Når far får barn.

Jeg ved ikke hvor jeg skal placere mit indlæg og hvilken overskrift der var passende . 

Sagen er at jeg er skilt fra mine børns far. Han har fundet en ny og de har fået en datter sammen. Jeg har også selv fundet en ny som jeg bor sammen med og har fået barn med ham.

Mine 2 børn ( en dreng og en pige på 11 år ) som jeg har med exen har gennem de sidste par år følt sig tilsidesat af deres far når de er hos ham. De fortæller ( og jeg ser det jo også selv)  at fars nye barn (2 år gammel)  altid er med når mine  skal noget med deres far. Om det så er sport , skole arrangementer, shopping ture osv.  De savner noget alene tid med deres far, og de er nu begyndt at afvise ham og ikke have lyst til at komme hjem til ham og hans kæreste og deres barn. 

Jeg bruger selv tiden på mine 2 andre børn alene fordi jeg jo ikke altid har dem hos mig og de også har brig for tid hvor jeg kan fokusere på dem. 

Hvordan får jeg forklaret exen at han er nød til at lytte til vores børn når de siger de har brug for tid med ham og ikke altid har deres lillesøster med. 

Mine børn fortæller også at hans nye kæreste bliver sur når han prioriterer vores 2 børn, og det ender derfor med at han så har deres lillesøster med i alt. 

Jeg har ikke lyst til at blande mig, men det går ud over mine børn. Hvordan gør jeg det? Eller skal jeg bare lade som ingenting? 

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvor jeg skal placere mit indlæg og hvilken overskrift der var passende . 

Sagen er at jeg er skilt fra mine børns far. Han har fundet en ny og de har fået en datter sammen. Jeg har også selv fundet en ny som jeg bor sammen med og har fået barn med ham.

Mine 2 børn ( en dreng og en pige på 11 år ) som jeg har med exen har gennem de sidste par år følt sig tilsidesat af deres far når de er hos ham. De fortæller ( og jeg ser det jo også selv)  at fars nye barn (2 år gammel)  altid er med når mine  skal noget med deres far. Om det så er sport , skole arrangementer, shopping ture osv.  De savner noget alene tid med deres far, og de er nu begyndt at afvise ham og ikke have lyst til at komme hjem til ham og hans kæreste og deres barn. 

Jeg bruger selv tiden på mine 2 andre børn alene fordi jeg jo ikke altid har dem hos mig og de også har brig for tid hvor jeg kan fokusere på dem. 

Hvordan får jeg forklaret exen at han er nød til at lytte til vores børn når de siger de har brug for tid med ham og ikke altid har deres lillesøster med. 

Mine børn fortæller også at hans nye kæreste bliver sur når han prioriterer vores 2 børn, og det ender derfor med at han så har deres lillesøster med i alt. 

Jeg har ikke lyst til at blande mig, men det går ud over mine børn. Hvordan gør jeg det? Eller skal jeg bare lade som ingenting? 

Der er ikke ret meget du kan gøre. Du kan fortælle far hvad du oplever, men du kan ikke tvinge ham til at handle på det. 

Jeg er heller ikke sammen med min datters far, og der er nogle gange stor forskel på hvad han har lyst til, og hvad hun savner fra ham. Men uanset hvad jeg siger til ham, så er det jo ham der bestemmer hvor meget og hvor lidt han vil. 

Det gør ondt på børnene, men du kan ikke gøre meget andet end at være der for dem. Og selvfølgelig snakke med deres far om deres ønsker.

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvor jeg skal placere mit indlæg og hvilken overskrift der var passende . 

Sagen er at jeg er skilt fra mine børns far. Han har fundet en ny og de har fået en datter sammen. Jeg har også selv fundet en ny som jeg bor sammen med og har fået barn med ham.

Mine 2 børn ( en dreng og en pige på 11 år ) som jeg har med exen har gennem de sidste par år følt sig tilsidesat af deres far når de er hos ham. De fortæller ( og jeg ser det jo også selv)  at fars nye barn (2 år gammel)  altid er med når mine  skal noget med deres far. Om det så er sport , skole arrangementer, shopping ture osv.  De savner noget alene tid med deres far, og de er nu begyndt at afvise ham og ikke have lyst til at komme hjem til ham og hans kæreste og deres barn. 

