Skilsmisse eller ej - hvordan tog i beslutningen?

Hej alle 

Jeg føler jeg fjollet at skrive her, men jeg er ikke klar til at dele med hverken venner eller familie. 

Min mand og jeg har været sammen i 6 år og har en søn S på 4 år. 

Vores forhold har altid været bølgende, da vi begge har stort temperament - men kærligheden har været ligeså stor. 

Jeg knus elsker min mand, vores hus og vores lille familie. Han er min bedste ven og klippe. 

Men han er også en kæmpe idiot og ikke god for mig. 

Vi har flere gange været ved at gå fra hinanden, men altid prøvet at løse det i stedet og det er aldrig helt lykkes. 

Nu står vi her igen. Vi vil skilles - men jeg er SÅ bange. 

Bange for om jeg tager det forkerte valg. Jeg elsker ham jo, han er verdens bedste far og vi har det også virkelig godt sammen meget af tiden. Græsset er jo ikke grønnere på den anden side? Hvem siger jeg bliver gladere uden ham? eller med en anden? 

Hvordan turde i andre at tag skridtet? Og vigtigst af alt - fortryder i? eller er i glade for jeres valg?

Anonym skriver:

Hej alle 

Jeg føler jeg fjollet at skrive her, men jeg er ikke klar til at dele med hverken venner eller familie. 

Min mand og jeg har været sammen i 6 år og har en søn S på 4 år. 

Vores forhold har altid været bølgende, da vi begge har stort temperament - men kærligheden har været ligeså stor. 

Jeg knus elsker min mand, vores hus og vores lille familie. Han er min bedste ven og klippe. 

Men han er også en kæmpe idiot og ikke god for mig. 

Vi har flere gange været ved at gå fra hinanden, men altid prøvet at løse det i stedet og det er aldrig helt lykkes. 

Nu står vi her igen. Vi vil skilles - men jeg er SÅ bange. 

Bange for om jeg tager det forkerte valg. Jeg elsker ham jo, han er verdens bedste far og vi har det også virkelig godt sammen meget af tiden. Græsset er jo ikke grønnere på den anden side? Hvem siger jeg bliver gladere uden ham? eller med en anden? 

Hvordan turde i andre at tag skridtet? Og vigtigst af alt - fortryder i? eller er i glade for jeres valg?

Har i mulighed for at flytte hver for sig i en periode og se hvordan i har det med det? 
det at blive skilt er jo ikk verdens undergang. Det betyder jo ikke at i aldrig kan finde sammen igen. 

hvis i kan bo hver for sig en periode kan i jo afprøve hvordan i er gladest hvis man kan formulerer det sådan. 

Anonym skriver:

Hej alle 

Jeg føler jeg fjollet at skrive her, men jeg er ikke klar til at dele med hverken venner eller familie. 

Min mand og jeg har været sammen i 6 år og har en søn S på 4 år. 

Vores forhold har altid været bølgende, da vi begge har stort temperament - men kærligheden har været ligeså stor. 

Jeg knus elsker min mand, vores hus og vores lille familie. Han er min bedste ven og klippe. 

Men han er også en kæmpe idiot og ikke god for mig. 

Vi har flere gange været ved at gå fra hinanden, men altid prøvet at løse det i stedet og det er aldrig helt lykkes. 

Nu står vi her igen. Vi vil skilles - men jeg er SÅ bange. 

Bange for om jeg tager det forkerte valg. Jeg elsker ham jo, han er verdens bedste far og vi har det også virkelig godt sammen meget af tiden. Græsset er jo ikke grønnere på den anden side? Hvem siger jeg bliver gladere uden ham? eller med en anden? 

Hvordan turde i andre at tag skridtet? Og vigtigst af alt - fortryder i? eller er i glade for jeres valg?

Puha kan godt forstå det er svært & synes bestemt i skal prøve en periode at på hver for sig inden & hvis det viser sig det er det i skal så lad jer blive skilt..

Har i prøvet & få hjælp udefra ?

Anonym skriver:

Hej alle 

Jeg føler jeg fjollet at skrive her, men jeg er ikke klar til at dele med hverken venner eller familie. 

Min mand og jeg har været sammen i 6 år og har en søn S på 4 år. 

