Voksen kvinde flytter ikke hjemmefra

Dette drejer sig om et nært familiemedlem. Hun er 23 og bor sammen med sine forældre og sin kæreste. Er aldrig flyttet hjemmefra og kommer ikke til det, da planen er, hun en dag skal overtage forældrenes bolig (nedlagt landbrug), og at forældrene skal bo i en tilstødende bygning. Hun er ikke i gang med uddannelse og har ingen planer om det. Arbejder som pædagogmedhjælper og vil starte privat firma, hvor hun vil tilbyde sårbare børn en slags “terapi” med ridning og andre aktiviteter med heste. 

Hendes mor blev omsorgssvigtet som barn og har en meget tæt tilknytning til sine to nu voksne børn. Dette er lillesøsteren. Storesøsteren var altid syg som lille i følge moren og blev sendt fra læge til læge, uden at man fandt noget. Moren blev uvenner med flere læger og skiftede hyppigt. Vi andre så en lille pige i trivsel, men det var, som om moren havde det allerbedst, når pigen var syg, og hun kunne tage sig af hende. Samme mønster med lillesøsteren, da hun kom til verden. Hun, lillesøster, var ekstremt knyttet til sin mor og kunne aldrig sove andre steder end hjemme, heller ikke som teenager. Og så blev hun alvorligt syg - man har bare aldrig fundet ud af, hvad hun fejler, og symptomerne er uklare. 

Hun har aldrig haft rigtig omgang med jævnaldrende, tog en studentereksamen over fire år på grund af sin udefinerbare sygdom, men fandt aldrig veninder. Samtidig med, at hun var for syg til at gå i skole på fuld tid, har hun hele tiden haft dagligt overskud til masser af arbejde med sin hobby, ridning og hestepleje, og er drønet landet rundt til stævner. Helt ærligt tror jeg ikke, hun har været fysisk syg på noget tidspunkt, men at hendes mor ubevidst har påvirket hende til at tro, at hun er det. Storesøster fandt en kæreste og flyttede sammen med ham, meget mod forældrenes vilje, da hun var først i tyverne. Det virkede virkelig, som om de havde regnet med, begge børn ville blive boende hjemme for evigt. 

Efter studentereksamen fik lillesøster jobbet som pæd.medhjælper og har kunnet arbejde på fuld tid plus passe sine heste uden problemer. Så fandt hun en kæreste på nettet, og han flyttede ind som 20-årig og er blevet der som en del af familien. Og nu er det altså planen, de aldrig flytter derfra. 

Måske trives hun faktisk. Det er heller ikke fordi, jeg mener, alle skal følge samme skabelon, men hun er aldrig kommet til at stå på egne ben, og navlestrengen er tommetyk. Jo mere, jeg ser det lidt på afstand, jo mere tænker jeg, at moren, sikkert ubevidst, har manipuleret og påvirket sin datter til at være utryg ved verden uden for hjemmet. Faren er ret usynlig derhjemme, arbejder konstant og har ikke så mange selvstændige holdninger til familielivet. 

Er det forkert af mig at synes, det er sørgeligt og lidt sygeligt? Der er jo ikke noget at gøre ved det. Hun er voksen på papiret. 

Jeg tror du skal hægte dig fast i din egen sætning omkring at ikke alle skal leve efter samme skabelon. Så længe de trives så er det vel fint? 

Selvfølgelig kan man spekulere i, at man ifølge ens egne værdier mener, at hun burde stå på egne ben, og flyve fra reden og opleve lidt af verden på egen hånd. Men hun passer sit arbejde, og hun virker glad! Så måske er det fint for hende? Det er jo ikke alle der har de store drømme om ungrejs og dykkercertifikater f.eks! 

Og så kan man jo selv tænke at man synes det er ærgerligt med alle de ting hun går glip af, men hvis hun ikke “ved” hun går glip af dem, så er det måske helt fint! 

