Tanker om en anden mand - HJÆLP!

Jeg har brug for jeres hjælp!

Min mand og jeg har været sammen i knapt 10 år og har 3 børn sammen. Jeg elsker min mand og vi har det godt sammen.

Vi har at del at se til da vi også har et barn med særlige behov, så vi har ikke ret meget tid alene. Det er vi okay med og vi er begge enige om at det ikke skal ødelægge vores forhold og at tiden til den slags nok kan komme. 

Vi er et godt team og er der altid for hinanden og vi forsøger at skabe tid til kærligheden i hverdagen, selvom vi ikke kan være alene.

.... og i bedste Mads og Monopolet stil: MEN!

Men jeg har simpelthen et problem. En mand, som jeg ser ofte i min hverdag, næsten hver dag, er begyndt at være i mine tanker. Jeg tænker på ham, jeg bliver af og til helt usikker og genert når jeg taler med ham og nu i nat var han også i mine drømme. Jeg kan mærke at jeg ofte glæder mig til at se ham, selvom der intet er i det og han overhovedet ikke ved hvordan jeg har det.

Så! Jeg har ingen intentioner om at være min mand utro, ej heller gå fra ham for at finde kærligheden på ny. Jeg har en tro på at vi skal være sammen for altid og at vi lige nu bare mangler tid til at pleje forholdet - og det er okay. I de 10 år vi har været sammen har jeg aldrig tænkt på andre eller følt noget for andre mænd, så det gør faktisk lidt ondt.

Jeg har simpelthen brug for at få denne anden mand ud af mine tanker, inden jeg bliver helt skør. 

Hvordan gør jeg det? Er der nogen der har prøvet det samme? Hjææælp!

Hvorfor kan I ikke være alene. Hvilket specielt behov kræver at der altid er en forældre ved siden af. Det er jo nok til st man vil blive indlagt med sindsyge. 
hvis I vitterligt aldrig har tid sammen, ville jeg da  klart prøve at prioritere at få støtte eller andet til at få tid samme.

Kan Dúné tanker skyldes at du savner intimitet/ dit forhold, men omstændighederne gør det svært ... så de tanker om din mand ville være for smerteligt. At ønsket om intimitet overføres til et mere “sikkert objekt” hvor der ikke er er sårbart barn i klemme. 

Anonym skriver:

Hvorfor kan I ikke være alene. Hvilket specielt behov kræver at der altid er en forældre ved siden af. Det er jo nok til st man vil blive indlagt med sindsyge. 
hvis I vitterligt aldrig har tid sammen, ville jeg da  klart prøve at prioritere at få støtte eller andet til at få tid samme.

Kan Dúné tanker skyldes at du savner intimitet/ dit forhold, men omstændighederne gør det svært ... så de tanker om din mand ville være for smerteligt. At ønsket om intimitet overføres til et mere “sikkert objekt” hvor der ikke er er sårbart barn i klemme. 

Vi har et barn med autisme som pt. ikke kan blive passet. Han går i skole, SFO og så videre med lige nu er der ikke mulighed at han kan blive passet en aften eller til overnatning fx. Det ændrer sig formentlig, men lige nu er det bare sådan det er og det er okay. 

Jeg tror godt du kan have ret i det du skriver. Måske tanken om at det andet ville være nemmere. Jeg ved det ikke, men irriterende, det er det i hvert fald.

Jeg ved det er nemmere sagt end gjort. Men et barn med autisme sover jo også.. hvad med at dedikere nogle aftner til date nights. Starinlys, massage og shushi foran fjernsynet eller sex på en madras i stuen eller sofa.

Anonym skriver:

Jeg har brug for jeres hjælp!

Min mand og jeg har været sammen i knapt 10 år og har 3 børn sammen. Jeg elsker min mand og vi har det godt sammen.

Vi har at del at se til da vi også har et barn med særlige behov, så vi har ikke ret meget tid alene. Det er vi okay med og vi er begge enige om at det ikke skal ødelægge vores forhold og at tiden til den slags nok kan komme. 

Vi er et godt team og er der altid for hinanden og vi forsøger at skabe tid til kærligheden i hverdagen, selvom vi ikke kan være alene.

