Min søster

Nu er der så meget snak om unge mødre, og så ville jeg fortælle hvor stolt jeg er af min yngste søster

Hun blev gift da hun var 20 med en fantastisk mand, som jeg holder utrolig meget af (det gør hun selvfølgelig også . Da var hun 5 måneder henne og da hun var 21 fik hun Carla. Et halvt år efter faldt hendes mand ned fra en stige på sit arbejde, hvor han var blevet lovet en voksenelevplads. Vi tænkte ikke rigtig over det, men det viste sig at det skulle blive ret alvorligt for dem, idet han stadig har enorme smerter og har gået sygemeldt fra da af samtidig finder de ud af, at han lider af HC - en fuldkommen skrækkelig sygdom som er svær og omfattende at forklare, men som i korte træk går ud på at han vil miste sin personlighed, kontrollen over sin krop og langsomt hukommelsen. dette VIL ske, der findes ingen medicin mod det og det er ikke et spørgsmål om hvis men om hvornår. denne sygdom slår ind fra 35 års alderen eller seneste omkring de 60. En temmelig hård dom at få i så ung en alder, og kort efter han er blevet far for første gang

Før min søster gik på barsel, læste hun til pædagog, men langsomt begyndte hendes drømme at ændre sig - og hun besluttede sig for at forfølge dem. Hun sørgede derfor for at få en elevplads på coops kontor i Glostrup, hvor hun har nydt stor ros for sit arbejde og på hendes aftenskolehold får hun rigtig flotte karakterer. På trods af et lille barn derhjemme og udsigten til at kunne miste sin mand indenfor en meget overskuelig fremtid. Imens gik min svoger sygemeldt og kæmpede for ikke at falde i et kolossalt hul. I sommer startede han på en uddannelse med noget mediehalløj og er bare livet så utrolig meget op. Selvom han stadig har spasmer i nakken efter faldet for snart to år siden, så er han bare glad for at LAVE noget med sit liv - han ved jo det er en stakket frist han har.

Pointen med dette indlæg er, at sige, at der er unge mødre/forældre derude der kan finde ud af at kæmpe sig igennem rigtig rigtig svære situationer. Min søster fortalte mig for nylig, at de på kontoret havde sagt, at de havde haft en politik om ikke at ansætte unge mødre, fordi de jo "ikke kunne overkomme" sådan en uddannelse, men da de mødte hende til jobsamtalen var hun bare perfekt og idag har de netop ansat 3 nye unge mødre fordi hun har vist overfor dem, at de tog fejl i stor stil

- behøver jeg sige, at både min søster og min svoger er helt fantastiske forældre og har den dejligste lille tøs i hele verden?!

min svogers sygdom er arvelig i høj grad, dvs at Carla har 50% chance for at have den, men hun kan ikke blive testet før hun er 18. For fremtidige børn, skal de have taget en moderkagebiopsi for at finde ud af om fosteret er sygt og hvis det er skal det fjernes (det er desværre den eneste måde at få udryddet HC på). Deres alternativ er, at lave ægsortering, men der er meget lille chance for graviditet den vej - og modsat sin storesøster, er min søster utrolig fertil De skal starte på projekt baby til foråret og selvom det er svære tider der går dem i møde, så klør de på og de er så fulde af kærlighed

jeg er bare stolt af dem, og jeg er sikker på der findes andre unge mødre der modbeviser alle teorierne om manglende uddanelse, dårlige parforhold og ja - dårlige liv på bunden af samfundet, så kom med jeres historier!! 

det kunne vist godt have været fortalt med lidt færre ord, men det er jo en overspringshandling, skal I huske på

det ændrer nu ikke ved, at jeg syntes de stærke unge mødre skal fortælle deres kick-ass historier også

sikke en barsk tid din søster og svoger har været igennem... ja, også dig og dine familie.. Det gør mig godt nok ondt og høre, puha.Men jeg tager hatten af for så flot de er hoppet op af det dybe hul og kæmpede videre... de skal de sandelig have.

Håber din svoger har mange år foran sig endnu, på trods af denne sygdom.

 du får ligeet par stykker med på vejen, for så SEJ og VILJESTÆRK en søster du har dig..

Kan godt forstå at du er stolt af hende...hun lyder også sej.

