Han gider ikke familielivet

Jeg har virkelig brug for nogle gode råd.

Min mand og jeg har tre børn på 5 år, 3 år og 5 mdr.

Min mand trives ikke som familiefar. Han er sur og negativ hele tiden, skælder børnene ud og gider ikke at lave noget med dem. Ture, ferier mm. er altid på mit initiativ. Han synes, det er kedeligt og tager kun med for vores skyld.

Han gør sin del af arbejdet i huset og med børnene, men gør det kun af pligt og al interaktion med børnene er for ham arbejde, der skal overstås.

Det ændrede sig for alvor efter, vi fik nr. 2, da der med to børn i huset blev lagt mere arbejde og ansvar for børnene over på ham. Inden da var det meget mig, der tog mig af vores søn. Nr. 3 var ikke planlagt, men vi blev begge enige om, at vi ønskede at beholde hende.

Han siger selv, at han ville ønske, han ikke havde fået børn. Han glæder sig til de bliver større, og han får sin frihed tilbage. Men når jeg spørger, hvad han konkret savner, så kan han ikke pege på noget. Han vil bare være fri til at gøre, hvad han vil, når han vil...

Jeg er meget ked af det og ensom i forældreskabet sammen med ham. Jeg savner at få oplevelser sammen med ham og børnene, hvor jeg kan mærke at han også nyder det. Jeg bliver også selv trist og deprimeret, når han hele tiden er det...

Jeg kunne blive ved, men indlægget er allerede for langt...

Hvad skal jeg gøre? Er der nogen, som har prøvet noget lignende?

Jeg ønsker ikke skilsmisse... og min mand ønsker ikke terapi, da han ikke tror sådan noget hjælper. :/

Anonym skriver:

Jeg har virkelig brug for nogle gode råd.

Min mand og jeg har tre børn på 5 år, 3 år og 5 mdr.

Min mand trives ikke som familiefar. Han er sur og negativ hele tiden, skælder børnene ud og gider ikke at lave noget med dem. Ture, ferier mm. er altid på mit initiativ. Han synes, det er kedeligt og tager kun med for vores skyld.

Han gør sin del af arbejdet i huset og med børnene, men gør det kun af pligt og al interaktion med børnene er for ham arbejde, der skal overstås.

Det ændrede sig for alvor efter, vi fik nr. 2, da der med to børn i huset blev lagt mere arbejde og ansvar for børnene over på ham. Inden da var det meget mig, der tog mig af vores søn. Nr. 3 var ikke planlagt, men vi blev begge enige om, at vi ønskede at beholde hende.

Han siger selv, at han ville ønske, han ikke havde fået børn. Han glæder sig til de bliver større, og han får sin frihed tilbage. Men når jeg spørger, hvad han konkret savner, så kan han ikke pege på noget. Han vil bare være fri til at gøre, hvad han vil, når han vil...

 

Jeg er meget ked af det og ensom i forældreskabet sammen med ham. Jeg savner at få oplevelser sammen med ham og børnene, hvor jeg kan mærke at han også nyder det. Jeg bliver også selv trist og deprimeret, når han hele tiden er det...

 

Jeg kunne blive ved, men indlægget er allerede for langt...

 

Hvad skal jeg gøre? Er der nogen, som har prøvet noget lignende?

 

Jeg ønsker ikke skilsmisse... og min mand ønsker ikke terapi, da han ikke tror sådan noget hjælper. :/

Jeg har desværre ingen råd til hvad du kan gøre. 
men jeg er mor, elsker mine børn og glæder mig til de flytter hjemmefra.. 

Da de var små og skulle have hjælp til alt var jeg bare drænet. Nu er de selvhjulpne og den mindste skal i skole næste år, så jeg føler vi har fået vores frihed igen. 
Jeg er enormt social og elsker mine veninder, som jeg ikke har set særlig meget til i lang tid. Så mon ikke din mand bare skal ud på den anden side, når den mindste er 4 år. Så får man friheden tilbage. 

Jeg læste en klumme med Ditte Okman for nyligt, hvor hun fortæller at hun er blevet en bedre mor efter skilsmissen fordi hun kun har børnene hver 2. uge, så hun er nærværende og har lært sine børn at kende på en helt ny måde - fordi hun så har overskud og har 100% frihed den anden uge. 

Det kunne jeg faktisk godt se ideen omkring.. 

Jeg ville få ham til at tage en snak med sin læge hvis jeg var dig. Han virker deprimeret eller stresset/udbrændt ud fra det du skriver. At man ikke synes småbørnslivet er det fedeste i verden er fair nok og helt normalt, men det lyder jo som om han slet ikke kan overkomme det - som om det ikke kun handler om ugidelighed, men også at han simpelthen ikke magter det. Hvordan er hans arbejdssituation? Og er der andre ting der går ham på i hverdagen end forældrerollen? Hvorfor gik han med til at få nr 2, hvis han ikke havde så meget overskud til den første? (Du skriver du var meget alene om den første). Kan der være sket noget samtidigt med at I fik nr 2 som kan have drænet ham for overskud? 

