Råd til opdragelse af forældre

Hej. 
skal have råd til hvordan man hjælper sine forældre. 
det drejer sig om mine forældre som er sidst i 50’erne. 
min søster og jeg er bekymret for dem, det har stået på længe, men det bliver værre og værre og nu er vi ligesom blevet enige om at vi skal have en snak med dem, for det er hårdt at være vidne til. 

vores forældre er nok det man kalder livstrætte. De har været sammen i 40 år og de kan ikke leve med hinanden og hellere ikke uden hinanden. 
de er sure og negative hele tiden omkring alt. Politiker er idioter allesammen, udlænding burde bare skride hjem hvor de kommer fra. Alle chefer på deres arbejdspladser er fjolser. (Lige nu har vores far ingen arbejde, vores mor arbejder kun 2,5 time om dagen pga. dårlig ryg). Når de så har fri laver de ikke andet end at se fjernsyn og brokke sig. De har ingen venner. (Kan ikke huske de nogensinde har haft det) Og det eneste sociale kontakt de har er deres børn og børnebørn. De har ingen hobbyer eller andet. De ved slet ikke hvordan man skal omgåes andre mennesker og folk i min omgangskreds nævner også at vores forældre er ret specielle og det ved jeg også min søsters omgangskreds siger. Når de f.eks. er til børnefødselsdag hos mig og min svigerfamilie også er der. Fylder de rigtig meget. De larmer og råber rigtig højt og de snakker til mine børn som var de 2-3 år gamle. Babylyde og fjolle lyde. Min søn på 8 år kigger nogen gange mærkeligt på dem og er begyndt at søge væk fra dem. Mine børn er 6 og 8. Og de kan slet ikke se at det er dem som er problemet. De syntes bare drengen er mærkelig fordi han hellere vil sidde på værelset end være sammen med dem, når de nu er kørt hele den lange vej op for at besøge dem (140km). Min mand og jeg har prøvet flere gange at fortælle dem, hvad der er problemet, men så lukker de bare i eller kører deres vej.

Så kommer vi til deres svigersønner. Dem har de jo også 2 stk. af og det er blevet så slemt efter der er kommet børnebørn at både min mand og min søsters mand flygter hjemmefra når vores forældre kommer. For de kan ikke holde ud at være sammen med dem. Så skal vi børn hører på at vores mænd aldrig er hjemme til at hjælpe os med børnene og at vi da altid står med det hele selv. Og hvorfor vil vi dog finde os i det. Så det gør jo ikke situationen bedre. De syntes i øvrigt også at begge vores mænd ikke er gode nok til os.

Når jeg taler med vores forældre skal jeg tit hører på at vi (min mand og jeg) arbejder for meget og slet ikke er der for vores børn. Vi arbejder begge 37 timer som mange andre. Vores forældre kan ikke forstå hvorfor jeg ikke en gang imellem melder mig syg fra arbejde og tager en hyggedag med børnene. (Burde forældre ikke råde deres børn til det modsatte). Jeg føler ikke at jeg kan få gode råd omkring ting i livet, for de vil slet ikke kunne give råd på en konstruktiv måde. F.eks. hvis jeg kom til dem og sagde at jeg ikke kan få fri en dag på arbejde, så ville deres råd være. Meld dig syg den dag eller sig op. Hvis jeg kom og sagde at min mand og jeg er lidt uvenner, ville deres svar være. bliv skilt, han er en idiot. Hvis jeg kom og sagde at der var problemer med børnene i skolen. Ville deres svar blive. Lærerne på skolen er nogle idioter, bare giv de lærer redt besked.
Jeg savner virkelig at kunne have nogen gode snakke med vores forældre med det kan jeg ikke. Det er de sidste mennesker på jorden, jeg ville sørge råd ved. Og det gør mig trist. 