Jeg bruger selv tiden på mine 2 andre børn alene fordi jeg jo ikke altid har dem hos mig og de også har brig for tid hvor jeg kan fokusere på dem. 

Hvordan får jeg forklaret exen at han er nød til at lytte til vores børn når de siger de har brug for tid med ham og ikke altid har deres lillesøster med. 

Mine børn fortæller også at hans nye kæreste bliver sur når han prioriterer vores 2 børn, og det ender derfor med at han så har deres lillesøster med i alt. 

Jeg har ikke lyst til at blande mig, men det går ud over mine børn. Hvordan gør jeg det? Eller skal jeg bare lade som ingenting? 

Min datter (nu 13 år) har 3 mindre søskende hos hendes far (5, 4 og 2 år) vi har gennem mange år haft samværdsaftale gennem statsforvaltningen og det er nu kommet til det punkt at min datter 2 gange har skrevet til statsamtet og bedt om at samværdet bliver sat ned, nu er hun kun afsted den første weekend i måneden og ofte ringer hun selv til ham og siger at hun ikke kommer. Hun trækker sig fra ham netop på grund af at hun føler at der aldrig rigtigt er tid til hende. Der er endda skrevet i vores aftale at han skal bruge minimum 1 time sammen med hende uden de 3 små når hun er der. det holder bare ikke og derfor vil hun ikke afsted.

Har i en aftale gennem statsamtet kan de selv skrive et brev (med hjælp fra en uvildig voksen, vi fik hjælp fra foreningen far)

hvis ikke ville jeg hjælpe dem med selv at sætte ord på det over for ham, altså simpelthen indkalde far til et "familiemøde( uden hans kæreste) så de kan få fortalt ham hvordan de har det, så må det være op til ham at tage sig sammen og gøre noget ved det, det er ham der er den voksne så må han også tage ansvar og vise at han vil sine børn.

Jeg er i en anden situation, men mine børn har fravalgt deres far. 

Jeg har igennem tiderne skrevet til min eks omkring problematikken og kommet med forslag til at forbedre samværet, men det kræver selvfølgelig en indsats fra fars side. 

I dit tilfælde og a la hvad jeg selv har gjort, ville jeg skrive til ham. 

Fortælle ham, at børnene ytrer at de savner noget alenetid med ham. At de er glade for deres lillesøster, men at de ind i mellem har brug for noget alenetid med ham, hvor lillesøsteren ikke altid skal være med. Skrive noget med at da du jo selv har fået “nye” børn, prøver du så vidt muligt selv, at sørge for at jeres børn ikke bliver “glemt” i den nye familie og tilbringer noget alenetid med dem. 

Jeg synes det er vigtigt , det har jeg altid selv gjort, at holde samtalen meget på egen banehalvdel og uden at være dømmende og angribende. 

Evt. komme med forslag. Fx de kunne tage på biblioteket og bare være dem lidt, evt. læse eller bare sidde og tale sammen. Eller få en kop kakao et eller andet sted osv. 

Det er ikke sikkert det ændrer noget eller bliver bedre, men så har du gjort ham opmærksom på det og gjort et forsøg. 

Det har jeg gjort, mange gange, men uden held og det har resulteret i at børnene ikke vil være sammen med deres far

Hvis de nu havde været helsøskende havde du så også set det som et problem?

I nogen familier gør man bare alting sammen og det gør det ikke mindre rigtigt, jeg tænker du måske også præger dine børn til at føle sig nedprioteret (sikkert indirekte) når det måske i virkeligheden handler om at far gerne vil gøre ting med alle sine børn når han nu (ligesom du selv) ikke har dem hele tiden.man prioterer jo forskelligt  

Soonmom skriver:

Hvis de nu havde været helsøskende havde du så også set det som et problem?

I nogen familier gør man bare alting sammen og det gør det ikke mindre rigtigt, jeg tænker du måske også præger dine børn til at føle sig nedprioteret (sikkert indirekte) når det måske i virkeligheden handler om at far gerne vil gøre ting med alle sine børn når han nu (ligesom du selv) ikke har dem hele tiden.man prioterer jo forskelligt  

Ja det havde jeg også set som et problem . For hvis børnene giver udtryk for savn til denanden forældre ja så lyttercman vel. De har også været vant til at da vi var sammen, at vi tog dem hver især og lavede ting sammen. Både alene og samlet 

Soonmom skriver:

Hvis de nu havde været helsøskende havde du så også set det som et problem?

