Hidsig tumling

Åh jeg har skrevet før om min noget hidsige søn 

Han er to gammel og han er så hidsig. Specielt om morgen og nu skal vi igang efter ferien, hvor de fleste morgener skal være ude af døren kl 7.15. Også kan vi ikke bruge 45 minutter på han skal være sur over han fik tøj på.  

Jeg er faktisk lidt bekymret for ham. Han kan slet ikke komme ud af sine flip. Hvis han har sat sig for at være sur er han sur. Om vi lader ham gøre ting selv, om vi lader ham være, om vi krammer og anderkender altså INTET hjælper. 

Jeg er ved at være slidt og fygter det næste stykke tid, hvor vi skal være tidligt afsted

Sprit25 skriver:

Åh jeg har skrevet før om min noget hidsige søn 

Han er to gammel og han er så hidsig. Specielt om morgen og nu skal vi igang efter ferien, hvor de fleste morgener skal være ude af døren kl 7.15. Også kan vi ikke bruge 45 minutter på han skal være sur over han fik tøj på.  

Jeg er faktisk lidt bekymret for ham. Han kan slet ikke komme ud af sine flip. Hvis han har sat sig for at være sur er han sur. Om vi lader ham gøre ting selv, om vi lader ham være, om vi krammer og anderkender altså INTET hjælper. 

Jeg er ved at være slidt og fygter det næste stykke tid, hvor vi skal være tidligt afsted

Vi har samme problem. Og har haft det længe. Mit barn er bare ikke er morgenmenneske. Hos os hjælper det at have ekstra god tid. Altså 30 min ekstra. Også aflede. 

Nogle morgener er bedre end andre. De slemme af dem, der kan hun slet ikke komme ud af sit flip. 

Men på de dårlige af dem, så laver vi en aftale om, at man må se Gurli gris mens tøjet kommer på. Eller jeg fortæller en helt særlig tøjhistorie. En eller anden form for afledning. Det hjælper. 

Jo ældre hun bliver, jo mere kan jeg mærke, at man kan nå hende med rationelle argumenter. 

Men skift (i situationer) er bare svære for et menneske generelt. Selv for voksne. Jeg starter også hver mandag med at være sådan “åhhh det gider jeg ikke. Bare 5 min mere” og jeg elsker mit arbejde og forstår, hvad der skal ske og har overblik over min dag. Det har en på 2,3,4,5 år ikke :-)

Min ældste var også meget “morgensur” i den alder og vi havde mange kampe om morgenen. Nu er han 5 og han har det stadig lidt men man kan snakke ordentligt med ham om det nu. Da han var yngre virkede det rigtig godt at vi tegnede tegninger med hvad der skulle ske om morgenen og i hvilken rækkefølge.

så gik han selv han og fandt ud af hvad næste skridt var. Så gik det nemmere. 

Nogen er bare ikke morgenmennesker og det er okay, omend det kan være lidt stressende for os at se uret går imens man ikke rigtig kommer videre...

CBbaby skriver:

Vi har samme problem. Og har haft det længe. Mit barn er bare ikke er morgenmenneske. Hos os hjælper det at have ekstra god tid. Altså 30 min ekstra. Også aflede. 

Nogle morgener er bedre end andre. De slemme af dem, der kan hun slet ikke komme ud af sit flip. 

Men på de dårlige af dem, så laver vi en aftale om, at man må se Gurli gris mens tøjet kommer på. Eller jeg fortæller en helt særlig tøjhistorie. En eller anden form for afledning. Det hjælper. 

Jo ældre hun bliver, jo mere kan jeg mærke, at man kan nå hende med rationelle argumenter. 

Men skift (i situationer) er bare svære for et menneske generelt. Selv for voksne. Jeg starter også hver mandag med at være sådan “åhhh det gider jeg ikke. Bare 5 min mere” og jeg elsker mit arbejde og forstår, hvad der skal ske og har overblik over min dag. Det har en på 2,3,4,5 år ikke :-)

Problemet er bare, hvis vi lader ham ser tv starter det forfra når vi slukker for tvet og jeg hader konceptet om tv om morgen

Min dreng på 2,4 år er sygt hidsig, som I ligger på gulvet og skriger indtil der er gået noget tid og han er klar til at VI kommer og spørger om han skal have noget at drikke.

