Hvordan vidste I, at I skulle forlade ham?

Hej,

Jeg har nu gået i flere år og overvejet, om jeg skal gå fra min kæreste og far til vores 2 små børn.

Jeg er irriteret på ham på daglig basis og samtidig, som vi igennem forældreskabet har lært hinanden bedre at kende, har det vist sig, at vi langt hen ad vejen faktisk ikke vil det samme i livet. F.eks. er han meget mere social end mig og det er et enormt problem.

Jeg tør bare ikke forlade ham, dels pga. økonomien og dels fordi, så er jeg alene med børnene og jeg døjer stadig med mine fødselsdepressioner. Man har også dårlig dømmekraft, når man er deprimeret, derfor tør jeg ikke tage store beslutninger.

Men nogle gange har jeg altså været så meget på nippet til at tage mine ting og gå. Jeg elsker ham ikke - men håber alligevel, for børnenes skyld, at jeg kan komme til det igen...
Vi har haft omstændighederne imod os med bl.a. lang ledighed, som tærer på et forhold og derfor håber vi jo, at når vi er raske igen og har arbejde, så går det bedre...

Hvad var dråben for jer? Hvad fik jeg til at gå?

Anonym skriver:

Hej,

Jeg har nu gået i flere år og overvejet, om jeg skal gå fra min kæreste og far til vores 2 små børn.

Jeg er irriteret på ham på daglig basis og samtidig, som vi igennem forældreskabet har lært hinanden bedre at kende, har det vist sig, at vi langt hen ad vejen faktisk ikke vil det samme i livet. F.eks. er han meget mere social end mig og det er et enormt problem.

Jeg tør bare ikke forlade ham, dels pga. økonomien og dels fordi, så er jeg alene med børnene og jeg døjer stadig med mine fødselsdepressioner. Man har også dårlig dømmekraft, når man er deprimeret, derfor tør jeg ikke tage store beslutninger.

Men nogle gange har jeg altså været så meget på nippet til at tage mine ting og gå. Jeg elsker ham ikke - men håber alligevel, for børnenes skyld, at jeg kan komme til det igen...
Vi har haft omstændighederne imod os med bl.a. lang ledighed, som tærer på et forhold og derfor håber vi jo, at når vi er raske igen og har arbejde, så går det bedre...

Hvad var dråben for jer? Hvad fik jeg til at gå?

Hvad er jeres forskellige ønsker i livet? Og hvordan påvirker det dig, at han er mere social? 

At være langtidsledig, ha’ dårlig økonomi (jeg læser det sådan) og ha’ en fødselsdepression anser jeg for ret store bekymrende begivenheder, der kan skygge og overføre sin negativitet til andre ting og personer, eksempelvis din kæreste. Jeg ville råde dig til at få løst dine andre udfordringer, før du tager nogle beslutninger, der har så stor indflydelse for dine børn. 

Omvendt vil jeg sige, at hvis du uafhængig af din situation kan sige, at du ikke elsker ham og heller ikke vil komme til det i fremtiden, så kan det at blive i sådan et forhold forværre din depression og dine symptomer, og så kan det jo næsten være lige fedt. 

Hej med dig, 

Det lyder overhovedet ikke som nogen rar situation du står i. Jeg har lidt en leveregel jeg lever efter som er, at jeg altid passer på med at træffe permanente beslutninger baseret på midlertidige følelser eller omstændigheder. Nu er det jo ikke garanteret, at dine følelser - eller mangel på samme - skyldes jeres omstændigheder, men lur mig om ikke de er en faktor.

Jeg bemærker du skriver, at I har små børn. Små børn, fødselsdepression, ledighed. Det er ikke noget under, at kærligheden er blegnet. Hvor har der været plads til at være par og være individ i alt det? Og hvis i begge har været ledige kan jeg forestille mig, at I også har gået meget op og ned af hinanden.

Jeg tænker jeg har en blanding af afklarende spørgsmål og tanker. 

Det første er om du får behandling for din fødselsdepression?

Det andet er om i er i arbejde nu begge to?

Og har i været i parterapi?

Taler i om tingene - ved han hvordan du har det?

I mit ægteskab har vi en klar aftale om, at begynder en af os at miste følelserne eller føle at forholdet er slidsomt, så sætter vi ord på det. På den måde er der en chance for at arbejde på det og rette op på det, inden det er for sent. Det er en stor myte, at parforhold bare lykkes. Det kræver hårdt arbejde, især i de perioder i livet, hvor der er meget andet, der fylder og trækker på ressourcerne. Uden at kende jer tænker jer, at der er plads til at arbejde endnu. Både for jeres og børnenes skyld. 

For det første tror jeg det er vigtigt, at I hver især har alenetid, hvor der er mulighed for at tænke på egne behov, og det der glæder jer. 

For det andet er i nødt til at prioritere og arbejde aktivt på jeres forhold. Måske skal i sætte tid af hver uge til at sætte jer og reflektere over ugen der gik. Fortælle, om der er noget særligt, der rører sig hos jer hver især. Måske en fast aftale om at kysse dybt mindst én gang dagligt. Faste indlagte dates, hvor børnene passes - når nu det en gang er muligt med alt det her corona halløj. Og måske en parterapeut. Som kan hjælpe jer med at kommunikere og mødes i jeres forskelligheder.

