Hvordan griber jeg det her an?

Min søn på 14 har fået sig en ny ven.

Den dreng kommer fra en mindre bemidlet fam.

Der er ingen prob med mad osv men til gengæld mangler han mange ting .

Og i dag kom han igen hjem til os uden jakke på , og da han kørte igen så jeg tilfældigvis at han cykler på en cykel uden saddel....

Jeg har forsøgt at give ham min søns ekstra vinterjakke , uden held " min mor vil ikke have det " 

Men jeg synes det her er ved at være slemt jo mere jeg kommer til at kende ham.

Spurgte min søn om det med cyklen - og han sagde den cykler han altid på.

Og min søn siger selv at han har ondt af kammeraten , og giver ham altid halvdelen af fx pizza og hvad de ellers køber .

Vi har ekstra cykel han også kan få . Men hvordan takler jeg mors uvilje .?

Jeg forstår godt hun måske finder det ydmygende at sådan nogen som os ( vi er ret privillegerede) bare kommer og vil sætte hende i en form for taknemmelighedsgæld ( selv om det for os er en hjælp , vil det jo nok for hende være mere akavet )

Men jeg har det træls med at se ham i den forfatning - frysende og i slidt tøj osv 

Og den cykel var bare prikken over i...

Er lige ano da jeg ikke ved hvem der læser med .

Underretning! Det er hårdt, men nødvendigt. 

1. Årh ha det hør ondt i mit hjerte af hører at nogle kan ha det sådan. 

Men jeg vil også sige underretning. Desværre, da du ikke kan vide hvad moren bruger penge til. Lyder også som om han ikke ha madpakke med.

Jeg vil spørger læreren med en nysgerrighed. De har en MEGET skærpet underretning pligt. Li som vi pædagoger har. 

Og i mellemtiden kan du måske hører drengen om hans mor vil være okay med at. Nogle (jer) sætter tøjet foran døren. Og går igen. Uden at sige noget.

Men en underretning skal der til 

Er det ikke lidt mærkeligt, at skolen ikke har reageret, hvis det er kutyme, at han hverken har mad eller vinterjakke med? Er det sådan en familie, der flytter meget rundt eller hvad? Hvis drengen er 14 år og det ikke er noget nyt, at han mangler mad, tøj og lommepenge, er jeg bare virkelig uforstående over, at der ikke er blevet reageret. 

Rosa Sofia skriver:

Er det ikke lidt mærkeligt, at skolen ikke har reageret, hvis det er kutyme, at han hverken har mad eller vinterjakke med? Er det sådan en familie, der flytter meget rundt eller hvad? Hvis drengen er 14 år og det ikke er noget nyt, at han mangler mad, tøj og lommepenge, er jeg bare virkelig uforstående over, at der ikke er blevet reageret. 

Han går på en stor kommuneskole med et dårligt ry .

Hele området er et socialt belastet område,  og drengen er indvander - som 70 procent er i det område . Så han er ikke den eneste ...

Jeg ved af gode grunde ikke om skolen er på familien , men ved til gengæld at så længe der ikke er vold osv ind over,  er det sjældent der gribes ind når børnene er i den alder. 

Skriv eller ring ind til underretning. 

Jeg har arbejde i udsætte steder. Og der er tid til at skrive en underretning. 

Jeg er selv af anden etnisk baggrund. Og da jeg var lille spille min far alle penge op. 2001 var jeg 10 år. Jeg var nødtil nogle gang til at samle flasker for pant. Til at kunne købe mælk til min bror på 4 år.

Min mor fik først mod til at gå fra min far da hun fik af vide ellers vil hun miste os. 

Meld det til kommunen... 

Kan også være at konen. Har købt en jakke til dreng, uden at spørger manden. Og som straf har han taget jakken.

Nogle kultur er virkelig onde over for kvinder. Inden form for kærlighed... What so ever. 

...nu er jeg selv vokset op i en fattig familie. Der var ingen der spillede, røg eller drak pengene op. Mine forældre gjorde virkelig hvad de kunne, men det rakte stadig ikke. Jeg havde oftest ikke vintersko, eller en rigtig vinterjakke. Når den gamle cykel gik i stykker var der ikke til et buskort, og jeg gik i skole i stedet for, alle 5 km. Jeg havde aldrig nyt tøj, kom kun fra sorte sække, og der var bad én gang om ugen for at spare på vandet. Men for mine forældre var det det samme, har endda snuppet min mor i at springe aftensmaden over så der var mere til os andre. Hun blev også nogle gange påduttet gaver til børnene som det var så syndt for, "og nu skal jeg som har styr på mit liv nok sørge for dine børn lille dumrian"... det var selvfølgelig nok ikke sådan det var ment, men det var sådan det blev modtaget.

Ville det have hjulpet at melde mine forældre? Nej, det ville have gjort det hele meget værre. De havde nok at kæmpe med og de brugte al energi på at gøre hvad de kunne for os og få os ud af suppedasen. Og det lykkedes... 20 år senere...

Jeg ville tale med moren. Spørge om hun havde brug for noget, sælge hende en brugt jakke billigt eller hvad det måtte være. Være en rigtig ven. For nogen er den sidste værdighed det eneste der holder sammen på det hele. 

Hvis der så er andre grunde. Reel misbrug, så er det noget andet. Men lad være med at tro at folk fortjener at få taget deres børn fra dem bare fordi de ikke er priviligerede.

