Hvad skal jeg gøre? Ved ikke om han vil det her?

Kære alle.

Jeg er gravid (næsten halvvejs), og i kroppen og hovedet farer en masse hormoner og tanker rundt - især ang. faren til vores kommende barn.

Indledningsvis vil jeg sige, at jeg ELSKER HAM (ingen tvivl om det), men jeg er bare ikke helt sikker på, hvad han egentlig vil.

Vi har været sammen i fire år, og barnet er et ønskebarn! Vi glæder os meget, men jeg kan mærke, at min glæde er meget påvirket af mine følelser af, at han er i tvivl.

Vi er i 30'erne begge og for mig ville det give rigtig god mening at blive gift, så vi sikrer hinanden og barnet bedst muligt såfremt, der skulle ske noget med den ene af os. Men det VIL han ikke. Han bliver snart 35, og han har en masse undskyldninger for, hvorfor han ikke vil, som allesammen i mit hovede lyder som om, han bare ikke er heeelt sikker. Bl.a. siger han, at han:

1) ikke vil giftes, fordi han tjener en del mere end mig, og han vil ikke risikere at skulle betale ægtefællebidrag, hvis vi går fra hinanden (??). 

2) ikke vil giftes fordi han ikke tror på ægteskab og det er bare et dumt stykke papir, som han ikke kan se meningen i.

3) ikke vil presses til at blive gift

4) at jeg skal have tålmodighed og give ham tid (come on vi har altså været sammen i over fire år). 

Det skal lige siges, at jeg bestemt ikke ønsker et stort bryllup eller en fest for den sags skyld. Jeg ønsker mig bare at få lov til at sige ja til ham på rådhuset og vise ham - og verden - at jeg har valgt HAM og det er ham, jeg vil dele mig liv med. Kan ikke forklare det udfra et rationelt synspunkt - det er følelsesmæssigt, at det vil betyde enormt meget for mig, og for mig er der en kæmpe forskel på at være gift og på at være kærester. Det er måske noget med commitment - hva' ved jeg? 

Jeg prøver på at acceptere det, og har så i stedet spurgt ham om ikke vi så kan få lavet testamenter, for sagen er nemlig den, at vi bor i hans lejlighed, og hvis der sker noget med ham, skal baby og jeg flytte, og lejligheden skal sælges, så arven kan gå til baby. Det gør mig utryg at vide, at det skulle ske. Det kan han godt se, men han får ikke rigtig gjort noget ved det. Jeg har nævnt det overfor ham MANGE GANGE, men han trækker det i langdrag og siger, at "det finder vi ud af". Hans bedste ven er advokat, så det burde ikke tage lang tid at få styr på de papirer...

Hver gang vi skændes (ikke at vi gør det særligt ofte, men når det sker) ender det næsten altid med, at han siger, at jeg skal skride og flytte. Han bruger det som en trussel, når han løber tør for ord. Når jeg siger, at det gør mig ked af det, at jeg føler, at jeg skal opføre mig på en bestemt måde for at kunne leve op til, at han ikke smider mig ud, siger han bare, at jeg er fjollet og, at han jo "ikke mener det på den måde - det er bare noget han siger, når han er sur". Jeg føler det som om, han har "magten" og det er ham, der bestemmer.. Det tror jeg godt, han ved, men det er svært at snakke med ham om det, for han lukker fuldstændigt ned, når jeg prøver at tale med ham. Han er vokset op i et følelsesforskrækket hjem, så det der med at tale om den slags er enormt fjernt for ham, og han lukker ned som en mur med det samme. Han vil heller ikke være med til at gå i parterapi, som jeg ellers virkelig tror ville gavne os inden baby kommer.

