Dilemma: kollega bryder snart sammen

Jeg går gerne med hende til ledelsen, men det vil hun ikke lade mig. Hun har min fulde opbakning, men hun er meget selvstændig og stædig og vil kæmpe sine kampe selv. Hun er slet ikke nervøs for at tage det op med ledelsen, så det er ikke, fordi hun har brug for opbakning over for dem. Problemet ligger udelukkende i som Line også beskriver, at hun vil klare det selv. Jeg er ikke i tvivl, om at hun vil sige til direktøren, at der skal ske noget. Problemet er bare, at hun ikke når det, fordi hun lige skal klare alt muligt andet først i stedet for at tage sig af sig selv først.

Det vil helt sikkert være godt for hende at komme væk, hvis ikke der tages hånd om det, for hun er netop den type Line beskriver. Hendes tanker: Hun løber bare det hurtigere, hun kan jo godt arbejde 70-80 timer om ugen lige nu (det har så stået på i hvert fald et halvt år), hun har jo alligevel ikke brug for så meget søvn, så hun kan da godt stå op og begynde at arbejde kl. 4, selv om hun dagen før arbejdede til kl 22. 

Jeg ville aldrig fortælle i detaljer om, hvad hun har fortalt mig som f.eks., at hun har skrevet sin opsigelse, men jeg er bange for, at hun ender med at blive alvorligt syg, hvis ikke der er nogen, der reagerer. Hun er et lille nips og har fortalt mig at alene i denne uge har hun tabt 3 kg og det er kun torsdag, så jeg er meget bekymret for hende.

lineog4 skriver:

Jeg kan så se jeg er lidt Karl modsat her. 

På min arbejdsplads har vi talt en del om, hvad gør man som kollega, hvis man er bekymret for en af sine kollegaer, og vi er enige om, at vi går til kollegaen og når det er gjort for ordentlig også ledelsen.

En der er ved at gå ned med stress vil meget ofte have en tilgang som hedder: det her kan jeg sagtens klare, jeg løber bare lidt hurtigere, jeg skal også bare lige og jeg er stærk nok. Den tanke er der til den dag de sidder med stenansigt og lufte er slået helt ud af dem. De vil ikke række hånden ud til en leder, de vil ikke selv gå ind og sige: det kan jeg ikke, så hvem skal så gøre det? Dem der ser tegnene selvsagt.

Jeg ville ikke gå ind til ledelsen og sige, hvad en kollega har sagt i fortrolighed, jeg ville ikke fortælle om opsigelsen i tasken. Men jeg ville gå ind og sige, jeg er bekymret. Og jeg ville også fortælle min kollega, at jeg havde sagt det.

Netop berøringsangsten og tanken "Det må de klare selv, for de er voksne" er i min optik medvirkende til, at en del stress ikke bliver taget i opløbet. Jeg håber mine kollegaer vil drage den omsorg for mig - jeg forsøger at drage den omsorg for dem, og når jeg siger; jeg fortalte vores leder, at var bekymret, så har jeg kun fået tak af mine kollegaer - det er jo ikke en kritik, men en bekymring.

Jeg må vidst hellere uddybe hvad jeg mente med at kollegaen er voksen. Jeg mente *ikke* at man som voksen skal klare sig selv. Det er heller ikke situationen her. Men når man siger pænt nej tak til at ens problemer skal deles med chefen, skal det respekteres 

Nogle gange har vi et forhold til vores kolleger, chef eller arbejde som den bekymrede kollega ikke kan sætte sig ind i. Jeg har arbejdet på en konkurrenceudsat arbejdsplads hvor nogle af mine kollegaer også i nogen grad var mine konkurrenter. Mange er ikke fastansatte, og dem der ikke er, ligger i konkurrence om at få lov til at blive det. Nogle kolleger stoler man på, andre ikke. Nogle chefer stoler man på, andre ikke.

Når du som kollega går til chefen og udtrykker din bekymring for kollega X, kan det meget vel betyde, at kollega X går glip af ressourcer, muligheder, endda forfremmelse eller fastansættelse. Det er ikke din risiko at tage.

Du *kan* tillade dig at tage strukturelle problemer på arbejdspladsen op med chefen. Men ikke at udlevere din kollega.

Hilsen en der har været både den stressramte, den bekymrede kollega, og chefen.

Jeg er "din" veninde... Pligtopfyldende og ansvarlig. Jeg-kan-klare-alt typen.

For et år siden startede mit mareridt. Jeg var i forvejen proppet med opgaver og for et år siden fik jeg endnu en opgave, som skulle vise sig at være prikken over i'et. Jeg kunne aldrig drømme om at sige nej til opgaven for jeg hjælper jo alle. 

Jeg blev længere på mit arbejde for at nå det hele. Arbejdede hjemmefra efter at have puttet mine børn for at lette trykket i min hjerne. Talte også med mine kollegaer om det, og alle fortalte mig at jeg skulle gå til ledelsen. "nej, nej, det går nok"

Indtil en dag, hvor den ikke gik længere, hvor en lille ting væltede det hele for mig. Hvor min læge sygemelde mig øjeblikkeligt med akut stress i minimum en måned.