Anonym skriver:

...nu er jeg selv vokset op i en fattig familie. Der var ingen der spillede, røg eller drak pengene op. Mine forældre gjorde virkelig hvad de kunne, men det rakte stadig ikke. Jeg havde oftest ikke vintersko, eller en rigtig vinterjakke. Når den gamle cykel gik i stykker var der ikke til et buskort, og jeg gik i skole i stedet for, alle 5 km. Jeg havde aldrig nyt tøj, kom kun fra sorte sække, og der var bad én gang om ugen for at spare på vandet. Men for mine forældre var det det samme, har endda snuppet min mor i at springe aftensmaden over så der var mere til os andre. Hun blev også nogle gange påduttet gaver til børnene som det var så syndt for, "og nu skal jeg som har styr på mit liv nok sørge for dine børn lille dumrian"... det var selvfølgelig nok ikke sådan det var ment, men det var sådan det blev modtaget.

Ville det have hjulpet at melde mine forældre? Nej, det ville have gjort det hele meget værre. De havde nok at kæmpe med og de brugte al energi på at gøre hvad de kunne for os og få os ud af suppedasen. Og det lykkedes... 20 år senere...

Jeg ville tale med moren. Spørge om hun havde brug for noget, sælge hende en brugt jakke billigt eller hvad det måtte være. Være en rigtig ven. For nogen er den sidste værdighed det eneste der holder sammen på det hele. 

Hvis der så er andre grunde. Reel misbrug, så er det noget andet. Men lad være med at tro at folk fortjener at få taget deres børn fra dem bare fordi de ikke er priviligerede.

De skal bestemt ikke fjernes, men de skal have hjælp forældrene

Anonym skriver:

...nu er jeg selv vokset op i en fattig familie. Der var ingen der spillede, røg eller drak pengene op. Mine forældre gjorde virkelig hvad de kunne, men det rakte stadig ikke. Jeg havde oftest ikke vintersko, eller en rigtig vinterjakke. Når den gamle cykel gik i stykker var der ikke til et buskort, og jeg gik i skole i stedet for, alle 5 km. Jeg havde aldrig nyt tøj, kom kun fra sorte sække, og der var bad én gang om ugen for at spare på vandet. Men for mine forældre var det det samme, har endda snuppet min mor i at springe aftensmaden over så der var mere til os andre. Hun blev også nogle gange påduttet gaver til børnene som det var så syndt for, "og nu skal jeg som har styr på mit liv nok sørge for dine børn lille dumrian"... det var selvfølgelig nok ikke sådan det var ment, men det var sådan det blev modtaget.

Ville det have hjulpet at melde mine forældre? Nej, det ville have gjort det hele meget værre. De havde nok at kæmpe med og de brugte al energi på at gøre hvad de kunne for os og få os ud af suppedasen. Og det lykkedes... 20 år senere...

Jeg ville tale med moren. Spørge om hun havde brug for noget, sælge hende en brugt jakke billigt eller hvad det måtte være. Være en rigtig ven. For nogen er den sidste værdighed det eneste der holder sammen på det hele. 

Hvis der så er andre grunde. Reel misbrug, så er det noget andet. Men lad være med at tro at folk fortjener at få taget deres børn fra dem bare fordi de ikke er priviligerede.

Hvem har talt om at få fjernet børnene? Husk nu lige at en underretning i langt de færreste tilfælde ender ud i en anbringelse.! Til gengæld kan det føre til hjælp og støtte til forældre der enten har det svært ELLER har en stram økonomi og måske kunne have gavn at at få kigget et budget igennem så der kan blive råd til det mest basale til børnene. Det ville da være fedt! 

Jeg kender selv flere forældre som synes de lever på en sten og ikke har råd til noget som helst - men taler vi om økonomi kan jeg hører de har et større rådighedsbeløb end jeg. (Og jeg siger ikke dette for at negligere dine forældres økonomiske situation dengang - jeg ved intet om den, så ingen kommentarer i den retning. men det hænder altså at mennesker reelt forvalter deres få midler skævt) 

Sprit25 skriver:

De skal bestemt ikke fjernes, men de skal have hjælp forældrene

Sådan ser hjælp fra en kommune oftest ud efter min erfaring:

Nu skal du komme til møde på kommunen én gang om ugen og vi ser på dit budget. Det møde bliver holdt af en kommunal rådgiver der ikke har nogen relevant baggrund til at lave et budget

Så skal du tænke over hvad du vil i fremtiden

Så skal vi kigge dig over skulderen 24/7 for at se om du gør det godt nok

En social rådgiver kommer ud til dig og kommenterer på at du vist da skal have en ny sofa

Har du prøvet at søge et andet job?

Mon ikke du ville have godt af en aflastning? Det kan da ikke være nemt

Køber du ting på tilbud?

Nu må vi sætte psykologer på dine børn. Psykologen har kontortid midt i matematiktimen og bruger det meste af tiden på at fortælle dig at det ikke er din skyld og man da sagtens stadig kan blive til noget

Hvorfor er du stadig fattig???

Nu er kommuner forskellige.... men den her var da ikke meget værd.... Og det kan da godt være de ikke fjerner børnene, men som forældre er det en stress og frygt man nu også skal bære rundt på, for der er altid nogen der 'kender nogen som...'