Derudover er der den lille detalje, at siden jeg blev gravid har han brugt om muligt endnu mere tid med sine venner, end han gjorde før. Tror det er den klassiske "fuck nu skal jeg være far, så kan vi ikke gå ud på samme måde det første stykke tid". Jeg har sagt til ham, at han jo sagtens kan se vennerne, når baby er født (ville sgu blive sindssyg, hvis vi skulle sidde lårene af hinanden, bare fordi der er et barn). For mig er det vigtigt, at vi får en masse kvalitetstid sammen inden, for når først barnet er født, er jeg ret overbevist om, at parforholdet kommer ret langt ned i prioriteringen - især for ham. For han understreger igen og igen (også selvom jeg ikke nævner noget om det), hvor vigtigt det er for ham at have tid til vennerne. Han har en weekend hvor han er på drengetur ca. en gang hver halvanden måned-ish og så ses han med vennerne 2-3 hverdage om ugen. Jeg frygter da lidt, at han vil fortsætte med det, når barnet er født og, at jeg mere eller mindre bliver efterladt alene med barnet. Hvis jeg siger det, opfatter han det som om, jeg ikke vil have, han skal se sine venner - og det er på ingen måde det, jeg mener. Jeg er bare bange for, at han slet ikke vil ændre sit mønster men bare fortsætte, og så er det op til mig og baby at passe ind i det. I hans liv. I hans lejlighed.

Ikke én gang siden jeg blev gravid har han gjort noget for at gøre mig lidt glad eller forkæle mig. Han har ikke haft blomster med hjem, han har ikke handlet, han har ikke lavet mad. Han har ikke planlagt ture ligesom han gør med gutterne. Og jeg er bare gedigent ked af det, for jeg føler faktisk ikke rigtig, at han interesserer sig for at gøre noget for mig eller er glad for, at jeg bærer hans barn. Jeg har fortalt ham det, og han siger, han godt kan forstå det, og at sådan har han det ikke, men at han tværtimod er rigtig glad. Men han ændrer bare ikke rigtig på sine handlinger, og to be honest tæller handlinger så ikke mere end ord? 

Jeg står for alt herhjemme: rengøring, tøjvask, handle, madlavning osv. Og han takker aldrig for at jeg gør det. Han efterlader bare sine beskidte sokker på gulvet..

HOLD NU KÆ** en lang smøre. Beklager!! Håber der er nogen, som har gidet stave sig igennem og som kan hjælpe mig til at belyse evt. andre sider, for det kan jo være svært at se udefra, når man har følelser involveret. Hvad tænker I? Er jeg insane og skal jeg tage mig sammen og være glad for, at jeg har en kæreste og vi skal have et barn, eller skal jeg evt. lede efter en lejlighed (har virkelig ikke lyst til ikke at være sammen med ham, men har heller ikke lyst til at have det sådan her flere år endnu)? 

På forhånd mange tak og knus herfra 

Anonym skriver:

Kære alle.

Jeg er gravid (næsten halvvejs), og i kroppen og hovedet farer en masse hormoner og tanker rundt - især ang. faren til vores kommende barn.

Indledningsvis vil jeg sige, at jeg ELSKER HAM (ingen tvivl om det), men jeg er bare ikke helt sikker på, hvad han egentlig vil.

Vi har været sammen i fire år, og barnet er et ønskebarn! Vi glæder os meget, men jeg kan mærke, at min glæde er meget påvirket af mine følelser af, at han er i tvivl.

Vi er i 30'erne begge og for mig ville det give rigtig god mening at blive gift, så vi sikrer hinanden og barnet bedst muligt såfremt, der skulle ske noget med den ene af os. Men det VIL han ikke. Han bliver snart 35, og han har en masse undskyldninger for, hvorfor han ikke vil, som allesammen i mit hovede lyder som om, han bare ikke er heeelt sikker. Bl.a. siger han, at han:

1) ikke vil giftes, fordi han tjener en del mere end mig, og han vil ikke risikere at skulle betale ægtefællebidrag, hvis vi går fra hinanden (??). 

2) ikke vil giftes fordi han ikke tror på ægteskab og det er bare et dumt stykke papir, som han ikke kan se meningen i.

