Hvor rummelige er I mht ekser??

Jeg er nysgerrig på at høre fra jer som er i forhold med en mand som har børn med en eks. Hvor rummelige er I i forhold til deres forhold?? Ville I ha det ok med at de fx spiser sammen? Holder jul og fødselsdage sammen?? Rejser sammen ??

Lad mig høre om jeg er sart

Anonym skriver:

Jeg er nysgerrig på at høre fra jer som er i forhold med en mand som har børn med en eks. Hvor rummelige er I i forhold til deres forhold?? Ville I ha det ok med at de fx spiser sammen? Holder jul og fødselsdage sammen?? Rejser sammen ??

Lad mig høre om jeg er sart

Min mand har et barn med hans ex. Jeg har fra starten været åben og sagt at hun skal være velkommen til en kop kaffe når hun henter barnet. Jeg tænkte at hun nok gerne ville vide hvem hendes barn omgås med. 

Derudover synes jeg personligt ikke om at de skal mødes uden mig (og vores fælles børn). Samme med jul og fødselsdage. Og slet ikke rejse sammen. What's the point? 

Mor og far er ikke længere sammen og har begge nye kærester. Hvis, så skal kæresterne med. Alt andet er hul i hovedet for mig. 

Mor og far har valgt ikke at være sammen, derfor skal man også acceptere at begge har fået "et nyt liv". Der er ikke brug for "alene tid". Det ville forvirre barnet og måske give falske forhåbninger.

Anonym skriver:

Jeg er nysgerrig på at høre fra jer som er i forhold med en mand som har børn med en eks. Hvor rummelige er I i forhold til deres forhold?? Ville I ha det ok med at de fx spiser sammen? Holder jul og fødselsdage sammen?? Rejser sammen ??

Lad mig høre om jeg er sart

Vi har snart 20 års historik, hvor jeg presser på for, at min mand og hans eks laver noget sammen med bonus....og så har vi de samme 20 år, hvor han får myrekryb, når jeg nævner det, og han bliver irriteret, hvis jeg snakker for længe med hende. Han vil helst undgå hende helt, men det er jo lidt svært.

Jeg er så sikker på min mand og hende, at jeg gladeligt ville betale et weekendophold for dem alle 3, hvis de ville det.

Jeg ville ønske vi var venner. At hun kom forbi til en kaffe - at vi kunne Have kontakt omkring børnene, at hun ville aflevere børnene til mig/os istedet for en aupair hver gang hun skulle ud/arbejde. Jeg ville så meget ønske at der var en god kontakt. At børnene kunne fejre fødselsdag, konfirmation med begge/alle Bonusser/bio. Men det kan vi ikke. Tilgengæld ville jeg blive dybt såret hvis disse arrangementer ikke inkluderede mig også... eller hvis min kæreste tog på ferie uden mig

Anonym skriver:

Jeg er nysgerrig på at høre fra jer som er i forhold med en mand som har børn med en eks. Hvor rummelige er I i forhold til deres forhold?? Ville I ha det ok med at de fx spiser sammen? Holder jul og fødselsdage sammen?? Rejser sammen ??

Lad mig høre om jeg er sart

Jeg synes jeg er meget rummelig. Men det er også fordi jeg selv forventer samme rummelighed. 

Min ex og jeg har et barn sammen på nu 4 år. Vi har fra han var spæd aftalt at på hans fødselsdag der skal vi bare være ham, far og mig. En tur i zoo, Knuthenborg, legeland eller hvad vi nu finder på. Det holder vi fast i indtil han selv er gammel nok til at sige fra. Selve fødselsdagsfesten holdes hver for sig i tilstødende weekender eller dage op til. 

Hvis jeg får en kæreste der ikke kan rumme det. Så er det ikke mig han skal være sammen med. 

Ferier ville jeg ikke tage på med min ex hvis jeg er i forhold og heller ikke omvendt. 

Spiser sammen er heller intet problem for mig. 

Hvis bruddet er nyt, ville jeg synes spisning sammen ville være helt fint, hvis det handlede om en blød overgang for børnene. 

Men hvis man har nye partnere, skal det endten langsomt fases ud, eller inkludere de nye partnere. Ellers bliver det noget rodet noget for børnene tror jeg, hvor der ikke helt klart at ridset op at mor og far ikke er sammen mere. 

Ift ferie. Ikke uden de nye partnere. Hvis der ingen er - go ahead. 

Vi ses ikke overhovedet, andet end til skole arrangementer og den slags. 

Jeg ville ønske at vi talte naturligt sammen og man kunne få en kop kaffe og en snak om ugen, når det var skiftedag. Men sådan er det desværre ikke. Min nye kæreste ville også ønske at det var sådan. Både for børnene , men også for at al kommunikation og aftaler osv, naturligt kunne gøres mellem alle os voksne. Men som det er nu, er det KUN far og jeg der planlægger os ud af ting med hinanden. Det ville være dybt sært hvis min kæreste fx afleverede børnene hos far, som det er nu. De har kun lige hilst pænt 2-3 gange uden yderligere samtale. Vi har været sammen i 3år............ 

