Tror det er de færreste 2 årige der forstår konceptet af 4 min
ej heller konkurrence elementet, tror den er udemærket når de bliver 1-2 år ældre, men ikke når de er så små.
men straf/belønning er også det der virker bedste her
Antallet af minutter er ligegyldigt, det drejer sig om at indsætte et spændende element af at skynde sig, og det kan 2 årige sagtens finde ud af. Mine kunne ihvertfald.
Min yngste er så også barnet, der kan drive enhver konflikt ud i det absurde, og en konflikt med hende tog altid mindst 45 minutter gav os alle en træls start på dagen. Jeg ved ikke med dig, men hvis hele min morgen har været en lang konflikt, påvirker det resten af min dag, og det har jeg heller ikke lyst til.
Derfor lavede vi et skilt med hvad man skulle gøre om morgenen, vi forberedte sammen det vi kunne dagen før, fx fandt tøj sammen (hun blev spurgt om hun ville være med til at vælge, gad hun ikke gjorde jeg det selv), vi stod lidt tidligere op, så der var plads til eventuelle konflikter og vi snakkede om tingene og lavede aftaler på forhånd.
Kom der en konflikt pga. det forkerte tøj, gad ikke have børstet tænder eller lign. fik hun at vide at det havde vi talt om, vi havde en aftale og at sådan var det bare.
Jeg tror på, at problemer skal løses på forhånd eller på bagkant - der er ingen, hverken voksne eller børn, der er indstillede på at lytte og problemløse, når de er vrede.
Vi har så heller aldrig brugt belønning og straf her i huset, men handlinger og direkte afledte konsekvenser.
TS: du skriver du ikke kan lide bare at gå, men prøv at tænke lidt anderledes. Noget af det, der gik op for mig med mine hidsigpropper var, at når de var oppe at køre, så fyldte det alt i hovedet på dem. De kunne slet ikke rumme også at skulle forholde sig til mig, også selvom jeg bare ville trøste. Løsningen hos os var, at så gik de for sig selv på badeværelset og rasede ud. Vores badeværelse er et dejligt, lyst rum med varme i gulvet og bløde måtter, og der var ikke noget krav om, at de skulle blive. Lige så snart de var klar til en krammer, og til at opføre sig så vi allesammen kunne være der, var de velkomne til at komme ud.
Nogen gange gik de selv derud, nogen gange bad jeg dem, men det var aldrig en straf. Jeg så det som en mulighed for dem for at få lidt ro i hovedet og kroppen, uden også at skulle forholde sig til mig.
Det virkede rigtigt godt i de tilfælde hvor vi endte med en konflikt.
