Jeg synes, at vi efterhånden lever i sådan et samfund, hvor man kun tænker på sig selv. Jeg ved godt, man ikke kan skære alle over én kam, men jeg synes, der var en gang, hvor man generelt tænkte mere på hinanden.
Det kan virke lidt modsigende, men på den ene side, så går jeg ikke på den måde ind for "noget for noget". Især ikke i akutte situationer. Jeg bryder mig ikke om milimeterdemokrati. Men når vi begynder at tale om traditioner og den slags, den slags, hvor man ved, at noget er i vente. Det kan være nogle af de store mærkedage som barnedåb, konfirmation, bryllup, fejring af særlige bryllupsdage, en rund fødselsdag. Men det kan også være, hvad man har af relationer, som man har ligeværdige forhold til. Så synes jeg på en eller anden måde, vi har en "forpligtigelse" over for hinanden.
Nogle gange er der ting her i livet, som vi ikke gider. Og vi bestemmer jo selvfølgelig selv over vores liv og hvad vi vil bruge tid og penge på. Men der findes også ting, som man gør, selvom man ikke lige har overskud. Så kan det godt være, det ikke er for ens egen skyld, men så gør man det for den andens skyld, fordi man ved han/hun bliver glad. Man kan ikke bare gøre tingene sort/hvidt og sige "Nå, jeg fik en kæmpe babyshower, men jeg har simpelthen ikke overskud til det nu. Det forstår hun nok". Så har man i hvert fald kun kigget til sin egen næsetip. Hvis man kigger ud over egen næsetip, så siger man "Åh, jeg magter egentlig slet ikke opgaven lige nu. For mig er det et dårligt tidspunkt. Men jeg gør alligevel hvad jeg kan for at give hende en god dag, som hun også gav mig"
For den vordende mor, tænker jeg, at det nok ikke er selve babyshoweret i sig selv, det handler om, men det er følelsen af, at dem hun elsker, har lyst til at gøre noget for hende. Og den følelse er altså helt legitim. Den er der ingen, der kan tage fra hende og det er helt okay at sætte ord på og tale om det. Og det er der ikke nogen, der skal negligere. Man lever jo ikke bare i sin egen verden. Vi lever op og ned af hinanden, vi ser på hinanden og sammenligner os med hinanden. Og derfor popper der sådan nogle følelser op en gang imellem. Det er kringlet, og alligevel meget enkelt, men håber det kan forstås.