Sårede følelser

Min veninde skal giftes i denne måned. Vi har lige holdt polterabend for hende igår (hvilket to piger planlagde uden jeg blev spurgt om jeg ville være med). Jeg kender hende bedst af alle og har kendt hende HELE livet. Gået i folkeskole sammen, boet med hende og vi var været sammen i tykt og tyndt og op og nedture. Vi har været ude at rejse sammen bare hende og jeg i 3 måneder og har spillet fodbold sammen i over 10 år. Vi har børn på samme alder og derfor er der perioder vi ikke har set hinanden meget, men det gør os ikke mindre tætte. 

Jeg vil så gerne holde en tale for hende, men hendes andre veninder har givet udtryk for, at kun den ene af dem skal og det har bruden spurgt hende om hun vil. De har kendt hende henholdsvis 10 og 3 år. Det gør mig så ked af det, at jeg føler jeg bare skal lade være, fordi bruden ikke ønsker for mange taler, men at man skal overrumples af nogle piger, som slet ikke har den samme historie med hende. Det er min bedste veninde og vil altid være det. Har altid forestillet mig, at jeg skulle knytte et par ord til hende den store dag.  Føler mig skubbet væk og føler mig ubetydelig og såret. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre med de følelser. Det er en af de begivenheder jeg har set mest frem til i mit liv, fordi hun betyder SÅ meget for mig og det betyder så meget for mig, at hun har fundet manden i sit liv. 

Jeg aner ikke hvor jeg skal komme af med mine frustrationer udover her, da jeg føler mig ydmyget af to der nærmest diktere hvad de tror hun vil og ikke vil have den store dag. Av mit hjerte. 

Nogen som har oplevet noget lignende og hvad gjorde du/i ved det? 

Anonym skriver:

Min veninde skal giftes i denne måned. Vi har lige holdt polterabend for hende igår (hvilket to piger planlagde uden jeg blev spurgt om jeg ville være med). Jeg kender hende bedst af alle og har kendt hende HELE livet. Gået i folkeskole sammen, boet med hende og vi var været sammen i tykt og tyndt og op og nedture. Vi har været ude at rejse sammen bare hende og jeg i 3 måneder og har spillet fodbold sammen i over 10 år. Vi har børn på samme alder og derfor er der perioder vi ikke har set hinanden meget, men det gør os ikke mindre tætte. 

Jeg vil så gerne holde en tale for hende, men hendes andre veninder har givet udtryk for, at kun den ene af dem skal og det har bruden spurgt hende om hun vil. De har kendt hende henholdsvis 10 og 3 år. Det gør mig så ked af det, at jeg føler jeg bare skal lade være, fordi bruden ikke ønsker for mange taler, men at man skal overrumples af nogle piger, som slet ikke har den samme historie med hende. Det er min bedste veninde og vil altid være det. Har altid forestillet mig, at jeg skulle knytte et par ord til hende den store dag.  Føler mig skubbet væk og føler mig ubetydelig og såret. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre med de følelser. Det er en af de begivenheder jeg har set mest frem til i mit liv, fordi hun betyder SÅ meget for mig og det betyder så meget for mig, at hun har fundet manden i sit liv. 

Jeg aner ikke hvor jeg skal komme af med mine frustrationer udover her, da jeg føler mig ydmyget af to der nærmest diktere hvad de tror hun vil og ikke vil have den store dag. Av mit hjerte. 

Nogen som har oplevet noget lignende og hvad gjorde du/i ved det? 

Spørg hende direkte i stedet for at lytte til dem??!

Anonym skriver:

Spørg hende direkte i stedet for at lytte til dem??!

De mener jo, at det er hendes ord de diktere. 

Ja .. men det betyder jo ikke at det skal være dem der skal holde tale..?

jeg ville helt klart tale med bruden og sige af du rigtig gerne vil sige nogle dejlige ord - da hun betyder rigtig meget. Tag dig ikke af de andre “kællinger “

Ja .. men det betyder jo ikke at det skal være dem der skal holde tale..?

jeg ville helt klart tale med bruden og sige af du rigtig gerne vil sige nogle dejlige ord - da hun betyder rigtig meget. Tag dig ikke af de andre “kællinger “

Jeg ved hun har spurgt den ene om det. Og de siger hun ikke vil have fra andre fordi hun ikke gider for mange. Men de glemmer bare, at de ikke kan sætte sig ind i vores bånd til hinanden 

Er jo mega bange for at de har ret og jeg bliver afvist. 

