Når man går og frygter noget skal ske igen

hej alle sammen 

jeg har lige brug for at komme ud med det her og måske vide det normalt at have det sådan 

sagen kort vi fik i maj sidste år en anonym underretning som kommunen selvfølglig skulle reagere på sagen blev hurtigt lukket igen efter et hjemmebesøg - sagen er den selv efter 1 år går jeg og har det mega mega skidt bare ved tanken hvis det skulle ske igen jeg spekulere stadig over hvem det kunne være og jeg hader onsdage fordi det var en onsdag jeg modtog underretningen, jeg ved ikke hvad jeg egentligt i bund og grund frygter men man ser og hører så mange skræk scenarier i tv og facebook osv med børn der bliver anbragt uden grund osv.  Så det måske i virkeleligheden det jeg frygter. 

Min tanker er os meget på at nu ligger der en “lukket sag” på mig som forældre på kommunen det gør mig så ked af det. Jeg har overvejet og bede om akt indsigt i sagen men ikke engang dette tør jeg bede om, alt min tillid er virkelig forsvundet til det offentlige 

please derude fortæl mig det normalt at have de følelser her som jeg går rundt med 

Anonym skriver:

hej alle sammen 

jeg har lige brug for at komme ud med det her og måske vide det normalt at have det sådan 

sagen kort vi fik i maj sidste år en anonym underretning som kommunen selvfølglig skulle reagere på sagen blev hurtigt lukket igen efter et hjemmebesøg - sagen er den selv efter 1 år går jeg og har det mega mega skidt bare ved tanken hvis det skulle ske igen jeg spekulere stadig over hvem det kunne være og jeg hader onsdage fordi det var en onsdag jeg modtog underretningen, jeg ved ikke hvad jeg egentligt i bund og grund frygter men man ser og hører så mange skræk scenarier i tv og facebook osv med børn der bliver anbragt uden grund osv.  Så det måske i virkeleligheden det jeg frygter. 

Min tanker er os meget på at nu ligger der en “lukket sag” på mig som forældre på kommunen det gør mig så ked af det. Jeg har overvejet og bede om akt indsigt i sagen men ikke engang dette tør jeg bede om, alt min tillid er virkelig forsvundet til det offentlige 

please derude fortæl mig det normalt at have de følelser her som jeg går rundt med 

Hånden på hjertet, så mener jeg at når du er så hårdt ramt, at denne ubehagelige oplevelse, så er du nødt til at søge noget hjælp, og ikke kun på et forum som dette.

Jeg mener (desværre ikke), at din reaktion er normalt, i alt fald ikke i sådan en grad og slet ikke når det er over 1 år siden.

Det er hårdt. Men du er nødt til at komme videre eventuelt med hjælp.

Du har lige nu en meget virkelig men irrationel angst for onsdage og for at det sker igen. Sagen er lukket . Ja - der kan komme endnu en indberetning. Men hvis I har jeres på det rene er det jo for så vidt ligegyldigt. Forstå mig ret - hvis I er gode forældre vil ingen tage jeres barn fra jer. Og nej - børn fjernes ikke bare uden grund overhoved. Der har været en lang periode hvor flere børn næsten burde være blevet fjernet hurtigere fra kummerlige vilkår. 

Tag fat i en psykolog.. det må tære på dit humør/ parforhold osv

Jeg kan godt forstå dig og jeg har prøvet næsten det samme. Jeg har også kun en meget lille tillid til “systemet” og har svært ved at ryste oplevelsen af mig. Jeg ved dog hvor underretningen kom fra og det hjælper mig til at komme videre. Jeg synes bestemt ikke det er sært, at det er svært for dig at komme over det. Hvis man ikke aner om det var naboen, en sur ex eller hvem det nu var som lavede underretningen, så er det da naturligt at man får mistillid til andre. 

Mom skriver:

Hånden på hjertet, så mener jeg at når du er så hårdt ramt, at denne ubehagelige oplevelse, så er du nødt til at søge noget hjælp, og ikke kun på et forum som dette.

Jeg mener (desværre ikke), at din reaktion er normalt, i alt fald ikke i sådan en grad og slet ikke når det er over 1 år siden.

Okay tak for dit ærlige svar  har selv overvejet psykolog 

Tjullehej skriver:

Det er hårdt. Men du er nødt til at komme videre eventuelt med hjælp.

Du har lige nu en meget virkelig men irrationel angst for onsdage og for at det sker igen. Sagen er lukket . Ja - der kan komme endnu en indberetning. Men hvis I har jeres på det rene er det jo for så vidt ligegyldigt. Forstå mig ret - hvis I er gode forældre vil ingen tage jeres barn fra jer. Og nej - børn fjernes ikke bare uden grund overhoved. Der har været en lang periode hvor flere børn næsten burde være blevet fjernet hurtigere fra kummerlige vilkår. 