3) ikke vil presses til at blive gift

4) at jeg skal have tålmodighed og give ham tid (come on vi har altså været sammen i over fire år). 

Det skal lige siges, at jeg bestemt ikke ønsker et stort bryllup eller en fest for den sags skyld. Jeg ønsker mig bare at få lov til at sige ja til ham på rådhuset og vise ham - og verden - at jeg har valgt HAM og det er ham, jeg vil dele mig liv med. Kan ikke forklare det udfra et rationelt synspunkt - det er følelsesmæssigt, at det vil betyde enormt meget for mig, og for mig er der en kæmpe forskel på at være gift og på at være kærester. Det er måske noget med commitment - hva' ved jeg? 

Jeg prøver på at acceptere det, og har så i stedet spurgt ham om ikke vi så kan få lavet testamenter, for sagen er nemlig den, at vi bor i hans lejlighed, og hvis der sker noget med ham, skal baby og jeg flytte, og lejligheden skal sælges, så arven kan gå til baby. Det gør mig utryg at vide, at det skulle ske. Det kan han godt se, men han får ikke rigtig gjort noget ved det. Jeg har nævnt det overfor ham MANGE GANGE, men han trækker det i langdrag og siger, at "det finder vi ud af". Hans bedste ven er advokat, så det burde ikke tage lang tid at få styr på de papirer...

Hver gang vi skændes (ikke at vi gør det særligt ofte, men når det sker) ender det næsten altid med, at han siger, at jeg skal skride og flytte. Han bruger det som en trussel, når han løber tør for ord. Når jeg siger, at det gør mig ked af det, at jeg føler, at jeg skal opføre mig på en bestemt måde for at kunne leve op til, at han ikke smider mig ud, siger han bare, at jeg er fjollet og, at han jo "ikke mener det på den måde - det er bare noget han siger, når han er sur". Jeg føler det som om, han har "magten" og det er ham, der bestemmer.. Det tror jeg godt, han ved, men det er svært at snakke med ham om det, for han lukker fuldstændigt ned, når jeg prøver at tale med ham. Han er vokset op i et følelsesforskrækket hjem, så det der med at tale om den slags er enormt fjernt for ham, og han lukker ned som en mur med det samme. Han vil heller ikke være med til at gå i parterapi, som jeg ellers virkelig tror ville gavne os inden baby kommer.

Derudover er der den lille detalje, at siden jeg blev gravid har han brugt om muligt endnu mere tid med sine venner, end han gjorde før. Tror det er den klassiske "fuck nu skal jeg være far, så kan vi ikke gå ud på samme måde det første stykke tid". Jeg har sagt til ham, at han jo sagtens kan se vennerne, når baby er født (ville sgu blive sindssyg, hvis vi skulle sidde lårene af hinanden, bare fordi der er et barn). For mig er det vigtigt, at vi får en masse kvalitetstid sammen inden, for når først barnet er født, er jeg ret overbevist om, at parforholdet kommer ret langt ned i prioriteringen - især for ham. For han understreger igen og igen (også selvom jeg ikke nævner noget om det), hvor vigtigt det er for ham at have tid til vennerne. Han har en weekend hvor han er på drengetur ca. en gang hver halvanden måned-ish og så ses han med vennerne 2-3 hverdage om ugen. Jeg frygter da lidt, at han vil fortsætte med det, når barnet er født og, at jeg mere eller mindre bliver efterladt alene med barnet. Hvis jeg siger det, opfatter han det som om, jeg ikke vil have, han skal se sine venner - og det er på ingen måde det, jeg mener. Jeg er bare bange for, at han slet ikke vil ændre sit mønster men bare fortsætte, og så er det op til mig og baby at passe ind i det. I hans liv. I hans lejlighed.

