Forventer jeg for meget af kæresten?

Hvor meget må man "forvente" af ens kæreste efter 3 år? Altså tænker mht. forståelse, forsvar og forkælelse.. 

Jeg synes ikke rigtigt, at jeg har den samme forståelse, forsvar og forkælelse fra min kæreste mere.. Fx er der nogle "problemer" med vores datter for tiden, hvor dagplejen og DP mener, at hun ikke er social nok og leger meget barnlige lege osv., og her vurderer de så, at det stammer fra dengang jeg havde en depression.. De sagde, at pga. min depression, så havde jeg ikke opfyldt min datters behov godt nok, og hun havde som spæd følt, at hun skulle sætte sine egne behov til side for mine.. Her er jeg virkelig uenig.. Jeg har gjort alt for at opfylde hendes behov - også på de dage, hvor jeg slet ikke havde overskud eller energi til det.. Men jeg gjorde det! Og jeg legede, trænede og udviklede hende, og hun har altid været virkelig fremme i skoene (sagt at andet fagpersonale).. 

Så jeg føler mig virkelig uretfærdigt behandlet, og følte ikke, at de lyttede til mig, når jeg sagde, at hun sagtens kunne lege alderssvarende med fx sine fætre og herhjemme.. Men min kæreste mener så, at jeg er for følsom.. Så spurgte jeg "hvis jeg sagde, at fordi dagplejemoren havde gjort noget forkert, så var hun nu skyld i, at vores datter var lidt tilbageholdende derhenne.. Ville du så mene, at det var for hårdt sagt?".. Ja det ville han mene.. Og så spurgte jeg ham, hvorfor han så ikke mente det, når det var omvendt, og det var mig, der blev beskyldt.. 

Sådan har det været tit nu.. At han godt kan have ondt af andre, forstå deres følelser og ville forsvare dem, men når det er mig og mine følelser, det handler om, så modsætter han sig ofte og mener, at jeg er for følsom.. Selvom det ville være præcis samme situation i begge tilfælde.. Og sådan var han slet ikke i starten.. Jeg mangler hans opbakning, hans forståelse, at han forsvarer mig og siger, at jeg har ret til at føle som jeg gør.. 

Og derudover synes jeg heller ikke, at han rigtigt forkæler mig så meget mere.. Synes selv, at jeg stadig forkæler ham med mange ting, men er lidt holdt op med det, for jeg skal efterhånden bede om, at han gør ting for mig.. Altså ja han gør stadig ting for mig hver dag, men ikke i samme omfang som i starten af vores forhold.. I starten havde jeg næsten aldrig et tomt glas drikkelse.. Nu skal jeg for det meste spørge, om han ikke godt vil tage med til mig, når han fx henter til sig selv.. 

Så er det mig, der forventer for meget og ebber sådan noget bare ud efter nogle få år, eller vil I mene, at man stadig burde gøre sådanne ting for hinanden? 

PS. det er ikke fordi, jeg ikke tåler kritik eller uenighed fra ham, men den der anerkendelse af mine følelser, synes jeg ofte mangler

Det eneste jeg tænker er: hvordan ved de hvordan en lille nyfødt baby har følt det de beskriver ? Det lyder helt skørt. 

Med hensyn til det du skriver med at forkæle, det synes jeg måske er lidt ‘langt ude’. Man kan ikke forvente at blive forkælet. Og efter 3 år ja så er tingene nok bare ikke de samme som i starten og nu har i også et barn der kommer før alt andet. 

LSS skriver:

Det eneste jeg tænker er: hvordan ved de hvordan en lille nyfødt baby har følt det de beskriver ? Det lyder helt skørt. 

Ja det ved jeg ikke helt.. Men det var det, de sagde.. Vi undrer os også over den udtalelse.. 

Mht. dit andet svar, så tak for dit input 

Dit barns problemer kan sagtens skyldes din fødselsdepressionen, dog synes jeg det er totalt irrelevant og uprofessionel at sige det til dig. Man vil klacificerer dig som sårbar (ifb med at du har haft en fødselsdepression), så derfor ville man da aldrig skulle give dig skyldfølelse, hold fast jeg synes det er dybt uprofessionelt gjort. Ja det er noget man kan vende med en kollega, men på sådan et møde må fokus være hvad man kan gøre for at hjælpe barnet.