Så samarbejde og godt forhold til hinanden ville for mig være SÅ fint! Men jeg ville finde det underligt og ikke rigtig afsluttet hvis de tog på ferie sammen uden nye partnere og spiste sammen ofte, også uden nye kærester. Selvom man har børn sammen, skal man også tænke sig om ift en ny kæreste der skal kunne have det godt i hele den der konstellation. Det er svært for alle parter  

Jeg har et godt forhold til min kærestes ekskone, og de har et godt samarbejde, selv om de selvfølgelig ikke er 100 % enige om alting.

Børnene er myndige og flyttet hjemmefra nu, men det betyder ikke, at samarbejdet stopper helt. De skal stadig guides i at styre deres egen økonomi og få hverdagen til at fungere.

Jeg har aldrig været bange for, at han ønskede at finde sammen med hende igen, eller at de kunne finde på at dyrke sex, hvis de var alene sammen. 

Så længe børnene boede hos deres mor, var det naturligt, at han ind imellem spiste med, hvis han lige var forbi og sige hej til børnene.

Ekskonen har en ny mand, og vi har det fint sammen alle fire. Vi har drukket mange kopper kaffe i årenes løb, når vi hentede eller bragte.

Engang hvor min kæreste og jeg og drengene var i sommerhus, kom ekskonen og hendes mand og besøgte os og overnattede. Det var hyggeligt.

Men jeg ville finde det underligt, hvis jeg ikke var inviteret med til børnenes fødselsdag.

Og det ville være over min grænse, hvis de tog på ferie sammen.

De er jo ikke længere en familie, så hvis min kæreste skal rejse med børnene, så er det enten kun de 4 eller også er det sammen med mig.

Anonym skriver:

Jeg synes jeg er meget rummelig. Men det er også fordi jeg selv forventer samme rummelighed. 

Min ex og jeg har et barn sammen på nu 4 år. Vi har fra han var spæd aftalt at på hans fødselsdag der skal vi bare være ham, far og mig. En tur i zoo, Knuthenborg, legeland eller hvad vi nu finder på. Det holder vi fast i indtil han selv er gammel nok til at sige fra. Selve fødselsdagsfesten holdes hver for sig i tilstødende weekender eller dage op til. 

Hvis jeg får en kæreste der ikke kan rumme det. Så er det ikke mig han skal være sammen med. 

Ferier ville jeg ikke tage på med min ex hvis jeg er i forhold og heller ikke omvendt. 

Spiser sammen er heller intet problem for mig. 

 

Så hvis du eller exen fandt en ny som ønskede at deltage i barnets fødselsdag (måske ikke lige med det samme, men efter noget tid) var de så ikke velkomne?

Loa skriver:

Så hvis du eller exen fandt en ny som ønskede at deltage i barnets fødselsdag (måske ikke lige med det samme, men efter noget tid) var de så ikke velkomne?

Nej ikke umiddelbart. Med mindre det er sønnens eget ønske at bonusmor/far deltager på dagen. 

Min mand, hans eks og deres fælles børn holder nogle gange børnenes fødselsdage sammen uden os "nye kærester" - hverken hendes kæreste eller jeg er med. Engang var min mands ekskone ude at rejse i 3 måneder med de fælles børn, hvilket vi synes var en rigtig fed oplevelse for dem. Min mand tog ned og besøgte dem i en uges tid - så de var egentlig på ferie sammen, men det blev ligesom hans tid med børnene, så de lavede mest ting uden hende, men andet havde også været fint med mig. 

Når min mand er ude at rejse kan jeg sagtens aftale med hende, at børnene kommer forbi her alligevel, og jeg tager nogle gange ned til hende og børnene og spiser. På et tidspunkt hvor min mand var psykisk syg arbejdede hende og jeg rigtig meget sammen om at få ham i behandling, og vi havde laaange samtaler om ham og om børnene - med hans tilladelse selvfølgelig. Hun har også oplevet denne sygdom hos ham, da de var sammen og det var befriende at tale med nogen, der ved, hvordan det er at være sammen med ham, men også hvorfor man bliver, selvom det er hårdt. 

Jeg holder så meget af min mands ekskone. Uden hende tror jeg faktisk ikke, at det var blevet så godt, som det hele er nu. Selvfølgelig er der små uenigheder, men i bund og grund har vi et meget godt forhold - og dets mere jeg giver plads til hende, dets mere plads får jeg også selv af hende. 

Jeg tror, det er en fordel for børnene, at vi tænker at en familie kan være mere end hvert "forældrepar". For dem er vi jo alle sammen deres familie, og det vil jeg gerne tage seriøst så de ikke behøver at føle at det er to adskilte familier, hvis det giver mening? Vi er én stor familie, men vi er sammen på forskellige måder og i forskellig grad.