Min kæreste og jeg har boet sammen af 2 omgange. 1 gang i 2 åg og då gik vi fra hinanden da jeg havde ønske om barn og andre ting i forholdet gik skævt. Vi holdte dog kontakten og begynde at komme sammen igen 2 år efter. Og har nu boet sammen i 2 et halvt år. Jeg har fået et barn da vi flyttede sammen 2 gang (donorbarn, men han har ageret som far siden start)
Nu står jeg og ikke ved hvad jeg vil. Vi har rigtig mange diskutioner og skænderier i hverdagen. Nogle gange hver dag. Og det kan være om totalt latterlige små ting der bare tricker og vi bliver meget personlige begge 2.
Udover det er han datter på knap 12 i konmunesystemet, hun bor her fast. Dette tager rigtig hårdt på mig da hun ikke respektere mig og at jeg også må bestemme, trods min kæreste som regel støtter op. Men når vi er uvenner så bruger han det kort at selvfølgelig må du det fordi det skal hun ikke bestemme.
Min lille pige på 2 bliver jo mere og mere bevidst om ting, og hun ser ofte sin mor ked af det ��
Jeg har ofte sagt jeg flytter da jeg ikke kan det her mere, men jeg kan slet ikke overskue det da jeg ved vi vil skulle bo med ham en kort periode til jeg finder noget og det er uudholdeligt hvis han ved jeg flytter. Da han siger han elsker både mig og den lille.
Hver gang vi har haft en tur så kommer han kort efter og snakker sødt osv og siger han ikke mener det han siger men at han bare lige skal rase af. Men det duer bsre ikke rigtig i længden. Jeg tænker hver gang, jamen vi kan også se om det ikke bedre nu men det er det aldrig. Der kommer altid et eller andet.
Fredag var vi igen i diskution og han og hans datter kørte og vi fik sagt til hinanddn at jeg ville flytte og han sagde han glædede sig til det. Og han ringer kort efter og vi snakker lidt, men skændes også lidt i telefonen. Vi lægger begge på et par gange i arrigskab.
Jeg tænkte så at nu er det nok og ringede på en lejlighed som jeg skal ringe igen på på mandag om den var lejet ud, da de ventede på depositum fra en anden. Samt 2 andre jeg skal ringe på mandag.
Men han kom jo hjem og snakkede sødt og sagde han jo ikke ville vi gik fra hinanden, og bmjeg bliver sådan itvivl hver gang. For hvad nu hvis det var sidste gang det gik galt osv. Men det ved jeg jo inderst inde godt det ikke er. Det går godt et par dage og så er det galt igen.
Men jeg kan ikke finde ud af om jeg bare skal se den lejlighed eller de, hvis de er ledig stadig og så få betalt det indskud og sige det er slut. Det duer ikke.
Familiekonsulenten vi har ude i hjemmet angående den store har jeg snakket med og mellem linerne så siger hun jo jeg skal tænke mig godt om og om jeg ikke ville have det bedre uden det her. Og at jeg skal tænke på min egen, da de også hvis det ustsbilhed i hjemmet fortsætter vil gøre de bliver bekymret for hende.og det må ikke ske.
Så hvad ville i gøre?