jeg havde vores forældre juleaften og det var den værste juleaften i mit liv. Vi var kun 8 mennesker og vi plejer at være dobbelt så mange. Der har altid været larm og stress hos os juleaften (bevares der er børn) så derfor tænkte vi at når vi nu kun var det halve, så var det en opladt mulighed for at julen kunne blive lidt mindre stresset. Derfor invitere vi vores 4 gæster i sommerhus. De 4 gæster var så mine forældre, min svigerfar og min mands onkel. Men AK, der var bestemt stille og fredeligt. Lige til det øjeblik mine forældre kommer ind af døren. Børnene løber dem i møde. De starter så dem at læsse en masse poser og tasker ud i køkkenet, hvor vi står og laver mad og derfor er alle de ting som de stiller der i vejen for os. Så derfor skal jeg starte med at flytte alle deres ting, så vi kan arbejde videre med julemaden. Så skal der bæres gaver ind og børnene løber selvfølgelig rundt af glæde og jeg beder dem flere gange at de lige skal falde lidt ned, dem mine forældre formår at kører dem endnu mere op (jeg kan ikke rigtig forklare hvordan de gør). De fylder dem med sukker og kører dem op, så de til sidst er helt røde i hovederne. Og jeg er bare den sure mor, som hele tiden tysser på dem. Følte det faktisk som at jeg var mor til 4 lige der. Først efter 1 time, opdager mine forældre, at min svigerfar også er i lokalet og hilser på ham. De har kun øje for deres børnebørn. Det var så slem en jul, at min mand nu har sagt at han kun vil holde jul med dem hvert andet år. Så han kan få en stille jul hvert andet år og min svigerfar har også mellem linjerne meldt ud, at han ikke ønsker sådan en stresset jul. Vores forældre syntes at det var os som var stressede og at vi burde slappe mere af 

Så. Nu skal min søster og jeg så tage denne snak med dem, vi har begge prøvet uden effekt, så nu prøver vi sammen. Hvordan takler vi det bedst. Skal de forberedes på at vi vil tale med dem eller skal vi dukke op uanmeldt. Skal vores mænd være med eller bare min søster og jeg. Og hvordan siger vi det bedst så det bliver en kærlig bekymring og ikke et angreb. 

tak fordi du læste med så langt. Glæder mig til at hører jeres råd. 

Hold nu kæft de lyder anstrengende. Jeg blev helt træt bare af at læse om dem. Hvis I skal tage en ansigt-til-ansigt snak så tænker jeg at det kun skal være dig og din søster.

Det lyder ikke som om de reagerer ret godt, når I tager problemerne op, så jeg synes egentlig I skal overveje at sætte jer ned sammen og skrive et langt brev til dem. Så får I muligheden for rent faktisk at få sagt det hele uden at de afsporer samtalen, hvilket det lyder som om de godt kunne finde på.

Så kan I jo afslutningsvis lægge op til at følge op med en snak, men kun hvis de vil lytte. Hvis de bare kører stilen med at skyde skylden på alt og alle så kommer I jo ingen vegne.

Ja, jeg blev også helt træt på dine vegne, for det lyder da lidt op ad bakke.

Jeg ville også kun tage afsted dig og din søster, når de i forvejen ikke kommer så godt ud af det med svigersønnerne, kan de nok kun opfattes som en rød klud hvis de åbner munden i det her.

Jeg ville snakke det meget grundigt igennem med din søster, og afklare de vigtigste punkter I vil have nævnt,

Men jeg ved ikke helt hvor jeg ville starte, må jeg indrømme. Det er også svært med voksne mennesker, de har jo selv valgt hvordan de vil indrette sig (uden hobbyer osv)..

Helt enig med de andre der har svaret. 

Det lyder som en rigtig hård relation for jer alle.
Jeg tror, det er vigtigt, at I tager udgangspunkt i jeres bekymring. Og sørger for at holde jer på egen banehalvdel. Fx starter med at sige ‘jeg føler’ i stedet for ‘I gør/siger...’ 

Fx: Vi er bekymrede for jer, fordi vi synes, I er blevet mere negative i jeres indstilling her de sidste par år. Hvordan tror I, det kan være?’

Spørg åbent og nysgerrigt ind, i stedet for at forsøge at ‘opdrage’ dem. Jeg tror, at en bedre forståelse for hinanden, vil gøre det lettere for både dem og jer.

