Skal jeg give mig evig dårlig samvittighed?

Uha det kan blive lidt langt!

Børnene er 4år og 5 et halvt år. 

Vi har været gået fra hinanden i 8 måneder. 

Og har et ellers godt samarbejde. 

Jeg syntes tit det virker til at børnenes far enlig ikke rigtig gider have børnene vis der nu lige er det mindste andet er det hurtigt dem han fravælger. 

Han har børnene hver anden weekend han henter fredag kl 15 og aflevere dem søndag kl 15. Efter eget ønske. Denne weekend altså i morgen kommer de hjem kl 11. Da der lige var noget andet han skal. Jeg har perment byttet weekend med ham da det passede ham bedre (ikke altid mig) jeg har efterhånden prøvet et par gange at han kun kan have dem fra fredag til lørdag eller fra lørdag til søndag den ene gang skulle han til barnedåb i hans familie hvor der vsr masser af børn der ville han ikke have vores med da han ikke mener det var noget for børn.

Nu har han lige igen sport ind til næste weekend han skal have dem den 20 december om de ikke kunne komme lørdag morgen i stedet da der var noget han skulle og jeg sagde nej denne gang da jeg har lovet at passe min nevø på 3måneder med overnatning. 

Men bliver bare i tvivl om jeg bare må tage mig sammen og både have min 4 årig og 5årig plus baby nevø hjemme syntes det er synd vis de skal over til en far der heller vil noget andet. Ved de ville syntes det ville være hyggeligt med en baby i huset men de alle kræver meget på hver deres måde så ved ikke om jeg kan holde til det (er kronisk syg som gør mig ekstra træt)

Han skal i forvejen kun have børnene den 24 december til middag og så kommer de hjem den 26 december til middag og så har jeg dem ellers resten af julen og nytår. 

Hvad ville i gøre ville i holde fast i nej eller ville i give jer? 

Er det fordi du mener at han har dem for lidt (i forhold til hvad der er bedst for børnene) eller fordi du mister den børnefrie tid?  - Jeg synes nemlig dit indlæg er lidt tvetydigt?

Hvis det er det første, ville jeg, når han skal noget forslå den samme tid på et andet tidspunkt, hvis han fx skal noget fredag at han så kunne have dem til mandag, og understrege at børnene savner ham 

Hvis det er nr 2 årsag, vil jeg sige at I begge to skal til at prioterer jeres børn højst for det lyder som om I begge helst er foruden dem (man kan sagtens passe en på 3 måneder samtidig med de store og man kan sagtens tage børnene med til en barnedåb) 

Soonmom skriver:

Er det fordi du mener at han har dem for lidt (i forhold til hvad der er bedst for børnene) eller fordi du mister den børnefrie tid?  - Jeg synes nemlig dit indlæg er lidt tvetydigt?

Hvis det er det første, ville jeg, når han skal noget forslå den samme tid på et andet tidspunkt, hvis han fx skal noget fredag at han så kunne have dem til mandag, og understrege at børnene savner ham 

Hvis det er nr 2 årsag, vil jeg sige at I begge to skal til at prioterer jeres børn højst for det lyder som om I begge helst er foruden dem (man kan sagtens passe en på 3 måneder samtidig med de store og man kan sagtens tage børnene med til en barnedåb) 

Jeg læser det som om at trådstarter har børnene rigtig meget og blot ønsker lidt mere aflastning fra børnenes far, da det ofte lyder som om, at når han skal have samvær har han lige pludselig 1000 andre ting han skal/hellere vil. 

Trådstarter skriver at hun er kronisk syg og hun lettere bliver træt - så giver det god mening at hun har mulighed for at lade op når far har børnene.

Soonmom skriver:

Er det fordi du mener at han har dem for lidt (i forhold til hvad der er bedst for børnene) eller fordi du mister den børnefrie tid?  - Jeg synes nemlig dit indlæg er lidt tvetydigt?

Hvis det er det første, ville jeg, når han skal noget forslå den samme tid på et andet tidspunkt, hvis han fx skal noget fredag at han så kunne have dem til mandag, og understrege at børnene savner ham 

Hvis det er nr 2 årsag, vil jeg sige at I begge to skal til at prioterer jeres børn højst for det lyder som om I begge helst er foruden dem (man kan sagtens passe en på 3 måneder samtidig med de store og man kan sagtens tage børnene med til en barnedåb) 

Jeg vil rigtig gerne have mine børn jeg elsker tiden med dem. Og jeg priotere mine børn over alt andet fagtis så meget at jeg ofte glemmer mig selv. 

