Kære alle.
Jeg er gravid (næsten halvvejs), og i kroppen og hovedet farer en masse hormoner og tanker rundt - især ang. faren til vores kommende barn.
Indledningsvis vil jeg sige, at jeg ELSKER HAM (ingen tvivl om det), men jeg er bare ikke helt sikker på, hvad han egentlig vil.
Vi har været sammen i fire år, og barnet er et ønskebarn! Vi glæder os meget, men jeg kan mærke, at min glæde er meget påvirket af mine følelser af, at han er i tvivl.
Vi er i 30'erne begge og for mig ville det give rigtig god mening at blive gift, så vi sikrer hinanden og barnet bedst muligt såfremt, der skulle ske noget med den ene af os. Men det VIL han ikke. Han bliver snart 35, og han har en masse undskyldninger for, hvorfor han ikke vil, som allesammen i mit hovede lyder som om, han bare ikke er heeelt sikker. Bl.a. siger han, at han:
1) ikke vil giftes, fordi han tjener en del mere end mig, og han vil ikke risikere at skulle betale ægtefællebidrag, hvis vi går fra hinanden (??).
2) ikke vil giftes fordi han ikke tror på ægteskab og det er bare et dumt stykke papir, som han ikke kan se meningen i.
3) ikke vil presses til at blive gift
4) at jeg skal have tålmodighed og give ham tid (come on vi har altså været sammen i over fire år).
Det skal lige siges, at jeg bestemt ikke ønsker et stort bryllup eller en fest for den sags skyld. Jeg ønsker mig bare at få lov til at sige ja til ham på rådhuset og vise ham - og verden - at jeg har valgt HAM og det er ham, jeg vil dele mig liv med. Kan ikke forklare det udfra et rationelt synspunkt - det er følelsesmæssigt, at det vil betyde enormt meget for mig, og for mig er der en kæmpe forskel på at være gift og på at være kærester. Det er måske noget med commitment - hva' ved jeg? 
Jeg prøver på at acceptere det, og har så i stedet spurgt ham om ikke vi så kan få lavet testamenter, for sagen er nemlig den, at vi bor i hans lejlighed, og hvis der sker noget med ham, skal baby og jeg flytte, og lejligheden skal sælges, så arven kan gå til baby. Det gør mig utryg at vide, at det skulle ske. Det kan han godt se, men han får ikke rigtig gjort noget ved det. Jeg har nævnt det overfor ham MANGE GANGE, men han trækker det i langdrag og siger, at "det finder vi ud af". Hans bedste ven er advokat, så det burde ikke tage lang tid at få styr på de papirer...
Hver gang vi skændes (ikke at vi gør det særligt ofte, men når det sker) ender det næsten altid med, at han siger, at jeg skal skride og flytte. Han bruger det som en trussel, når han løber tør for ord. Når jeg siger, at det gør mig ked af det, at jeg føler, at jeg skal opføre mig på en bestemt måde for at kunne leve op til, at han ikke smider mig ud, siger han bare, at jeg er fjollet og, at han jo "ikke mener det på den måde - det er bare noget han siger, når han er sur". Jeg føler det som om, han har "magten" og det er ham, der bestemmer.. Det tror jeg godt, han ved, men det er svært at snakke med ham om det, for han lukker fuldstændigt ned, når jeg prøver at tale med ham. Han er vokset op i et følelsesforskrækket hjem, så det der med at tale om den slags er enormt fjernt for ham, og han lukker ned som en mur med det samme. Han vil heller ikke være med til at gå i parterapi, som jeg ellers virkelig tror ville gavne os inden baby kommer.
Derudover er der den lille detalje, at siden jeg blev gravid har han brugt om muligt endnu mere tid med sine venner, end han gjorde før. Tror det er den klassiske "fuck nu skal jeg være far, så kan vi ikke gå ud på samme måde det første stykke tid". Jeg har sagt til ham, at han jo sagtens kan se vennerne, når baby er født (ville sgu blive sindssyg, hvis vi skulle sidde lårene af hinanden, bare fordi der er et barn). For mig er det vigtigt, at vi får en masse kvalitetstid sammen inden, for når først barnet er født, er jeg ret overbevist om, at parforholdet kommer ret langt ned i prioriteringen - især for ham. For han understreger igen og igen (også selvom jeg ikke nævner noget om det), hvor vigtigt det er for ham at have tid til vennerne. Han har en weekend hvor han er på drengetur ca. en gang hver halvanden måned-ish og så ses han med vennerne 2-3 hverdage om ugen. Jeg frygter da lidt, at han vil fortsætte med det, når barnet er født og, at jeg mere eller mindre bliver efterladt alene med barnet. Hvis jeg siger det, opfatter han det som om, jeg ikke vil have, han skal se sine venner - og det er på ingen måde det, jeg mener. Jeg er bare bange for, at han slet ikke vil ændre sit mønster men bare fortsætte, og så er det op til mig og baby at passe ind i det. I hans liv. I hans lejlighed.