Hvis i er så tætte som du siger, så ring da til hende og snak om det. Jeg har også en veninde, som er min "søster". Vi har kendt hinanden altid, og kan snakke om alt. Hun har da også fået nogle veninder efter hun er flyttet, men jeg ved at det vi har er noget, som ingen andre kan få med hende. Når hun skal giftes, så bliver det MIG, som holder polterabend og tale til bryllup er også mig først.  det sgu min ret, det får ingen lov til at tage. Stå ved dine følelser, og hvis i er så gode veninder, så bliver hun da også dybt skuffet, hvis du ikke holder tale. 

Hvis du føler for at holde en tale for hende, så skal du gøre det. Når man først sidder der som som brud og brudgom, så tænker man ikke over antal af taler, men deres dejlige indhold. Det er forhåbentlig en engangs oplevelse og din veninde vil helt sikkert sætte stor pris på din tale

Anonym skriver:

Min veninde skal giftes i denne måned. Vi har lige holdt polterabend for hende igår (hvilket to piger planlagde uden jeg blev spurgt om jeg ville være med). Jeg kender hende bedst af alle og har kendt hende HELE livet. Gået i folkeskole sammen, boet med hende og vi var været sammen i tykt og tyndt og op og nedture. Vi har været ude at rejse sammen bare hende og jeg i 3 måneder og har spillet fodbold sammen i over 10 år. Vi har børn på samme alder og derfor er der perioder vi ikke har set hinanden meget, men det gør os ikke mindre tætte. 

Jeg vil så gerne holde en tale for hende, men hendes andre veninder har givet udtryk for, at kun den ene af dem skal og det har bruden spurgt hende om hun vil. De har kendt hende henholdsvis 10 og 3 år. Det gør mig så ked af det, at jeg føler jeg bare skal lade være, fordi bruden ikke ønsker for mange taler, men at man skal overrumples af nogle piger, som slet ikke har den samme historie med hende. Det er min bedste veninde og vil altid være det. Har altid forestillet mig, at jeg skulle knytte et par ord til hende den store dag.  Føler mig skubbet væk og føler mig ubetydelig og såret. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre med de følelser. Det er en af de begivenheder jeg har set mest frem til i mit liv, fordi hun betyder SÅ meget for mig og det betyder så meget for mig, at hun har fundet manden i sit liv. 

Jeg aner ikke hvor jeg skal komme af med mine frustrationer udover her, da jeg føler mig ydmyget af to der nærmest diktere hvad de tror hun vil og ikke vil have den store dag. Av mit hjerte. 

Nogen som har oplevet noget lignende og hvad gjorde du/i ved det? 

Snak med din veninde... 

Der er to muligheder: Enten har din veninde sagt, som de siger, eller også har de givet en fejlagtig eller misforstået version af hendes ord. Hvis ikke din veninde ligefrem har bedt dem fortælle dig, at du ikke skal holde tale, og hvis hun ikke henvender sig til dig og siger det, så kan du roligt sige nogle ord på dagen. 

Hun kan jo specifikt have bedt den ene af de to holde tale, fordi hun ved, vedkommende er en dygtig taler og meget gerne vil. Det behøver ikke have spor med dig at gøre. Den anden af de to kan for så vidt være lige så såret og føle sig lige så forbigået som dig - det virker, som om du ser dem som én “fjende” eller konkurrent til dig, og det er jo to individer. 

Det virker meget, som om du opfatter venskabet til din veninde som en type konkurrence - noget med hvor mange år, man har kendt hende, hvad man har foretaget sig med hende osv. osv., hvor dén med det længste CV er vigtigst. Sådan fungerer det jo ikke med venskaber - man kan have mange veninder på mange forskellige måder, og hende, man har kendt i tre år, kan man periodevis føle sig lige så eller tættere knyttet til end hende, man har kendt altid. Det gør jo ikke det andet venskab mindre vigtigt. Bare anderledes. 

Mht. polterabend, så var det vel bare de to, der tog initiativ først? Hvis du havde taget kontakt til dem først, så havde I måske arrangeret det sammen. 