Men især den ældste har et stort savn til hendes far hvilket jeg osse siger til ham. Til at starte med kom han og så børnene onsdag hver anden uge men det blev til han måske var der 45min og så smuttede han igen hvilket enlig bare gjorder savnet større.

Det med at have dem til mandag ville ikke kunne lade sig gøre da han køre på arbejde før børnehaven åbner og selv om det kunne ville at nægte det alt der giver en smule besvær nægter han. Jeg har foreslået han skulle hente børnene i børnehaven om fredagen det gad han ikke for han havde ikke styr på alt deres lort var svaret. Så det bliver til jeg møder ham der henne og sørger for alle deres ting.  Han vil ikke hente før kl 15. Tros han har fri kl 12.15 hvilket jeg talte med store bokstaver så nu hedder det kl 14.  

I sommerferien sagde han at han kun havde 2 ugers ferie så han havde dem hvad der svare til en kort weekend 2 gange det viser sig så han da lige nuppede en uge mere som han har lagt uden for børnenes sommerferie hvilket jo ville have været fint nok vis han tænke han ville give børnene en fridag fra børnehaven men nej det var skam bare for ham selv. Nævnte det men det gjorder ingen forskel.

Og jo jeg har sagt han skal have børnene en uge i sommerferien til næste år da den store er startet i skole og den yngste har 3 uger men jeg har kun ret til 14 dages ferie og ville gerne undgå ferie pasning hvilken han osse altid har holdt på men helst vis jeg har børnene. 

Og ja den sidste ting er jeg er syg med komplekse kroniske smerter og dårlig hofter hvilken gør jeg ofte er mere træt ind hvad der er normalt og den ene lørdag jeg lige har hver 14 dag bruger jeg på at sove og lade op så jeg bedst muligt kan være der for mine børn. 

Men jeg har stadig bare dårlig samvittighed og overvejer at sige at jeg godt kan have dem den 20 og så bare have alle 3 børn den dag. 

Jeg forstår bare ikke hvorfor han ikke selv ønsker at priotere at se sine børn noget mere jeg ville ikke selv kunne undvære dem så længe han beder jo ikke om en anden dag han fravælger en dag. Han skal kun have børnene 2 dage ud af 10 dage her over jul og nytår og så weekenden op til vil han oven i have dem en dag mindre  det er synd for børnene 

Anonym skriver:

Men jeg har stadig bare dårlig samvittighed og overvejer at sige at jeg godt kan have dem den 20 og så bare have alle 3 børn den dag. 

Jeg forstår bare ikke hvorfor han ikke selv ønsker at priotere at se sine børn noget mere jeg ville ikke selv kunne undvære dem så længe han beder jo ikke om en anden dag han fravælger en dag. Han skal kun have børnene 2 dage ud af 10 dage her over jul og nytår og så weekenden op til vil han oven i have dem en dag mindre  det er synd for børnene 

Han vil helst slippe for ansvaret, og du tager det, så er det nemt at have børn. Du giver dig hver eneste gang. 

Jeg ville få familieretshuset med ind over, så i får lavet klare aftaler og du skal sætte ord på overfor dem (og ham, hvis han kan forstå det) at du har brug for at han kommer ind i kampen og tager sig af hans børn. 

Fast samvær, han afhenter selv i børnehave fredag og sørget for at få deres ting med. Glemmer han noget, må han jo stå til ansvar for det, og bringe det iorden. 

Du er ikke hans mor/barnepige, så han må mande sig op og tage hans del. - Han må planlægge al hans anden gøren og laden i tiden når han ikke har hans børn. 

Jeg syntes klart, at du med god samvittighed ka tillade dig, at sige fra overfor ham, og at han må se at komme ind i kampen!

Du har lavet andre planer, og han er ik længer en del af din "fritid" Du har brug for tiden, til at lade op og til at få mere energi. Det ka du ik, hvis du hele tiden ska tilpasse dig ham.

Ka han ik ha børnene med, til familie barnedåb, må han jo sørge for at finde anden pasning, som self ik har noget med dig at gøre. Vh Stine 