Min mand er hamrende ekstrovert, jeg er til gengæld voldsomt introvert. Jeg synes ikke det er et problem, tvært imod en skøn balance. 

For at svare på dit konkrete spm forlod jeg mine børns far efter gennem flere år at have udtryk mine behov og følelser, have forsøgt parterapi og til sidst erkendt, at han ikke kunne ændre sig, og for så vidt jo heller ikke skulle det for en anden. Jeg havde ikke elsket ham længe og havde i årevis levet med at blive trådt på praktisk og følelsesmæssigt, nedprioriteret og kritiseret. Dagligt. Alligevel kæmpede jeg for det først. 

Det får mig også til at tænke på, at du kan reflektere over, hvad du kan gøre for at styrke jeres parforhold, ikke kun hvad han kan gøre. Kunne du anerkende ham mere? Mere fysisk nærvær med kram, kys? De små ting i dagligdagen? Eksempelvis ved jeg det betyder meget for min mand, at jeg laver en kop morgenkaffe til ham. De små usagte ting som viser omsorg - i dette tilfælde at jeg ved, hvor meget han har brug for at starte dagen med den kaffe. Er der sådanne små ting, du kan gøre for din mand, som trods alt ikke kræver så mange ressourcer?

Det var det for nu. Kunne sikkert skrive meget mere :-) 

Er det dig med 6 års ledighed.?

Stod i det samme for 6 mdr siden. Jeg smider en besked i tråden senere. 

Ærligt, lyder somom du holder manden for nar. Og det fortjener han sku ikke. 

Jeg synes, bestemt ikke at man skal være sammen med en grundet børnene. 

Hvad med at sætte børnene i en 7/7 ordring, så du ikke bliver for presset ift at være alene med dem. 

God vind 

Vi gik fra hinanden simpelthen fordi vi havde for mange uenigheder og skænderier. Desuden så var følelserne væk og kunne ingen fremtid se med ham. Så var det slut.. ikke nem beslutning efter 5 år sammen men nødvendigt var det inden der gik længere tid. Jeg var ikke lykkelig 
al held og Lykke til dig 

Tak for jeres svar.

Jeg holder ham ikke for nar, da han godt ved, hvordan jeg har det - vi har talt om det og vi har gået i parterapi.

Jeg har også en aftale med mig selv om, at jeg ikke må tage drastiske beslutninger, når jeg er nede og det er tildels derfor tager jeg ikke beslutningen om at gå fra ham. Desuden er det også sådan, at når det går godt i vores liv, så har vi det godt med hinanden - men når det går dårligt, så går det dårligt i vores forhold. Og det går dårligt det meste af tiden også fordi vi er faldet ind i en eller anden negativ spiral, hvor vi hele tiden er pessimister. Det er så svært at vende - også fordi vi næsten altid føler det modsatte af det, den anden føler og vi på en eller anden måde altid får kørt hinanden ned. Hvis jeg f.eks. har haft en god dag, skal han nævne hvorfor han har haft en dårlig osv.
Vi har også begge to fødselsdepressioner. Det er en dårlig kombi.

Han siger, at han tænker på mig hele tiden og hvordan han kan gøre det bedre for mig, men han gør aldrig noget. Det er helt utroligt, han gør virkelig aldrig noget. Højst tager han en tøjvask og mener, at han så har gjort noget...

Jeg gør selvfølgelig heller ikke så meget for ham.

Vi taler desværre hver vores "kærlighessprog", hvor jeg foretrækker kærligheden vist i praktiske handlinger, så vil han have kys og kram. Og jeg er ikke særlig god til det med kys og kram.

Hvilket også bringer os videre til det næste problem, nemlig at tiltrækningen er forsvundet. Tildels fordi hans personlige hygiejne efterhånden lader noget tilbage at ønske, men også fordi jeg selv føler mig grim. Så "lukker" jeg mig om mig selv, fysisk - og jeg ammer endnu, hvilket også gør, at jeg er ret træt omkring fysiske berøringer...

Jeg vil helst ikke gå fra ham, men jeg elsker ham bare ikke så meget mere og ofte bliver jeg så sur på ham, at jeg tænker, jeg vil skride (nogle gange kommer jeg desværre også til at sige det)... Men hvor meget er det mig der taler og hvor meget er det depressionen? Jeg ved det ikke...

Og behandlinger hos psykolog koster penge, vi ikke har og vi har brugt alle kommunens gratis tilbud.

Var det dig med 6 års ledighed..? For det kan drive enhver til kanten af håbløshed.

hvad siger din læge mht til fx medicin. Det lyder ikke som om at din depression er behandlet godt nok?

Jeg er en af dem, der også har 6 års ledighed, ja - det er mig med tråden om, at jeg har mistet mig selv.

Min depression er ubehandlet. Jeg kan ikke tage medicin, da jeg stadig ammer og fordi jeg gerne vil prøve andre alternativer først. Har en henvisning til psykolog, jeg skal bruge... hvis jeg kan få råd.