Jeg synes ikke din mands svar er forkert, for det er da helt fair han siger sin menning

Ang forkælelse er det yderst sjældent her og ikke noget vi dyrker, det er klart blevet mindre med årene (savner det dog ikke så meget) 

Soonmom skriver:

Dit barns problemer kan sagtens skyldes din fødselsdepressionen, dog synes jeg det er totalt irrelevant og uprofessionel at sige det til dig. Man vil klacificerer dig som sårbar (ifb med at du har haft en fødselsdepression), så derfor ville man da aldrig skulle give dig skyldfølelse, hold fast jeg synes det er dybt uprofessionelt gjort. Ja det er noget man kan vende med en kollega, men på sådan et møde må fokus være hvad man kan gøre for at hjælpe barnet.

Jeg synes ikke din mands svar er forkert, for det er da helt fair han siger sin menning

Ang forkælelse er det yderst sjældent her og ikke noget vi dyrker, det er klart blevet mindre med årene (savner det dog ikke så meget) 

Ja jeg forstår heller ikke, hvorfor man udelukkende bare går ud fra, at det så er min skyld.. Der kan være mange ting, der gør, at hun er sådan.. Det kan også bare være hendes personlighed.. Eller at hun får overskredet sine grænser i dagplejen.. Eller traumer fra dengang hun startede i dagpleje første gang.. Eller noget helt andet.. Så jeg føler mig jo slet ikke forstået eller lyttet til.. Men ja det er lige en anden sag.. 

Mht. kæresten.. Han må hjertens gerne have en anden mening.. Men det er anerkendelsen af mine følelser, jeg savner.. At han ville mene, at det var hårdt sagt, hvis det var blevet sagt til dagplejemoren, men når jeg mener, at det er hårdt sagt, så får jeg af vide, at jeg er følsom.. Og ja så savner jeg måske også bare, at han tager mig i forsvar..

Hmm ja kan godt høre, at forkælelsen nok bliver mindre med årene 

De kan jo ikke sige noget om hvad din datter har følt. Men st du har haft en depression kan sagtens påvirke udviklingen. Og man kan godt føle man gør alt i ens magt for at have fokus på barnet - men forståeligt nok og selvfølgeligt er det ikke det samme, som hvis man har et normalt overskud. Det kan blot være svært st se selv. 
Du skal på ingen måde føle dig truffet- du har gjort og gør det bedste, du kan i situationen. Få den hjælp de foreslår din datter og nyd hende og ikke mindst - få behandlet din depression hvis den ikke allerede er helt væk.

jeg synes ikke din mand er uretfærdig - men siger din mening. Hvorfor skal han forsvare dig hvis han er uenig?

Det er også klart at en mand typisk servicerer mere når man har en depression - og hvis du er kommet over den forventer han måske, at du skal hjælpes/ støttes mindre.

Men jeg tror det er meget normalt at serviceniveauet daler gennem årene. Specielt når man også får børn, som man er slaver for 

Tjullehej skriver:

De kan jo ikke sige noget om hvad din datter har følt. Men st du har haft en depression kan sagtens påvirke udviklingen. Og man kan godt føle man gør alt i ens magt for at have fokus på barnet - men forståeligt nok og selvfølgeligt er det ikke det samme, som hvis man har et normalt overskud. Det kan blot være svært st se selv. 
Du skal på ingen måde føle dig truffet- du har gjort og gør det bedste, du kan i situationen. Få den hjælp de foreslår din datter og nyd hende og ikke mindst - få behandlet din depression hvis den ikke allerede er helt væk.

 

jeg synes ikke din mand er uretfærdig - men siger din mening. Hvorfor skal han forsvare dig hvis han er uenig?

 

Det er også klart at en mand typisk servicerer mere når man har en depression - og hvis du er kommet over den forventer han måske, at du skal hjælpes/ støttes mindre.

Men jeg tror det er meget normalt at serviceniveauet daler gennem årene. Specielt når man også får børn, som man er slaver for 

Min depression burde være helt væk.. Er bare blevet en smule mere følsom efter den, men den er heldigvis væk, hvad jeg ved af.. 

Hmm har bare svært ved at forstå, hvorfor han ville forsvare dagplejemoren, men ikke mig.. Den forstår jeg ikke.. Og det giver vel heller ingen mening?! 