Jeg havde et par gange forsøgt at tale med ledelsen, men følte ikke at de tog det alvorligt. Netop fordi jeg er den type som altid klarer ALT. Det er sådan de kender mig.

Jeg ville have ønsket at en kollega var gået til dem og bare sagt at de lige skulle holde lidt øje med mig, at man har bemærket at jeg virkede træt og uoplagt. Eller noget. Bare gøre dem obs på det. For så tror jeg at de havde fanget den inden det gik helt galt. 

Efter min egen erfaring, så synes jeg at man som kollegaer skal passe på hinanden... Ingen siger at man skal udlevere detaljer eller noget. Bare gøre opmærksom på, at der foregår noget.

Held og lykke til dig og jeg håber at din kollega når at redde sig selv inden hun rammer bunden. Det er slet ikke sjovt at være der. 

PS. Du er en dejlig kollega 

Anonym skriver:

Jeg går gerne med hende til ledelsen, men det vil hun ikke lade mig. Hun har min fulde opbakning, men hun er meget selvstændig og stædig og vil kæmpe sine kampe selv. Hun er slet ikke nervøs for at tage det op med ledelsen, så det er ikke, fordi hun har brug for opbakning over for dem. Problemet ligger udelukkende i som Line også beskriver, at hun vil klare det selv. Jeg er ikke i tvivl, om at hun vil sige til direktøren, at der skal ske noget. Problemet er bare, at hun ikke når det, fordi hun lige skal klare alt muligt andet først i stedet for at tage sig af sig selv først.

Det vil helt sikkert være godt for hende at komme væk, hvis ikke der tages hånd om det, for hun er netop den type Line beskriver. Hendes tanker: Hun løber bare det hurtigere, hun kan jo godt arbejde 70-80 timer om ugen lige nu (det har så stået på i hvert fald et halvt år), hun har jo alligevel ikke brug for så meget søvn, så hun kan da godt stå op og begynde at arbejde kl. 4, selv om hun dagen før arbejdede til kl 22. 

Jeg ville aldrig fortælle i detaljer om, hvad hun har fortalt mig som f.eks., at hun har skrevet sin opsigelse, men jeg er bange for, at hun ender med at blive alvorligt syg, hvis ikke der er nogen, der reagerer. Hun er et lille nips og har fortalt mig at alene i denne uge har hun tabt 3 kg og det er kun torsdag, så jeg er meget bekymret for hende.

Du skriver, at hun er rigtig glad for sit arbejde, og at hun faktisk ikke ønsker at forlade arbejdspladsen.

Jeg er faktisk enig med Line i, at mange er for berøringsangste.

Hun vil ikke lade dig gå med til ledelsen - og hun er ikke bange for at tage det op med ledelsen, men hun vil klare det selv. Det lyder bare ikke, som om hun kan klare det selv. 

Som jeg forstår det, er ledelsen slet ikke klar over, at der er et problem. 

Kan du være en lille smule "striks " - sige til hende, at du godt forstår, at hun ønsker at klare problemerne selv, men at du ikke kan blive ved med at se på det. Og at du er nødt til at udtrykke din bekymring. 

Selvfølgelig skal du ikke komme med detaler og fortælle, at hun har skrevet sin opsigelse.

Men tænk, hvis der findes en løsning - hvis bare ledelsen bliver klar over, hvordan hun har det.

Jeg har været depressionsramt, og i dag er jeg virkelig taknemmelig for, at der var kolleger, der turde blande sig. 

Jeg har en gang oplevet at min ledelse hev fat i mig - fordi en af mine kolleger havde været inde og sige: er I opmærksomme på (mit navn) - jeg er bange for, hun ikke har det godt og at I skal tage lidt ekstra hånd om hende, hvis ikke hun skal gå ned med stress. Min kollega havde fuldstændig ret og den håndsrækning gjorde, at jeg ikke nåede at drukne fuldstændig. Du kan måske gå til din ledelse med samme bekymring - uden at fortælle at din kollega selv har givet udtryk for problematikker (det havde jeg på ingen måde den gang - hun havde bare lagt mærke til fysisk og psykisk forandring ved mig) 

kamikaze skriver:

Jeg må vidst hellere uddybe hvad jeg mente med at kollegaen er voksen. Jeg mente *ikke* at man som voksen skal klare sig selv. Det er heller ikke situationen her. Men når man siger pænt nej tak til at ens problemer skal deles med chefen, skal det respekteres 

Nogle gange har vi et forhold til vores kolleger, chef eller arbejde som den bekymrede kollega ikke kan sætte sig ind i. Jeg har arbejdet på en konkurrenceudsat arbejdsplads hvor nogle af mine kollegaer også i nogen grad var mine konkurrenter. Mange er ikke fastansatte, og dem der ikke er, ligger i konkurrence om at få lov til at blive det. Nogle kolleger stoler man på, andre ikke. Nogle chefer stoler man på, andre ikke.

Når du som kollega går til chefen og udtrykker din bekymring for kollega X, kan det meget vel betyde, at kollega X går glip af ressourcer, muligheder, endda forfremmelse eller fastansættelse. Det er ikke din risiko at tage.