Jeg tænker kan det måske handle om manglede overskud og han inderst inde genre vil værre en super far jeg synes du skal se om du ikke kan få ham en tur til lægen og blev tjek for en   depression

Anonym skriver:

Jeg har virkelig brug for nogle gode råd.

Min mand og jeg har tre børn på 5 år, 3 år og 5 mdr.

Min mand trives ikke som familiefar. Han er sur og negativ hele tiden, skælder børnene ud og gider ikke at lave noget med dem. Ture, ferier mm. er altid på mit initiativ. Han synes, det er kedeligt og tager kun med for vores skyld.

Han gør sin del af arbejdet i huset og med børnene, men gør det kun af pligt og al interaktion med børnene er for ham arbejde, der skal overstås.

Det ændrede sig for alvor efter, vi fik nr. 2, da der med to børn i huset blev lagt mere arbejde og ansvar for børnene over på ham. Inden da var det meget mig, der tog mig af vores søn. Nr. 3 var ikke planlagt, men vi blev begge enige om, at vi ønskede at beholde hende.

Han siger selv, at han ville ønske, han ikke havde fået børn. Han glæder sig til de bliver større, og han får sin frihed tilbage. Men når jeg spørger, hvad han konkret savner, så kan han ikke pege på noget. Han vil bare være fri til at gøre, hvad han vil, når han vil...

 

Jeg er meget ked af det og ensom i forældreskabet sammen med ham. Jeg savner at få oplevelser sammen med ham og børnene, hvor jeg kan mærke at han også nyder det. Jeg bliver også selv trist og deprimeret, når han hele tiden er det...

 

Jeg kunne blive ved, men indlægget er allerede for langt...

 

Hvad skal jeg gøre? Er der nogen, som har prøvet noget lignende?

 

Jeg ønsker ikke skilsmisse... og min mand ønsker ikke terapi, da han ikke tror sådan noget hjælper. :/

Jeg glæder mig også til mine børn bliver store, og jeg ikke behøver være på hele tiden. Jeg elsker mine to piger meget højt, men jeg synes det er hårdt at være mor.

Det er hjælper mig, er når jeg får lov til at lave ting - kun for mig. Måske han skal ud med vennerne og drikke en øl og se en kamp? Eller på fisketur en hel dag med god samvittighed? Måske I skal sørge for at få passet alle tre unger, så I sammen kan nyde at I også er kærester?

Jeg håber, at I finder en løsning. 

Jeg kan sagtens relaterer til din mand. 
jeg elsker min søn meget højt og vil aldrig være ham foruden. Men mor rollen for mig er ekstrem hård. Jeg savner min frihed og kunne gøre præcis hvad jeg vil og når jeg vil i de uger jeg har ham (vi har 7/7 ordning). 
men jeg nyder selvfølgelig også at have ham hjemme hos mig. 

jeg lider i forvejen af stress så ugerne med ham er ekstra hårde til tider og tager mig selv i nogle gange og tænke at 10/4 mor ville være bedre for mig for en periode. Men det slår jeg fra mig igen. 

så mit råd vil nok først og fremmest være at accepterer at han har det sådan. For man ved aldrig hvilken forælder man bliver før man står i det. Også få ham ud på en weekendtur med vennerne eller noget i den stil hvor han kan koble fra og få noget sf den frihed han søger  

dernæst så, som en anden skriver. Få ham til lægen. For han lyder udbrændt og stresset. 

Jeg har virkelig brug for nogle gode råd.

Min mand og jeg har tre børn på 5 år, 3 år og 5 mdr.

Min mand trives ikke som familiefar. Han er sur og negativ hele tiden, skælder børnene ud og gider ikke at lave noget med dem. Ture, ferier mm. er altid på mit initiativ. Han synes, det er kedeligt og tager kun med for vores skyld.

Han gør sin del af arbejdet i huset og med børnene, men gør det kun af pligt og al interaktion med børnene er for ham arbejde, der skal overstås.

Det ændrede sig for alvor efter, vi fik nr. 2, da der med to børn i huset blev lagt mere arbejde og ansvar for børnene over på ham. Inden da var det meget mig, der tog mig af vores søn. Nr. 3 var ikke planlagt, men vi blev begge enige om, at vi ønskede at beholde hende.

Han siger selv, at han ville ønske, han ikke havde fået børn. Han glæder sig til de bliver større, og han får sin frihed tilbage. Men når jeg spørger, hvad han konkret savner, så kan han ikke pege på noget. Han vil bare være fri til at gøre, hvad han vil, når han vil...

