Åbent forhold - hvad gør jeg?

Jeg ville elske at komme til at leve i et åbent forhold og er som sådan ked af, at jeg aldrig har haft en kæreste/været forelsket i én der kunne se sig selv i det. Men jeg ville i den grad stejle, hvis min kæreste som din ikke havde lyst til mig seksuelt. Så ville jeg få den tanke, at han holdt fast i mig, mens han ledte efter noget mere interessant. Hvis det nu havde været sådan, at I var super lykkelige, men du bare havde et langt mindre behov ville jeg synes, at det var en anden sag. Lige nu virker det som om at i skal arbejde på sexlivet internt end at åbne forholdet. 

Jeg var ikke blevet og jeg ville inden i være slukket/min lystk til ham ville være slukket, for når/hvis vi så var sammen intimt så ville min hjerne 100% være fyldt op af tanken om, at han faktisk ikke ønsker sex med mig. At bede om accept om at knalde/stikke sin 'bib' ind i en anden kvinde imens vi stadig er sammen - nej. Jeg var blevet dybt ulykkelig, pakket børnene og gået med det samme. Jeg ville ikke kunne stole på ham overhovedet og heller ikke efterfølgende. Et er at komme og sige, 'jeg har lyst til at afprøve denne her fantasi med dig og kun DIG, for det tænder mig vildt', så føler man sig valgt til...men det andet ville jeg føle mig valgt fra og så er der ikke længere eksistensgrundlag/tillid til at forholdet skal forsætte. Enten vælger man sin kvinde 100% og holder ønsket om at knalde andre fuldkommen for sig selv eller også så må han tage en beslutning om at stoppe forholdet og gå. For mig lyder det totalt unfair at DU skal tage den beslutning for ham! Det er i mine øjne fejt og kujon-agtig opførsel. Og det er heller ikke en pludselig indskydelse han har fået...hvilket gør det endnu mere ikke iorden! 

Jeg ville søge parterapi for at få tingene talt ordentligt igennem, alle kort lagt på bordet, og derefter med al sandsynlighed gå fra ham. Parterapi kan også være en god hjælp til at få afsluttet forholdet på så konstruktiv vis som muligt.

Jeg er ikke enig med alle dem, der synes du helst skulle være gået i går. Jeg kan godt forstå du synes det er sårende, det synes jeg også. Men at bryde din familie op og lade dig skille fra dine børns far alene på baggrund af det her, synes jeg er en ret voldsom overreaktion. 
Måske er det parterapi der skal til. Måske skal I bare snakke rigtig meget om, hvor det her kommer fra. Jeg forstår sådan set godt, at han svarer undvigende på dine spørgsmål. Han har nok ikke rigtig tænkt det helt igennem.

Så mit råd er, at slå koldt vand i blodet i hvert fald indtil I har fået noget afklaring på, hvad det er, det her drejer sig om. 

Jeg synes det store problem er at han ikke “ønsker dig tilstrækkeligt” seksuelt men vil prøve andre. Hvis i havde et fantastisk sexliv så ville min holdning være anderledes - at han udover at tænde på mig “bare” også tænder på “fremmed” sex. Så hvis jeg kunne være i det, så var jeg blevet hvis det var tilgangen. Og havde han sagt at det var okay at vi droppede det, kunne jeg godt leve videre med ham.

I din situation ville jeg have rigtig svært ved at fortsætte, fordi det ville være konstant i mit baghovede, at det er det og ikke mig han ønsker, men også at dine behov vel ikke bliver opfyldt ? Jeg ville desværre (!) bære nag. 

Jeg er et jaloux menneske på nogle punkter. Eller jeg kan være. Og jeg har brug for at være den eneste kvinde min mand ønsker. Det er noget grundlæggende pga tidligere situationer i mit liv og jeg ville ønske det var anderledes. Ikke at det kommer til syne men det er så også fordi det ikke bliver trigget. Til gengæld er jeg måske lidt som din mand - at jeg sagtens selv ville kunne have sex med andre totalt uden følelser og indrømmet selvom det er MEGA dobbelt moralsk ville jeg nogle gange måske tænde på den situation fremfor lige at have lysten herhjemme. Jeg ville dog undertrykke det i den forstand at jeg bare ville fantasere lidt men stadig være med min mand og ikke andre, med den lyst i hovedet. Jeg har tidligere været udsat for ting og gået til psykolog hvor hun har sagt, at det er normalt at tænde på de ting som man desværre har traumer over. Jeg blev forfærdelig sur over fx at en skulle sige at jeg ligefrem en dag ville kunne tænde på ideen om fremmed sex i forskellige situationer når min ptsd gik på overgreb / voldtægt, men jeg kan ikke forklare det. Så snart lysten er væk ville jeg igen hade tanken.