Jamen, jeg synes da også jeg er lidt sej...altså, var lige blevet 22 år da jeg fik jeppe, lavet vha donorsæd.                                        Et år efter var jeg enlig mor. Jeg fik en depression, som jeg kæmpede med og mod og ikke rigtig kunne finde ud af at komme ind til.

Jeg var alene til jeppe var 5 år hvor jeg flyttede sammen med min x og fik to drenge mere. Undervejs startede jeg udd. som pæd en gang, lærer to gange og sygeplejerske en gang. Alle gange måtte jeg stoppe fordi jeg ikke var på toppen og bare ikke magtede det, selvom jeg så gerne villle.

Jeg levede på overførelsesindkomst når ikke jeg prøvede at komme igang med en udd. og det blev til 8-9 år og det hele kulminerede voldsomt og jeg valgte at gå fra min x og stod alene med tre børn på 10 mdr, 4 år og 9 år.

Min sagsbehandler grinede af mig og spurgte om jeg selv troede på jeg nogensinde ville kunne magte eller få en udd. da jeg fortalte hende at jeg startede som pæd. stud. ½ år efter jeg var blevet alene.                                                                                Jeg blev ked af det og virkelig stædig og tænkte at jeg fanme nok skulle vise hende og alle andre (inkl min x der ikke troede jeg kunne noget) Jeg valgte at tage udd. på su fordi jeg ville vise mig selv at jeg kunne og ikke være afhængige af nogen, selvom jeg helt sikkert havde fået en revalidering hvis jeg havde søgt den.

Så med min forhistorie, så synes jeg selv jeg er lidt sej at jeg er kommet ud på den anden side og endda hel ud og nu over halvvejs igennem en udd. som jeg oveni faktisk er ret god til...og ikke mindst, så har jeg været der for mine unger...men havde jeg vidst hvad jeg skulle igennem, så havde jeg nok ventet med at få børn...men hvis og hvis...

Knus Eva..

Eva skriver:

Kan godt forstå at du er stolt af hende...hun lyder også sej.

Jamen, jeg synes da også jeg er lidt sej...altså, var lige blevet 22 år da jeg fik jeppe, lavet vha donorsæd.                                       Et år efter var jeg enlig mor. Jeg fik en depression, som jeg kæmpede med og mod og ikke rigtig kunne finde ud af at komme ind til.

Jeg var alene til jeppe var 5 år hvor jeg flyttede sammen med min x og fik to drenge mere. Undervejs startede jeg udd. som pæd en gang, lærer to gange og sygeplejerske en gang. Alle gange måtte jeg stoppe fordi jeg ikke var på toppen og bare ikke magtede det, selvom jeg så gerne villle.

Jeg levede på overførelsesindkomst når ikke jeg prøvede at komme igang med en udd. og det blev til 8-9 år og det hele kulminerede voldsomt og jeg valgte at gå fra min x og stod alene med tre børn på 10 mdr, 4 år og 9 år.

Min sagsbehandler grinede af mig og spurgte om jeg selv troede på jeg nogensinde ville kunne magte eller få en udd. da jeg fortalte hende at jeg startede som pæd. stud. ½ år efter jeg var blevet alene.                                                                               Jeg blev ked af det og virkelig stædig og tænkte at jeg fanme nok skulle vise hende og alle andre (inkl min x der ikke troede jeg kunne noget) Jeg valgte at tage udd. på su fordi jeg ville vise mig selv at jeg kunne og ikke være afhængige af nogen, selvom jeg helt sikkert havde fået en revalidering hvis jeg havde søgt den.

Så med min forhistorie, så synes jeg selv jeg er lidt sej at jeg er kommet ud på den anden side og endda hel ud og nu over halvvejs igennem en udd. som jeg oveni faktisk er ret god til...og ikke mindst, så har jeg været der for mine unger...men havde jeg vidst hvad jeg skulle igennem, så havde jeg nok ventet med at få børn...men hvis og hvis...

