Er årene med småbørn de bedste i ens liv?

Mine gamle bedsteforældre siger altid meget kærligt om småbørnstiden at ''det er en tid der aldrig kommer igen'', og ''det var en dejlig tid'', og sådan har de aldrig før talt om andre perioder af deres efterhånden lange liv. Jeg er ikke i tvivl om at min farmor også fandt småbørnslivet udtrættende i perioder, men her i alderdommen synes det at være den periode i livet som mine bedsteforældre er mest glade når de tænker tilbage på. Jeg har altid haft mange eksistentielle tanker, og jeg er selv mor til to små drenge på henholdsvis 3 år og 1 år. De er rigtig dejlige, men vores tilværelse bærer også præg af at vi ikke har sovet en fuld nat siden den ældste kom til verden, så man går jo rundt og er evigt træt. Jeg nyder dem helt utroligt meget, men nogle gange kan jeg nærmest frygte om jeg nyder det nok. Er det her ''the time of my life?'' Vil der aldrig nogensinde komme en tid igen, som er så god som den her? Er der andre ældre med de samme tanker om småbørnstiden som mine bedsteforældre? Samtalerne med mine bedsteforældre har virkelig fået tankerne i gang. Hvad er jeres og jeres bekendtes erfaringer? Kan man overhovedet dele livet op på den måde?

Anonym skriver:

Mine gamle bedsteforældre siger altid meget kærligt om småbørnstiden at ''det er en tid der aldrig kommer igen'', og ''det var en dejlig tid'', og sådan har de aldrig før talt om andre perioder af deres efterhånden lange liv. Jeg er ikke i tvivl om at min farmor også fandt småbørnslivet udtrættende i perioder, men her i alderdommen synes det at være den periode i livet som mine bedsteforældre er mest glade når de tænker tilbage på. Jeg har altid haft mange eksistentielle tanker, og jeg er selv mor til to små drenge på henholdsvis 3 år og 1 år. De er rigtig dejlige, men vores tilværelse bærer også præg af at vi ikke har sovet en fuld nat siden den ældste kom til verden, så man går jo rundt og er evigt træt. Jeg nyder dem helt utroligt meget, men nogle gange kan jeg nærmest frygte om jeg nyder det nok. Er det her ''the time of my life?'' Vil der aldrig nogensinde komme en tid igen, som er så god som den her? Er der andre ældre med de samme tanker om småbørnstiden som mine bedsteforældre? Samtalerne med mine bedsteforældre har virkelig fået tankerne i gang. Hvad er jeres og jeres bekendtes erfaringer? Kan man overhovedet dele livet op på den måde?

Vores børn er 13, 7 og 4 år og jeg savner bestemt ikke da de var små, glæder mig til den mindste bliver skolebarn om 2 år, synes det er dejligt de er mere selvhjulpne og jeg nyder dem på en anden måde, følte lidt i en periode at jeg kun var til for at servicere dem, det var hele tiden mor mor mor. Men mennesker er jo så forskellige, i mit tilfælde er det skolealderen der er den bedste. Nyder at sidde og lave lektier med dem.

Anonym skriver:

Mine gamle bedsteforældre siger altid meget kærligt om småbørnstiden at ''det er en tid der aldrig kommer igen'', og ''det var en dejlig tid'', og sådan har de aldrig før talt om andre perioder af deres efterhånden lange liv. Jeg er ikke i tvivl om at min farmor også fandt småbørnslivet udtrættende i perioder, men her i alderdommen synes det at være den periode i livet som mine bedsteforældre er mest glade når de tænker tilbage på. Jeg har altid haft mange eksistentielle tanker, og jeg er selv mor til to små drenge på henholdsvis 3 år og 1 år. De er rigtig dejlige, men vores tilværelse bærer også præg af at vi ikke har sovet en fuld nat siden den ældste kom til verden, så man går jo rundt og er evigt træt. Jeg nyder dem helt utroligt meget, men nogle gange kan jeg nærmest frygte om jeg nyder det nok. Er det her ''the time of my life?'' Vil der aldrig nogensinde komme en tid igen, som er så god som den her? Er der andre ældre med de samme tanker om småbørnstiden som mine bedsteforældre? Samtalerne med mine bedsteforældre har virkelig fået tankerne i gang. Hvad er jeres og jeres bekendtes erfaringer? Kan man overhovedet dele livet op på den måde?

