i deres tanker.

Anonym skriver:

Det giver god mening det du skriver. Udfordringen bliver selvfølgelig også den uheldige dynamik det skaber, netop fordi jeg både kommer fra et psykisk voldeligt forhold før forholdet til min mand og også er vokset op med psykisk vold i hjemmet som barn. Så for mig er andres vrede farligt og uforudsigeligt, og jeg har lært, at det altid er fordi, at jeg har gjort noget galt, og det er min opgave at fixe det. Så selvfølgelig er der også noget, jeg skal arbejde med, det hele ligger ikke på hans skuldre. Men hey, to til tango, og ja, det er ret PMS agtigt. Han kan blive så barnlig, og hvis ikke jeg var så usikker, ville jeg nok grine lidt af det indeni. 

Han er uden tvivl til at snakke med, når han ikke er midt i dét der. Heldigvis! 

Har du forstalt ham at det er sådan du virker? Ift andres vrede/dårlige humør. 

Anonym skriver:

Jeg har bare brug for at komme ud med det her, fordi det gør mig så ked. Jeg må hellere starte med at sige noget, inden faklerne tændes jeg HAR været i et psykisk voldeligt forhold en gang. Det er ikke der, vi er. Min mand er ikke manipulerende. 98% af tiden er han den mest empatisk, omsorgsfulde, kærlige og ekstremt uselviske mand. Men så er der de resterende 2%

Ser I, alle skal have lov at have en dårlig dag. Min mand også. Men som jeg ser det udefra er problemet, at han er ukuelig optimist uden en eneste dårlig følelse, indtil diverse ting har hobet sig op, og så er han rigtig træls at være sammen med i nogle dage. Han er ikke voldelig, han siger ikke nedladende ting eller bliver personlig. Men han bliver enormt Irritabel. Bliver hurtigt sur, man kan bare fornemme hele stemningen ændre sig. Jeg får følelsen af han fortolker alt jeg gør forkert. Tilbyder jeg at hjælpe ham med noget på disse dage, betyder det i hans øjne, at jeg mener, han ikke kan selv, eller at jeg ikke stoler på, han har styr på det. Ting han aldrig ville udtrykke normalt. Blandt andet i dag, da der var noget han ikke kunne finde, og jeg spurgte om jeg skulle hjælpe.

I de her perioder har han nul selvindsigt. Det er alle andre. Jeg kommer ud et sted hvor jeg går på æggeskaller for ikke at gøre ham sur. Det bemærker han, og så vender han den til at det er min skyld han er sur, fordi det er irriterende, jeg går på æggeskaller. Han har lige sagt han ikke kan holde ud at være sammen med mig lige nu, fordi det er som om, der ikke er plads til hans negative følelser. Selvfølgelig er der det - men det er omvendt heller ikke så underligt, at jeg bliver forsigtig, når han bliver uforudsigelig på den måde.

Det der jo gør det så svært er, at kontrasten til hans almindelige jeg er så markant. Altså virkelig. Det er sgu ikke fordi jeg narrer mig selv. Han ville ofre en arm for mig, giver den frihed jeg har brug for. Er der for mig, opbygger mit selvværd og selvtillid hver dag. Bliver ikke sur, når jeg laver fejl, lærer mig det faktisk er okay. Og ligeledes gør jeg selvfølgelig rigtig meget for ham. Vi kommunikerer godt, sundt og åbent, behandler hinanden godt. 

Og netop derfor er det så svært og forvirrende når han nærmest vender 180 grader og er sådan der. Vi skændes sjældent, når vi gør, er det stort set altid i de her perioder. Som ender i et eller andet åndssvagt skænderi, og når han så har fået det ud af systemet er han ked af det hele. Han forsøger at arbejde på at give udtryk for sine frustrationer løbende frem for de bygger sig op, men det synes jeg ikke går ret godt.

Det er måske et par dage om måneden til hver anden måned, så det er ikke ret ofte, jeg bliver bare så ked af det og føler mig så alene når det er, fordi jeg slet ikke kan kende ham og slet ikke kan nå ind til ham. 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op. Vi har været sammen i 6 år og han har altid været sådan. Jeg tror godt jeg kunne udholde de her dårlige perioder, hvis han så ville lade mig hjælpe ham med noget eller aflaste ham. Men det er tydeligt han har brug for en pause eller noget, men så bliver han dumstædig når jeg tilbyder ham om jeg ikke skal tage vores søn ud lidt så han kan få noget selvtid. Klart det han har brug for, men hans tolkning bliver at det er fordi jeg prøver at ekskludere ham. Jeg kan virkelig ikke vinde i de perioder.. 

Hvad med at han tager væk de dage? Har I råd til at han kan "leje" et sommerhus der ligger tæt på så han kan komme væk? 

Jeg synes du skal tage en snak med ham om det når han er ovenpå. Fortæl hvordan du oplever disse tilbagevendende perioder og spørg ind til, hvordan han oplever det. Måske er han slet ikke bevidst om at det er et tilbagevendende issue. Måske kan I sammen lede efter mønstre og tegn, så I kan blive bedre til at give plads til de frustrationer eller uindfriede behov, der hober sig op hos ham. 

Det lyder i hvert fald helt klart til, at han skal arbejde på at blive bedre til at lytte til sig selv, spotte når han er på vej til at blive indebrændt og handle på det, der hober sig op, før han bliver en uudholdelig tordensky.

Og så lyder det til, at du skal øve dig i at forvente, at han dealer med sit dårlige humør uden at resten af familien skal gå på æggeskaller - og stole på at det er en helt legitimt forventning til en partner. Selvfølgelig skal man have lov til dårlige dage, men selv på dårlige dage har man et ansvar for den stemning man sætter i familien.

Rockertand skriver:

Mit forslag er utraditionelt, men har dog rod i psykologien.

Sæt et kamera til at optage jer. Du skal så se det med ham et stykke tid efter, hvor I begge kan se, hvordan den anden opleves. Der er ingen tvivl om, at I ikke ved, hvad der foregår i den andens hoved og derfor handler på det, der foregår i jeres eget hoved, det behøver ikke betyde, at hverken den ene eller den anden har ret i deres tanker.

Det var egentlig en god ide. Og så tænker jeg du har en ret skarp pointe ift at vi reagerer på det der sker i vores eget hoved og vores antagelser, det skaber bare noget rod! 

Mor11 skriver:

Har du forstalt ham at det er sådan du virker? Ift andres vrede/dårlige humør. 

Det har jeg bestemt, vi taler normalt meget åbent om den slags følelsesmæssige temaer. Og han er også normalt meget hensynsfuld - men selvfølgelig skal han ikke være glad altid, og han har jo også sine egne mønstre. Han er vokset op i en familie hvor svære følelser osv blev fejet under tæppet, så det er jo også led i en for ham ret velkendt dynamik, har jeg tænkt over.. 

AnjaZenia skriver:

Hvad med at han tager væk de dage? Har I råd til at han kan "leje" et sommerhus der ligger tæt på så han kan komme væk? 

Det har vi ikke nej, men selvom det er en omsorgsfuld tanke, så tænker jeg også det er at skubbe problemet væk frem for at arbejde på en løsning, der kan fungere for alle