Anonym skriver:
Dette drejer sig om et nært familiemedlem. Hun er 23 og bor sammen med sine forældre og sin kæreste. Er aldrig flyttet hjemmefra og kommer ikke til det, da planen er, hun en dag skal overtage forældrenes bolig (nedlagt landbrug), og at forældrene skal bo i en tilstødende bygning. Hun er ikke i gang med uddannelse og har ingen planer om det. Arbejder som pædagogmedhjælper og vil starte privat firma, hvor hun vil tilbyde sårbare børn en slags “terapi” med ridning og andre aktiviteter med heste.
Hendes mor blev omsorgssvigtet som barn og har en meget tæt tilknytning til sine to nu voksne børn. Dette er lillesøsteren. Storesøsteren var altid syg som lille i følge moren og blev sendt fra læge til læge, uden at man fandt noget. Moren blev uvenner med flere læger og skiftede hyppigt. Vi andre så en lille pige i trivsel, men det var, som om moren havde det allerbedst, når pigen var syg, og hun kunne tage sig af hende. Samme mønster med lillesøsteren, da hun kom til verden. Hun, lillesøster, var ekstremt knyttet til sin mor og kunne aldrig sove andre steder end hjemme, heller ikke som teenager. Og så blev hun alvorligt syg - man har bare aldrig fundet ud af, hvad hun fejler, og symptomerne er uklare.
Hun har aldrig haft rigtig omgang med jævnaldrende, tog en studentereksamen over fire år på grund af sin udefinerbare sygdom, men fandt aldrig veninder. Samtidig med, at hun var for syg til at gå i skole på fuld tid, har hun hele tiden haft dagligt overskud til masser af arbejde med sin hobby, ridning og hestepleje, og er drønet landet rundt til stævner. Helt ærligt tror jeg ikke, hun har været fysisk syg på noget tidspunkt, men at hendes mor ubevidst har påvirket hende til at tro, at hun er det. Storesøster fandt en kæreste og flyttede sammen med ham, meget mod forældrenes vilje, da hun var først i tyverne. Det virkede virkelig, som om de havde regnet med, begge børn ville blive boende hjemme for evigt.
Efter studentereksamen fik lillesøster jobbet som pæd.medhjælper og har kunnet arbejde på fuld tid plus passe sine heste uden problemer. Så fandt hun en kæreste på nettet, og han flyttede ind som 20-årig og er blevet der som en del af familien. Og nu er det altså planen, de aldrig flytter derfra.
Måske trives hun faktisk. Det er heller ikke fordi, jeg mener, alle skal følge samme skabelon, men hun er aldrig kommet til at stå på egne ben, og navlestrengen er tommetyk. Jo mere, jeg ser det lidt på afstand, jo mere tænker jeg, at moren, sikkert ubevidst, har manipuleret og påvirket sin datter til at være utryg ved verden uden for hjemmet. Faren er ret usynlig derhjemme, arbejder konstant og har ikke så mange selvstændige holdninger til familielivet.
Er det forkert af mig at synes, det er sørgeligt og lidt sygeligt? Der er jo ikke noget at gøre ved det. Hun er voksen på papiret.
Undskyld jeg siger det. Men jeg flyttede altså først hjemmefra som 21 årig. Og så alligevel ikke. Det kan godt være at jeg havde min egen lejlighed i den modsatte ende af Kbh, men jeg var aldrig glad for at bo der. Jeg boede allermest hjemme i mine forældres stue på en madras. Først 3 år senere i en alder af 24 år flyttede jeg rigtigt hjemmefra i en lejlighed 5 min. gang væk fra mine forældre. Jeg ville da være ked af det, hvis folk gik og mente at mit forhold til mine forældre var sygeligt. Jeg ser dem flere gange om ugen og jeg elsker at bo så tæt på dem. Samt mine børn elsker det. Det er vidunderligt. Jeg ville egentlig gerne bo i kollektiv med dem og kan ikke se noget forkert i det. Jeg Synes det er fedt når flere generationer bor sammen.