Og så tror jeg også, det er vigtigt, at I er konkrete, når I kommer med eksempler og gode råd. Det er ikke sikkert, det nytter at sige: ‘Få jer dog en hobby!’ Men måske have købt nogle billetter til noget, så de kommer lidt ud. 

Det samme med børnebørnene: Giv konkrete ideer til, hvordan de kan omgås dem. Planlæg noget. Fx, at de skal bage, eller se en film sammen, eller noget, som børnene godt kan lide. Det er uden tvivl usikkerhed fra dine forældres side, der gør, at de opfører sig sådan, når de er sammen med børnene.

Jeg tror, de har brug for en masse støtte, og ikke kun en snak, hvis de skal ændre deres adfærd.

Jeg tænker også, at I skal skrive et brev, og HVIS I skal snakke med dem, så skal det kun være dig og søster.. 

Men vil ærligt sige, at jeg ikke tror, der kommer noget ud af det.. De lyder en del som mine forældre, hvor min mor nok er narcissistist, og min far nu er blevet medløber.. Og både jeg og min søster har fra psykologer fået af vide, at der nok ikke er noget at gøre, da de ikke vil lytte.. Vi har også fået af vide, at det bedste for os er at tage lidt afstand fra dem, og fx ikke søge råd fra dem mere, da vi gang på gang vil blive skuffet.. 

Så mit råd er at lære at acceptere, at dine forældre er på den her måde, og så må I "indordne" jer under det, forstået på den måde, at I ikke kan forvente ordentlige svar og støtte fra dem, og I kan ikke forvente, at de kan se fejl ved dem selv - de vil altid mene, at det er andre, der har fejl.. Og I skal ikke forvente, at de laver sig om, når de ikke kan se, at de laver fejl.. 

Men ja prøv da at give det en sidste chance for at få dem til at lytte.. Men vær forberedt på, at der ikke kommer noget godt ud af det 

Diduu skriver:

Hej. 
skal have råd til hvordan man hjælper sine forældre. 
det drejer sig om mine forældre som er sidst i 50’erne. 
min søster og jeg er bekymret for dem, det har stået på længe, men det bliver værre og værre og nu er vi ligesom blevet enige om at vi skal have en snak med dem, for det er hårdt at være vidne til. 

vores forældre er nok det man kalder livstrætte. De har været sammen i 40 år og de kan ikke leve med hinanden og hellere ikke uden hinanden. 
de er sure og negative hele tiden omkring alt. Politiker er idioter allesammen, udlænding burde bare skride hjem hvor de kommer fra. Alle chefer på deres arbejdspladser er fjolser. (Lige nu har vores far ingen arbejde, vores mor arbejder kun 2,5 time om dagen pga. dårlig ryg). Når de så har fri laver de ikke andet end at se fjernsyn og brokke sig. De har ingen venner. (Kan ikke huske de nogensinde har haft det) Og det eneste sociale kontakt de har er deres børn og børnebørn. De har ingen hobbyer eller andet. De ved slet ikke hvordan man skal omgåes andre mennesker og folk i min omgangskreds nævner også at vores forældre er ret specielle og det ved jeg også min søsters omgangskreds siger. Når de f.eks. er til børnefødselsdag hos mig og min svigerfamilie også er der. Fylder de rigtig meget. De larmer og råber rigtig højt og de snakker til mine børn som var de 2-3 år gamle. Babylyde og fjolle lyde. Min søn på 8 år kigger nogen gange mærkeligt på dem og er begyndt at søge væk fra dem. Mine børn er 6 og 8. Og de kan slet ikke se at det er dem som er problemet. De syntes bare drengen er mærkelig fordi han hellere vil sidde på værelset end være sammen med dem, når de nu er kørt hele den lange vej op for at besøge dem (140km). Min mand og jeg har prøvet flere gange at fortælle dem, hvad der er problemet, men så lukker de bare i eller kører deres vej.