Tag fat i en psykolog.. det må tære på dit humør/ parforhold osv

Men hvorfor ser man så mange udsendelser osv hvor børn er blevet fejlagtigt fjernet ? Er det fordi forældrene ikke selv kan se det ? 

Anonym skriver:

Men hvorfor ser man så mange udsendelser osv hvor børn er blevet fejlagtigt fjernet ? Er det fordi forældrene ikke selv kan se det ? 

Du ser jo ikke det fulde billede i de sager og kender ikke til alt der ligger bag. Kommunen må ikke udtale sig om sagen, så derfor er eneste kilde forældrene, der jo er meget subjektive i sager om deres egne børn. Jeg har flere veninder der arbejder som socialrådgivere inden for netop det område og tro mig - der skal altså en del til, for af kommunen må fjerne børn fra deres forældre  I første omgang går man efter støtte til familien i hjemmet, hvis der er behov for hjælp, for alle er jo enige om, at hvis forældrene har ressourcerne eller kan udvikle dem med støtte, så er det bedst for børnene at være hos mor og far

Anonym skriver:

Men hvorfor ser man så mange udsendelser osv hvor børn er blevet fejlagtigt fjernet ? Er det fordi forældrene ikke selv kan se det ? 

Børn bliver ikke fjernet til højre og venstre. 

Der skal tungtvejende grunde til.

De fleste forældre, der får fjernet et barn, vil mene, at det sker på et tyndt grundlag, men mange af dem mangler selvindsigt.

Det er klart, at det, du har oplevet, er ubehageligt, men sagen blev jo netop lukket, fordi det offentlige vurderede, at der ikke var noget at komme efter.

Jeg forstår til fulde din bekymring men kan ikke svare om det er normalt. Jeg har samme bekymring selv- på daglig basis. Vi har aldrig oplevet en underretning, men siden vi fik den første for 5 år siden har jeg altid været bange for at læge/dagpleje/børnehave/sundhedsplejerske ville synes vi var dårlige forældre- selvom vi altid får det modsatte af vide. 

På mine dårlige dage får jeg et syg i maven hvis jeg hører en bildør smække udenfor mit hus- for tænkt hvis det er nogen fra kommunen. 

Det er frygteligt at have det sådan. Mine børn har det som blommen i et æg og får altid meget ros, men jeg er så usikker på mig selv...

Anonym skriver:

hej alle sammen 

jeg har lige brug for at komme ud med det her og måske vide det normalt at have det sådan 

sagen kort vi fik i maj sidste år en anonym underretning som kommunen selvfølglig skulle reagere på sagen blev hurtigt lukket igen efter et hjemmebesøg - sagen er den selv efter 1 år går jeg og har det mega mega skidt bare ved tanken hvis det skulle ske igen jeg spekulere stadig over hvem det kunne være og jeg hader onsdage fordi det var en onsdag jeg modtog underretningen, jeg ved ikke hvad jeg egentligt i bund og grund frygter men man ser og hører så mange skræk scenarier i tv og facebook osv med børn der bliver anbragt uden grund osv.  Så det måske i virkeleligheden det jeg frygter. 

Min tanker er os meget på at nu ligger der en “lukket sag” på mig som forældre på kommunen det gør mig så ked af det. Jeg har overvejet og bede om akt indsigt i sagen men ikke engang dette tør jeg bede om, alt min tillid er virkelig forsvundet til det offentlige 

please derude fortæl mig det normalt at have de følelser her som jeg går rundt med 

Hej, 

Det kunne have været mig, der havde skrevet dit indlæg. For halvandet år siden modtog vi en underretning, dog ikke anonym - det var et familiemedlem, som havde set sig sur på mig og bare ville ødelægge vores liv. Underretningen var fuld af løgn og det var barske sager, der stod i den. Vi fik hjemmebesøg, og sagen blev lukket med det samme. 

Jeg har efterfølgende haft mega svært ved at håndtere det, da jeg frygtede personen ville gøre det igen. Jeg begyndte at frygte, at naboer eller institutionen ville underrette, hvis jeg var kommet til at sende vores søn afsted med lidt madrester på tøjet - jeg kunne finde på at køre hjem og skifte, hvis jeg opdagede det dernede. Det tog helt overhånd for mig, og efter ca. et halvt år henvendte jeg mig til psyk for at få hjælp, efter jeg havde fået et totalt sammenbrud. Jeg fik 12 samtaler med en psykolog, og jeg kom ud på den anden side, og tænker nu ikke mere over det. Vi har kun kontakt med familiemedlemmet hvis der er arrangementer, ellers har vi cuttet denne af. 

Mit bedste råd er, at få hjælp, hellere nu end om et halvt år. Jeg tror, at hvis jeg havde søgt hjælp tidligere, havde min angst ikke taget overhånd, og det havde været nemmere at bearbejde.  

Vi reagerer alle på forskellige måde ved situationer som denne, nogle ville ikke have tænkt mere over det, og andre tager det meget personligt. 

Held og lykke - det er virkelig ikke en sjov situation at være i!