Forventer jeg for meget af kæresten?

Anonym skriver:

Jeg må indrømme jeg ikke kan forstå hvorfor du overhovedet fokuserer på din mands manglende omsorg og forståelse, selvom jeg godt kan forstå det er frustrerende. Dagplejemoren og dagplejepædagogen har tilsyneladende en ret alvorlig bekymring for dig og din forældreevne. Hvis jeg var dig ville jeg lægge alt mit fokus dér. De har af en eller anden grund travlt med at give dig skylden for dét som de mener er en form for fejludvikling hos din datter. De aner jo ikke hvordan tingene har været dengang din datter var spæd, for de kendte jer jo ikke dengang. Så at de virker så skråsikre på at fejlen har ligget hos dig synes jeg er meget bekymrende. Og du siger jo også at hun leger helt normalt derhjemme. Hvornår skal hun starte i børnehave? Og hvad vil dpm og dpp gøre med deres bekymring? Har de bare tænkt sig at alt skal fortsætte som det plejer, eller vil de have noget hjælp i gang til din datter? 

Grunden til, at mit fokus ikke ligger hos dem og deres bekymring, er fordi jeg VED, at jeg har gjort det godt.. Jeg VED, at jeg har opfyldt min datters behov, og jeg er sikker på, at min depression kun har en lille brøkdel med problemet at gøre.. Jeg er mere nervøs for, om hendes grænser bliver overskredet i dagplejen, og hun så føler sig utryg.. 

Vi skal have et nyt møde med dem her den 18., hvor vi begge vil sige, at det kun er hos dagplejen, at der virker til at være problemer, og at hun fx leger alderssvarende lege med sine fætre.. Vi vil udtrykke vores bekymring for, at hun får overskredet sine grænser i dagplejen, da nogle af de andre børn er for omklamrende overfor hende, og vi er blevet enige om, at vi vil se, om vi ikke kan få dem overtalt til at prøve at sætte ind dér, før der kommer en underretning.. Og fint nok, hvis der kommer en person hjem til os og ser, at hun udfolder sig mere herhjemme end i dagplejen.. 

Men det de vil gøre er at få hjælp til vores datter.. De lægger desværre bare fokus på, at det er i hjemmet, at der er problemer, og for at få den person ud til at se, om alt er fint, så kræver det åbenbart en underretning, tror jeg.. Det hele var lidt forvirrende, da de alle var meget flyvske omkring deres forklaringer, da de kun havde afsat en time til mødet, og derfor er vi begge meget forvirret over, hvad der egentlig blev sagt.. Men vi får mere styr på det den 18.. Vi har også forberedt nogle spørgsmål/punkter, vi vil snakke om.. Så det er jeg ikke bekymret for ..

Grunden til mit fokus på kæresten, er fordi det ikke kun er i den her situation, han er sådan.. Det er efterhånden ved hver diskussion, hvor jeg føler mig ramt.. Så taler han det ned og taler derfor også mine følelser ned/negligerer dem, og det gør mig virkelig ked af det, for jeg føler ikke, at han forstår mig mere eller prøver at sætte sig ind i mine følelser mere.. Og når han så kan mene, at det er synd for en anden der fx kommer ud for det samme, men mener at jeg er for følsom, når det sker for mig.. Ja så føler jeg mig ikke så vigtig for ham mere

Ano18 skriver:

Jeg tror at overfor dig forsvarer han hende men stod han overfor hende, ville han forsvare dig. Jeg kan ikke helt formulere hvorfor (måske fordi jeg halvsover og ammer) men sådan er min egen mand nemlig. Han prøver måske .... snakke tingene lidt ned og se den andens side ish. Jeg forstår dig forøvrigt godt - jeg hader det selv og har ikke brug for en der giver mig ret men en der anerkender mine følelser.

ps. Tror aldrig min mand har fyldt mit glas, men han tænker over jeg skal køre i en sikker bil, at vores økonomi er på plads og hvis vi mangler mælk til mine havregryn, så tager han for det meste i netto hvis jeg beder ham om det. Selvom kl er 21.30. Han kan også overtales til at rense kloakken og fjerne edderkopper - og stod vi begge foran en bil så skubbede han mig væk inden han selv ville springe. 