 

Jeg er meget ked af det og ensom i forældreskabet sammen med ham. Jeg savner at få oplevelser sammen med ham og børnene, hvor jeg kan mærke at han også nyder det. Jeg bliver også selv trist og deprimeret, når han hele tiden er det...

 

Jeg kunne blive ved, men indlægget er allerede for langt...

 

Hvad skal jeg gøre? Er der nogen, som har prøvet noget lignende?

 

Jeg ønsker ikke skilsmisse... og min mand ønsker ikke terapi, da han ikke tror sådan noget hjælper. :/

Jeg kan godt følge ham i at det kan være hårdt til tider. Når det så er sagt, så har han altså et ansvar der hedder at være en god og kærlig forælder.

Sæt dig ned med ham og forklar hvad det gør ved dig og børnene. Fortæl at du ikke ønsker at gå fra ham, da du elsker ham over alt på jorden sammen med børnene.

Hvis det slet ikke virker, så fortæl ham at du er nødt til at gå fra ham, for børnenes skyld, hvis han ikke ændrer sig. Det skal jo ikke gå ud over dem

Sanneh skriver:

Jeg kan godt følge ham i at det kan være hårdt til tider. Når det så er sagt, så har han altså et ansvar der hedder at være en god og kærlig forælder.

Sæt dig ned med ham og forklar hvad det gør ved dig og børnene. Fortæl at du ikke ønsker at gå fra ham, da du elsker ham over alt på jorden sammen med børnene.

 

Hvis det slet ikke virker, så fortæl ham at du er nødt til at gå fra ham, for børnenes skyld, hvis han ikke ændrer sig. Det skal jo ikke gå ud over dem

Skilsmisse er da ikke en løsning. Selvom han måske ikke bidrager meget, bidrager han jo noget. Og at forestille sig en deleordning er da også helt håbløst. 

Jeg ville få ham til at tage en snak med sin læge hvis jeg var dig. Han virker deprimeret eller stresset/udbrændt ud fra det du skriver. At man ikke synes småbørnslivet er det fedeste i verden er fair nok og helt normalt, men det lyder jo som om han slet ikke kan overkomme det - som om det ikke kun handler om ugidelighed, men også at han simpelthen ikke magter det. Hvordan er hans arbejdssituation? Og er der andre ting der går ham på i hverdagen end forældrerollen? Hvorfor gik han med til at få nr 2, hvis han ikke havde så meget overskud til den første? (Du skriver du var meget alene om den første). Kan der være sket noget samtidigt med at I fik nr 2 som kan have drænet ham for overskud? 

Han går meget op i sit arbejde og vil gerne gøre (mere) karriere. Jeg vil gerne give ham plads til dette, men der er bare nogle af hans planer, jeg synes må vente et par år til børnene er lidt større.
Han overlod meget af ansvaret for vores første barn til mig, da han ikke synes det er/var så spændende med små børn. Jeg var nok for dårlig til at stille krav til ham dengang. Det tog også lidt tid for mig at føle mig hjemme i morrollen. Det var ham, der pressede mest på for at få nr. 2. Hun viste sig så at være kolikbarn, ørebarn og super sensitiv, så på den måde blev han presset mere på banen med børnene, da jeg simpelthen ikke kunne overkomme det selv. De seneste år har da bestemt været hårde, og jeg er også træt og savner frihed, søvn, voksentid osv. Men jeg kan godt være o det og ved det er en fase, som jeg også gerne vil ‘nyde’ eller i hvert fald have det bedste ud af. Men min mand er kørt fast i alt det sure... Det slider virkelig på vores ægteskab.

Anonym skriver:

Han går meget op i sit arbejde og vil gerne gøre (mere) karriere. Jeg vil gerne give ham plads til dette, men der er bare nogle af hans planer, jeg synes må vente et par år til børnene er lidt større.
Han overlod meget af ansvaret for vores første barn til mig, da han ikke synes det er/var så spændende med små børn. Jeg var nok for dårlig til at stille krav til ham dengang. Det tog også lidt tid for mig at føle mig hjemme i morrollen. Det var ham, der pressede mest på for at få nr. 2. Hun viste sig så at være kolikbarn, ørebarn og super sensitiv, så på den måde blev han presset mere på banen med børnene, da jeg simpelthen ikke kunne overkomme det selv. De seneste år har da bestemt været hårde, og jeg er også træt og savner frihed, søvn, voksentid osv. Men jeg kan godt være o det og ved det er en fase, som jeg også gerne vil ‘nyde’ eller i hvert fald have det bedste ud af. Men min mand er kørt fast i alt det sure... Det slider virkelig på vores ægteskab.

Du kan ikke gøre så meget andet end at stille ham et ultimatum om enten at søge hjælp eller at I går fra hinanden. Du drukner hvis du skal blive ved med at stå med tre børn alene OG et nedslidt ægteskab. Det er ikke holdbart.