Hvad gør vi? Ansvarlighed - covid-19

Min yngste søn på 21 har været indlagt på Riget med depression og angst siden 10. marts og blev lykkeligvis udskrevet i forgårs - i væsentlig bedring. Vi kunne kun besøge ham lige efter indlæggelsen. Derefter lukkede afdelingen ned for besøg (selvfølgelig). 
Vi har haft fin kontakt via tlf., skype osv. hele vejen igennem og har fortsat daglig kontakt plus en aftale om, hvor vi henvender os, hvis vi ikke kan komme i kontakt med ham. Han bor i mini-kollektiv med to ansvarlige piger, så han er ikke overladt til sig selv. Ydermere er han fortsat i kontakt med psykiatrien et par gange ugentlig. 
Vi har talt om, hvorvidt han kan komme “hjem” til os i Østjylland i næste uge. Det er ikke liv eller død for ham eller os, men det ville godt nok være rart. Men - er det hamrende uansvarligt, hvis han rejser fra Kbh. og hertil? Jeg tilhører en udsat gruppe pga. kronisk sygdom og har kun haft besøg af to-tre andre til terrassekaffe de sidste godt tre uger. 
Hvad tænker I? 

Min yngste søn på 21 har været indlagt på Riget med depression og angst siden 10. marts og blev lykkeligvis udskrevet i forgårs - i væsentlig bedring. Vi kunne kun besøge ham lige efter indlæggelsen. Derefter lukkede afdelingen ned for besøg (selvfølgelig). 
Vi har haft fin kontakt via tlf., skype osv. hele vejen igennem og har fortsat daglig kontakt plus en aftale om, hvor vi henvender os, hvis vi ikke kan komme i kontakt med ham. Han bor i mini-kollektiv med to ansvarlige piger, så han er ikke overladt til sig selv. Ydermere er han fortsat i kontakt med psykiatrien et par gange ugentlig. 
Vi har talt om, hvorvidt han kan komme “hjem” til os i Østjylland i næste uge. Det er ikke liv eller død for ham eller os, men det ville godt nok være rart. Men - er det hamrende uansvarligt, hvis han rejser fra Kbh. og hertil? Jeg tilhører en udsat gruppe pga. kronisk sygdom og har kun haft besøg af to-tre andre til terrassekaffe de sidste godt tre uger. 
Hvad tænker I? 

Det er så svært, syntes jeg, når det handler om ens børn. Der er jo så mange følelser involveret.

Ville du kunne klare at få corona? - et kedelig og måske hårdt spørgsmål, men..

Hvis ja, så syntes jeg godt han kan komme hjem, han kan prøve at holde sig så meget på afstand fra andre mennesker på turen.

Hvis nej, såh er det nok bedst at vente.

Mor og meget mere skriver:

Min yngste søn på 21 har været indlagt på Riget med depression og angst siden 10. marts og blev lykkeligvis udskrevet i forgårs - i væsentlig bedring. Vi kunne kun besøge ham lige efter indlæggelsen. Derefter lukkede afdelingen ned for besøg (selvfølgelig). 
Vi har haft fin kontakt via tlf., skype osv. hele vejen igennem og har fortsat daglig kontakt plus en aftale om, hvor vi henvender os, hvis vi ikke kan komme i kontakt med ham. Han bor i mini-kollektiv med to ansvarlige piger, så han er ikke overladt til sig selv. Ydermere er han fortsat i kontakt med psykiatrien et par gange ugentlig. 
Vi har talt om, hvorvidt han kan komme “hjem” til os i Østjylland i næste uge. Det er ikke liv eller død for ham eller os, men det ville godt nok være rart. Men - er det hamrende uansvarligt, hvis han rejser fra Kbh. og hertil? Jeg tilhører en udsat gruppe pga. kronisk sygdom og har kun haft besøg af to-tre andre til terrassekaffe de sidste godt tre uger. 
Hvad tænker I? 

Når du tilhører en udsat gruppe vil jeg mene det er uansvarligt. Havde du ikke tilhørt den havde jeg sagt go for it. 

men han har nok været i forbindelse med flere der kan have virusset både på hospitalet, men også kollegiet samt i togturen over. 

