Han straffer mig materielt

Mor og meget mere skriver:

Nej!! - du er ikke galt på den, og han er en primitiv, plat røv, når han pludselig trækker “Mine penge!”-kortet. Det er fuldstændigt uacceptabelt og uværdigt. 
Det er du nødt til at gøre ham klart og tydeligt opmærksom på, så han ikke bliver i vildfarelsen om, at I ikke er ligestillede i jeres forhold, og at du lever på hans nåde. 
Og så skal du have undersøgt, hvordan du står, hvis I går fra hinanden, så han ikke kan klæde dig fuldstændigt af økonomisk. Står hus og biler kun i hans navn? 

Føj, for en magtdemonstration, han udviser. 

Helt enig!!

Janey skriver:

Hvis ikke de har ægtepagt, så står TS meget godt ved en skilsmisse. Uanset om bil, virksomhed og hus står i hans navn, kommer han til at aflevere 50% af værdien af disse ting til TS, hvis de ikke har ægtepagt. Står tingene i hans navn, kan han beholde dem, men værdien af dem skal deles 50/50 ligesom de værdier TS kunne have skal deles 50/50. Det eneste, der ikke skal deles, er pensioner, men dette kan også være en høj post.

Det kan give manden meget store problemer ved en skilsmisse, da det kan være svært at skaffe de penge, der skal til for at kunne betale halvdelen af værdien af en virksomhed til konen, så har de ikke ægtepagt, står TS meget stærkt. Hus og biler kan sælges og pengene deles, men en virksomhed er noget sværere at håndtere i en skilsmisse. Har han gæld, skal denne dog modregnes i hans værdier. 

Ovenstående var kun for at fortælle, at det ikke nødvendigvis ser så skidt ud for TS ved en skilsmisse, og at han der ikke bare kan trække "mine penge" kortet medmindre, der som sagt er en ægtepagt. Forhåbentligt kan en god snak redde tingene lidt ud, men det er godt nok en elendig opførsel fra hans side.

 

Godt at vide - og under alle omstændigheder værd at sætte sig ind i, både i TS’ og mandens situation! 

Mullemee skriver:

Argh, ro på. Hvis det er første gang han siger sådan noget og det er sagt i et skænderi, så er det måske en lidt voldsom reaktion. Men jeg er enig med dig i, at det bestemt ikke skulle ske igen, og at der skulle komme en konsekvens af den opførsel. Men at gå fra hinanden på grund af en dumhed sagt i et skænderi er voldsomt.

Nix der er bare nogle ting, man ikke siger uagtet hvor gal og vred man er, og hvor hæftigt et skænderi er.. 

For mig viser det hvilken værdier og moral man har, eller mangel på samme. 

Det siger noget uheldigt om hans værdier, hvis du spørger mig. I hvert fald hvis der er tale om et almindeligt skænderi. Fair nok, hvis han var i dybt chok fordi du fx havde været utro, smækket ham en på lampen eller noget andet utilgiveligt. Men det her er over grænsen. I har valgt at indrette jeres familie på den måde i har.

Jeg har selv en mand, der har mere end dobbelt så meget udbetalt som mig om måneden og jeg har aldrig hørt noget lignende. Han er gået ind i det med åbne øjne. Vi kunne indrette os, så vi deler udgifterne 50/50, men det ville betyde en nedgang i levestandarden, som han ikke har lyst til at gå med til. Jeg går ud fra at noget lignende gør sig gældende for jer. 

Nej det er du overhovedet ikke. 

Hold nu op mand. 

Min mand er sømand og tjener 45.000 udbetalt (efter skat) og jeg er pædagog. På løntrin 26. Ca. 17000 udbetalt efter skat ovs.

Min mand har aldrig og kunne heller på ingen måder. Gør sådan noget. 

Her er det sådan at den der tjener meste betaler for mest. Alt er vores. For vi arbejder li hårdt for penge. Der er jo ikke forskel. Der udover er det at jeg er mor til vores. Barn. Jeg var på barsel. Li efteruddannelse endt fik ikke pensionspenge. Dem har min mand endda sæt ind. Som jeg mangler for de 9 mdr. Ca 50.000 

Vi er så også begge feminist. Og lidt Socialist 

Sådan er min kæreste, nogle gange hvis vi har et stort skænderi eller sådan.. 

Altså jeg kan huske, for mange år siden, inden vi fik børn, at min kæreste ville lave særeje på huset. Dengang var det hans hus. Han havde arbejde med almindelig-høj løn og jeg studerede og var på SU. Det var egentlig sådan, at han kun købte huset, fordi han havde mig. Det stod i hans navn, selvom det var "vores" hjem. Huset skulle renoveres og jeg var med heeeelt fra begyndelsen. Han var håndværkeren og jeg var hjælperen -ligesom en der rydder op og gør klar efter håndværkeren, plus det var mig, der ellers sørgede for, at resten af huset var rent og ryddeligt, at der var mad og drikke i køleskabet, at han havde rent tøj i klædeskabet, at græsset blev slået, ukrudtet luget, hækken klippet osv osv og så havde jeg også lige studiet oven i hatten. Jeg fraprioriterede tit fritid ift fester osv til fordel for f.eks. at lægge isolering på loftet og være med til at planlægge alt, hvad der nu hører sig til sådan en renovering (der var meget!!)... pludselig havde han snakket med sine forældre. De mente, at det var bedst, at han (ifm. at jeg skulle overtage halvdelen af lånet og dermed halvdelen af huset) fik lavet særeje, således at når vi fik omlagt lån ifm salg til mig, så skulle han have særeje på den værdi, huset skulle være steget med så jeg ikke fik noget som helst - det var jo med tanke på, hvis jeg nu smuttede... men jeg kan huske, at jeg blev simpelthen SÅ ked af det... ALT det jeg havde gjort... Jeg følte lige pludselig, at DET slet ikke var noget værd. Desuden ville han jo ikke være nået så langt så hurtigt uden min hjælp og huset ville have lignet et bombet lokum til daglig. Det var ikke så meget pengene, det handlede om... Det var mere det, at det var noget, vi havde været fælles om helt fra starten og at hele projektet slet ikke ville have været sat i værk, hvis ikke jeg havde været inde i billedet...  Den gang var jeg på SU men fik jo sidenhen job og vi blev også ligeværdige med økonomien ellers og det blev heller ikke til noget med det særeje...