Jeg prøver sige der MÅSKE er mere i det, og du kunne jo overveje parterapi hvis jeres forhold ellers er rigtig godt, og i jo har en familie.

jeg tror din mand rigtig rigtig hurtig ville komme “krybende” tilbage hvis i gik fra hinanden. Og opdage at det var en fantasi / idé som han har fortrudt men at det han har var alt han egentlig ønskede. At det så der ville være for sent, hvis skaden var sket, er jo så noget andet. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl.

Hvad siger han til, hvis du siger “okay, men så vil jeg starte med at have en prøve mdr hvor jeg gør det med fremmede mænd, inden vi starter”. Eller noget lign. Så han virkelig mærker følelsen. Kan han “se dig” have sex med andre mon - altså ikke se irl, men er tanken helt ok m ham. Et forhold skal være ultra stærkt og enigt om beslutningen før det fungerer uden der opstår jalousi etc. Jeg har en veninde der lever godt i sådan et forhold men betingelserne bag er anderledes. 

At have et åbent forhold virker for mig ikke så slemt, men når hans sexlyst med dig ikke er særlig stor, så synes jeg sagen er lidt noget andet. 
hvis I hans lyst havde været der, så havde svaret været anderledes. 
Du skal gøre op med dig selv om, det er noget, du kan arbejde med. For hvis kærligheden er der, så kan man jo arbejde med det andet. 
åbent forhold er jo nok ikke vejen frem ligenu. Det lyder dog også for mig lidt mystisk, at han vil det nu. 

jeg kan godt forstå, hvis du er såret - det ville jeg egentligt også være! 

I mit hoved er der intet galt med at have et åbnet forhold, men det skal være noget begge parter vil og ønsker for forholdet. 

Hvis det blot handler om at den ene vil have sex med andre, så er det nærmere et break up. 
Jeg læser af dit indlæg at du ikke ønsker et åbent forhold, og så skal du ikke føle dig presset til det. Synes du skal sige at du rigtig gerne vil forsøge at Spice jeres forhold og sexliv op, måske få ungerne passet og tag på hotel en weekend ( det synes jeg personligt gør mege godt for forholdet). Køb noget lækkert nyt undertøj og spændende sexlegetøj. Evt en sexolog/parterapi hvis I føler for det. 

Men var det mig ville jeg sige nej tak til åbent forhold men sige at hvis det handler om at han mangler noget i jeres parforhold/sexliv så vil du gerne være med til at forbedre det - men ønsker han sex med andre må I gå fra hinanden. 

Jeg kan  ikke lad vær med at tænkt om hans Manglende lyst der hjem beundre i noget andre i jeres parforhold som din kæreste nu forsøg af flygte fra for han har lyst til sex med andre så er det ikke mangle på     sexlyst der er problemet. jeg synes du skal forstår ham  at  i skal start i parterapi 

Jeg kan godt forstå, at du blev ked af det. Jeg har selv et skrantende sexliv, hvor vi tidligere har været meget udforskende, men nu er hans lyst forsvundet pga. manglende selvtillid og en negativ spiral.

Til gengæld fungerer vi fantastisk på alle andre områder, så vi ser det begge som en forbigående periode i resten af vores liv. 

Jeg er af den stærke overbevisning, at et åbent forhold aldrig må være et forsøg på at redde et forhold. Det skal i stedet være et ekstra kick, når resten fungerer, og det kræver ærlighed i ekstrem grad. 

Jeg kunne ikke selv leve med det, for jeg har ikke lyst til at min kæreste skal være sammen med andre end mig. Til gengæld kunne jeg sagtens leve at gå i swingerklub osv. sammen, hvis det var et ekstra krydderi på vores fælles sexliv. 

Så mit bedste råd er: Tag en dyb indånding. Fortæl din mand, at du ikke vil så meget som overveje den slags, før I har fået styr på jeres sexliv, og hvorfor det skranter nu. Book en dygtig parterapeut og forlang 100% ærlige svar. Det kan anbefales at have en ekstern person med i den samtale, for så forklarer man sig bedre og får hjælp til at sætte ord på. Det er ikke ordnet på én gang, men måske kan et forløb hjælpe jer til at få sat ord på og dermed få skabt et sundt parforhold. 

Vores parterapeut nævnte, at mange foreslår at åbne parforholdet, fordi de ikke kan se andre udveje - det er et misforstået "moderne" quickfix, fordi man hører om det i medierne, men de færreste forstår, at det svarer til at få et barn for at redde forholdet. Og det tror jeg egentlig, at hun har meget ret i. 

Så snak, snak og snak. Og spørg hvorfor - også når svaret gør ondt. Jeg håber, at I kommer godt ud på den anden side.