Her starter den første konflikt også med tøj, her hedder det at man ikke får morgenmad og kan komme med nedenunder før man har tøj på.

Så vi lukker gitteret og går nedenunder og begynder og spise, han er blevet lidt bedre for der har da lige været nogle dage hvor han har taget tøjet på frivilligt inden vi er gået ned.

Næste konflikt er hvis storebror er den der slukker for fjernsynet. 

Næste igen er hvis storebror tager skeerne frem og han havde tænkt at det var ham der skulle. Så kan han blive sur over mælk i koppen, rugfras i tallerkenen eller ingen rugfras i tallerkenen.

I dag blev jan tosset over at han ikke måtte for Youghurt og smed skeen alt hvad han kunne (jeg nåede lige at flytte tallerken og kop osv inden det også røg

Så hed det så tak for mad, hvilket han også flegnet over. 

Jeg tror det hjælper lidt når han får mere sprog (han har ikke så meget) og mange gange ved vi ikke hvad han bliver så gal over. Men han har temperament, men vi giver os ikke for så tror jeg på det bliver værre.

Soonmom skriver:

Min dreng på 2,4 år er sygt hidsig, som I ligger på gulvet og skriger indtil der er gået noget tid og han er klar til at VI kommer og spørger om han skal have noget at drikke.

Her starter den første konflikt også med tøj, her hedder det at man ikke får morgenmad og kan komme med nedenunder før man har tøj på.

Så vi lukker gitteret og går nedenunder og begynder og spise, han er blevet lidt bedre for der har da lige været nogle dage hvor han har taget tøjet på frivilligt inden vi er gået ned.

Næste konflikt er hvis storebror er den der slukker for fjernsynet. 

Næste igen er hvis storebror tager skeerne frem og han havde tænkt at det var ham der skulle. Så kan han blive sur over mælk i koppen, rugfras i tallerkenen eller ingen rugfras i tallerkenen.

I dag blev jan tosset over at han ikke måtte for Youghurt og smed skeen alt hvad han kunne (jeg nåede lige at flytte tallerken og kop osv inden det også røg

Så hed det så tak for mad, hvilket han også flegnet over. 

Jeg tror det hjælper lidt når han får mere sprog (han har ikke så meget) og mange gange ved vi ikke hvad han bliver så gal over. Men han har temperament, men vi giver os ikke for så tror jeg på det bliver værre.

 

Jeg hader bare at gå når han er så vred! Fordi så kalder han, men når man så går hen til ham bliver han jo også sur men jeg må holde ved

Min datter gik ved en fantastisk fysioterapeut, der bl.a. foreslog konkurrence/belønning. Hvad vil der ske hvis du fx siger: "Skal vi se om du kan nå at tage tøj på selv på 4 minutter (eller andet rimeligt tidsrum, der stadig indebærer at man skynder sig)? Nu finder vi tøjet sammen og så tager jeg tid." Eller: "Jeg vil vædde på, at jeg kan få tøjet på hurtigere end dig" eller lignende.

Gør det sjovt, indfør en "belønning" (masser af grin og high-five og ros, når han klarer det). For at citere min kloge fys: få gang i dopaminen.

Og dagen efter kan han skynde sig at tage tøj på, så kan han tage tid på dig.. der er masser af muligheder for at fjolle/lokke dem i den rigtige retning effektivt. Det er noget af det, vi har haft stor succes med (min yngste var også helt åndssvagt stædig og hysterisk)

Jeg er ret kold når det kommer til irrationelle flip. Selvfølgelig prøver jeg at få dem ud af det, men jeg ser hurtigt om det er som du beskriver - at de ikke vil have hjælp, eller snak eller forståelse eller andet. De vil bare flippe ud. Så ignorere jeg det. Og hvis det stikker helt af i skrig og sådan, tager jeg barnet og løfter et andet sted hen end hvor vi andre opholder os, og fortæller at vi ikke kan holde ud at høre på det, men han/hun kan komme ind når han / hun har råbt færdigt og er klar til at være sammen med os andre. Det virker. Der går et par minutter og så kommer de retur og vil gerne have et kram og deltage i det vi andre nu laver .. også selvom jeg ikke har skiftet morgenmadsskålen til en rød istedet for en blå, som var det flippet startede over. Jeg synes flippene bliver mindre, eller i hvertfald kortere af at gøre det sådan, for de ved godt at det ikke ændrer noget at begynde at hyle og skrige når jeg har sagt nej.