Vores forhold har altid været bølgende, da vi begge har stort temperament - men kærligheden har været ligeså stor. 

Jeg knus elsker min mand, vores hus og vores lille familie. Han er min bedste ven og klippe. 

Men han er også en kæmpe idiot og ikke god for mig. 

Vi har flere gange været ved at gå fra hinanden, men altid prøvet at løse det i stedet og det er aldrig helt lykkes. 

Nu står vi her igen. Vi vil skilles - men jeg er SÅ bange. 

Bange for om jeg tager det forkerte valg. Jeg elsker ham jo, han er verdens bedste far og vi har det også virkelig godt sammen meget af tiden. Græsset er jo ikke grønnere på den anden side? Hvem siger jeg bliver gladere uden ham? eller med en anden? 

Hvordan turde i andre at tag skridtet? Og vigtigst af alt - fortryder i? eller er i glade for jeres valg?

Jeg tog beslutningen om at blive skilt fra mit første barns far i det sekund at jeg tænkte at mit barn skulle ikke vokse op og vide at det var okay at "nøjes" eller at det er okay at være i et forhold, som vi havde. 

Jeg havde længe gået og tænkt over at jeg ikke ville mere, men det gik jo ok, og jeg havde alle de samme tanker som dig, men da jeg sad og kiggede på det lille menneske, som var 100% afhængig af mig, så var beslutningen ligetil.. 

Det er selvfølgelig en hård proces bagefter, men jeg synes det gjorde det meget nemmere at jeg var sikker i min sag og ikke havde døren på klem i forhold til min eks.

Anonym skriver:

Hej alle 

Jeg føler jeg fjollet at skrive her, men jeg er ikke klar til at dele med hverken venner eller familie. 

Min mand og jeg har været sammen i 6 år og har en søn S på 4 år. 

Vores forhold har altid været bølgende, da vi begge har stort temperament - men kærligheden har været ligeså stor. 

Jeg knus elsker min mand, vores hus og vores lille familie. Han er min bedste ven og klippe. 

Men han er også en kæmpe idiot og ikke god for mig. 

Vi har flere gange været ved at gå fra hinanden, men altid prøvet at løse det i stedet og det er aldrig helt lykkes. 

Nu står vi her igen. Vi vil skilles - men jeg er SÅ bange. 

Bange for om jeg tager det forkerte valg. Jeg elsker ham jo, han er verdens bedste far og vi har det også virkelig godt sammen meget af tiden. Græsset er jo ikke grønnere på den anden side? Hvem siger jeg bliver gladere uden ham? eller med en anden? 

Hvordan turde i andre at tag skridtet? Og vigtigst af alt - fortryder i? eller er i glade for jeres valg?

Skilt uden børn. Megasvær beslutning, sugede al energi - men hold kæft, hvor er verden da meget bedre uden ham. Fandt efterfølgende en anden, vi har været sammen i 18 år nu.

Anonym skriver:

Hej alle 

Jeg føler jeg fjollet at skrive her, men jeg er ikke klar til at dele med hverken venner eller familie. 

Min mand og jeg har været sammen i 6 år og har en søn S på 4 år. 

Vores forhold har altid været bølgende, da vi begge har stort temperament - men kærligheden har været ligeså stor. 

Jeg knus elsker min mand, vores hus og vores lille familie. Han er min bedste ven og klippe. 

Men han er også en kæmpe idiot og ikke god for mig. 

Vi har flere gange været ved at gå fra hinanden, men altid prøvet at løse det i stedet og det er aldrig helt lykkes. 

Nu står vi her igen. Vi vil skilles - men jeg er SÅ bange. 

Bange for om jeg tager det forkerte valg. Jeg elsker ham jo, han er verdens bedste far og vi har det også virkelig godt sammen meget af tiden. Græsset er jo ikke grønnere på den anden side? Hvem siger jeg bliver gladere uden ham? eller med en anden? 

Hvordan turde i andre at tag skridtet? Og vigtigst af alt - fortryder i? eller er i glade for jeres valg?

Jeg plejer at sige "hvis man er i tvivl, så er man ikke i tvivl".

Efter lang tids kamp, vågnede jeg op en dag, og jeg vidste indeni at det var slut. Der var ingen vej tilbage. 