Ja du har måske ret.. Altså jeg ved, at du har ret i, at han prøver at tale tingene ned.. Men som du selv siger, så har man ikke altid brug for en, der giver en ret, men som anerkender ens følelser.. 

Jeg bliver bare ked af det, og føler at jeg står helt alene med mine følelser, når han siger, at han ville have ondt af fx dagplejemoren, hvis det var hende, der fik skylden.. Men han har ikke ondt af mig og vil beskytte mig.. Så føler jeg, at andre er mere vigtige end mig .. 

Mht. forkælelse, så har I alle nok ret i, at det bare ebber lidt ud med tiden, og jeg bare må komme mig over det.. Jeg synes bare, at det hører sig til i et godt forhold, at man gør små ting for hinanden.. Fx i går da han efter 1 time endnu ikke havde nået at hælde kaffe op til sig selv pga. kunder der ringede.. Jamen så ville jeg være sød og komme ind med en kop kaffe til ham.. Altså på den måde forkæle ham og indikere "jeg kan se, at du mangler noget her.. Lad mig gøre det her for dig".. 

Og kan bare mærke, at jeg ofte går og er bitter på ham.. Tror at det kommer pga. de her ting.. Havde fx lyst til sex i går.. Indtil vi havde den der diskussion, hvor han ikke "beskyttede mig".. Så mistede jeg al lyst til ham, og havde slet ikke lyst til at være i nærheden af ham.. Og det piner mig (er ved at tude over det nu), for jeg elsker ham jo og savner ham, men omvendt går jeg og er sur/bitter på ham hele tiden 

Hvor meget må man "forvente" af ens kæreste efter 3 år? Altså tænker mht. forståelse, forsvar og forkælelse.. 

Jeg synes ikke rigtigt, at jeg har den samme forståelse, forsvar og forkælelse fra min kæreste mere.. Fx er der nogle "problemer" med vores datter for tiden, hvor dagplejen og DP mener, at hun ikke er social nok og leger meget barnlige lege osv., og her vurderer de så, at det stammer fra dengang jeg havde en depression.. De sagde, at pga. min depression, så havde jeg ikke opfyldt min datters behov godt nok, og hun havde som spæd følt, at hun skulle sætte sine egne behov til side for mine.. Her er jeg virkelig uenig.. Jeg har gjort alt for at opfylde hendes behov - også på de dage, hvor jeg slet ikke havde overskud eller energi til det.. Men jeg gjorde det! Og jeg legede, trænede og udviklede hende, og hun har altid været virkelig fremme i skoene (sagt at andet fagpersonale).. 

Så jeg føler mig virkelig uretfærdigt behandlet, og følte ikke, at de lyttede til mig, når jeg sagde, at hun sagtens kunne lege alderssvarende med fx sine fætre og herhjemme.. Men min kæreste mener så, at jeg er for følsom.. Så spurgte jeg "hvis jeg sagde, at fordi dagplejemoren havde gjort noget forkert, så var hun nu skyld i, at vores datter var lidt tilbageholdende derhenne.. Ville du så mene, at det var for hårdt sagt?".. Ja det ville han mene.. Og så spurgte jeg ham, hvorfor han så ikke mente det, når det var omvendt, og det var mig, der blev beskyldt.. 

Sådan har det været tit nu.. At han godt kan have ondt af andre, forstå deres følelser og ville forsvare dem, men når det er mig og mine følelser, det handler om, så modsætter han sig ofte og mener, at jeg er for følsom.. Selvom det ville være præcis samme situation i begge tilfælde.. Og sådan var han slet ikke i starten.. Jeg mangler hans opbakning, hans forståelse, at han forsvarer mig og siger, at jeg har ret til at føle som jeg gør.. 

Og derudover synes jeg heller ikke, at han rigtigt forkæler mig så meget mere.. Synes selv, at jeg stadig forkæler ham med mange ting, men er lidt holdt op med det, for jeg skal efterhånden bede om, at han gør ting for mig.. Altså ja han gør stadig ting for mig hver dag, men ikke i samme omfang som i starten af vores forhold.. I starten havde jeg næsten aldrig et tomt glas drikkelse.. Nu skal jeg for det meste spørge, om han ikke godt vil tage med til mig, når han fx henter til sig selv.. 