Handler det om tidspres om morgenen fx, og de ikke vil tage tøj på, eller være samarbejdsvillige hvis jeg skal hjælpe, så siger jeg at jeg tæller til 10, og så vælger de selv om vi skal hjælpes ad stille og roligt eller om jeg bare skal gøre det og så er det knapt så sjovt (fordi jeg jo så skal holde et modvilligt barn og få det i tøjet samtidig, i kender det vel) jeg har endnu ikke oplevet at de ikke har skyndt sig at være samarbejdsvillige. Det samme med tandbørstning. 

Jeg kan godt se ideen i at lave konkurrencer osv ud af alting, men jeg må også bare indrømme at mit overskud ikke er til at fjolle en masse rundt om morgenen fx, eller sidst på dagen inden sengetid. Og nogen ting skal bare gøres, ungerne har vel også godt nok af at lære at nogenting bare skal gøres selvom det ikke er skide festligt.  

Skouboe skriver:

Min datter gik ved en fantastisk fysioterapeut, der bl.a. foreslog konkurrence/belønning. Hvad vil der ske hvis du fx siger: "Skal vi se om du kan nå at tage tøj på selv på 4 minutter (eller andet rimeligt tidsrum, der stadig indebærer at man skynder sig)? Nu finder vi tøjet sammen og så tager jeg tid." Eller: "Jeg vil vædde på, at jeg kan få tøjet på hurtigere end dig" eller lignende.

Gør det sjovt, indfør en "belønning" (masser af grin og high-five og ros, når han klarer det). For at citere min kloge fys: få gang i dopaminen.

Og dagen efter kan han skynde sig at tage tøj på, så kan han tage tid på dig.. der er masser af muligheder for at fjolle/lokke dem i den rigtige retning effektivt. Det er noget af det, vi har haft stor succes med (min yngste var også helt åndssvagt stædig og hysterisk)

Tror det er de færreste 2 årige der forstår konceptet af 4 min

ej heller konkurrence elementet, tror den er udemærket når de bliver 1-2 år ældre, men ikke når de er så små.

men straf/belønning er også det der virker bedste her

Mor11 skriver:

Jeg er ret kold når det kommer til irrationelle flip. Selvfølgelig prøver jeg at få dem ud af det, men jeg ser hurtigt om det er som du beskriver - at de ikke vil have hjælp, eller snak eller forståelse eller andet. De vil bare flippe ud. Så ignorere jeg det. Og hvis det stikker helt af i skrig og sådan, tager jeg barnet og løfter et andet sted hen end hvor vi andre opholder os, og fortæller at vi ikke kan holde ud at høre på det, men han/hun kan komme ind når han / hun har råbt færdigt og er klar til at være sammen med os andre. Det virker. Der går et par minutter og så kommer de retur og vil gerne have et kram og deltage i det vi andre nu laver .. også selvom jeg ikke har skiftet morgenmadsskålen til en rød istedet for en blå, som var det flippet startede over. Jeg synes flippene bliver mindre, eller i hvertfald kortere af at gøre det sådan, for de ved godt at det ikke ændrer noget at begynde at hyle og skrige når jeg har sagt nej.

Handler det om tidspres om morgenen fx, og de ikke vil tage tøj på, eller være samarbejdsvillige hvis jeg skal hjælpe, så siger jeg at jeg tæller til 10, og så vælger de selv om vi skal hjælpes ad stille og roligt eller om jeg bare skal gøre det og så er det knapt så sjovt (fordi jeg jo så skal holde et modvilligt barn og få det i tøjet samtidig, i kender det vel) jeg har endnu ikke oplevet at de ikke har skyndt sig at være samarbejdsvillige. Det samme med tandbørstning. 

Jeg kan godt se ideen i at lave konkurrencer osv ud af alting, men jeg må også bare indrømme at mit overskud ikke er til at fjolle en masse rundt om morgenen fx, eller sidst på dagen inden sengetid. Og nogen ting skal bare gøres, ungerne har vel også godt nok af at lære at nogenting bare skal gøres selvom det ikke er skide festligt.  

Jeg er enig. Han skal også lærer at nogle ting skal gøres. Vi har også han søster på 5 og det skal ikke blive en ting. 

Føler mig bare som en skod mor når jeg bare lader ham være