Jeg og min forlovede havde begge været singler i mange år.. Og jeg var så ret vild med en bartender, så jeg brugte al min tid på ham 
..
Jeg havde en daværende veninde, som jeg slæbte med hver weekend, og til sidst blev hun lidt træt af at se mig savle over en mand, som ikke ville noget seriøst, så hun præsenterede mig for sin single-ven.. Og ja han var da meget sød, og vi havde en kemi, der var helt fantastisk, meeeenn jeg kunne ikke helt tænde på ham, og han var alt for mr. Nice Guy til mig, så jeg var ikke helt klar til at droppe bartenderen..
Nogle måneder efter vores første møde havde veninden fødselsdag, og vi begge blev så inviteret med i byen.. Aftenen og natten gik, og det endte med, at jeg og ham gutten var de sidste tilbage, da ingen af os egentlig havde lyst til at sige farvel.. Men byen lukkede ned, og ja vi måtte jo så skilles.. Men som den galante mand, så fulgte han mig hjem (betalte for taxaen først ud til mig, og bagefter ud i den anden ende til ham, da han ikke ville "sove" hos mig 
)..
Dagen efter skrev jeg til ham, for skulle lige tjekke, om han nu stadig havde ligeså meget interesse i mig som om natten.. Vi skrev sammen hele dagen, og dagen efter igen tog jeg hjem til ham for at se en film..
Tre uger efter blev vi kærester, hvor han flyttede ind hos mig, og her snart 3 år efter har vi barn, er ved at betale gæld af, så vi kan spare op til et hus.. Er forlovede og ved at planlægge bryllup, og begynder så småt at snakke om barn nr. 2 
..
Desværre er vi nu ikke venner med vores tidligere veninde mere, da hun pludselig ikke kunne acceptere, at vi var et par 
.. Hun kunne ikke acceptere, at min kæreste ikke var ligesom da han var single, og hun kunne ikke acceptere, at jeg altid var med (lidt mærkeligt eftersom jeg havde kendte hende i ligeså lang tid som ham, og hun selv havde sagt, at hun og jeg var tættere på hinanden, end hun var med min kæreste)