I nogen familier gør man bare alting sammen og det gør det ikke mindre rigtigt, jeg tænker du måske også præger dine børn til at føle sig nedprioteret (sikkert indirekte) når det måske i virkeligheden handler om at far gerne vil gøre ting med alle sine børn når han nu (ligesom du selv) ikke har dem hele tiden.man prioterer jo forskelligt  

De to ting kan ikke sammenlignes, der er jo nogle helt andre følelser på spil når man er skilsmissebarn. For det første skal man for altid lide det afsavn at ens mor og far ikke er sammen, men hver for sig danner en ny familie, hvor man på den ene eller anden måde aldrig vil være 100% med. Selvom alle voksne gør en kæmpe indsats for at skabe så trygt og godt et hjem for børnene, vil de nok altid være lidt bange for at blive sat til side, eller blive glemt. Hvis far, i det her tilfælde, ikke prioriterer lidt alene tid med sine børn, så kommer de netop til at føle jeg tilsidesat. De har ikke valgt fars nye kæreste, de har ikke bedt om en lillesøster. Og faktisk er det ikke et urimeligt krav at børnene gerne vil være sammen med deres far uden hans nye familie. For faren vil uundgåeligt opføre sig helt anderledes ude sin nye kæreste og datter i nærheden. 

Vi har selv en sammenbragt familie, og en baby på vej. Vi prioritere ofte af få lidt tid med egne børn alene, og det er bare så godt givet ud, og man kan få talt om så mange ting, man måske ikke kan komme til at tale om ellers.  

Det er heller ikke alle børnene her der synes det er fedt der kommer en ny baby, og det er for så vidt helt okay. Der må gerne være plads til at de ikke har bedt om en bror/søster. For i deres hovede er det ikke 100%Deres familie, og de er bange for om vi voksne så helt kommer til at glemme de er der, for nu bliver min kæreste og jeg jo "en rigtig familie".

Hvis TS kan starte en god dialog med sin eks, og måske trække på sine egne erfaringer og fortælle ham hvad børne giver udtryk for når de er hjemme hos hende, så vil det klart være den bedste løsning..  

Nanana skriver:

De to ting kan ikke sammenlignes, der er jo nogle helt andre følelser på spil når man er skilsmissebarn. For det første skal man for altid lide det afsavn at ens mor og far ikke er sammen, men hver for sig danner en ny familie, hvor man på den ene eller anden måde aldrig vil være 100% med. Selvom alle voksne gør en kæmpe indsats for at skabe så trygt og godt et hjem for børnene, vil de nok altid være lidt bange for at blive sat til side, eller blive glemt. Hvis far, i det her tilfælde, ikke prioriterer lidt alene tid med sine børn, så kommer de netop til at føle jeg tilsidesat. De har ikke valgt fars nye kæreste, de har ikke bedt om en lillesøster. Og faktisk er det ikke et urimeligt krav at børnene gerne vil være sammen med deres far uden hans nye familie. For faren vil uundgåeligt opføre sig helt anderledes ude sin nye kæreste og datter i nærheden. 

Vi har selv en sammenbragt familie, og en baby på vej. Vi prioritere ofte af få lidt tid med egne børn alene, og det er bare så godt givet ud, og man kan få talt om så mange ting, man måske ikke kan komme til at tale om ellers.  

Det er heller ikke alle børnene her der synes det er fedt der kommer en ny baby, og det er for så vidt helt okay. Der må gerne være plads til at de ikke har bedt om en bror/søster. For i deres hovede er det ikke 100%Deres familie, og de er bange for om vi voksne så helt kommer til at glemme de er der, for nu bliver min kæreste og jeg jo "en rigtig familie".

Hvis TS kan starte en god dialog med sin eks, og måske trække på sine egne erfaringer og fortælle ham hvad børne giver udtryk for når de er hjemme hos hende, så vil det klart være den bedste løsning..  

