Hvad er en god veninde for dig?

Hej baby.dk 

Som overskriften siger; hvad er en god veninde for dig?

Jeg skal prøve at beskrive mit dilemma for jer, uden at gå for meget i detaljer da jeg endnu ikke har talt med min veninde om det og jeg ønsker det skal komme fra mig.

Men sagen er den at jeg har den her veninde. Jeg har kendt hende i under et år, men vi er blevet relativ tætte alligevel på den korte tid. Tror jeg 

Hun har et barn. En dreng på 6 år der er for tidligt født. Hun har også en kæreste. Far til drengen. Jeg har to børn.

Vores børn leger fint sammen, der er kun små konflikter som der er mellem så mange andre små børn. Dog vil mine ikke rigtig lege med ham når vi er ude eller hos dem, fordi drengen klistre til sin mor. Vil ikke gå på toilet selv, vil ikke tage sko/jakke af på, vil ikke lege på værelset uden mor. Ind imellem spørg drengen om han må komme over til os og lege hvilket jeg altid siger ja til og når mor ikke er med så går det nogenlunde. Men lige pludselig ud i den blå luft kan han finde på at sige at nu vil han hjem. Det ikke altid mor liiige kan komme, men han skriger “jeg vil ha min mor” og fortsætter sådan indtil mor kommer. 

Når mor kommer er det ham der bestemmer. Ihvertfald set med mine øjne. Drengen slår sin mor, kalder hende kælling og andre grimme ord hvis ikke hun gør det han beder om. Det gør han også hjemme. Han vil bestemme alt. Og han får lov. Blandt andet derfor vil mine ikke så gerne lege med ham. Et eksempel kan være at vi har aftalt de skal spise hos os. Det vil han ikke. Han vil hjem når han siger det. Og så går de hjem. Tilbage sidder mine børn og er kede af det.

Far er bare rigtig modbydelig. Blandt andet over for den ene af mine børn, men også overfor mig. Men ikke direkte. Han sviner mig til hele tiden. Det samme med mit barn. Og det har jeg meget svært ved at tolerere. Jeg har indtil nu ikke sagt eller gjort noget, men tænkt at mor har styr på sit barn og på farmand. Man kan jo heller ikke tillade sig at blande sig vel  hverken hvordan folk opdrager eller hvordan andre taler om en når man ikke er tilstede. 

Hun stopper ham ikke, eller tager os i forsvar. Var det omvendt havde jeg nok givet min kæreste et par ord med på vejen! 

Nå men nu til den del med hvordan man er en god veninde. Spørg hun mig om hjælp, så er jeg der MED DET SAMME. Er hendes søn syg så spørg  jeg altid ind til ham og lader hende vide at jeg er der såfremt hun har behov for mig eller min hjælp. Jeg tilbyder altid min hjælp, måske også mere end hvad godt er.

For nylig ringede jeg til hende, og spurgte om hun ville køre den ene af mine børn på sygehuset. I telefonen sagde hun “ja selvfølgelig”, ring når i er klar. Jeg ringer. Intet svar. Jeg ringer igen og igen. Intet svar. Vi vælger at gå hjem til dem for at sige vi er klar, og der bliver vi mødt af en lukket dør nærmest og beskeden “jeg vil ikke køre alligevel”. Jeg stod tilbage og så sådan ca sådan her ud —> 

Jeg har på et tidspunkt været SÅ syg at jeg havde brug for hjælp akut. Jeg når at skrige til min søn at han skal løbe hjem til ‘T’ og bede om hjælp og så er jeg væk. Min søn forklare hende hvad der sker, hendes svar “jamen det kan jeg ikke lige”. Heldigvis for mig, og for mine børn kom en anden og hjalp med at få mig afsted på sygehuset. 

Da jeg kommer hjem fra sygehuset, spørg hun om jeg er klar til vores aftale nogle dage senere hvor vi skulle hjælpe en bekendt hun har. (HVIS JEG KUNNE OG VAR NOGENLUNDE FRISK) Jeg svare at det kan jeg ikke da jeg stadigvæk er ramt af stærke smerter og fortæller at vi da heller ikke havde en 100 % aftale netop pga jeg er kronisk syg og det er lidt fra dag til dag hvad jeg kan. Siden har jeg ikke hørt fra hende. 

Jeg sidder med en super træls følelse af at hun bare vil have og have og have. Jeg trækker mig mere og mere og mere. Men måske det er mig den er gal med, og jeg håber i vil give jeres besyv med  Jeg vil rigtig gerne bare være en god veninde, men jeg vil ikke miste mig selv i et forsøg på at gøre hende tilfreds.

Hvis du er nået hertil, så tak for tålmodigheden. Det er nok meget rodet. Men mine tanker omkring alt det her er altså også en anelse rodede 

Anonym skriver:

Hej baby.dk 

Som overskriften siger; hvad er en god veninde for dig?

Jeg skal prøve at beskrive mit dilemma for jer, uden at gå for meget i detaljer da jeg endnu ikke har talt med min veninde om det og jeg ønsker det skal komme fra mig.

