Hjælp! Søger råd!

Gjort er gjort, du har kigget i hans telefon og du har nu en viden som vil nage og gnave i forholdet, hvis I ikke får talt om det. 

Så læg kortene på bordet: ja jeg var en lort, ja jeg kiggede i din telefon og den snak om tillid og svigt kan vi tage når jeg har fået renset luften om noget andet, nemlig at du åbenbart sniffer kokain en gang imellem. Please fortæl mig om det?

Jeg er absolut ikke tilhængere af stoffer, men jeg ødelagde ikke et godt forhold på baggrund af noget som er sket, men vi skulle klart have en snak om fremtiden.

—> UPDATE <—

Vi havde en lang snak, hvor han indrømmede det og han har det rigtig dårligt med det. Han har ikke fortalt mig om det, fordi han udemærket kender min holdning til stoffer. Han har længe gerne ville stoppe, og trænger til et los bagi (som han udtrykte det), og det har han fået nu siger han. Han spørg hvad han kan gøre for at genvinde min tillid. Han tilbyder sågar at tage en narkotest efter hver bytur, hvis det er det jeg vil have. Det burde jo sådan set ikke være nødvendigt, men han vil gøre alt siger han. Omvendt forstår han også godt hvis ikke jeg kan tilgive det, og få tilliden tilbage.

Vi elsker hinanden, men er også klar over at det kræver en ihærdig indsats fra begge parter hvis det skal fungere. Det har nemlig gået mindre godt det sidste lange stykke tid. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.

Til trods for vores udfordringer igennem tiden, har tilliden altid været grobunden for vores parforhold. Det har altid været slid stærkt! Men den tillid er jo væk nu. Kan den genfindes? 

Vi begyndte at snakke praktiske ting. Økonomi, bolig, deleordning. Han græd. Jeg græd. Og sådan forsatte det. Underligt nok, har vi aldrig kommunikeret bedre end da jeg besluttede mig for at vi skulle gå hver til sit. Vi kunne snakke om alt i en stille og rolig tone. Nåede frem til gode løsninger. Kommunikation har været ikke eksisterende det sidste lange stykke tid.

Men for søren! Vi elsker jo hinanden.. Det er jo ikke mere end 2 år siden hvor vi var smask hamrende ny forelsket. Vi havde det så godt sammen.

Åååååh jeg er i vildrede!!!!!  Er SÅ bange for at træffe den forkerte beslutning 

Anonym skriver:

—> UPDATE <—

Vi havde en lang snak, hvor han indrømmede det og han har det rigtig dårligt med det. Han har ikke fortalt mig om det, fordi han udemærket kender min holdning til stoffer. Han har længe gerne ville stoppe, og trænger til et los bagi (som han udtrykte det), og det har han fået nu siger han. Han spørg hvad han kan gøre for at genvinde min tillid. Han tilbyder sågar at tage en narkotest efter hver bytur, hvis det er det jeg vil have. Det burde jo sådan set ikke være nødvendigt, men han vil gøre alt siger han. Omvendt forstår han også godt hvis ikke jeg kan tilgive det, og få tilliden tilbage.

Vi elsker hinanden, men er også klar over at det kræver en ihærdig indsats fra begge parter hvis det skal fungere. Det har nemlig gået mindre godt det sidste lange stykke tid. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.

Til trods for vores udfordringer igennem tiden, har tilliden altid været grobunden for vores parforhold. Det har altid været slid stærkt! Men den tillid er jo væk nu. Kan den genfindes? 

Vi begyndte at snakke praktiske ting. Økonomi, bolig, deleordning. Han græd. Jeg græd. Og sådan forsatte det. Underligt nok, har vi aldrig kommunikeret bedre end da jeg besluttede mig for at vi skulle gå hver til sit. Vi kunne snakke om alt i en stille og rolig tone. Nåede frem til gode løsninger. Kommunikation har været ikke eksisterende det sidste lange stykke tid.

