Føler jeg holder ham for nar.

Det lyder ikke til at i er gode for hinanden. Enten søger i terapeut eller også flytter i fra hinanden. Det andet dur simpelthen ikke. Men måske i bare skal være afstands-kærester istedet? Måske er i bare lige præcis to slags typer, der ikke dur til at bo sammen 

Øv hvor er det svært lige nu. Han er så sød, bager, rydder op osv. Men hvor længe holder det. 

Og ririksere jeg at sige nej til en lejlighed og det så kokse 2 dage efter. 

Kæmpe dilemma. 

Anonym skriver:

Øv hvor er det svært lige nu. Han er så sød, bager, rydder op osv. Men hvor længe holder det. 

Og ririksere jeg at sige nej til en lejlighed og det så kokse 2 dage efter. 

Kæmpe dilemma. 

Jeg synes faktisk ikke det lyder særlig dilemmafyldt. Men det lyder en lille smule om du venter på, at andet/andre træffer den beslutning, som du inderst inde godt ved er den mest ansvarlige for både dig selv og de involverede børn.

Altså jeg synes stadig, at du skal snakke med ham om det og sige, at du flytter.. Lige nu tror han, at alt er ok og at det bare er ligesom alle jeres andre skænderier, hvor der ikke sker noget bagefter.. Og pludselig smider du en bombe om, at du altså flytter om 2 dage eller noget.. 

Eller hvornår vil du sige det til ham? Samme dag du flytter? Når du har underskrevet en kontrakt? Hvornår? Synes virkelig at det er at føre ham bag lyset, at du ikke advarer ham, og I taler sammen om det som voksne mennesker

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg synes faktisk ikke det lyder særlig dilemmafyldt. Men det lyder en lille smule om du venter på, at andet/andre træffer den beslutning, som du inderst inde godt ved er den mest ansvarlige for både dig selv og de involverede børn.

Så enig!!

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg synes faktisk ikke det lyder særlig dilemmafyldt. Men det lyder en lille smule om du venter på, at andet/andre træffer den beslutning, som du inderst inde godt ved er den mest ansvarlige for både dig selv og de involverede børn.

Ingen hemmelighed, det ville da være nemmere andre tog beslutningen. Men nej det kan kun jeg selv gøre. 

Unicorn1 skriver:

Altså jeg synes stadig, at du skal snakke med ham om det og sige, at du flytter.. Lige nu tror han, at alt er ok og at det bare er ligesom alle jeres andre skænderier, hvor der ikke sker noget bagefter.. Og pludselig smider du en bombe om, at du altså flytter om 2 dage eller noget.. 

Eller hvornår vil du sige det til ham? Samme dag du flytter? Når du har underskrevet en kontrakt? Hvornår? Synes virkelig at det er at føre ham bag lyset, at du ikke advarer ham, og I taler sammen om det som voksne mennesker

Tro mig. Hvis jeg siger noget ni uden at have noget så bliver det et helvede. Han ved godt jeg hsr kigget men sagde jeg ikke fandt noget i fredags. 

Uanset hvad så vil han føle det. Jeg vil også rigtig gerne vi kunne være kæresten men uden at bo sammen da vi har været vores meninger, prioriteringer osv. Og jeg kan bare ikke takle hans datter og hendes udfordringer. Så for alles bedre er det det bedste. 

Det har han desværre bare svært ved at se. Og han vil prøve at tale mig fra det hvis jeg ikke har noget konkret og kan sige. 

Mamman skriver:

Så enig!!

Jeg kan sagtens forstå man tænker sådan ��

Familiekonsulenten har mere eller mindre direkte sagt til dig, at hvis situationen fortsætter som den er nu, så kommer kommunen også til at blive bekymret for din datter. Hvad synes du der er at være i tvivl om? Få manden væk fra både dit eget og din datters liv. Han kan ikke være en særlig god far, hvis kommunen gennem flere år har været bekymret for hans forældreevne, og du siger jo også selv han ikke ser hendes behov tilstrækkeligt til at kunne være alene med hende. Han har ikke krav på samvær hvis I flytter, da det ikke er hans eget barn, så igen, hvad er du i tvivl om? Pris dig lykkelig for at du fik dit barn med en donor i stedet for ham. Kom væk og pas på dig selv og dit guld 

For mig lyder det som psykisk vold...

du opfører dig som en der er i et voldeligt forhold...

du tænker på hans behov før dine og din datters...

lyder præcis som min biologiske mor når hun efter endnu en tur på hospitalet valgte at blive hos ham...

undskyld men jeg har virkelig brug for at sige noget som barnet der har været i midten af sådan et forhold...

jeg har i dag stadig masser af indre konflikter som følge af hvad jeg har set og hørt...

overvej hvad du viser din datter i forhold til når hun skal finde sin mand en dag... lige nu viser du hende at det er okay at underminimere sine egne behov for at glæde en der ikke værdsætter en som den man er... et yo-yo forhold hvor man den ene dag er bedste venner og den næste på vej ud af døren...