Men børn har jo aldrig bedt om søskende ligemeget om de er hele eller halve, så jeg kan stadig ikke se noget forkert i at far laver noget med alle tre? At du ikke mener det er "en rigtig familie" er jo så måske det ser er galt i mange sammebragte familier, det er da en ringe indstilling af have og skide synd for børnene både skilsmisse børnene og de "nye" børn.

Når alle er samlet er det da ikke mindre rigtig at være sammen som en familie?

Jeg siger ikke jeg ikke ville prioterer enetid for det gør jeg skam herhjemme (selvom der ikke er tale om en sammenbragt familie). Men der er bare flere måder at gøre det på om mon ikke det er ts der gør det far gør "forkert" 

Men børn har jo aldrig bedt om søskende ligemeget om de er hele eller halve, så jeg kan stadig ikke se noget forkert i at far laver noget med alle tre? At du ikke mener det er "en rigtig familie" er jo så måske det ser er galt i mange sammebragte familier, det er da en ringe indstilling af have og skide synd for børnene både skilsmisse børnene og de "nye" børn.

Når alle er samlet er det da ikke mindre rigtig at være sammen som en familie?

Jeg siger ikke jeg ikke ville prioterer enetid for det gør jeg skam herhjemme (selvom der ikke er tale om en sammenbragt familie). Men der er bare flere måder at gøre det på om mon ikke det er ts der gør det far gør "forkert" 

Jeg anser det selvfølgelig som at være en rigtig familie, for det er min familie. Men det kan man ikke forvente at børnene gør. Det er relationerne der helt fra naturens side er anderledes skruet sammen mellem halv/helsøskende. Dermed ikke sagt at de ikke kan få en super god relation, men det kræver en masse hensyn og arbejde fra de voksnes side. 

Jeg taler jo kun ud fra min egen erfaring som mor i en sammenbragt familie og fra min egen barndom, og de ting jeg har studeret, netop for at forsøge at undgå at vores børn kommer i en situation hvor de føler sig ligesom TS børn. Hos os virker alene tid med de respektive biologiske forældre, og jeg siger bare at hvis børnene efterspørger alene tid så er det ikke et urimeligt krav. Desuden behøver det ikke være hver gang de ses, men det kan jo være en eftermiddag om mdr, hvor de lige tager et smut på McDonalds eller et tur i biffen. Et par timer er rigeligt, de har bare brug for noget kvalitetstid med deres far. 

Men kan jo også bare have den indstilling at kvæle børnene i en familie idyl som de ikke selv føler, og som de ikke er tilpasse i. Og så ender de jo bare med at vælge at være mere ved moren end faren.. Så jeg synes det er flot af TS at hun bekymre sig, og vil hjælpe børnenes relation til deres far på vej. Hun kunne ligeså godt vende det til sin egen fordel, og få mere tid med ungerne. 

Nanana skriver:

Jeg anser det selvfølgelig som at være en rigtig familie, for det er min familie. Men det kan man ikke forvente at børnene gør. Det er relationerne der helt fra naturens side er anderledes skruet sammen mellem halv/helsøskende. Dermed ikke sagt at de ikke kan få en super god relation, men det kræver en masse hensyn og arbejde fra de voksnes side. 

Jeg taler jo kun ud fra min egen erfaring som mor i en sammenbragt familie og fra min egen barndom, og de ting jeg har studeret, netop for at forsøge at undgå at vores børn kommer i en situation hvor de føler sig ligesom TS børn. Hos os virker alene tid med de respektive biologiske forældre, og jeg siger bare at hvis børnene efterspørger alene tid så er det ikke et urimeligt krav. Desuden behøver det ikke være hver gang de ses, men det kan jo være en eftermiddag om mdr, hvor de lige tager et smut på McDonalds eller et tur i biffen. Et par timer er rigeligt, de har bare brug for noget kvalitetstid med deres far. 

Men kan jo også bare have den indstilling at kvæle børnene i en familie idyl som de ikke selv føler, og som de ikke er tilpasse i. Og så ender de jo bare med at vælge at være mere ved moren end faren.. Så jeg synes det er flot af TS at hun bekymre sig, og vil hjælpe børnenes relation til deres far på vej. Hun kunne ligeså godt vende det til sin egen fordel, og få mere tid med ungerne. 

Men som jeg læser det har ts børn IKKE efterspurgt alene tid med deres far, men blot er begyndt at afvise ham, så hvordan skal faren lige vide det?