.... og i bedste Mads og Monopolet stil: MEN!

Men jeg har simpelthen et problem. En mand, som jeg ser ofte i min hverdag, næsten hver dag, er begyndt at være i mine tanker. Jeg tænker på ham, jeg bliver af og til helt usikker og genert når jeg taler med ham og nu i nat var han også i mine drømme. Jeg kan mærke at jeg ofte glæder mig til at se ham, selvom der intet er i det og han overhovedet ikke ved hvordan jeg har det.

Så! Jeg har ingen intentioner om at være min mand utro, ej heller gå fra ham for at finde kærligheden på ny. Jeg har en tro på at vi skal være sammen for altid og at vi lige nu bare mangler tid til at pleje forholdet - og det er okay. I de 10 år vi har været sammen har jeg aldrig tænkt på andre eller følt noget for andre mænd, så det gør faktisk lidt ondt.

Jeg har simpelthen brug for at få denne anden mand ud af mine tanker, inden jeg bliver helt skør. 

Hvordan gør jeg det? Er der nogen der har prøvet det samme? Hjææælp!

Ork ja. Det har jeg prøvet mange gange, og du og jeg er bestemt ikke alene. Der er INTET mærkeligt eller suspekt ved, at man fascineres, tiltrækkes af eller måske småforelsker sig i andre i løbet af et langt liv. Vi er mennesker - vi reagerer som mennesker, og der er ikke nogen stopknap, som gør os helt upåvirkelige af dejlige mænd fra det øjeblik, vi finder vores partner. Og tanker er nu engang toldfri - du hverken kan eller skal kontrollere dem. Det er dine handlinger, du er ansvarlig for, og du har jo intet forkert gjort. 

Det går over igen. Den mand, du er betaget af, vil måske blive ved at have en særlig plads i din bevidsthed, men før eller siden vil du kunne trække på smilebåndet ved tanken om, at du havde et lille crush på ham. I mellemtiden kan du bestræbe dig på at nærme dig din mand, finde tid og rum for mere intimitet med ham og minde dig selv om, hvorfor det er jer to. Men lad være at analysere dig frem til, at der må være noget galt med ham eller jeres forhold, blot fordi du ikke er lukket og slukket overfor gode indtryk af andre mænd. Og så - det giver sig selv - lad være at handle på din betagelse og at involvere dig mere end “nødvendigt” med den anden. 

Tjullehej skriver:

Jeg ved det er nemmere sagt end gjort. Men et barn med autisme sover jo også.. hvad med at dedikere nogle aftner til date nights. Starinlys, massage og shushi foran fjernsynet eller sex på en madras i stuen eller sofa.

HAHA! Ja, okay.. der kan jeg godt se at jeg måske har formuleret mig forkert. Han sover helt bestemt og godt og vi har sådan en hyggeaften en dag eller to om ugen og det kan også noget.. :-)

Mor og meget mere skriver:

Ork ja. Det har jeg prøvet mange gange, og du og jeg er bestemt ikke alene. Der er INTET mærkeligt eller suspekt ved, at man fascineres, tiltrækkes af eller måske småforelsker sig i andre i løbet af et langt liv. Vi er mennesker - vi reagerer som mennesker, og der er ikke nogen stopknap, som gør os helt upåvirkelige af dejlige mænd fra det øjeblik, vi finder vores partner. Og tanker er nu engang toldfri - du hverken kan eller skal kontrollere dem. Det er dine handlinger, du er ansvarlig for, og du har jo intet forkert gjort. 

Det går over igen. Den mand, du er betaget af, vil måske blive ved at have en særlig plads i din bevidsthed, men før eller siden vil du kunne trække på smilebåndet ved tanken om, at du havde et lille crush på ham. I mellemtiden kan du bestræbe dig på at nærme dig din mand, finde tid og rum for mere intimitet med ham og minde dig selv om, hvorfor det er jer to. Men lad være at analysere dig frem til, at der må være noget galt med ham eller jeres forhold, blot fordi du ikke er lukket og slukket overfor gode indtryk af andre mænd. Og så - det giver sig selv - lad være at handle på din betagelse og at involvere dig mere end “nødvendigt” med den anden. 