Mor og meget mere skriver:

Min yngste søn på 21 har været indlagt på Riget med depression og angst siden 10. marts og blev lykkeligvis udskrevet i forgårs - i væsentlig bedring. Vi kunne kun besøge ham lige efter indlæggelsen. Derefter lukkede afdelingen ned for besøg (selvfølgelig). 
Vi har haft fin kontakt via tlf., skype osv. hele vejen igennem og har fortsat daglig kontakt plus en aftale om, hvor vi henvender os, hvis vi ikke kan komme i kontakt med ham. Han bor i mini-kollektiv med to ansvarlige piger, så han er ikke overladt til sig selv. Ydermere er han fortsat i kontakt med psykiatrien et par gange ugentlig. 
Vi har talt om, hvorvidt han kan komme “hjem” til os i Østjylland i næste uge. Det er ikke liv eller død for ham eller os, men det ville godt nok være rart. Men - er det hamrende uansvarligt, hvis han rejser fra Kbh. og hertil? Jeg tilhører en udsat gruppe pga. kronisk sygdom og har kun haft besøg af to-tre andre til terrassekaffe de sidste godt tre uger. 
Hvad tænker I? 

Det kommer også lidt an på, hvilken kronisk sygdom, du har. Har du KOL, lige fået kemoterapi eller i immunsupprimerende behandling, så skal du selvfølgelig passe ekstremt godt på dig selv. Har du slidgigt, lavt stofskifte eller irritabel tyktarm, er du ikke særligt udsat. 

Abracadabra skriver:

Det kommer også lidt an på, hvilken kronisk sygdom, du har. Har du KOL, lige fået kemoterapi eller i immunsupprimerende behandling, så skal du selvfølgelig passe ekstremt godt på dig selv. Har du slidgigt, lavt stofskifte eller irritabel tyktarm, er du ikke særligt udsat. 

Jeg har sclerose. Så vidt jeg har forstået, er jeg ikke i større risiko for at blive smittet, men sygdomsforløbet kan blive alvorligere. 
Jeg er i forsøg med ocrelizumab, fik seneste, halvårlige “skud” i december. Mit immunforsvar er sædvanligvis i top; jeg fanger aldrig diverse vira. 

AnoMor skriver:

Når du tilhører en udsat gruppe vil jeg mene det er uansvarligt. Havde du ikke tilhørt den havde jeg sagt go for it. 

men han har nok været i forbindelse med flere der kan have virusset både på hospitalet, men også kollegiet samt i togturen over. 

Jep - det er også dét, jeg hælder mest til, men altså ... 

Mom skriver:

Det er så svært, syntes jeg, når det handler om ens børn. Der er jo så mange følelser involveret.

Ville du kunne klare at få corona? - et kedelig og måske hårdt spørgsmål, men..

Hvis ja, så syntes jeg godt han kan komme hjem, han kan prøve at holde sig så meget på afstand fra andre mennesker på turen.

Hvis nej, såh er det nok bedst at vente.

Det er svært at sige, om jeg vil kunne klare det - de kloge siger, at det i givet fald vil være et alvorligere sygdomsforløb, men det er jo gisninger. 

Mor og meget mere skriver:

Jep - det er også dét, jeg hælder mest til, men altså ... 

Kan sagtens forstå det er svært.

Mor og meget mere skriver:

Det er svært at sige, om jeg vil kunne klare det - de kloge siger, at det i givet fald vil være et alvorligere sygdomsforløb, men det er jo gisninger. 

Så er det nok bedst at vente, lidt endnu  

Mor og meget mere skriver:

Min yngste søn på 21 har været indlagt på Riget med depression og angst siden 10. marts og blev lykkeligvis udskrevet i forgårs - i væsentlig bedring. Vi kunne kun besøge ham lige efter indlæggelsen. Derefter lukkede afdelingen ned for besøg (selvfølgelig). 
Vi har haft fin kontakt via tlf., skype osv. hele vejen igennem og har fortsat daglig kontakt plus en aftale om, hvor vi henvender os, hvis vi ikke kan komme i kontakt med ham. Han bor i mini-kollektiv med to ansvarlige piger, så han er ikke overladt til sig selv. Ydermere er han fortsat i kontakt med psykiatrien et par gange ugentlig. 
Vi har talt om, hvorvidt han kan komme “hjem” til os i Østjylland i næste uge. Det er ikke liv eller død for ham eller os, men det ville godt nok være rart. Men - er det hamrende uansvarligt, hvis han rejser fra Kbh. og hertil? Jeg tilhører en udsat gruppe pga. kronisk sygdom og har kun haft besøg af to-tre andre til terrassekaffe de sidste godt tre uger. 
Hvad tænker I? 

Min søn lider også af angst og depressioner og har også/ er i en lidt presset periode. Vi bor godt nok i samme by og jeg lider ikke af noget særligt ( så det er måske lidt svært at sammenligne ), men han for lov at komme her hjem når han har brug for det. Det hjælper ham at komme her hjem et par timer hvor vi lige snakker lidt eller bare er “sammen”, ikke hver dag, men en til 2 gange om ugen og det vil jeg altså ikke sige nej til.