Så er det mig, der forventer for meget og ebber sådan noget bare ud efter nogle få år, eller vil I mene, at man stadig burde gøre sådanne ting for hinanden? 

PS. det er ikke fordi, jeg ikke tåler kritik eller uenighed fra ham, men den der anerkendelse af mine følelser, synes jeg ofte mangler

Jeg bliver nødt til at sige, mine alarmklokker ringer fuldstændig vildt når du siger han ikke anerkender dine følelser... Det lyder fuldstændig som min narcisitiske eksmand. Han anerkendte stort set ingenting efter noget tid, tog altid andres forsvar i stedet for mit jeg fik aldrig nogen som helst opbakning fra ham. Bagefter kunne han finde på at bruge det imod mig som folk sagde om mig! 

Han gjorde i øvrigt aldrig noget forkert og sagde aldrig undskyld. Hvis din kæreste er sådan kan jeg kun sige løb din vej..  (med de andre ting jeg også beskriver)

For så bliver du først ødelagt psykisk. 

Anonym skriver:

Jeg bliver nødt til at sige, mine alarmklokker ringer fuldstændig vildt når du siger han ikke anerkender dine følelser... Det lyder fuldstændig som min narcisitiske eksmand. Han anerkendte stort set ingenting efter noget tid, tog altid andres forsvar i stedet for mit jeg fik aldrig nogen som helst opbakning fra ham. Bagefter kunne han finde på at bruge det imod mig som folk sagde om mig! 

Han gjorde i øvrigt aldrig noget forkert og sagde aldrig undskyld. Hvis din kæreste er sådan kan jeg kun sige løb din vej..  (med de andre ting jeg også beskriver)

For så bliver du først ødelagt psykisk. 

Han er heldigvis god til at trøste og sige undskyld .. 

Men fik en lang snak med ham i går efter endnu et skænderi.. Og grunden til, at han forsvarede andre i fx det her tilfælde var, at han var bange for, at jeg så ville stille mig på bagbenene og nægte hjælp til vores datter.. Så der kom lige endnu et skænderi ud af det, da jeg aldrig ville sætte mine egne behov før hendes.. Men vi er gledet rigtig meget væk fra hinanden det sidste års tid, hvor vi så ikke rigtigt kender hinanden mere.. For han burde vide, at jeg aldrig ville nægte hjælp til vores datter.. 

Men vi fik os som sagt en lang snak omkring det hele, hvor jeg også fortalte ham, at jeg har gået og været bitter på ham det sidste halve år.. Dette har han kunne mærke, så han har trukket sig en smule fra mig, og ja så gik det bare galt.. Men vi lyttede til hinanden i går, og fik snakket om, hvordan vi kommer tæt på hinanden igen.. Og han har lovet, at han fremover nok skal blive bedre til at anerkende mine følelser og lytte til mig, for han erkendte selv i går, at han måske nok havde modsagt mig for meget det sidste stykke tid, og at det ikke var i orden, at han blev ved med at negligere mine følelser osv. 

Vi aftalte, at vi begge skulle blive bedre til at lytte til hinanden, og til ikke at "overtale" den anden til at have nogle bestemte følelser.. Så han skulle fremover nok lytte og anerkende og trøste, men han ville selvfølgelig stadig have lov til at have sin mening.. Men nogle gange skulle han nok holde den for sig selv, hvis jeg bare har brug for opbakning og at han "snakker mig efter munden".. 

Derudover har vi i fx det her tilfælde med vores datter, lagt en slagplan for, hvad vi vil snakke med dem om, da vi begge er bange for, at fagpersonerne vil prøve at lave vores datter om samt sætte ind med hjælp de forkerte steder.. Så kæresten sagde også, at han ville bestemt have min ryg og forsvare mig til mødet, da han egentlig heller ikke mener, at min depression har synderlig meget med det at gøre, og vi derfor som sagt er bange for, at fagpersonernes fokus og hjælp vil ligge et forkert sted