For mig lyder det ikke som om du er klar til at gå fra ham. Derfor ville jeg prøve med parterapi. Især når der er et barn involveret. Held og lykke. 

Enig med ovenstående - Når man er i tvivl, så er det ikke tid til at gå fra hinanden, så er det tid til at kæmpe. Særligt når der er børn involveret. 

Vi havde været sammen i 9 år har 2 børn sammen og var vokset fra hinanden.  syntes tit vi endte i et skænderi hvor vi begge var i tvivl men igen og igen gav vi det er chance. 

Da vi så var på en tur ude og skulle videre derfra til noget andet bad jeg min far køre manden hjem inden da han konstant var negativ og orked ikke det skulle blive ved at gå ud over mig og børnene. (han ville selv gerne hjem)

Den dag begyndte jeg sådan rigtig at tænke over om jeg overhovedet sådan rigtig elske ham mere. Han tænkte kun på sig selv og sin træning laved aldrig noget mere med mig og børnene uden en masse brok og mit svar blev et klart nej. Da jeg kom hjem og havde lagt børnene satte jeg mig ved siden af ham i sofaen og åbnede op for snakken om vi nok var vokset fra hinanden og han var heldigvis enig.

Vi har nu været fra hinanden i 8 måneder og har aldrig fortrudt!

Det hårdeste var dog at se børnene savne deres far og det gør de til tider stadig. Da han heller vil sig selv ind at komme forbi at se børnene så de ser ham kun hver 14 dag.. Vis han først kommer forbi er det Max 1 time og så er han kørt igen og det gør bare savnet større for den 5årig desværre

Jeg synes godt nok folk er hurtige til at rådgive om pause fra eller forlade en så vigtigt person som faren til dine børn. 

Jeg tænker at du skriver at han er en god far, at han er din bedste ven, at I knuselsker hinanden og at I har det godt for det meste. Nu ved jeg ikke hvor gamle dine børn er, men små børn tærer på et forhold og jeg må da indrømme at jeg også synes min mand kan være en idiot og han tænker sikkert det samme om mig nogen gange. Jeg tænker du må tænke over i hvilke situationer du synes det går galt og hvad det er du synes at du mangler. 

Hvis I holder en pause er der en risiko for at I ikke kommer til samme beslutning. Det skal du være forberedt på. 

Jeg synes det lyder som om det vigtigste er der: i har det overvejende godt og elsker hinanden. Det ville jeg arbejde videre med. Også hvis det krævede parterapi eller blot psykologtimer til mig selv. 

Jeg synes man skylder sine børn at have prøvet alt før man kaster håndklædet i ringen. Børn og ægteskab er hårdt arbejde. 

anna111 skriver:

Vi havde været sammen i 9 år har 2 børn sammen og var vokset fra hinanden.  syntes tit vi endte i et skænderi hvor vi begge var i tvivl men igen og igen gav vi det er chance. 

Da vi så var på en tur ude og skulle videre derfra til noget andet bad jeg min far køre manden hjem inden da han konstant var negativ og orked ikke det skulle blive ved at gå ud over mig og børnene. (han ville selv gerne hjem)

Den dag begyndte jeg sådan rigtig at tænke over om jeg overhovedet sådan rigtig elske ham mere. Han tænkte kun på sig selv og sin træning laved aldrig noget mere med mig og børnene uden en masse brok og mit svar blev et klart nej. Da jeg kom hjem og havde lagt børnene satte jeg mig ved siden af ham i sofaen og åbnede op for snakken om vi nok var vokset fra hinanden og han var heldigvis enig.

Vi har nu været fra hinanden i 8 måneder og har aldrig fortrudt!

Det hårdeste var dog at se børnene savne deres far og det gør de til tider stadig. Da han heller vil sig selv ind at komme forbi at se børnene så de ser ham kun hver 14 dag.. Vis han først kommer forbi er det Max 1 time og så er han kørt igen og det gør bare savnet større for den 5årig desværre

Hvad skal hun bruge din historie til - det kan jo ikke sammenlignes. Ts fortæller at han er en god far og at de har det godt det meste af tiden. 

Så fint at du ikke har fortrudt men du havde en mand som ikke gad dig eller sine børn og prioriterede sig selv højest. Det er en anden situation.