Ikke én gang siden jeg blev gravid har han gjort noget for at gøre mig lidt glad eller forkæle mig. Han har ikke haft blomster med hjem, han har ikke handlet, han har ikke lavet mad. Han har ikke planlagt ture ligesom han gør med gutterne. Og jeg er bare gedigent ked af det, for jeg føler faktisk ikke rigtig, at han interesserer sig for at gøre noget for mig eller er glad for, at jeg bærer hans barn. Jeg har fortalt ham det, og han siger, han godt kan forstå det, og at sådan har han det ikke, men at han tværtimod er rigtig glad. Men han ændrer bare ikke rigtig på sine handlinger, og to be honest tæller handlinger så ikke mere end ord? 

Jeg står for alt herhjemme: rengøring, tøjvask, handle, madlavning osv. Og han takker aldrig for at jeg gør det. Han efterlader bare sine beskidte sokker på gulvet..

HOLD NU KÆ** en lang smøre. Beklager!! Håber der er nogen, som har gidet stave sig igennem og som kan hjælpe mig til at belyse evt. andre sider, for det kan jo være svært at se udefra, når man har følelser involveret. Hvad tænker I? Er jeg insane og skal jeg tage mig sammen og være glad for, at jeg har en kæreste og vi skal have et barn, eller skal jeg evt. lede efter en lejlighed (har virkelig ikke lyst til ikke at være sammen med ham, men har heller ikke lyst til at have det sådan her flere år endnu)? 

På forhånd mange tak og knus herfra 

Kort og godt, så havde jeg slet ikke fået barn med manden i første omgang... han har jo ikke ændret person, men været som han hele tiden har været.. og hvorfor bringe et barn ind i noget, som på sigt ikke holder... han bliver ikke voksen... han vil altid priotere sine venner og du står jo allerede med lorten og nu kommer der så et barn oveni... er du klar over, hvor hårdt det bliver, når du allerede ikke får noget hjælp...?

kom væk og få dit eget... måske være kærester i hver jeres lejlighed, så er du sikret et sted, hvor du ikke føler dig misbrugt... han udnytter dig jo og bidrager med intet andet end penge... og penge er ikke alt... Måske han så vågner, men jeg tvivler....

Jeg tænker at I er to helt forskellige steder - og at såfremt I ikke får rettet op inden fødslen, så sidder I et svært sted. Det bliver ikke bedre af sig selv. Slet ikke med en baby. Jeres forskellige ønsker og prioriteringer vil formentlig kun forstørres. 

Du må starte med at stå op for, hvad der er dine krav til et familieliv? Han vil ikke giftes med dig. Det er fuldkommen fair. Men er det godt nok til dig? Han vil ikke prioritere dig, han vil ikke sikre dig og jeres barn økonomisk, han deltager ikke i en ligeværdig husholdning, er det godt nok til dig? Og er det sådan du ønsker, at jeres barn skal lære, at dynamikken og arbejdsfordelingen er mellem mor og far er?

Lad være med at tolke han, lad være med at finde hundrede undskyldninger for ham. (Han er nok bare usikker, han er nok bare presset, han er nok bare...). Snak med ham, stil krav dit eget liv og til dit parforhold. Kræv at han melder sig ind og melder ud, hvordan han har tænkt sig at få tingene til at fungere for den familie, han skal tage ansvar for.

Jeg ville aldrig acceptere at han truer med at smide dig ud. Det er totalt uacceptabelt, også selvom han påstår at han "selvfølgelig ikke mener det". Man truer ALDRIG med at slå op eller skilles eller smide nogen ud. Det kan da godt være at han ejer lejligheden, men når I begge bor der, så er det jeres begges hjem, og jeg ville aldrig føle mig tryg et sted, hvis jeg aldrig vidste om det nu lige var DENNE her gang, hvor han rent faktisk mente det og smed mig ud.

