Jeg ved simpelthen ikke om det er mig der er for gammeldags, men nu må jeg lige høre “panelet”..
Sagen er den at jeg har 3-4 veninder ud af mange, som når vi ses ofte er “på” deres mobiltelefoner. Det er vist lidt forskelligt hvad de laver. En er meget på Instagram og dokumenterer hvert et åndedrag, en snapper konstant, en sms’er med en flirt, sin mor, sine andre veninder osv. osv. Jeg tror I forstår hvor jeg vil hen.
Jeg har også en del andre veninder og når vi er sammen, både med og uden børn, så ser man nærmest kun en telefon hvis der skal koordineres noget omkring børnene eller hvis der skal tages et billede af noget særligt. Den slags timer er for mig helt fantastiske. Bare være i nuet, nyde samtalerne og nærværet.
Jeg er selv af den (nogen vil kalde den kedelige) slags, som ikke er på sociale medier, ikke tager synderligt mange billeder og som er x antal dage om at svare på en besked, hvis jeg lige kommer fra det. Typen som glemmer at svare sin mand på noget vigtigt fordi telefonen ligger i bilen. Dvs. jeg er måske i den helt anden grøft og ved derfor ikke om jeg bare er for gammeldags.
Men i dag har jeg haft en veninde på besøg det meste af dagen. Jeg er selv på barsel, så vi har mulighed for at ses i en del timer. Vi har en hektisk uge med diverse afslutninger i børnehave, skole og til fritidsinteresser plus et par fødselsdage oveni. Men jeg synes lige vi skulle ses inden ferien starter og der går lang tid før vi ses igen. Men jeg sidder med en følelse af at have spildt min tid, som jeg kunne have brugt på andet. Snakket til en der ikke rigtigt har lyttet og som MANGE gange har sagt “undskyld, jeg hørte ikke hvad du sagde” og generelt har været fraværende. Igen.. suk..
Er det normalt? Kan man tillade sig at sige noget?
Jeg ved godt at det lyder strengt, men med tre børn og en mand der arbejder meget, så har jeg simpelthen brug for at de ting jeg laver giver mening for mig.
Jeg glæder mig til at høre jeres synspunkter..