Ikke én gang siden jeg blev gravid har han gjort noget for at gøre mig lidt glad eller forkæle mig. Han har ikke haft blomster med hjem, han har ikke handlet, han har ikke lavet mad. Han har ikke planlagt ture ligesom han gør med gutterne. Og jeg er bare gedigent ked af det, for jeg føler faktisk ikke rigtig, at han interesserer sig for at gøre noget for mig eller er glad for, at jeg bærer hans barn. Jeg har fortalt ham det, og han siger, han godt kan forstå det, og at sådan har han det ikke, men at han tværtimod er rigtig glad. Men han ændrer bare ikke rigtig på sine handlinger, og to be honest tæller handlinger så ikke mere end ord? 
Jeg står for alt herhjemme: rengøring, tøjvask, handle, madlavning osv. Og han takker aldrig for at jeg gør det. Han efterlader bare sine beskidte sokker på gulvet..
HOLD NU KÆ** en lang smøre. Beklager!! Håber der er nogen, som har gidet stave sig igennem og som kan hjælpe mig til at belyse evt. andre sider, for det kan jo være svært at se udefra, når man har følelser involveret. Hvad tænker I? Er jeg insane og skal jeg tage mig sammen og være glad for, at jeg har en kæreste og vi skal have et barn, eller skal jeg evt. lede efter en lejlighed (har virkelig ikke lyst til ikke at være sammen med ham, men har heller ikke lyst til at have det sådan her flere år endnu)?
På forhånd mange tak og knus herfra 
Hvis jeg var dig...
Opgiv det med ægteskabstankerne, du kan ikke gøre mere end du har gjort. Lad det ligge.
men selvfølgelig skal du sikre dit barn og dig.
lad være med at tale mere, du skal handle.
kontakt en advokat eller hans advokatven og aftal en tid. Fortæl kæresten, at nu går i hen og får orden i de papirer.
skriv dig op i forskellige boligselskaber
opret en opsparingskonto med fast månedlig overførsel som skal bruges i tilfælde af flytning. Det behøver ikke at være store beløb, men det giver en følelse af kraft og handling.
hvis du skal tage mere barsel end ham og han tjener godt så forlang at han overfører et beløb der svarer til de pensionsindbetalinger du mister under barsel.
få ham til at tage en del af barslen også selvom du egentlig gerne vil have den, det kommer til at styrke jeres forhold i og med at han får en helt anden forståelse og tilgang til det at være far og familie.
sæt dig ned med kæresten og forlang, at i bliver enige om, hvor mange pligter i hver især skal gøre i hjemmet. Skriv det ned! De ting der er vigtigst for dig at få ordnet må du tage dig af, så det ikke generer dig for meget hvis han ikke får det gjort eller gør det dårligere/anderledes end dig. Lad være at brokke dig over hvis han ikke gør noget. Undlad blot at inddrage hans ting/del i dine pligter, feks. Er det tøjvask, så vask dit eget tøj, ryd dine egne ting op osv. Det er barnligt, men nogle gange er det det eneste der virker...
økonomi: det lyder til i ikke deler økonomi? I så fald få lavet en fælles konto til baby og alle andre faste udgifter, hvis i ikke har gjort det endnu. Det er ofte kvinden der ender med regningen for barn og hjem selvom manden tjener mest.
Fritid: baby er jeres fælles projekt, går jeg ud fra? han bliver nødt til at indse, at to, tre dage om ugen med vennerne er uholdbart med et lille barn. Det kommer til at slide så meget på din kærlighed til ham, hvis du sidder alene med baby og er møgtræt. Du må gøre dig klart, at det ikke er i orden og find et kompromis. Det kan dog være svært at aftale inden baby, da man ikke kan vide hvordan behovet bliver for aflastning mv. Men du må fortælle det tydeligt til ham inden, så kan det ikke komme bag på ham når/hvis det kommer op når baby er født.
Få ham til at have ansvar for baby helt fra start. Også selvom du ammer, gå ned og køb ind, gå en lille tur, ryd op etc. Mens han er alene med baby. Det giver ham en meget bedre forståelse fra start om, hvad det hele egentlig drejer sig om. Der er flere mænd der får et chok når de endelig “passer” barn når det er flere måneder gammelt og har gået og brokket sig over sure kone der brokker sig over at være træt og kræver og kræver;-)
Og ps. Lad være med at fortælle ham hvordan han skal gøre med baby, han lyder ikke til at være typen der bliver motiveret af gode råd og rettelser;-)
den sidste: når man er gravid er det naturligt, at man føler sig ekstra sårbar og har brug for at føle sig tryg og elsket og passet på af sin partner. Det er helt naturligt, at du nok føler dig mere ked over at han ikke er mere nærværende og forstående overfor dig end da du ikke var gravid. Det er bare ikke alle mænd der fanger den. Desværre...