 

 

TAK for din besked! <3

Jeg tør jo næsten ikke sige det til mine veninder af frygt for at de slet ikke forstår mig. Så det er rart at høre at det måske er meget normalt. 

Jeg bliver måske bare overrasket fordi jeg ikke har oplevet det før nu - og 10 år er alligevel lang tid.. :-)

Anonym skriver:

Vi har et barn med autisme som pt. ikke kan blive passet. Han går i skole, SFO og så videre med lige nu er der ikke mulighed at han kan blive passet en aften eller til overnatning fx. Det ændrer sig formentlig, men lige nu er det bare sådan det er og det er okay. 

Jeg tror godt du kan have ret i det du skriver. Måske tanken om at det andet ville være nemmere. Jeg ved det ikke, men irriterende, det er det i hvert fald.

En autist sover jo også, det lyder altså lidt som en dårlig undskyldning

I kan vel bare tage ud og spise når ungerne sover og have en til at sidde hos dem. Eller hyggelig date night i stuen.

Når det er sagt, der er da intet galt i at være tiltrukket til andre i perioder, så længe man ikke er det hele tiden og man ikke handler på det og man stadig er tiltrukket af sin mand, ser jeg intet galt i det

Hvorfor kan I ikke være alene. Hvilket specielt behov kræver at der altid er en forældre ved siden af. Det er jo nok til st man vil blive indlagt med sindsyge. 
hvis I vitterligt aldrig har tid sammen, ville jeg da  klart prøve at prioritere at få støtte eller andet til at få tid samme.

Kan Dúné tanker skyldes at du savner intimitet/ dit forhold, men omstændighederne gør det svært ... så de tanker om din mand ville være for smerteligt. At ønsket om intimitet overføres til et mere “sikkert objekt” hvor der ikke er er sårbart barn i klemme. 

Jeg er ikke TS, men har også et barn med særlige behov - læs genfejl/handicap. 

Vi har heller ikke ret meget alenetid. For selvom barnet sover, så vågner vores eksempelvis ofte og kan ikke selv komme ind og ud af sengen selv om natten, da barnet har problemer med sin fysisk. Så selvom hun måske sover 1-2 timer, hvor vi kan tale sammen om aftenen, så er det meget kort og enormt afbrudt. 
Det er jo ikke sikkert, at andre kan/har lyst til at passe om aftenen. 

TS I kan som forældre søge afløsning/aflastning i hjemmet, så familien kan få mere normale rammer - så man netop har en 1-2 aftener, hvor man kan dyrke hinanden. 

Min mand og jeg har det som jer. Vi er et super team og enige om, at tiden kommer. Lige nu har vi små børn og et barn med særlige behov/fysik. Vi har taget en beslutning om, at vi taler højt om de ting - altså om dem vi synes er søde osv. vi deler tankerne. Vi har lovet hinanden, at vi står sammen. For det ville være alt for hårdt at opleve svigt og skulle samarbejde SÅ tæt om et barn med særlige behov.

Vi taler om tingene for at gøre dem mindre spændende. Og sammen taler om, hvad det er, vi finder fascinerende ved mennesket. Og det er altså mennesker generelt. Jeg ved eksempelvis, at min mand har en god kvindelig kollega, som han har det vildt godt med. Og han er lidt fascineret af hende - men han deler sin “glæde” med mig. På den måde føler jeg mig indvolveret i hans indre følelsesliv. Og kan følge med. Vi har aftalt, at skulle der blive dybere følelser - så snakker vi også om det. Og det er skide hårdt - PT er vi begge meget monogame og ikke interesseret i et polyamorøst forhold. Men vi ved netop godt, at med et presset familieliv, så virker andre mennesker - i mere spændende relationer, mere interessante uden måske at være det. 

Og så bruger vi tid på at tale meget om hinandens tanker og spørge “hvorfor”. På en eller anden måde bliver den anden part “spændende” igen  

Jeg tænker kan dig og din mand ikke tage en fridag mens børnene er i skole?

Også nøde dagen sammen spise brunch se en god film og hygge inden børnene kommer hjem eller skal hentes?

Det gør min mand og jeg. Da vi desværre ikke har andet mulighed