Jeg ville personligt elske at bo med mine forældre en dag, og ville føle det var en gave både for mig og deres børnebørn. Men fuld respekt for at alle ikke har det på samme måde :-) 

Anonym skriver:

Dette drejer sig om et nært familiemedlem. Hun er 23 og bor sammen med sine forældre og sin kæreste. Er aldrig flyttet hjemmefra og kommer ikke til det, da planen er, hun en dag skal overtage forældrenes bolig (nedlagt landbrug), og at forældrene skal bo i en tilstødende bygning. Hun er ikke i gang med uddannelse og har ingen planer om det. Arbejder som pædagogmedhjælper og vil starte privat firma, hvor hun vil tilbyde sårbare børn en slags “terapi” med ridning og andre aktiviteter med heste. 

Hendes mor blev omsorgssvigtet som barn og har en meget tæt tilknytning til sine to nu voksne børn. Dette er lillesøsteren. Storesøsteren var altid syg som lille i følge moren og blev sendt fra læge til læge, uden at man fandt noget. Moren blev uvenner med flere læger og skiftede hyppigt. Vi andre så en lille pige i trivsel, men det var, som om moren havde det allerbedst, når pigen var syg, og hun kunne tage sig af hende. Samme mønster med lillesøsteren, da hun kom til verden. Hun, lillesøster, var ekstremt knyttet til sin mor og kunne aldrig sove andre steder end hjemme, heller ikke som teenager. Og så blev hun alvorligt syg - man har bare aldrig fundet ud af, hvad hun fejler, og symptomerne er uklare. 

Hun har aldrig haft rigtig omgang med jævnaldrende, tog en studentereksamen over fire år på grund af sin udefinerbare sygdom, men fandt aldrig veninder. Samtidig med, at hun var for syg til at gå i skole på fuld tid, har hun hele tiden haft dagligt overskud til masser af arbejde med sin hobby, ridning og hestepleje, og er drønet landet rundt til stævner. Helt ærligt tror jeg ikke, hun har været fysisk syg på noget tidspunkt, men at hendes mor ubevidst har påvirket hende til at tro, at hun er det. Storesøster fandt en kæreste og flyttede sammen med ham, meget mod forældrenes vilje, da hun var først i tyverne. Det virkede virkelig, som om de havde regnet med, begge børn ville blive boende hjemme for evigt. 

Efter studentereksamen fik lillesøster jobbet som pæd.medhjælper og har kunnet arbejde på fuld tid plus passe sine heste uden problemer. Så fandt hun en kæreste på nettet, og han flyttede ind som 20-årig og er blevet der som en del af familien. Og nu er det altså planen, de aldrig flytter derfra. 

Måske trives hun faktisk. Det er heller ikke fordi, jeg mener, alle skal følge samme skabelon, men hun er aldrig kommet til at stå på egne ben, og navlestrengen er tommetyk. Jo mere, jeg ser det lidt på afstand, jo mere tænker jeg, at moren, sikkert ubevidst, har manipuleret og påvirket sin datter til at være utryg ved verden uden for hjemmet. Faren er ret usynlig derhjemme, arbejder konstant og har ikke så mange selvstændige holdninger til familielivet. 

Er det forkert af mig at synes, det er sørgeligt og lidt sygeligt? Der er jo ikke noget at gøre ved det. Hun er voksen på papiret. 

Det skal jeg ikke kunne sige. Der er INTET galt i at bo hjemme selvom man er 23. I andre lande er der da mange voksne børn der stadigvæk bor hjemme langt op i tyverne, sågar også i 30erne. 

Altså hvis hun skal overtage huset(ved ikke hvor gamle forældrene er) og hun har det fint derhjemme(ikke alle finder veninder let eller har lyst til nogen) kan jeg ikke se problemet I at hun bor der med sin kæreste. Hvis der var noget mærkeligt, ville han vel lægge mærke til det. 

Opvæksten lyder ikke som den sundeste.

Men det behøver hverken at være sørgeligt eller sygeligt, at hun på sigt har planer om at overtage det nedlagte landbrug, og at forældrene skal bo i en tilstødende bygning.