Knus Eva..

ja hvis og hvis min røv var spids, så ku jeg skid' et halmstrå - men hvad fa'en skal man bruge det til?!

jeg syntes også du er sej! og jeg syntes det er træls at unge mennesker/mødre der forsøger at kæmpe sig videre i livet, skal grines lige op i ansigtet min mor fik selv at vide på kommunen, da hun stod alene med fire unger mellem 10 og 2 år da hun var 30, at hun kunne da ligeså godt komme på kontanthjælp med det samme. hun var endda uddannet pædagog og havde haft fast arbejde i 10 år simpelthen groft! men godt du kom igennem det og nåhja, så syntes jeg jo - helt uden at have mødt dine unger - at du er en supersej mor

Tjuhl skriver:

ja hvis og hvis min røv var spids, så ku jeg skid' et halmstrå - men hvad fa'en skal man bruge det til?!

jeg syntes også du er sej! og jeg syntes det er træls at unge mennesker/mødre der forsøger at kæmpe sig videre i livet, skal grines lige op i ansigtet min mor fik selv at vide på kommunen, da hun stod alene med fire unger mellem 10 og 2 år da hun var 30, at hun kunne da ligeså godt komme på kontanthjælp med det samme. hun var endda uddannet pædagog og havde haft fast arbejde i 10 år simpelthen groft! men godt du kom igennem det og nåhja, så syntes jeg jo - helt uden at have mødt dine unger - at du er en supersej mor

Ej, det var da også vrkelig en grim måde at behandle din mor på¨...føj...og det er faktisk det der er det allerværste, at de mennesker der burde forholde sig neutrale og vejlede lige, på den måde dømmer og ser ned...jeg har oplevet det flere gange og bliver så skuffet, gal og frustreret....øv..pyt, med hvad naboen tænker og mener, men at blive svigtet når man har brug for det, af en eller anden skrankepave, det er virkelig ikke motiverende...Hvad gjorde din mor så?

Og tak.. jeg prøver at gøre alt jeg kan ud fra de muligheder jeg har....

Stort kram...

Nu er der så meget snak om unge mødre, og så ville jeg fortælle hvor stolt jeg er af min yngste søster

Hun blev gift da hun var 20 med en fantastisk mand, som jeg holder utrolig meget af (det gør hun selvfølgelig også . Da var hun 5 måneder henne og da hun var 21 fik hun Carla. Et halvt år efter faldt hendes mand ned fra en stige på sit arbejde, hvor han var blevet lovet en voksenelevplads. Vi tænkte ikke rigtig over det, men det viste sig at det skulle blive ret alvorligt for dem, idet han stadig har enorme smerter og har gået sygemeldt fra da af samtidig finder de ud af, at han lider af HC - en fuldkommen skrækkelig sygdom som er svær og omfattende at forklare, men som i korte træk går ud på at han vil miste sin personlighed, kontrollen over sin krop og langsomt hukommelsen. dette VIL ske, der findes ingen medicin mod det og det er ikke et spørgsmål om hvis men om hvornår. denne sygdom slår ind fra 35 års alderen eller seneste omkring de 60. En temmelig hård dom at få i så ung en alder, og kort efter han er blevet far for første gang

Før min søster gik på barsel, læste hun til pædagog, men langsomt begyndte hendes drømme at ændre sig - og hun besluttede sig for at forfølge dem. Hun sørgede derfor for at få en elevplads på coops kontor i Glostrup, hvor hun har nydt stor ros for sit arbejde og på hendes aftenskolehold får hun rigtig flotte karakterer. På trods af et lille barn derhjemme og udsigten til at kunne miste sin mand indenfor en meget overskuelig fremtid. Imens gik min svoger sygemeldt og kæmpede for ikke at falde i et kolossalt hul. I sommer startede han på en uddannelse med noget mediehalløj og er bare livet så utrolig meget op. Selvom han stadig har spasmer i nakken efter faldet for snart to år siden, så er han bare glad for at LAVE noget med sit liv - han ved jo det er en stakket frist han har.

Pointen med dette indlæg er, at sige, at der er unge mødre/forældre derude der kan finde ud af at kæmpe sig igennem rigtig rigtig svære situationer. Min søster fortalte mig for nylig, at de på kontoret havde sagt, at de havde haft en politik om ikke at ansætte unge mødre, fordi de jo "ikke kunne overkomme" sådan en uddannelse, men da de mødte hende til jobsamtalen var hun bare perfekt og idag har de netop ansat 3 nye unge mødre fordi hun har vist overfor dem, at de tog fejl i stor stil

- behøver jeg sige, at både min søster og min svoger er helt fantastiske forældre og har den dejligste lille tøs i hele verden?!

min svogers sygdom er arvelig i høj grad, dvs at Carla har 50% chance for at have den, men hun kan ikke blive testet før hun er 18. For fremtidige børn, skal de have taget en moderkagebiopsi for at finde ud af om fosteret er sygt og hvis det er skal det fjernes (det er desværre den eneste måde at få udryddet HC på). Deres alternativ er, at lave ægsortering, men der er meget lille chance for graviditet den vej - og modsat sin storesøster, er min søster utrolig fertil De skal starte på projekt baby til foråret og selvom det er svære tider der går dem i møde, så klør de på og de er så fulde af kærlighed

jeg er bare stolt af dem, og jeg er sikker på der findes andre unge mødre der modbeviser alle teorierne om manglende uddanelse, dårlige parforhold og ja - dårlige liv på bunden af samfundet, så kom med jeres historier!! 

