Han gider ikke familielivet

Anonym skriver:

Han går meget op i sit arbejde og vil gerne gøre (mere) karriere. Jeg vil gerne give ham plads til dette, men der er bare nogle af hans planer, jeg synes må vente et par år til børnene er lidt større.
Han overlod meget af ansvaret for vores første barn til mig, da han ikke synes det er/var så spændende med små børn. Jeg var nok for dårlig til at stille krav til ham dengang. Det tog også lidt tid for mig at føle mig hjemme i morrollen. Det var ham, der pressede mest på for at få nr. 2. Hun viste sig så at være kolikbarn, ørebarn og super sensitiv, så på den måde blev han presset mere på banen med børnene, da jeg simpelthen ikke kunne overkomme det selv. De seneste år har da bestemt været hårde, og jeg er også træt og savner frihed, søvn, voksentid osv. Men jeg kan godt være o det og ved det er en fase, som jeg også gerne vil ‘nyde’ eller i hvert fald have det bedste ud af. Men min mand er kørt fast i alt det sure... Det slider virkelig på vores ægteskab.

For mig lyder det som en mand der muligvis har en fødselsreaktion faktisk...

måske endda en begyndende depression...

jeg har selv haft at jeg ringede til vores læge på vegne af min kæreste fordi jeg netop godt vidste at han ikke selv ville gøre det..

han stoppede med at have appetit og fik svært ved at sove og det er tegn på stress og overbelastning hos ham og så ved jeg at jeg er nødt til at hjælpe ham hvis ikke han skal vælte fuldkommen...

min mand elsker vores drenge, men han kan ikke overskue dem og som du beskriver så er det at lege med dem en pligt jeg beder om hjælp til mere end noget han selv igangsætter.. men det er ikke fordi han ikke vil.. han bliver frustreret på sig selv over sin manglende energi til det faktisk og det gør det jo ikke ligefrem bedre..

så jeg ville ringe til jeres læge og beskrive hans udfordringer og bede om at lægen laver en samtale med ham hvor han får uddybet om der måske er noget der kan hjælpes med via samtaler eller andet...

når min mand har været på psykiatrien så er han dagen efter årets far.. det letter afsindigt meget selvom han ikke selv kan se det eller mærke det.. så er det noget både jeg og den store på 8 mærker forskellen på... min mand har så også en diagnose der gør at han ikke kan aflæse andres signaler og derfor har han enormt svært ved at være sammen med med den yngste der endnu ikke har et sprog der er tydeligt..

Abracadabra skriver:

Skilsmisse er da ikke en løsning. Selvom han måske ikke bidrager meget, bidrager han jo noget. Og at forestille sig en deleordning er da også helt håbløst. 

Du har helt ret i at man skal undgå en skilsmisse, så vidt muligt. Men det virker jo som om det ikke kan undgå at påvirke børnene den måde han er på.

Sanneh skriver:

Du har helt ret i at man skal undgå en skilsmisse, så vidt muligt. Men det virker jo som om det ikke kan undgå at påvirke børnene den måde han er på.

Men vil det ikke påvirke børnene LANGT mere at bryde hjemmet op, være i en 7/7- eller 10/4-ordning med en så underskudspræget mand?

Men vil det ikke påvirke børnene LANGT mere at bryde hjemmet op, være i en 7/7- eller 10/4-ordning med en så underskudspræget mand?

Jo, den perfekte løsning findes ikke altid, men vil ikke mene man bare skal blive sammen for børnenes skyld. 

Abracadabra skriver:

Men vil det ikke påvirke børnene LANGT mere at bryde hjemmet op, være i en 7/7- eller 10/4-ordning med en så underskudspræget mand?

Ikke nødvendigvis. Jeg er skilsmissebarn og jeg fik det meget bedre da mine forældre blev skilt fremfor da de var sammen “kun for vores skyld”.