Du skriver, at det er et nært familiemedlem. Kender du hende godt ? - har du aldrig talt med hende og spurgt, hvad hun selv synes ?

Hun går jo ikke hjemme på kontanthjælp, men har et job, og hun har fremtidsplaner. 

Måske har hun ikke et behov for et meget uadvendt liv. Og hun har trods alt sin kæreste.

Vi behøver nemlig ikke alle at følge en skabelon.

Hvis det er forældrenes planer, hun er ved at føre ud i livet, så er det måske et problem. Men hvis det er hendes eget ønske, så er det vel ok.

Der er jo nogle, der leve sammen flere generationer under samme tag.

Jeg synes da, du skal tale med hende, hvis du er bekymret. 

Ja, jeg synes det er forkert af dig. Som jeg læser det har du intet pænt at sige, du virker meget dømmende. 

Du nævner hun har taget en studenter eksamen på 4 år. Og hvad så? Hun tog den. 

Jeg synes da at du skal snakke med hende/dem i stedet for at gå og tænke de er sygelige. Ikke alle er ens. 

Da jeg flyttede hjemmefra, flyttede jeg i et hus til leje på den anden side af vejen fra hvor mine forældre bor og jeg er da hverken sygelig eller sørgelig. Det er min storebror på snart 30, der bor hjemme hos mine forældre indtil han er færdig med sin (meget lange) uddannelse heller ikke.

Vi er meget tætte i min familie og har ikke rigtig brug for andre end hinanden (og vores partnere), så derfor er der faktisk ikke nogen af os der har venner/veninder som vi ses med udenfor arbejds-/skoletiden. Og det gælder altså både mine forældre, bedsteforældre, onkel, moster og mig og mine to brødre. Og vi bor desuden alle indenfor 10 minutter på gåben af hinanden i en lille landsby.

Mine børn er meget vellidte og overhovedet ikke påvirket af min/vores mangel på venner og har tit legekammerater med hjem eller er på besøg hos dem og de andre forældre ved at det ikke er fordi jeg har noget imod dem at jeg ikke vil være "venner" udover den sladder vi nu lige får mens ungerne leger, fordi de kender mig og min familie enten personligt eller på omdømme - for selvfølgelig synes folk da at vi er en underlig flok, som udgør omkring 25% af byens indbyggere.

PS. Min lillebror er min bedste ven, som jeg kan snakke med om ALT. Og han er også blevet min mands bedste ven.

Anonym skriver:

Dette drejer sig om et nært familiemedlem. Hun er 23 og bor sammen med sine forældre og sin kæreste. Er aldrig flyttet hjemmefra og kommer ikke til det, da planen er, hun en dag skal overtage forældrenes bolig (nedlagt landbrug), og at forældrene skal bo i en tilstødende bygning. Hun er ikke i gang med uddannelse og har ingen planer om det. Arbejder som pædagogmedhjælper og vil starte privat firma, hvor hun vil tilbyde sårbare børn en slags “terapi” med ridning og andre aktiviteter med heste. 

Hendes mor blev omsorgssvigtet som barn og har en meget tæt tilknytning til sine to nu voksne børn. Dette er lillesøsteren. Storesøsteren var altid syg som lille i følge moren og blev sendt fra læge til læge, uden at man fandt noget. Moren blev uvenner med flere læger og skiftede hyppigt. Vi andre så en lille pige i trivsel, men det var, som om moren havde det allerbedst, når pigen var syg, og hun kunne tage sig af hende. Samme mønster med lillesøsteren, da hun kom til verden. Hun, lillesøster, var ekstremt knyttet til sin mor og kunne aldrig sove andre steder end hjemme, heller ikke som teenager. Og så blev hun alvorligt syg - man har bare aldrig fundet ud af, hvad hun fejler, og symptomerne er uklare. 