Hun er sgu sej din søster!!! Ja og din svoger også

Det lyser bare ud af dit indlæg hvor stolt du er af den lille familie og hvor højt du elsker dem!

btw... jeg synes altså også DU er sej ... men det ved du jo godt jeg synes

Eva skriver:

Ej, det var da også vrkelig en grim måde at behandle din mor på¨...føj...og det er faktisk det der er det allerværste, at de mennesker der burde forholde sig neutrale og vejlede lige, på den måde dømmer og ser ned...jeg har oplevet det flere gange og bliver så skuffet, gal og frustreret....øv..pyt, med hvad naboen tænker og mener, men at blive svigtet når man har brug for det, af en eller anden skrankepave, det er virkelig ikke motiverende...Hvad gjorde din mor så?

Og tak.. jeg prøver at gøre alt jeg kan ud fra de muligheder jeg har....

Stort kram...

min mor knoklede videre på arbejdet og med os og en dag var der en skrankepave der besluttede sig for at hjælpe hende med at søge alle de ekstra bidrag hun kunne fra min far, der slet ikke var en del af vores liv ca et år efter skilsmissen (han fandt sig en ny familie). Men vi voksede op under fattigdomsgrænsen, så det var en kamp. heldigvis er vi allesammen kommet fornuftigt ud på den anden side og vi har allesammen gode uddannelser og min mor er idag souchef for to børnehaver men jeg tænker jo, der er også dem der IKKE har den styrke det kræver at kæmpe videre, og de bliver jo bare tabt på gulvet og kørt over af gulvpudseren, og det er simpelthen for dumt

Hvor er din søster bare sej - Og også dig Eva .. SÅDAN !!

Jamen jeg føler mig nok også lidt sej, må jeg indrømme.

Min (ex)kæreste drog til Frankrig i december 2oo8, for at arbejde som guide, og forventede først at komme hjem engang i marts/april 2oo9 - Men det skulle ikke stoppe vores forhold, vi elskede jo hinanden.
I januar går jeg til lægen, fordi jeg er langt nede psykisk, og min læge finder så ud af at jeg er på vej ned i en deprassion. ØV BØV ! Men det er ikke det eneste jeg finder ud af .. Jeg finder også ud af, at jeg er gravid - OG 20 UGER HENNE !!!!
Jeg græd og græd og græd og gjorde ALT for at overbevise lægerne om at jeg skulle have en abort - Men da de sagde at hvis det skulle være sådan, skulle jeg føde ham selv alligevel, ændrede jeg tanker lige meget det samme - Selvfølgelig skulle jeg ikke føde en dødfødt - Og når jeg nu havde sagt A, måtte jeg også sige B!
Jeg ringede til min (ex)kæreste i Frankrig og fortalte han nyheden, og chokket var stort. Og ikke nok med det, så begyndte rygterne jo også at flyve med at det pludselig ikke var ham der var faderen.
Efter et par uger havde min (ex)kæreste vænnet sig til tanken, og var faktisk begyndt at glæde sig til at skulle være far.
Han ovedrog den gode nyhed til hans forældre og søster, en uge, hvor de var nede ved ham, men de reagerede ikke ligefrem positivt.
Hans far ringede til mig, og truede mig med retten, politiet og alt muligt, pga. nogle penge (2.000 kr.), og det kommende barnebarn faldte heller ikke i god jord overhovedet. Dertil kaldte han mig uansvarlig og egoistisk, fordi jeg gjorde min (ex)kæreste til far, imod hans vilje - Han opsøgte mig endda på min arbejdsplads, så jeg måtte søge ud på toilettet - jobbet som jeg blev fyret fra, efter denne situation
Min (ex)kærestes kammerater og venner sendte trusler til mig, som omhandlede både slag og spark og bla. sætningen "Sætter du din fod i denne by igen, skal vi sørge for at få sparket den horeunge ud af maven på dig!"
Og for lige at gøre situationen bedre, valgte min (ex)kæreste at droppe alt kontakt til mig og vores barn - Og kræve faderskabssag.
Jeg gik helt ned med flaget, og var tæt på at give alt op, men det var som om at jo mere de kæmpede imod mig, jo mere fik jeg viljen til at stå imod dem.

