Anonym skriver:
Vi var enige om begge st hjælpe til, i starten deltog han mere men nu er det mere blevet til mit "problem" det hele. Det kan sagtens være det er barslen som ødelægger det hele, ved at jeg er den som står for det hele. Og jeg frygter det ikke bliver bedre når jeg selv starter på arbejde igen. For der har aldrig været en aftale om at det er mig der skal stå alt, udover at jeg har sagt god for at have rengøringen fordi jeg går hjemme.
Før den lille kom, var vi begge indenover det hele. Nu er det hele vendt fordi min rolle er blevet til mor. Jeg er slet ikke i tvivl om han har en reaktion på det hele, fordi vores barn kom til verden på en rigtig grim måde og var syg efterfølgende og jeg ligeså, plus vi var indlagt i 17 dage. Men han vil ikke snakke om det og sundhedsplejersken har screenet ham og siger der ikke er noget
Okay det lyder virkelig ikke rart! Det forstår jeg godt du reagerer på
De der screeninger er noget pis. Eller nej de er gode, problemet er at de ikke fanger alle (jeg fik selv en depression, men slog ikke ud på sp's test da den var startet i graviditeten, og det var derfor blevet min almentilstand)
Du skal naturligvis ikke bare acceptere at det er jeres nye rollefordeling, men måske du skal gøre det for en periode. Når du selv siger at han har en reaktion, så vil det være ret bisset (synes jeg) at stille ham et ultimatum, der handler om noget helt andet end det egentlige problem.
Kan du snakke med ham, fortælle du er bekymret og fortælle at det har den afledte effekt at du så småt begynder at drukne også? Han har jo ret til ikke at snakke om det, men han har ikke ret til at trække hele familien med ned, fordi han ikke har det godt.
Det er sgu svært. Jeg er fortaler for medfølelse og empati. Men min mand ville heller ikke snakke efter nr 1. Og jeg endte med at sige det var fint, men så måtte han tage sig gevaldigt sammen og reflektere over hvordan vi kunne hjælpe ham med at skave overskud i hverdagen. Det var bla. Sådan noget med at vi aftalte helt konkret at han havde "ret" til at spille computer bag en låst dør i et bestemt tidsrum. Og at havde en ugentlig friaften som han kunne bruge uden for hjemmet. Vi aftalte er tidsrum som han havde frit slag i.
At det blev så konkret skyldtes så min fødelsdepression, fordi jeg kunne ikke rumme nogen former for uforudsigelighed. Så vi måtte aftale det sådan. Så havde jeg forudsigeligheden i at jeg vidste jeg var alene på bestemte tidspunkter og han vidste at han kunne være spontan og tage en bytur/allnight gamingseance eller hvad han nu havde lyst til. Det blev for øvrigt langt bedre da der var gået lidt over et år fra fødslen. Og jeg er hammer glad for at vi holdt ved, for vi er blevet stærkere sammen. Men nøj jeg overvejede også en periode om det var nemmere at gå solo. Og tænkte også meget om det var en fejl at vi hade fået barn sammen, for vi var som to fremmede ind imellem