Men sagen er den at jeg har den her veninde. Jeg har kendt hende i under et år, men vi er blevet relativ tætte alligevel på den korte tid. Tror jeg 

Hun har et barn. En dreng på 6 år der er for tidligt født. Hun har også en kæreste. Far til drengen. Jeg har to børn.

Vores børn leger fint sammen, der er kun små konflikter som der er mellem så mange andre små børn. Dog vil mine ikke rigtig lege med ham når vi er ude eller hos dem, fordi drengen klistre til sin mor. Vil ikke gå på toilet selv, vil ikke tage sko/jakke af på, vil ikke lege på værelset uden mor. Ind imellem spørg drengen om han må komme over til os og lege hvilket jeg altid siger ja til og når mor ikke er med så går det nogenlunde. Men lige pludselig ud i den blå luft kan han finde på at sige at nu vil han hjem. Det ikke altid mor liiige kan komme, men han skriger “jeg vil ha min mor” og fortsætter sådan indtil mor kommer. 

Når mor kommer er det ham der bestemmer. Ihvertfald set med mine øjne. Drengen slår sin mor, kalder hende kælling og andre grimme ord hvis ikke hun gør det han beder om. Det gør han også hjemme. Han vil bestemme alt. Og han får lov. Blandt andet derfor vil mine ikke så gerne lege med ham. Et eksempel kan være at vi har aftalt de skal spise hos os. Det vil han ikke. Han vil hjem når han siger det. Og så går de hjem. Tilbage sidder mine børn og er kede af det.

Far er bare rigtig modbydelig. Blandt andet over for den ene af mine børn, men også overfor mig. Men ikke direkte. Han sviner mig til hele tiden. Det samme med mit barn. Og det har jeg meget svært ved at tolerere. Jeg har indtil nu ikke sagt eller gjort noget, men tænkt at mor har styr på sit barn og på farmand. Man kan jo heller ikke tillade sig at blande sig vel  hverken hvordan folk opdrager eller hvordan andre taler om en når man ikke er tilstede. 

Hun stopper ham ikke, eller tager os i forsvar. Var det omvendt havde jeg nok givet min kæreste et par ord med på vejen! 

Nå men nu til den del med hvordan man er en god veninde. Spørg hun mig om hjælp, så er jeg der MED DET SAMME. Er hendes søn syg så spørg  jeg altid ind til ham og lader hende vide at jeg er der såfremt hun har behov for mig eller min hjælp. Jeg tilbyder altid min hjælp, måske også mere end hvad godt er.

For nylig ringede jeg til hende, og spurgte om hun ville køre den ene af mine børn på sygehuset. I telefonen sagde hun “ja selvfølgelig”, ring når i er klar. Jeg ringer. Intet svar. Jeg ringer igen og igen. Intet svar. Vi vælger at gå hjem til dem for at sige vi er klar, og der bliver vi mødt af en lukket dør nærmest og beskeden “jeg vil ikke køre alligevel”. Jeg stod tilbage og så sådan ca sådan her ud —> 

Jeg har på et tidspunkt været SÅ syg at jeg havde brug for hjælp akut. Jeg når at skrige til min søn at han skal løbe hjem til ‘T’ og bede om hjælp og så er jeg væk. Min søn forklare hende hvad der sker, hendes svar “jamen det kan jeg ikke lige”. Heldigvis for mig, og for mine børn kom en anden og hjalp med at få mig afsted på sygehuset. 

Da jeg kommer hjem fra sygehuset, spørg hun om jeg er klar til vores aftale nogle dage senere hvor vi skulle hjælpe en bekendt hun har. (HVIS JEG KUNNE OG VAR NOGENLUNDE FRISK) Jeg svare at det kan jeg ikke da jeg stadigvæk er ramt af stærke smerter og fortæller at vi da heller ikke havde en 100 % aftale netop pga jeg er kronisk syg og det er lidt fra dag til dag hvad jeg kan. Siden har jeg ikke hørt fra hende. 

Jeg sidder med en super træls følelse af at hun bare vil have og have og have. Jeg trækker mig mere og mere og mere. Men måske det er mig den er gal med, og jeg håber i vil give jeres besyv med  Jeg vil rigtig gerne bare være en god veninde, men jeg vil ikke miste mig selv i et forsøg på at gøre hende tilfreds.

Hvis du er nået hertil, så tak for tålmodigheden. Det er nok meget rodet. Men mine tanker omkring alt det her er altså også en anelse rodede 

Først vil jeg sige at jeg ville ønske jeg havde en ven/veninde så god som dig (ud fra det du skriver), hvor i landet kommer du fra anonyme trådstarter  hehe

Jeg har igennem tiden, måtte passe på mig selv en del gange, og droppe nogen såkaldte venner, da jeg har stået i lignende situationer, hvor jeg giver mere end hvad jeg burde af mig selv, nu vil jeg ikke sige at du decideret skal droppe dine og familiens venner, men jeg kan godt se problematikken i de ting du skriver, og jeg ville personligt selv havde det svært med en der var sådan overfor mig. Det er jo ikke småt ung du beskriver heller. Sygehuset og at du har været syg m.v. og bliver mødt på den måde ville være uacceptabelt for mig.