Derudover så alt det han gør og ikke gør lige nu, det fortsætter han med når babyen er født. Måske står du dér med et skrigende barn på armen og du er dødtræt for baby sover aldrig og hvad ved jeg - og han gør nøjagtig som han gjorde før. Du har jo ikke brokket dig (tilstrækkeligt) før, så derfor ser han ingen grund til at ændre sig nu. Du kan ikke tvinge ham til at ændre sig, det er noget han selv skal gøre. Du kan kun styre hvordan du vælger at reagere.

Hvis du godt kan leve med hans niveau af deltagelse, så er det fint. Hvis ikke, så - som en anden skriver - gør dig dine krav klart. Du vil gerne føle dig og dit barn sikret økonomisk. Du kan spørge ham, om han kan forstå det og er villig til det? Hvis ja, så ringer du til en advokat og får sat et møde i gang i forhold til et testamente. Hvis han insisterer på, at det møde skal han altså sørge for, så kan du sige, at enten så får han et møde stablet på benene i løbet af næste uge, eller også gør du. Og personligt, hvis han er som du beskriver, så ville jeg ikke stole på at få hans gode, allerbedste ven til at stå for at sikre DIG i tilfælde af at I går fra hinanden eller han dør. Få en uvildig person til det.

Og ja, alt er meget lettere sagt end gjort, men du er altså ikke tjent med at leve i frygt for at blive smidt ud alt efter hans luner. Den magt skal han ikke have over dig. Og hvis han har sagt det mere end én gang, så er det også noget han har tænkt sig at fortsætte med, især når han er træt, fordi babyen har skreget hele natten.

Selvfølgelig vil han det her. Hold nu kæft hvor har han i hoved og røv.!!!????

Vi taler om en voksen mand der får gjort rent, har regelmæssig adgang til sex, må gå ud med venner 2-3 aftner om ugen plus weekendture! Samtidig med at han har en kæreste han holder hen og har al den sikkerhed selv i verden han kan ønske. ØV

Han styrer dig.. hvorfor får du ikke selv fat på en advokat og få ordnet papirene? Det er ikke noget du skal bede ham om.

At han hver gang i skændes siger at du skal flytte... det er så nedværdigende og håbløst, at jeg ikke har ord for det.

Du skal gro nogle nosser og få dit eget. Så kan han komme krybende og tigge om god vejr.

Uanset hvad man tjener eller ikke tjener i et forhold er et parhold et spørgsmål om ligeværd (som mennesker). Han har klart the upper hand i jeres forhold og misbruger det for vild.

Jeg ville faktisk flytte og sige at han kan vende tilbage når han ønsker et mere ligeværdigt forhold. Hvor I begge er trygge. Jeg ville aldrig selv have fået et barn med sådan en type - så nu er det din opgave at få ham opdraget eller smide ham i vejsiden. Flyt hen til en veninde eller dine forældre.

Han får ALDRIG respekt for dig hvis du med en lillepige stemme pænt spørger om det ikke nok snart kunne være en ide at få et testament. Han er heller ikke interesseret i dine følelser omkring at blive gift.

Du skal åbenbart tale med meget store bogstaver og vise med handliger frem for ord at noget skal ændres.

Beklager mine hårde ord... men jeg bliver helt forarget.  Både på hvad han byder dig og hvad du accepterer :-)  Hvorfor er det endt med at du laver alt fx.

Kære alle jer der har taget jer tid til at læse dette og svare på det: TUSIND TAK. Det er virkelig sødt af jer, og selvom det selvfølgelig ikke er særligt rart at læse, står der nok ikke noget, jeg ikke måske inderst inde egentlig godt vidste 

For en god ordens skyld vil jeg lige understrege, at jeg på INGEN måde er sammen med ham på grund af penge! Det har zero at gøre med, at jeg har valgt at være sammen med ham. Blot lige for at slå det fast med syvtommersøm.

Jeg kan godt se, at valget måske egentlig er enkelt - jeg må tage mig sammen (selvom det kan være svært, når man måske sidder lidt fast - det håber jeg der er flere som kan nikke genkendende til).