Jeg tror at overfor dig forsvarer han hende men stod han overfor hende, ville han forsvare dig. Jeg kan ikke helt formulere hvorfor (måske fordi jeg halvsover og ammer) men sådan er min egen mand nemlig. Han prøver måske .... snakke tingene lidt ned og se den andens side ish. Jeg forstår dig forøvrigt godt - jeg hader det selv og har ikke brug for en der giver mig ret men en der anerkender mine følelser.

ps. Tror aldrig min mand har fyldt mit glas, men han tænker over jeg skal køre i en sikker bil, at vores økonomi er på plads og hvis vi mangler mælk til mine havregryn, så tager han for det meste i netto hvis jeg beder ham om det. Selvom kl er 21.30. Han kan også overtales til at rense kloakken og fjerne edderkopper - og stod vi begge foran en bil så skubbede han mig væk inden han selv ville springe. 

Anonym skriver:

Hvor meget må man "forvente" af ens kæreste efter 3 år? Altså tænker mht. forståelse, forsvar og forkælelse.. 

Jeg synes ikke rigtigt, at jeg har den samme forståelse, forsvar og forkælelse fra min kæreste mere.. Fx er der nogle "problemer" med vores datter for tiden, hvor dagplejen og DP mener, at hun ikke er social nok og leger meget barnlige lege osv., og her vurderer de så, at det stammer fra dengang jeg havde en depression.. De sagde, at pga. min depression, så havde jeg ikke opfyldt min datters behov godt nok, og hun havde som spæd følt, at hun skulle sætte sine egne behov til side for mine.. Her er jeg virkelig uenig.. Jeg har gjort alt for at opfylde hendes behov - også på de dage, hvor jeg slet ikke havde overskud eller energi til det.. Men jeg gjorde det! Og jeg legede, trænede og udviklede hende, og hun har altid været virkelig fremme i skoene (sagt at andet fagpersonale).. 

Så jeg føler mig virkelig uretfærdigt behandlet, og følte ikke, at de lyttede til mig, når jeg sagde, at hun sagtens kunne lege alderssvarende med fx sine fætre og herhjemme.. Men min kæreste mener så, at jeg er for følsom.. Så spurgte jeg "hvis jeg sagde, at fordi dagplejemoren havde gjort noget forkert, så var hun nu skyld i, at vores datter var lidt tilbageholdende derhenne.. Ville du så mene, at det var for hårdt sagt?".. Ja det ville han mene.. Og så spurgte jeg ham, hvorfor han så ikke mente det, når det var omvendt, og det var mig, der blev beskyldt.. 

Sådan har det været tit nu.. At han godt kan have ondt af andre, forstå deres følelser og ville forsvare dem, men når det er mig og mine følelser, det handler om, så modsætter han sig ofte og mener, at jeg er for følsom.. Selvom det ville være præcis samme situation i begge tilfælde.. Og sådan var han slet ikke i starten.. Jeg mangler hans opbakning, hans forståelse, at han forsvarer mig og siger, at jeg har ret til at føle som jeg gør.. 

Og derudover synes jeg heller ikke, at han rigtigt forkæler mig så meget mere.. Synes selv, at jeg stadig forkæler ham med mange ting, men er lidt holdt op med det, for jeg skal efterhånden bede om, at han gør ting for mig.. Altså ja han gør stadig ting for mig hver dag, men ikke i samme omfang som i starten af vores forhold.. I starten havde jeg næsten aldrig et tomt glas drikkelse.. Nu skal jeg for det meste spørge, om han ikke godt vil tage med til mig, når han fx henter til sig selv.. 

Så er det mig, der forventer for meget og ebber sådan noget bare ud efter nogle få år, eller vil I mene, at man stadig burde gøre sådanne ting for hinanden? 

PS. det er ikke fordi, jeg ikke tåler kritik eller uenighed fra ham, men den der anerkendelse af mine følelser, synes jeg ofte mangler

Jeg må indrømme jeg ikke kan forstå hvorfor du overhovedet fokuserer på din mands manglende omsorg og forståelse, selvom jeg godt kan forstå det er frustrerende. Dagplejemoren og dagplejepædagogen har tilsyneladende en ret alvorlig bekymring for dig og din forældreevne. Hvis jeg var dig ville jeg lægge alt mit fokus dér. De har af en eller anden grund travlt med at give dig skylden for dét som de mener er en form for fejludvikling hos din datter. De aner jo ikke hvordan tingene har været dengang din datter var spæd, for de kendte jer jo ikke dengang. Så at de virker så skråsikre på at fejlen har ligget hos dig synes jeg er meget bekymrende. Og du siger jo også at hun leger helt normalt derhjemme. Hvornår skal hun starte i børnehave? Og hvad vil dpm og dpp gøre med deres bekymring? Har de bare tænkt sig at alt skal fortsætte som det plejer, eller vil de have noget hjælp i gang til din datter?