Det hjælper ikke på din relation til din veninde, at du er jaloux på to andre, hun holder af. Det giver udelukkende dig dårlige følelser, og desuden risikerer du, at din fjendtlige indstilling til dem skinner igennem og skaber dårlig stemning - også for din veninde. 

Hvis jeg var dig, ville jeg ikke gå så meget op i dé to, men tænke over, hvad jeg gjorde i forhold til min veninde i den konkrete situation. Du kan spørge hende, hvad hun har gjort sig af tanker om taler på den store dag, og så får du et svar, du kan forholde dig til. Men husk - HVIS hun takker nej til taler udover dem, hun har bedt om, så er det ikke andres skyld. Og det KAN jo bare være et spørgsmål om, at hun har udvalgt enkelte, der er sublime til at holde taler. I så fald kan du skrive hende en helt særlig hilsen med nogle af de ord, du ellers ville have sagt. Men find nu først ud af, hvordan det forholder sig. 

Mor og meget mere skriver:

Der er to muligheder: Enten har din veninde sagt, som de siger, eller også har de givet en fejlagtig eller misforstået version af hendes ord. Hvis ikke din veninde ligefrem har bedt dem fortælle dig, at du ikke skal holde tale, og hvis hun ikke henvender sig til dig og siger det, så kan du roligt sige nogle ord på dagen. 

Hun kan jo specifikt have bedt den ene af de to holde tale, fordi hun ved, vedkommende er en dygtig taler og meget gerne vil. Det behøver ikke have spor med dig at gøre. Den anden af de to kan for så vidt være lige så såret og føle sig lige så forbigået som dig - det virker, som om du ser dem som én “fjende” eller konkurrent til dig, og det er jo to individer. 

Det virker meget, som om du opfatter venskabet til din veninde som en type konkurrence - noget med hvor mange år, man har kendt hende, hvad man har foretaget sig med hende osv. osv., hvor dén med det længste CV er vigtigst. Sådan fungerer det jo ikke med venskaber - man kan have mange veninder på mange forskellige måder, og hende, man har kendt i tre år, kan man periodevis føle sig lige så eller tættere knyttet til end hende, man har kendt altid. Det gør jo ikke det andet venskab mindre vigtigt. Bare anderledes. 

Mht. polterabend, så var det vel bare de to, der tog initiativ først? Hvis du havde taget kontakt til dem først, så havde I måske arrangeret det sammen. 

Det hjælper ikke på din relation til din veninde, at du er jaloux på to andre, hun holder af. Det giver udelukkende dig dårlige følelser, og desuden risikerer du, at din fjendtlige indstilling til dem skinner igennem og skaber dårlig stemning - også for din veninde. 

Hvis jeg var dig, ville jeg ikke gå så meget op i dé to, men tænke over, hvad jeg gjorde i forhold til min veninde i den konkrete situation. Du kan spørge hende, hvad hun har gjort sig af tanker om taler på den store dag, og så får du et svar, du kan forholde dig til. Men husk - HVIS hun takker nej til taler udover dem, hun har bedt om, så er det ikke andres skyld. Og det KAN jo bare være et spørgsmål om, at hun har udvalgt enkelte, der er sublime til at holde taler. I så fald kan du skrive hende en helt særlig hilsen med nogle af de ord, du ellers ville have sagt. Men find nu først ud af, hvordan det forholder sig. 

Jeg ser dem bestemt ikke som fjender eller konkurrenter. Det er to søde piger jeg meget godt kan lide. Den anden føler sig ikke såret over det. Og hende der skal holde tale har ikke givet udtryk for, at hun bare gerne ville. Hun synes faktisk det er mega grænseoverskridende, sagde hun sidst vi var ude at spise sammen. Det er også en af mine tætte veninder selv. Men tænker ikke jeg vil snakke med min veninde om det og vil ikke ødelægge hendes dag ved at holde en tale hun ikke vil have, men derfor er jeg alligevel såret. Der er ingen fjendtlig adfærd overhovedet. Har jeg ikke på noget tidspunkt givet udtryk for heller. 

Jeg siger heller ikke, at de ikke kan være lige tætte i forhold til hvor længe man har kendt hinanden, men blot at jeg er såret, fordi min veninde og jeg, altid og stadig er lige så tætte og jeg også gerne ville holde tale. Har intet imod at andre også skal.