Så kommer vi til deres svigersønner. Dem har de jo også 2 stk. af og det er blevet så slemt efter der er kommet børnebørn at både min mand og min søsters mand flygter hjemmefra når vores forældre kommer. For de kan ikke holde ud at være sammen med dem. Så skal vi børn hører på at vores mænd aldrig er hjemme til at hjælpe os med børnene og at vi da altid står med det hele selv. Og hvorfor vil vi dog finde os i det. Så det gør jo ikke situationen bedre. De syntes i øvrigt også at begge vores mænd ikke er gode nok til os.

Når jeg taler med vores forældre skal jeg tit hører på at vi (min mand og jeg) arbejder for meget og slet ikke er der for vores børn. Vi arbejder begge 37 timer som mange andre. Vores forældre kan ikke forstå hvorfor jeg ikke en gang imellem melder mig syg fra arbejde og tager en hyggedag med børnene. (Burde forældre ikke råde deres børn til det modsatte). Jeg føler ikke at jeg kan få gode råd omkring ting i livet, for de vil slet ikke kunne give råd på en konstruktiv måde. F.eks. hvis jeg kom til dem og sagde at jeg ikke kan få fri en dag på arbejde, så ville deres råd være. Meld dig syg den dag eller sig op. Hvis jeg kom og sagde at min mand og jeg er lidt uvenner, ville deres svar være. bliv skilt, han er en idiot. Hvis jeg kom og sagde at der var problemer med børnene i skolen. Ville deres svar blive. Lærerne på skolen er nogle idioter, bare giv de lærer redt besked.
Jeg savner virkelig at kunne have nogen gode snakke med vores forældre med det kan jeg ikke. Det er de sidste mennesker på jorden, jeg ville sørge råd ved. Og det gør mig trist. 

jeg havde vores forældre juleaften og det var den værste juleaften i mit liv. Vi var kun 8 mennesker og vi plejer at være dobbelt så mange. Der har altid været larm og stress hos os juleaften (bevares der er børn) så derfor tænkte vi at når vi nu kun var det halve, så var det en opladt mulighed for at julen kunne blive lidt mindre stresset. Derfor invitere vi vores 4 gæster i sommerhus. De 4 gæster var så mine forældre, min svigerfar og min mands onkel. Men AK, der var bestemt stille og fredeligt. Lige til det øjeblik mine forældre kommer ind af døren. Børnene løber dem i møde. De starter så dem at læsse en masse poser og tasker ud i køkkenet, hvor vi står og laver mad og derfor er alle de ting som de stiller der i vejen for os. Så derfor skal jeg starte med at flytte alle deres ting, så vi kan arbejde videre med julemaden. Så skal der bæres gaver ind og børnene løber selvfølgelig rundt af glæde og jeg beder dem flere gange at de lige skal falde lidt ned, dem mine forældre formår at kører dem endnu mere op (jeg kan ikke rigtig forklare hvordan de gør). De fylder dem med sukker og kører dem op, så de til sidst er helt røde i hovederne. Og jeg er bare den sure mor, som hele tiden tysser på dem. Følte det faktisk som at jeg var mor til 4 lige der. Først efter 1 time, opdager mine forældre, at min svigerfar også er i lokalet og hilser på ham. De har kun øje for deres børnebørn. Det var så slem en jul, at min mand nu har sagt at han kun vil holde jul med dem hvert andet år. Så han kan få en stille jul hvert andet år og min svigerfar har også mellem linjerne meldt ud, at han ikke ønsker sådan en stresset jul. Vores forældre syntes at det var os som var stressede og at vi burde slappe mere af 

 

Så. Nu skal min søster og jeg så tage denne snak med dem, vi har begge prøvet uden effekt, så nu prøver vi sammen. Hvordan takler vi det bedst. Skal de forberedes på at vi vil tale med dem eller skal vi dukke op uanmeldt. Skal vores mænd være med eller bare min søster og jeg. Og hvordan siger vi det bedst så det bliver en kærlig bekymring og ikke et angreb. 

tak fordi du læste med så langt. Glæder mig til at hører jeres råd. 