Til slut vil jeg sige at jeg er ked af det du har skulle gå igennem med dine venner, og jeg håber at det bliver løst, på den ene eller anden måde.

Hvis du skulle få lyst til bare at skrive så er du velkommen.

Venlig hilsen

Mommyx1

Jeg har efterhånden nogle årtier bag mig, og da jeg ikke havde mange venner som barn og ung, havde jeg det med at være meget behagesyg og gøre næsten hvad som helst for at få opmærksomhed. Det betød selvfølgelig at jeg blev udnyttet og aldrig værdsat for det jeg gjorde. Nu er jeg blevet så gammel i gårde, at det gider jeg ikke finde mig i længere. Hvis nogen ikke vil behandle mig ordentligt, pænt og med respekt, så er det spild af min tid at være venner med dem.

Så jeg ville have droppet den veninde. Vil børnene gerne lege sammen, så er drengen selvfølgelig velkommen hjemme hos jer, forudsat at han følger jeres regler om at tale pænt til andre og lege pænt med de andre børn og så videre. Hvis hun er sur, fordi du ikke kan hjælpe hende med et eller andet, så må hun jo være sur. Hvis hun tager kontakt og gerne vil lave noget med jer igen, og du har lyst til det, så vælg noget, som hun ikke kan sabotere. I kunne fx mødes på en legeplads med børnene, og hvis hun så går hjem, fordi hun eller drengen bliver sur, så kan I jo bare lege videre.

Men ærligt talt, så ville jeg ikke være venner med en, hvis kæreste sviner mig til, og hun lader ham gøre det, og hvis dine børn bliver kede af det, når det andet barn bare går hjem, bryder aftaler og deslignende, så ville jeg på deres vegne vælge, at det skal de ikke bydes og så finde nogle andre, som de kan lege med.

En ekstra tanke: Hvis drengen kommer på besøg hos jer, så meld klart ud, at hvis drengen siger at han vil hjem, så forventer I, at de kommer og henter barnet med det samme, og ellers så følger I drengen hjem. Og kan de ikke holde den aftale, så må du jo høfligt melde pas til at han kommer på besøg, for du synes det er synd, at han bliver så ked af det.

Puh ha.. jeg ser noget helt andet i din beskrivelse. 

Du har en veninde hvis kæreste sviner dig til. Hun har en søn som kopierer sin far og kalder hende kælling. Hun siger ja til at hjælpe dig og så når du er ved døren kan hun ikke hjælpe..?

For mig er det ret tydeligt at hun er kuet i forholdet og kæresten ikke mente det var en god ide at hjælpe. Hun går ikke ind og forsvarer dig, da hun netop har oplevet (antagelse),at det ikke fører noget godt med sig... evt vold eller irettesættelse. 

Så hvis du er en god veninde ville jeg gøre et sidste forsøg for at hjælpe hende (hvis hypotesen er rigtig). Det er desværre ret normalt at en voldelig partner (psykisk eller fysisk) får folk til at støde venner væk. 

Jeg ville ingvert fald være nysgerrig på hvad der er op eller ned i det forhold. Og måske er hun modtagelig for hjælp. 

Helt enig i det ovenstående. Det skriger jo til himlen, at der er noget galt hjemme hos dem. Drengen er ikke tryg og moren kuet. Har du ikke tænkt de tanker?

Oiseau skriver:

Helt enig i det ovenstående. Det skriger jo til himlen, at der er noget galt hjemme hos dem. Drengen er ikke tryg og moren kuet. Har du ikke tænkt de tanker?

Jo! Det har jeg helt bestemt. Men føler lidt det er lidt tabu at bringe det på banen. Hun kommer da også til mig når der er noget der ‘trykker’, men generelt er hun lidt svær at læse. 

Jeg har set nogle beskeder (som hun har vist mig) og de er simpelthen så modbydelige. Han bruger nogle rigtig grimme ord. Gerne ordet luder og rotte. 

Åh. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal takle det?

Jeg vil jo rigtig gerne være der, men samtidig så vil jeg ikke glemme mig selv helt. 

Luder .. rotte. Ej altså.

Der kan sagtens være vold under forhold. Det er ikke tabu at række en hånd ud. 

Hvad med et krisecenter for kvinder.. familie. Drengen og hun skal da væk væk væk

Hun viser jo dig beskederne som et skrig om hjælp.

Du har set beskeder og han taler grimt til dig. Hvad med at sige ... jeg kan ikke acceptere at han behandler jer og mig så dårligt. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig.

Hvordan hjælpe? Og i hvilket omfang? 

Fx så har jeg mange gange sagt “kom hjem til mig, og sov. Så snakker vi om det hele” .. det har de også gjort. Omkring 7 gange ca. Men der går kun lige en dag eller to så ser jeg hende med ham igen.

så har i nogle gode råd til hvad man som veninde kan gøre? Det er jo ikke muligt at tvinge hende til noget.