Men for søren! Vi elsker jo hinanden.. Det er jo ikke mere end 2 år siden hvor vi var smask hamrende ny forelsket. Vi havde det så godt sammen.

Åååååh jeg er i vildrede!!!!!  Er SÅ bange for at træffe den forkerte beslutning 

Ville have stillet dig et spørgsmål, men du svarede egentlig selv på det.. Elsker du ham? Ja det gør du, for det skriver du selv..

Og når du elsker ham, synes jeg, at du skal kæmpe alt det, du/I kan.. Når I elsker hinanden, så fortjener I begge, at I kæmper videre.. Hvilke løsninger I finder, det kan vi andre ikke rigtigt hjælpe med.. Men jeg synes, at I skylder jer selv at prøve at få det til at fungere, for kærligheden er noget af det vigtigste i livet, og det er synd, at den går til spilde og bliver til ulykkelig kærlighed 

Jeg tror bestemt det er en mulighed at genvinde tilliden hvis begge er indstillet på at arbejde for det og høre end helhjertet indsats. Og det lyder det til at han i hvert fald er. Så spørgsmålet er om du er? Det bliver helt sikkert hårdt arbejde og det kan være at en parterapeut ville være en god hjælp for jer.

Du skal selvfølgelig selv træffe det valg du føler er rigtigt, men synes det lyder til at være værd at kæmpe for. Om ikke andet så i hvert give det en chance før du kaster håndklædet i ringen. 

Håber du finder frem til det der føles rigtigt 

Lad os lige slå fast - nej man kigger ikke i sin kærestes tlf., det ved jeg godt! Og jeg har også dårlig samvittighed. Men sagen er at jeg fandt noget, som virkelig kom bag på mig! Havde slet ikke set den komme... 

Det viser sig at min kæreste sniffer kokain på hans byture med hans kammerater  Manden som altid “har taget afstand” fra sådan noget. Jeg er i chok både fordi at jeg føler det er et kæmpe tillidsbrud, samt i chok over at HAN gør det. Han er jo slet ikke “typen” 

 Kan se at det ikke er et enkelt tilfælde. Sidste gang var for et par måneder siden, og før det - kun 3 måneder efter vores datters fødsel. Hvis jeg går længere tilbage i tråden, har det stået på før vi mødte hinanden for 2 år siden. 

Så altså ud fra tråden er der gået alt fra 2 - 6 måneder i mellem. Han render ikke i byen konstant.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. I min verden er stoffer et no-go! Især når man har børn. OGSÅ selvom det ikke sker når man er sammen med børnene. Jeg er meget modstander af stoffer i det hele taget. Nu bliver jeg nok nødt til at afsløre mig selv 

Hvad havde I gjort??

Jeg havde sagt hvad jeg ledte efter i telefonen, men at jeg så havde set det med stofferne. 

Hvis vores forhold eller var godt og vi begge havde det rigtig godt, må jeg indrømme jeg ikke havde gjordt andet end at sige han skulle have lov til at gøre som han ønsker så længe han ikke kommer hjem før han er upåvirket. Også måske sige at 2 gange om året er okay, men ikke mere end det. 

Ellers var jeg skredet.

Jeg er selv i mod det, har aldrig rørt det, men for mig er det så indgribende i ens frihed at andre skal bestemme hvad man gør når man er ude uden sin bedre halvdel, jeg Ville føle mig kvalt. 

Dog er jeg os i et forhold hvor det at have lyst til andre er okay, det hele handler om hvordan man reagere på lysterne. Vi er enige om at vi skal snakke med hinanden før vi gør noget med andre, måske der mangler noget i vores liv, som vi kan ændre frem for at være utro eller gøre dumme ting bag den andens ryg. 

Så min konklusion er at jeg ville acceptere han har lyste til det, og måske finde eg kompromis omkring hvor tit, og hvordan reglerne omkring det skal være.  Hvis dette ikke kunne lade sig gøre, var jeg skredet med barnet. Dog sørge for at have bevis for stofmisbruget til sener hen hvis der skulle blive konflikter mht samvær osv.

