Nogle herinde med OCD, som tør være hudløs ærlig?

Jeg tænker ikke at du skal være bange for at tale med lægen om det. Jeg blev af min læge visiteret til noget "sårbar gravid"-halløj under graviditeten pga angst og OCD. Det var helt frivilligt hvor meget hjælp jeg ville have, fx flere jordmodersamtaler (fandt jeg ikke nødvendigt) og psykologsamtaler (som jeg sagde ja til og var til et par gange, det hjalp en del). Jeg kan i min journal fra hospitalet godt lure på deres noter at de har været mere opmærksomme på min psykiske situation, men ingen kommenterede det direkte. Ligeledes kommenterede min sundhedsplejerske det heller ikke. Min pointe er bare: Jeg fik noget hjælp og det har ikke betydet noget efterfølgende. Det var ikke fordi at kommunen pludselig stillede spørgsmål eller var mere interesserede i mig/os eller noget. Det har vitterligt intet betydet.  

Øboen skriver:

 

Jeg tænker ikke at du skal være bange for at tale med lægen om det. Jeg blev af min læge visiteret til noget "sårbar gravid"-halløj under graviditeten pga angst og OCD. Det var helt frivilligt hvor meget hjælp jeg ville have, fx flere jordmodersamtaler (fandt jeg ikke nødvendigt) og psykologsamtaler (som jeg sagde ja til og var til et par gange, det hjalp en del). Jeg kan i min journal fra hospitalet godt lure på deres noter at de har været mere opmærksomme på min psykiske situation, men ingen kommenterede det direkte. Ligeledes kommenterede min sundhedsplejerske det heller ikke. Min pointe er bare: Jeg fik noget hjælp og det har ikke betydet noget efterfølgende. Det var ikke fordi at kommunen pludselig stillede spørgsmål eller var mere interesserede i mig/os eller noget. Det har vitterligt intet betydet.  

 

Må man spørger hvordan OCD påvirker dig? Hvad kæmper/kæmpede du med af tanker/handlinger? 

du har helt sikkert ret og min psykolog er den sødeste i verden og har også prøvet at forklare mig at jeg er helt normal og min angst/tvangstanker er MEGET MERE NORMALE for ocd ramte end jeg går og tror. Man føler sig jo som den eneste i verden. 

Anonym skriver:

Øv  er der stilt spørgsmålstegn til din rolle som mor/indberetning, alene fordi du har ocd? Nogle bliver jo indberettet fordi de har spiseforstyrrelse som eksempel (har jeg ikke). Så hvordan i forhold til “mor med ocd?”. Hvad gør lægen ved det? 

Nej det er der aldrig nogen der har sat spørgsmålstegn ved. Kan godt forstå frygten og kan jeg af og til også have. Men jeg er en god mor for vores drenge. Og de får masser af kærlighed. Jeg giver kysser og krammer, og råber og skælder ud. Og vi griner og vi skændes. Vi snakker og hygger og bliver uvenner og vi leger. Men det er mig som person der giver dem alt det. 
Jeg er jo ikke min sygdom, den definere ikke mig som menneske, mor, kone, datter, søster osv. Men den er en del af mig.

Så først og fremmest jeg selv, men også min mand, familie, kollegaer, børn osv. skal lære at være i det.

Der mine børn mærke det, er at jeg er meget træt. Og bliver ofte ked af det. Men det opvejes også af at være en social familie der tit er ude, og aktiv på den nåde vi er meget i skoven, på tur mm.  Vi griner meget og hygger os.

Nu er de kun 5 og 6 år. Men om et par år skal de vide mor er syg, fordi de kan godt mærke der er noget. Men de får ikke det hele at vide. Det for voldsomme tanker, så det bliver når de er voksne. Men vi venter med at snakke med dem om det, til der er lidt mere forståelse hos dem.