Jeg vil indledningsvis helt klart tage en snak med min egen advokat. Det virkede bare så "pushy" at jeg skulle tage stilling ang. hans lejlighed. Som udgangspunkt bestemmer vi jo hver over vores "ting". Dette er bare ret meget vigtigere end så meget andet desangående.

Ift. at flere af jer skriver, at I aldrig havde valgt at få et barn med ham, så well... Det er nu engang tilfældet, og jeg kan/vil ikke få barnet fjernet. Så hellere klare den alene.

Ville I - såfremt vi ender med at gå fra hinanden - satse på fælles forældremyndighed, eller skal jeg have den alene? Jeg synes BESTEMT ikke et brud (eller noget andet) skal gå ud over barnet, og det er enormt vigtigt for mig, at det får det bedst og tættest mulige forhold til begge sine forældre. Jeg ved bare ikke, hvad der giver bedst mening ift. den snak, for der er ikke tvivl om, at barnet primært skal bo hos mig (jf. det første opslag har han ganske enkelt ikke tid til at tage sig af et barn alene)??

Da i har boedet sammen 10 måneder før barnets fødsel, vil i automatisk få fællesforældremyndighed ved vedkendelses af faderskabet. 

Det her uddrag fra dit indlæg TS, får mig til at tænke: 

“For en god ordens skyld vil jeg lige understrege, at jeg på INGEN måde er sammen med ham på grund af penge! Det har zero at gøre med, at jeg har valgt at være sammen med ham. Blot lige for at slå det fast med syvtommersøm.”

Jeg tror ikke en, der læser dit indlæg, tror du er sammen med ham for pengenes skyld. 
Men er det, hvad han giver dig dårlig samvittighed omrking? Altså at ham bruger det som et argument til at få dig til ikke at kræve noget i det forhold, for ikke at “virke grådig?” 

Ved ikke om det er rigtigt læst. 

Herhjemme deler vi sol og vind lige. Og det betyder, at jeg desværre ikke kan arbejde det næste stykke tid pga sygdom hos vores barn. Og det giver mest mening, at det er mig der går hjemme så ( i forhold til logistik og job)

Desværre betyder det også, at jeg mister pension. 
Men her er det en selvfølge, at vi netop sikrer hinanden. Så vi har papirer på, at skulle vi gå fra hinanden, så skal jeg have tilsvarende af min mands pension. (Bare som eksempel). 

Det smukkeste ved at blive gift, er da, at man siger: 

Jeg elsker dig så højt, at selvom du skulle finde lykken et andet sted end mig, så vil jeg sørge for, at du bliver passet på økonomisk. 

Mit bryllup var i øvrigt uden nogen mennesker, fordi vi bare ville have en masse ting på papir, hvis der skulle ske noget. Og jeg elsker min mand meget højt og respekterer ham nok til ville, at selvom vi skulle blive møguvenner og gå fra hinanden. Så er han den rigtige far til mine børn - og derfor skal han selvfølglig beskyttes økonomisk også selvom jeg en dag skulle blive skilt og bitter. 

I øvrigt er der ikke rigtig hustrubidrag i DK. 
Så alle hans argumenter for at holde dig som rugemor, tjenestepige og kæreste er simpelthen underlige i min verden. 

Jeg respekterer egentlig at han ikke vil giftes - men han behandler dig slet ikke ok! 
Du er meget mere værd. Og sej kan jeg læse ud fra dine indlæg! :-) 

Anonym skriver:

Kære alle jer der har taget jer tid til at læse dette og svare på det: TUSIND TAK. Det er virkelig sødt af jer, og selvom det selvfølgelig ikke er særligt rart at læse, står der nok ikke noget, jeg ikke måske inderst inde egentlig godt vidste 

For en god ordens skyld vil jeg lige understrege, at jeg på INGEN måde er sammen med ham på grund af penge! Det har zero at gøre med, at jeg har valgt at være sammen med ham. Blot lige for at slå det fast med syvtommersøm.