Anonym skriver:

—> UPDATE <—

Vi havde en lang snak, hvor han indrømmede det og han har det rigtig dårligt med det. Han har ikke fortalt mig om det, fordi han udemærket kender min holdning til stoffer. Han har længe gerne ville stoppe, og trænger til et los bagi (som han udtrykte det), og det har han fået nu siger han. Han spørg hvad han kan gøre for at genvinde min tillid. Han tilbyder sågar at tage en narkotest efter hver bytur, hvis det er det jeg vil have. Det burde jo sådan set ikke være nødvendigt, men han vil gøre alt siger han. Omvendt forstår han også godt hvis ikke jeg kan tilgive det, og få tilliden tilbage.

Vi elsker hinanden, men er også klar over at det kræver en ihærdig indsats fra begge parter hvis det skal fungere. Det har nemlig gået mindre godt det sidste lange stykke tid. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.

Til trods for vores udfordringer igennem tiden, har tilliden altid været grobunden for vores parforhold. Det har altid været slid stærkt! Men den tillid er jo væk nu. Kan den genfindes? 

Vi begyndte at snakke praktiske ting. Økonomi, bolig, deleordning. Han græd. Jeg græd. Og sådan forsatte det. Underligt nok, har vi aldrig kommunikeret bedre end da jeg besluttede mig for at vi skulle gå hver til sit. Vi kunne snakke om alt i en stille og rolig tone. Nåede frem til gode løsninger. Kommunikation har været ikke eksisterende det sidste lange stykke tid.

Men for søren! Vi elsker jo hinanden.. Det er jo ikke mere end 2 år siden hvor vi var smask hamrende ny forelsket. Vi havde det så godt sammen.

Åååååh jeg er i vildrede!!!!!  Er SÅ bange for at træffe den forkerte beslutning 

Min mand er ædru alkoholiker. Du er velkommen til at skrive en pb

Anonym skriver:

—> UPDATE <—

Vi havde en lang snak, hvor han indrømmede det og han har det rigtig dårligt med det. Han har ikke fortalt mig om det, fordi han udemærket kender min holdning til stoffer. Han har længe gerne ville stoppe, og trænger til et los bagi (som han udtrykte det), og det har han fået nu siger han. Han spørg hvad han kan gøre for at genvinde min tillid. Han tilbyder sågar at tage en narkotest efter hver bytur, hvis det er det jeg vil have. Det burde jo sådan set ikke være nødvendigt, men han vil gøre alt siger han. Omvendt forstår han også godt hvis ikke jeg kan tilgive det, og få tilliden tilbage.

Vi elsker hinanden, men er også klar over at det kræver en ihærdig indsats fra begge parter hvis det skal fungere. Det har nemlig gået mindre godt det sidste lange stykke tid. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.

Til trods for vores udfordringer igennem tiden, har tilliden altid været grobunden for vores parforhold. Det har altid været slid stærkt! Men den tillid er jo væk nu. Kan den genfindes? 

Vi begyndte at snakke praktiske ting. Økonomi, bolig, deleordning. Han græd. Jeg græd. Og sådan forsatte det. Underligt nok, har vi aldrig kommunikeret bedre end da jeg besluttede mig for at vi skulle gå hver til sit. Vi kunne snakke om alt i en stille og rolig tone. Nåede frem til gode løsninger. Kommunikation har været ikke eksisterende det sidste lange stykke tid.

Men for søren! Vi elsker jo hinanden.. Det er jo ikke mere end 2 år siden hvor vi var smask hamrende ny forelsket. Vi havde det så godt sammen.

Åååååh jeg er i vildrede!!!!!  Er SÅ bange for at træffe den forkerte beslutning 

Hold fast i den kommunikation, måske i kan finde hinanden igen, på nye og forbedret udgaver af jer selv  krydser finder for dig. Hvor må det være hårdt