Har dine forældre altid været sådan? Er du vokset op med dette, eller har de forandret sig markant de senere år? 
Hvis det er noget relativt nyt, så er der helt klart basis for at få dem ind på et mere konstruktivt spor ved at tale med dem. Ingen har vel egentlig lyst til at udvikle sig i så negativ retning, og selv om det kan være hårdt at få sine børns “dom” serveret, så kan en kærlig “rusketur” være et vendepunkt. 
Hvis de altid har været sådan - måske ser du også med andre øjne på dem, nu hvor du er blevet voksen - er det godt nok svært, måske umuligt, at påvirke dem til forandring. 

Puh det lyder hårdt. Som de andre siger, så tænker jeg også det bare skal være dig og din søster. Og så tænker jeg det måske kan være fint at I to mødes inden og finder ud af hvad I gerne vil opnå med samtalen og hvad I gør hvis de ikke vil erkende at der er et problem. For det tænker jeg desværre kunne være ret sandsynligt. 

Hvis de ikke er åbne for dialog, så tror jeg du må prøve at acceptere at de ikke kommer til at ændre sig. Det er super svært, men jeg tror at det vil spare dig for mange konflikter og frustrationer fremover. Jeg har selv nogle forældre der til tider kan være ret anstrengende, og jeg har erkendt at sådan er det bare. Jeg kan ikke tvinge dem til at ændre adfærd, jeg kan kun styre min egen adfærd. Så jeg har haft perioder hvor jeg har set dem mindre. Det har gjort at jeg har haft mere overskud når jeg så så dem. Det er som sagt super svært, for det er jo ens forældre, men min erfaring er, at hvis man fortsætter med at køre i de samme reaktionsmønstre, så fører det bare til frustrationer og at man bliver ked af det.

Det blev lidt rodet, håber det giver mening. 

Mor og meget mere skriver:

Har dine forældre altid været sådan? Er du vokset op med dette, eller har de forandret sig markant de senere år? 
Hvis det er noget relativt nyt, så er der helt klart basis for at få dem ind på et mere konstruktivt spor ved at tale med dem. Ingen har vel egentlig lyst til at udvikle sig i så negativ retning, og selv om det kan være hårdt at få sine børns “dom” serveret, så kan en kærlig “rusketur” være et vendepunkt. 
Hvis de altid har været sådan - måske ser du også med andre øjne på dem, nu hvor du er blevet voksen - er det godt nok svært, måske umuligt, at påvirke dem til forandring. 

Man lægger nok ikke så meget mærke til det som barn, men husker min mor lidt som en sortseer altid. Men det er bestemt blevet værre med tiden. Min far har været gladere, sådan som jeg husker det. Jeg tror det hænger sammen med at jo ældre deres børn er blevet, og jo mindre vi har brug for dem, jo værre er det blevet. Jeg har jo bare den bekymring at når det bliver værre og værre, hvordan er de så ikke om 10 år. De kan jo sagtens leve 20-30år endnu. 

Kir skriver:

Puh det lyder hårdt. Som de andre siger, så tænker jeg også det bare skal være dig og din søster. Og så tænker jeg det måske kan være fint at I to mødes inden og finder ud af hvad I gerne vil opnå med samtalen og hvad I gør hvis de ikke vil erkende at der er et problem. For det tænker jeg desværre kunne være ret sandsynligt. 

Hvis de ikke er åbne for dialog, så tror jeg du må prøve at acceptere at de ikke kommer til at ændre sig. Det er super svært, men jeg tror at det vil spare dig for mange konflikter og frustrationer fremover. Jeg har selv nogle forældre der til tider kan være ret anstrengende, og jeg har erkendt at sådan er det bare. Jeg kan ikke tvinge dem til at ændre adfærd, jeg kan kun styre min egen adfærd. Så jeg har haft perioder hvor jeg har set dem mindre. Det har gjort at jeg har haft mere overskud når jeg så så dem. Det er som sagt super svært, for det er jo ens forældre, men min erfaring er, at hvis man fortsætter med at køre i de samme reaktionsmønstre, så fører det bare til frustrationer og at man bliver ked af det.

Det blev lidt rodet, håber det giver mening. 

Jeg har også i mange år, levet med det. Men når det er blevet så slemt at min svigerfamilie, min mand og mine børn flygter fra dem, så har jeg svært ved at lade stå til.