Min mand og jeg blev rigtig uvenner til morgen. Vi har to børn, hvoraf den ældste er 4.
Jeg står med vores guld alle morgener. Ofte 3-4 timer før min mand står op. Og han står kun op, fordi jeg beder ham om det gentagne gange. Ud over det, har jeg dem hele dagen, hvis ikke jeg beder ham om hjælp. Jeg elsker mine børn, men frustrationen opstår ved hans manglende ansvarsfølelse.
Min mand har før sagt "hvorfor har du overhovedet fået børn, hvis du ikke kan passe dem" og den sætning fyrer han så af igen her til morgen. Jeg sige til ham, at det kan jeg sagtens, men at jeg ikke har valgt at være alene med dem. Vi er to.
Han siger så "nej, men det kan du blive, hvis du ikke stopper"
Her blev jeg virkelig vred. Jeg fortæller ham, at jeg forventer vi hjælpes ad. Han holder fast i, at han er B menneske, og at jeg er egoistisk fordi jeg ikke sætter mig ind i hans behov.
Jeg foreslår som så mange gange før, at han kan stå for putning om aftenen, hvor han siger han fungerer bedst, og så står jeg glædeligt for alle morgener.
Her knækket filmen så.
Han fortæller at han jo allerede hjælper om aftenen, og det gør hans venner ikke hjemme hos dem, og deres koner siger ikke noget. Han siger så bagefter "så enten er du en dårlig kone, ellers ved jeg ikke, hvad det er"
Hvordan havde i reageret og taklet sådan en udmelding?
var blevet skilt! Ja, det var jeg.
Jeg har en gang været kæreste med en mand i 4 år, som havde samme holdning.
Jeg tog mig af hans børn, fordi “jeg jo var bedst til det, og egoistisk at jeg ikke kunne lade ham være ham”... Jeg var meget ung. Og troede på ham et stykke tid. Så gik vi fra hinanden, fordi jeg “ikke kunne lade ham være ham”. (Han spillede computer til kl 04 om natten og ville ikke så op med børnene. Han var jo træt. Havde brug for det ect.)
Den holdning og den attitude - NEJ! Godt jeg ikke fik børn med ham!
Jeg fik det SÅ meget bedre og fik mere energi! Det er da meget hårdere at stå med en voksen, som har og fastholder sin “ret” til at blive behandlet og have privilegier som en voksen men ansvar som et barn. Et barn kan man vælge for (til en hvis grad), det kan man ikke med en voksen. Og det værste er, at du selvfølgleig har forventninger til, at han kan og skal deltage (for det skal han).
Han mener åbenbart, at du er hans mor, kæreste, husholderske og kok. Skønt for ham! Virkelig dårligt for dit selvværd og liv og ikke mindst dine børn, som får/har en trist mor.
At din kæreste/mand overhovedet kan finde på at sige sådan, er meget langt over min grænse.
I har fået børn sammen. Så hjælper man hinanden og fordeler det retfærdigt!
Min nuværende mand tager præcis lige så meget ansvar/bruger tid med vores børn som jeg. Uagtet at jeg er på barsel.
Din kæreste/mand vil have privilegier som en teenager! Hvad fanden?!
Hvis ikke det er fordi, der ligger noget dybere bag hans udtalelse om, at du kan “blive alene” (så som depression eller anden markant sygdom). Så var jeg den der var skredet! Nej tak! Ikke om jeg vil lære mine børn, at man som partner/kone/kæreste ikke er mere værd end en “husslave” og til og med skal være taknemmelig.
Så han har en opfattelse af, at kvinder skal holde kæft og være slaver? Og når han er sammen med børnene, så hjælper han dig?! Dejligt 1900’tals opfattelse han har der!
Jeg er SÅ harm på dine vegne! SÅ HARM!!! Hvad fanden, hvad er det for et menneskesyn? Rent retorisk og psykologisk kører han jo på, at du bør synes, at kvinder skal være lykkelige for at have en mand, der deltager mere end bare at gå på arbejde?!
Han er usolidarisk og ikke en, jeg ville bruge mit værdifulde liv på at “tørre røv” på også.