Jeg tror det er en blanding af nostalgi og at man glemmer de dårlige dage. Jeg synes tiden med små børn er meget ekstrem, det er så hårdt, men de gode dage er fantastiske. Bedre end noget andet jeg har oplevet. De dårlige dage er så bare tilsvarende hårde. Med tiden glemmer man det hårde. 

Man skal da huske at nyde de gode stunder, men der er også andre dejlige perioder i ens liv. Mine forældre nyder f.eks. deres nye tilværelse som bedsteforældre. Friheden, men samtidig glæden ved at se de små rollinger. 

Jeg nyder mine små. En på 3 og en på 1/2.

Den her tid kommer aldrig igen. Tiden med baby er alt for kort. De bliver så hurtigt store. 

Ville aldrig ønske dem ældre, nærmere det modsatte  jeg bliver både stolt, glad og trist, hver gang de lærer noget nyt 

For mig har det været og er den bedste tid nogensinde. Jeg har aldrig været mere lykkelig end nu. Men hvorfor skulle det mon ændre sig. Lykken er for mig jo at have fundet min mand og fået vores børn... de bliver jo, forhåbentlig, så jeg håber da bare at det var starten på vores gode tid sammen.. 

Jeg nyder min datter på 6 uger, men jeg har aldrig oplevet noget så hårdt. Manglende søvn, forfærdeligt fødsels forløb og jeg ikke selv er kommet ovenpå endnu, hjælper heller ikke på det.

Men folk glemmer de dage hvor det hele bare vælter og er noget hø. Og heldigvis da, 

Jeg tror det er meget forskelligt hvilken alder man er mest til. Og ja, så glemmer man nok også alt det hårde og begynder at se på små børn igen , igennem nogen ret lyserøde øjne - ligesom før man fik børn 

Personligt elsker jeg baby alderen, altså 0-1,5år og så kan jeg godt lide når de når skolealderen og jeg glæder mig til de bliver endnu større. Jeg elsker simpelthen at se dem blive rigtige mennesker med medfølelse , ansvarsfølelse osv. Og vildt at se deres udvikling i skolen, altså min 7 årige er for sej til engelsk hvis jeg selv skal sige det, og jeg bliver lige overrasket og stolt hver gang han lige ryster noget nyt ud af ærmet  

Til gengæld synes jeg de der 1,5-6år er ret dræbende. Trods, konflikt , irrationelle flip osv. Åh hvor er det drænende. Der er så meget grænsesætning og opdragelse og ofte føler jeg mig bare som en sur kælling dagen lang (ja jeg har også en på 4, så den del står jeg også midt i )  

Har tænkt præcis det samme.

Og frygter lidt hvis det her er den bedste tid, for har sgu svært ved sådan virkelig at nyde det og været i nuet fordi man knokler hver eneste dag.

Men måske det er fordi man glemmer det hårde stunder og derfor kun husker det hyggelige og pusse nusse agtige fra tiden med helt små børn

Flere undersøgelse har vist påvist at småbørnsforældre er dem som generelt oplever den ringeste livskvalitet. Så når folk ser tilbage på tiden med små børn har de vist lidt farvede briller på.

Men det er da klart at man bør forsøge at nyde den hårde tid også, for den kommer jo bestemt ikke igen og den har da også sin charme. Men det er satme hårdt til tider.

Det er jo svært at spå om, når man som jeg forhåbentlig ikke endnu er noget engang halvvejs i livet. Men jeg tror egentlig, at jeg altid har nydt nogenlunde at være, hvor jeg er, hvis det giver mening. Jeg husker tilbage på min barndom som dejlig, min ungdom som festlig og fantastisk, min studietid som pisse spændende - og nu på mine voksenår med småbørn som noget helt unikt. Der har været masser af bump på vejen - men i det store hele har jeg været meget priviligeret.

Jeg er mega bange for, at tiden med småbørn snart er ovre, for jeg er virkelig godt tilpas i det - trods den manglende søvn og alt det der. Jeg må indrømme at jeg er vild med familielivet. Også selvom jeg stadig elsker rejser, cocktails til langt ud på natten, karriere og frihed - og glæder mig til (endnu) mere af den slags om nogle år. Jeg ved endnu ikke, om det er den lykkeligste tid i mit liv, men det er utvivlsomt den mest meningsfulde.