Slutning af maj'måned stod jeg med min lille fyr i armene, og det gav et livslys uden lige. Jeg føler jeg kan klare alt og alle, faderskabssagen er igang, og det rør mig ikke. Jeg har midt på det rene. Efter barsel starter jeg på PAU'en eller HF, og jeg har aldrig været lykkeligere i mit liv.
At få min søn , fik mig op fra deprassionen og videre i livet. Han gør mig stærk, for jeg ved at jeg skal holde mig stærk og passe på mig selv, for ham men også for mig selv.

NoOne skriver:

Hvor er din søster bare sej - Og også dig Eva .. SÅDAN !!

Jamen jeg føler mig nok også lidt sej, må jeg indrømme.

Min (ex)kæreste drog til Frankrig i december 2oo8, for at arbejde som guide, og forventede først at komme hjem engang i marts/april 2oo9 - Men det skulle ikke stoppe vores forhold, vi elskede jo hinanden.
I januar går jeg til lægen, fordi jeg er langt nede psykisk, og min læge finder så ud af at jeg er på vej ned i en deprassion. ØV BØV ! Men det er ikke det eneste jeg finder ud af .. Jeg finder også ud af, at jeg er gravid - OG 20 UGER HENNE !!!!
Jeg græd og græd og græd og gjorde ALT for at overbevise lægerne om at jeg skulle have en abort - Men da de sagde at hvis det skulle være sådan, skulle jeg føde ham selv alligevel, ændrede jeg tanker lige meget det samme - Selvfølgelig skulle jeg ikke føde en dødfødt - Og når jeg nu havde sagt A, måtte jeg også sige B!
Jeg ringede til min (ex)kæreste i Frankrig og fortalte han nyheden, og chokket var stort. Og ikke nok med det, så begyndte rygterne jo også at flyve med at det pludselig ikke var ham der var faderen.
Efter et par uger havde min (ex)kæreste vænnet sig til tanken, og var faktisk begyndt at glæde sig til at skulle være far.
Han ovedrog den gode nyhed til hans forældre og søster, en uge, hvor de var nede ved ham, men de reagerede ikke ligefrem positivt.
Hans far ringede til mig, og truede mig med retten, politiet og alt muligt, pga. nogle penge (2.000 kr.), og det kommende barnebarn faldte heller ikke i god jord overhovedet. Dertil kaldte han mig uansvarlig og egoistisk, fordi jeg gjorde min (ex)kæreste til far, imod hans vilje - Han opsøgte mig endda på min arbejdsplads, så jeg måtte søge ud på toilettet - jobbet som jeg blev fyret fra, efter denne situation
Min (ex)kærestes kammerater og venner sendte trusler til mig, som omhandlede både slag og spark og bla. sætningen "Sætter du din fod i denne by igen, skal vi sørge for at få sparket den horeunge ud af maven på dig!"
Og for lige at gøre situationen bedre, valgte min (ex)kæreste at droppe alt kontakt til mig og vores barn - Og kræve faderskabssag.
Jeg gik helt ned med flaget, og var tæt på at give alt op, men det var som om at jo mere de kæmpede imod mig, jo mere fik jeg viljen til at stå imod dem.

Slutning af maj'måned stod jeg med min lille fyr i armene, og det gav et livslys uden lige. Jeg føler jeg kan klare alt og alle, faderskabssagen er igang, og det rør mig ikke. Jeg har midt på det rene. Efter barsel starter jeg på PAU'en eller HF, og jeg har aldrig været lykkeligere i mit liv.
At få min søn , fik mig op fra deprassionen og videre i livet. Han gør mig stærk, for jeg ved at jeg skal holde mig stærk og passe på mig selv, for ham men også for mig selv.

nej! jeg er helt forarget over den opførsel du blev mødt med - fra voksne mennesker endda!!! ja, du er sgu da MEGA-sej, og godt at du er det, for der er jo en lille dreng der har brug for dig