Jeg kan godt se, at valget måske egentlig er enkelt - jeg må tage mig sammen (selvom det kan være svært, når man måske sidder lidt fast - det håber jeg der er flere som kan nikke genkendende til).

Jeg vil indledningsvis helt klart tage en snak med min egen advokat. Det virkede bare så "pushy" at jeg skulle tage stilling ang. hans lejlighed. Som udgangspunkt bestemmer vi jo hver over vores "ting". Dette er bare ret meget vigtigere end så meget andet desangående.

Ift. at flere af jer skriver, at I aldrig havde valgt at få et barn med ham, så well... Det er nu engang tilfældet, og jeg kan/vil ikke få barnet fjernet. Så hellere klare den alene.

Ville I - såfremt vi ender med at gå fra hinanden - satse på fælles forældremyndighed, eller skal jeg have den alene? Jeg synes BESTEMT ikke et brud (eller noget andet) skal gå ud over barnet, og det er enormt vigtigt for mig, at det får det bedst og tættest mulige forhold til begge sine forældre. Jeg ved bare ikke, hvad der giver bedst mening ift. den snak, for der er ikke tvivl om, at barnet primært skal bo hos mig (jf. det første opslag har han ganske enkelt ikke tid til at tage sig af et barn alene)??

Hvis i skulle ende med at gå fra hinanden så vil i automatisk få fælles forældremyndighed og det er svært at søge den fulde. Eller nemt nok at søge den, men langt fra nemt at få den. Der skal virkelig alvorlige omstændigheder til. Så det ville jeg slet ikke satse på såfremt han er en god far. Og det aner du jo af gode grunde ikke før at barnet er født. 

Han kan sagtens sige alle de ting nu med at se venner osv. men det kan også ændre sig for ham når først barnet er der. 

Kort sagt. Lad være at tage sorgerne på forskud. 

han skal selvfølgelig ikke true med at smide dig ud af lejligheden. Så hvis jeg var dig ville jeg gå til en advokat og få skrevet en kontrakt på at du bor der og ikk kan smides ud som han må underskrive. 

at han ikke vil giftes kan man ikke blame ham. Spørgsmålet er om du kan leve med ikke at blive gift. Du har ligeså meget ret til ønsket om at blive det som han har om ønsket ikke at blive det. 

Jeg tror bare, det muligvis har været mig, der var lidt nærtagende, da én skrev, at "penge er ikke alt". Og det er det bestemt ikke.

Faktisk vil jeg sige, at lige præcis når det kommer til økonomien i hverdagen, er han vældig ordentlig og der er aldrig et ondt ord eller en grov tone i den henseende.

Han er vokset op under "trange" kår og har selv skabt det meste af det, han han - og det beundrer jeg ham for. Jeg selv er vokset op under helt andre vilkår, og derfor har jeg aldrig været så påholdende forstået på den måde, at hvad der er mit, er hans. Det er bare ikke sådan omvendt - især ikke hvad angår lejligheden, som jeg fornemmer det. Og jeg er vældig ked af, at han bruger som et argument for, at han ikke vil giftes, at jeg så tilfældigvis tjener mindre end han gør. Det får det til at lyde som om, at jeg ikke er "god nok" medmindre, jeg tjener det samme eller mere. 

Jeg skal SLET ikke lægge skjul på, at jeg drømmer om, at han ville det samme som mig. Og at han ville ændre nogle af sine vaner. Det kan da også godt være, han kommer til det. Men måske ikke, og hvad så? Derfor MÅ jeg give jer alle ret i, at jeg må have en klar plan for, hvordan jeg gør og hvad der giver bedst mening ift. mig og baby, som er den vigtigste for mig.

Tusind tak IGEN for endnu flere gode svar - hvor er det bare dejligt, at I tager jer tid til det. Det påskønner jeg altså virkelig!!