Mine drenge havde (har) sådan en far. Han så dem dog mindre og hentede dem fredag aften og kom lørdag formiddag den hveranden weekend han skulle se dem. Derudover ville han kun have dem skiftevis. Det var hårdt for min søn, det savn, men desværre en realitet som han da han var ca 14 (han er 18 nu) indså og stoppede kontakten hvilket forandrede ham så positivt. Han har altid været en dejlig dreng men hans far var en byrde der gjorde ham ked af det. Især med alle de aflysninger oveni. Ham og hans bror fik følelsen af at blive fravalgt og ikke så meget værd som da han senere fik flere børn. Min anden søn havde aldrig de samme stærke følelser for ham, og havde aldrig rigtig boet m ham, så han ser ham stadig en gang om året måske. Men de har lidt kontakt. Han er 16 nu. Jeg var ikke kronisk syg, så jeg havde måske mere overskud men egentlig føltes det hele lettere uden ham i billedet. Jeg lod ham se dem når han havde overskuddet fordi i hans tilfælde ville han ikke havde været en god far når de så var der. Derudover kunne man ikke få ham til noget og det var bedre for mine børn at jeg ikke kæmpede en kamp, de ville kunne mærke. Så de har altid boet hos mig. 
Jeg prøver at sige, at hvis jeg havde den tanke at de ikke havde det godt hos ham, hvis han blev presset til at se dem, så ville jeg ikke “tvinge” ham. Trods vi er helt enige om det er så elendigt af en forælder at være sådan. Men nogen mennesker værdsætter ikke det bedste de har og er for blinde til nogensinde at indse det. Jeg ville dog aldrig lade ham bosse rundt med mig, så kan han ikke selv hente i børnehaven så bliver det på dine præmisser hvordan det nu passer dig. Du kan eller skal ikke skåne dine børn for hans opførsel. Den skal han stå til regnskab for selvom det kan gøre ondt på dem. Men de vil opdage det og ser det jo også allerede. Du skal ikke beskytte din x overfor dem, ej heller snakke grimt om ham. Men sig fx jeg forstår godt du er ked af det og det kan han heller ikke være bekendt. Min ældste søn gav mig i flere år skylden fordi det var lettere for ham og gjorde mindre ondt, hvis det var mig der holdt ham fra hans far, og fordi hans far sagde til ham det var mig der sagde nej, trods jeg aldrig nogensinde havde sagt nej. Jeg ønskede virkelig han ville have et forhold til sine børn. For alles skyld. Det gjorde min søn havde et anstrengt forhold til min nye mand. Jeg startede med at være ærlig og min søn overhørte telefonopkald eller startede m selv at ringe til hans far og blev afvist. Og jeg trøstede ham. Det gjorde ondt på os begge, men sandheden var vejen frem.

jeg håber du finder en løsning. Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at få slappet af når de var i institutionen eller hvis en bedste / moster kunne passe et par timer. Eller lad dem se en film og hav en hviletime ind imellem. Og stop med at bruge din energi på ham. 

En foreslår familieretshuset til at fastsætte samværet, men hvis det er sådan, at han ikke gider børnene, har jeg svært ved at se, hvad de skal kunne gøre. De kan ikke tvinge ham til at have dem mere. Du kan selvfølgelig håbe, at han vågner op, når du kontakter dem og bliver opmærksom på, at det faktisk er et problem for dig (og dem) , at han er så laissez faire omkring samværet og det at overholde aftaler. Nu skriver du, at den store har et stort savn efter sin far. Det lyder hårdt. Jeg ved ikke, hvor robuste dine børn er, men det jeg fandt ud af, da jeg selv blev skilt er, at børn (i hvert fald min egen) har brug for struktur, forudsigelighed og for at blive prioriteret. Jeg vil ikke male fanden på væggen, for jeg kender jer ikke, men hvis din eks bliver ved med at lave om på tingene og fravælge børnene hver gang, der sker det mindste, er der en risiko for, at de begynder at reagere på det svigt. 

Du er nødt til at sige fra. Dit liv skal ikke indrettes efter ham og hvad han lige føler mest for. Det smadre dine planer og din mulighed for et pusterum og et voksen socialliv. Det er ikke fair. 

Jeg læser det ikke som om han ikke tager vare på dem, når han har dem - så den dårlige samvittighed over at sende børnene afsted når han ikke har lyst, ville jeg pakke væk. Jeg har sgu heller ikke altid lyst til at være på som mor, men man gør det jo. Sådan er livet bare når man har valgt at få børn. 

Lige nu lever han let og frit og kan vælge som han vil. Han tager intet ansvar ift hans egne børn. Det skal du ikke bare godtage. Hvis du ved at han fysisk og mentalt er fint i stand til at klare det selv - så skal du give slip og sætte ham ud på dybt vand. Det er den eneste måde hvorpå han lærer at du ikke vil hoppe og springe for ham. 

Du må sige klart fra. Fortæl ham at fra nu af, skal han selv fixe sine problemer i egne weekender, for ellers har du ikke en jordisk chance for at planlægge noget som helst - og du vil også gerne have et pusterum, du er trods alt på markant mere end ham.

Og - jeres barn savner far. Det skal han dælme også tage seriøst.