Du *kan* tillade dig at tage strukturelle problemer på arbejdspladsen op med chefen. Men ikke at udlevere din kollega.

Hilsen en der har været både den stressramte, den bekymrede kollega, og chefen.

Vi arbejder på en meget anderledes arbejdsplads, end det du beskriver, og hun vil på ingen måde miste noget som helst ved, at chefen kender til hendes problemer. Inden for vores virksomhed er vi meget familiære og er på kram selv med den administrerende direktør.

Problemet ligger i den anden virksomhed, hvor der er en helt anden tilgang til medarbejderne, hvor chefens ord er lov og personalepleje og interesse for medarbejdernes ve og vel ingen interesse har. Det er vores administrerende direktør, der styrer alt omkring personlige ressourcer, forfremmelser og løn, så derfor vil det aldrig skade hende, at direktøren informeres, da han er en, der går meget op i at tage hånd om medarbejderne. Vi har desværre haft flere medarbejdere med alvorlig sygdom (kræft og diskosprolaps) og hver gang er der taget så godt hånd om disse i vores virksomhed, så det vil helt sikkert ikke komme hende til skade, hvis chefen får besked.

Tak for alle jeres svar. Jeg holder øje med hende og får hun ikke snakket med chefen inden for den næste uges tid, så går jeg til chefen og siger, at jeg er bekymret for hende. Selvfølgelig uden at gå i detaljer med noget, men bare en overordnet bekymring

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar. Jeg holder øje med hende og får hun ikke snakket med chefen inden for den næste uges tid, så går jeg til chefen og siger, at jeg er bekymret for hende. Selvfølgelig uden at gå i detaljer med noget, men bare en overordnet bekymring

Det lyder som en plan. Jeg har ondt af din kollega. Det er sindssygt hårdt at være i. 

Jeg har selv været stresset. Det væltede også for mig. Min kollega sagde flere gange “er du ikke sikker på, du har stress? Du har symptomer på det” 

men jeg afslog hele tiden, jeg løb hurtigere og så væltede det pludselig for mig. Jeg blev sygemeldt på stedet. 
 
De andre kollegaer havde også godt set det og chefen havde også set det. Men de gjorde intet. De passede sig selv. For det ragede jo ikke dem. 

jeg ville ønske nogle havde gjort noget. Nogle havde hjulpet mig. ja, jeg er voksen, men det er svært at se. 

Det fik alvorlige konsekvenser for mig, og jeg har faktisk mistet mit arbejde på det, fordi stressen ødelagde mig. 

Jeg håber, at I kan tage det i opløbet.

Anonym skriver:

Vi arbejder på en meget anderledes arbejdsplads, end det du beskriver, og hun vil på ingen måde miste noget som helst ved, at chefen kender til hendes problemer. Inden for vores virksomhed er vi meget familiære og er på kram selv med den administrerende direktør.

Problemet ligger i den anden virksomhed, hvor der er en helt anden tilgang til medarbejderne, hvor chefens ord er lov og personalepleje og interesse for medarbejdernes ve og vel ingen interesse har. Det er vores administrerende direktør, der styrer alt omkring personlige ressourcer, forfremmelser og løn, så derfor vil det aldrig skade hende, at direktøren informeres, da han er en, der går meget op i at tage hånd om medarbejderne. Vi har desværre haft flere medarbejdere med alvorlig sygdom (kræft og diskosprolaps) og hver gang er der taget så godt hånd om disse i vores virksomhed, så det vil helt sikkert ikke komme hende til skade, hvis chefen får besked.

Jeg har selv kollegaer som ville beskrive min tidligere arbejdsplads på samme måde som du beskriver din. Jeg synes det lyder som du og andre projicerer jer selv på din kollega når i taler om hvordan stress udvikler sig.

Jeg er også en typisk overpresterende ansat, og inden jeg gik ned med stress kom en af de kollegaer, jeg ikke stolede på, og prøvede at fortælle mig at jeg var stresset. Det var vildt invaderende, og hvis han var gået til chefen bag min ryg havde det gjort min stress langt værre. Nogle uger senere talte jeg med en god kollega om hvordan jeg havde det, som også var TR -- som tilbød sig at tale med min chef. Og det måtte han gerne. Det var en kæmpestøtte -- men helt afgørende for at jeg kom godt tilbage fra stressen var at jeg ikke blev invaderet. På et tidspunkt under tilbagevendelsen prøvede en af mine ledere at "styre" processen, og det gjorde reelt set at jeg fik et tilbagefald.

Stress kræver at man arbejder både med det strukturelle på arbejdspladsen og med sig selv som ansat. Det første kan du tage op med ledelsen uden at udlevere din kollega, det sidste kan du ikke gøre for hende. Bemærk, jeg siger ikke at du skal blande dig udenom. Jeg siger bare at al den tid hun beder dig lade være med at tale med ledelsen, skal du lade være. Selvfølgelig kan du blive ved med at bede om lov. Du kan prøve at sige "jeg bliver nødt til at tale med chefen" og se hvordan hun reagerer. Men du risikerer at gøre hendes situation værre hvis hun vitterlig ikke vil have det.