Hun har aldrig haft rigtig omgang med jævnaldrende, tog en studentereksamen over fire år på grund af sin udefinerbare sygdom, men fandt aldrig veninder. Samtidig med, at hun var for syg til at gå i skole på fuld tid, har hun hele tiden haft dagligt overskud til masser af arbejde med sin hobby, ridning og hestepleje, og er drønet landet rundt til stævner. Helt ærligt tror jeg ikke, hun har været fysisk syg på noget tidspunkt, men at hendes mor ubevidst har påvirket hende til at tro, at hun er det. Storesøster fandt en kæreste og flyttede sammen med ham, meget mod forældrenes vilje, da hun var først i tyverne. Det virkede virkelig, som om de havde regnet med, begge børn ville blive boende hjemme for evigt. 

Efter studentereksamen fik lillesøster jobbet som pæd.medhjælper og har kunnet arbejde på fuld tid plus passe sine heste uden problemer. Så fandt hun en kæreste på nettet, og han flyttede ind som 20-årig og er blevet der som en del af familien. Og nu er det altså planen, de aldrig flytter derfra. 

Måske trives hun faktisk. Det er heller ikke fordi, jeg mener, alle skal følge samme skabelon, men hun er aldrig kommet til at stå på egne ben, og navlestrengen er tommetyk. Jo mere, jeg ser det lidt på afstand, jo mere tænker jeg, at moren, sikkert ubevidst, har manipuleret og påvirket sin datter til at være utryg ved verden uden for hjemmet. Faren er ret usynlig derhjemme, arbejder konstant og har ikke så mange selvstændige holdninger til familielivet. 

Er det forkert af mig at synes, det er sørgeligt og lidt sygeligt? Der er jo ikke noget at gøre ved det. Hun er voksen på papiret. 

Ja det er forkert at dig at tænke sådan. 

Pas dig selv og bland dig uden om hvordan andre lever. 

LSS skriver:

Ja, jeg synes det er forkert af dig. Som jeg læser det har du intet pænt at sige, du virker meget dømmende. 

Du nævner hun har taget en studenter eksamen på 4 år. Og hvad så? Hun tog den. 

Jeg synes da at du skal snakke med hende/dem i stedet for at gå og tænke de er sygelige. Ikke alle er ens. 

Pointen med de 4 år pga. sygdom var kontrasten til evnen til at arbejde på fuld tid lige bagefter. Min og skiftende lægers opfattelse af, at der aldrig var tale om sygdom. Min bekymring for, at moren ubevidst har påvirket sit barn til en usund afhængighed af hende, blandt andet ved at sygeliggøre hende, som hun gjorde med storesøsteren. 

Jeg får ikke noget ud af at tale med dem. Andre har forsøgt. Også psykologer, som ligesom lægerne er blevet udskiftet på stribe. 

Jeg er bange for at have været stiltiende vidne til et dysfunktionelt mor/datter forhold i årevis, hvor moren har gjort sin datter bange for verden, men jeg kan se af reaktionerne her, at andres alarmklokker ikke ringer, og det er egentlig en lettelse, da jeg har frygtet, at jeg har svigtet ved ikke at gøre noget. 

AnoMor skriver:

Ja det er forkert at dig at tænke sådan. 

Pas dig selv og bland dig uden om hvordan andre lever. 

 

Jeg har lige netop passet mig selv hele vejen. Det var det, jeg følte mig skyldig over. Jeg blander mig på ingen måde, men ville høre, hvad andre tænkte. Det er kun en lettelse, at jeg ikke bliver dømt for ikke at have gjort noget. 

Anonym skriver:

Jeg har lige netop passet mig selv hele vejen. Det var det, jeg følte mig skyldig over. Jeg blander mig på ingen måde, men ville høre, hvad andre tænkte. Det er kun en lettelse, at jeg ikke bliver dømt for ikke at have gjort noget. 

Du spørger om det er forkert at synes det er sørgeligt og sygeligt og der svarer jeg på. Ja det er forkert at SU tænker sådan. 

Det fungerer for dem. De er glade for den ordning. Så bør du som nært familiemedlem netop også være glade på deres vegne og ikke tænke dårligt om dem