Er årene med småbørn de bedste i ens liv?

Jeg tror det kommer an på hvem man er. Mine børn er henholdsvis 1 og 3 år. 

Jeg savner at være gravid det gør jeg virkelig, men det første år af en babys liv savner jeg bestemt ikke, det der med de intet kan man skal støtte hovedet de første måneder og de sover eller spiser eller skider hele tiden nej tak. Men tilgengæld elsker jeg tiden igen fra de er 1 år og bare kan så meget mere. Så jeg tror bestemt det handler om hvem man er som person :-) 

Efter at have gjort det 2 gange, må jeg indrømme at jeg ikke finder småbørns tiden særligt charmerende. Det har klart sine momenter, men jeg finder også især manglen på meningsfuld kommunikation drænende. 

Nu er mine næsten 9 og 10 og begge to enormt vidensbegærlige. De elsker at lære om stort og småt, de stiller relevante og intelligente spørgsmål til verden og kan forholde sig til svaret.

Vi kan tage på ferie andre steder end forlystelsesparker og på en strand og jeg finder det fascinerende og udfordrende at lære dem om verden, at udvide deres horisont. 

Og så betyder det mindre, om vi sidder og lægger et 1000 brikkers puslespil sammen, spiller Uno eller Sequence eller planlægger en vandretur på skjoldungestien, komplet med historier om Skjoldungerne og heltekvad. 

Anonym skriver:

Mine gamle bedsteforældre siger altid meget kærligt om småbørnstiden at ''det er en tid der aldrig kommer igen'', og ''det var en dejlig tid'', og sådan har de aldrig før talt om andre perioder af deres efterhånden lange liv. Jeg er ikke i tvivl om at min farmor også fandt småbørnslivet udtrættende i perioder, men her i alderdommen synes det at være den periode i livet som mine bedsteforældre er mest glade når de tænker tilbage på. Jeg har altid haft mange eksistentielle tanker, og jeg er selv mor til to små drenge på henholdsvis 3 år og 1 år. De er rigtig dejlige, men vores tilværelse bærer også præg af at vi ikke har sovet en fuld nat siden den ældste kom til verden, så man går jo rundt og er evigt træt. Jeg nyder dem helt utroligt meget, men nogle gange kan jeg nærmest frygte om jeg nyder det nok. Er det her ''the time of my life?'' Vil der aldrig nogensinde komme en tid igen, som er så god som den her? Er der andre ældre med de samme tanker om småbørnstiden som mine bedsteforældre? Samtalerne med mine bedsteforældre har virkelig fået tankerne i gang. Hvad er jeres og jeres bekendtes erfaringer? Kan man overhovedet dele livet op på den måde?

Både mine forældre og svigerforældre, siger at den bedste tid i deres liv var, da deres børn var børn 

Et kort svar til din/dit overskrift/spørgsmål. Nej 

Mon ikke vi alle sammen er forskellige og oplever de forskellige perioder i livet forskelligt?

For mig er årerne med små børn dem jeg har nydt mest - jo det var pissehårdt på mange måder, men det var bare også så meget mig st tage gummistøvler på, synge jeg er en flyvemaskine og drøne gennem alle vandpytterne. Hvorimod tiden med ny en teenager er langt mere "kedelig" for mig, mens det for andre garanteret er den bedste tid. 

Jeg nød også friheden ved de ikke gik i skole, at jeg kunne have dem fri på mine fridage og ærligt jeg nød jeg (og deres far) var den vigtigste i verden.

Så jo for mig var tiden med små børn dem lykkeligste (og den mest ulykkeligere fordi vi mistede vores ene datter) og jeg savner den tid. Men jeg elsker også den tid, vi er i nu bare på en anden måde.

Jeg tror det for mange er en stressende tid - fuldtidsarbejde (for manges vedkommende), boliger der ikke er betalt ned endnu og udgifter til børn og dårlig søvn og krav om service... “jeg er tørstig, sulten sov”

Samtidig er mange ved at opbygge en form for karriere og finde dig selv jobmæssigt. 

Det er en dejligt periode men også den mest stressende og måske tærende jeg har været i.

Der er meget kærlighed men også mange krav. 

Anonym skriver:

Mine gamle bedsteforældre siger altid meget kærligt om småbørnstiden at ''det er en tid der aldrig kommer igen'', og ''det var en dejlig tid'', og sådan har de aldrig før talt om andre perioder af deres efterhånden lange liv. Jeg er ikke i tvivl om at min farmor også fandt småbørnslivet udtrættende i perioder, men her i alderdommen synes det at være den periode i livet som mine bedsteforældre er mest glade når de tænker tilbage på. Jeg har altid haft mange eksistentielle tanker, og jeg er selv mor til to små drenge på henholdsvis 3 år og 1 år. De er rigtig dejlige, men vores tilværelse bærer også præg af at vi ikke har sovet en fuld nat siden den ældste kom til verden, så man går jo rundt og er evigt træt. Jeg nyder dem helt utroligt meget, men nogle gange kan jeg nærmest frygte om jeg nyder det nok. Er det her ''the time of my life?'' Vil der aldrig nogensinde komme en tid igen, som er så god som den her? Er der andre ældre med de samme tanker om småbørnstiden som mine bedsteforældre? Samtalerne med mine bedsteforældre har virkelig fået tankerne i gang. Hvad er jeres og jeres bekendtes erfaringer? Kan man overhovedet dele livet op på den måde?

Tingene er vel som man selv gør det til. 

Jeg synes livet bliver bedre år efter år. 

Savner ikke småbørns perioden. Men er heller ikke typen der falder i total svime når jeg ser en baby. Jeg kan godt lide når de bliver større og man kan vise dem hele verden samt føre en samtale med dem.

Mit korte svar bliver for mig et, nope. 

Hm, jeg ved ikke - min mor siger det også altid og jeg får gerne besked på at nyde det. Jeg har en baby og en på to og jeg synes, det er svært at nyde!
Min bedste tid har været den som studerende på universitetet med gode venner og faglige udfordringer, hvor jeg bare var mig selv og kunne gøre, hvad jeg ville. Jeg har meget svært ved at se, at denne tid skulle overgå den!

Lige nu er det jo så ekstremt. Man sover ikke, hvilket jeg er meget påvirket af. Man har ondt i hele korpusset af at slæbe rundt på børn og amme og noget så simpelt som en støvsugning eller et bad skal udsættes i dagevis. Alt handler om børnene og sådan skal det jo også være; men det er skisme hårdt, især når man er vant til at leve på en anden måde. Og jeg elsker da mine børn, ingen tvivl om det, men de er hårdt arbejde konstant.

Omvendt så er min største dreng ved at være "stor" (i mine øjne) og jeg kan virkelig godt blive nostalgisk og savne babytiden og det var da også derfor, vi fik en mere - som jeg er noget bedre til at nyde, end jeg var med den første, hvor det var en enormt stor omvæltning.

Men den bedste tid i mit liv? Nej. Sådan ser jeg ikke på det lige nu - men da jeg studerede, der vidste jeg, selv lige midt i det, at det var det fedeste, jeg havde prøvet og bare lige præcis det, jeg ville og jeg ville aldrig have, at det skulle stoppe. Sådan har jeg det ikke med småbørnene nu. Desværre. Måske kommer jeg til at se anderledes på det senere.