Et tabu. Vi har nået grænsen.

Det her er jordens største tabu. Ej måske ikke jordens største, men et meget stort et. Jeg ved godt, at det vil være helt ubegribeligt for mange. Jeg kan jo selv slet ikke forestille mig lignende situation med mine egne børn. Men alligevel vil jeg prøve at bede jer forsøge at sætte jer i vores sted for en stund og ikke blive grebet af jeres egne moderfølelser. Det ville betyde meget, for det er virkelig vanskeligt, tungt og umenneskelig hårdt. 

Min kæreste har en søn på 10 år fra tidligere. Jeg har kendt ham i 5 år nu. Sønnen var ikke planlagt. Mor manipulerede med præventionen bag fars ryg og var desuden utro, endda samme tid med at min kæreste lige havde mistet sin mor til en alvorlig ulykke og var i dyb krise. De brød med hinanden og min kæreste var ikke en del af graviditet eller den første tid, dels pga han var i kompliceret sorg og derudover ikke vidste om det var hans barn. Hun nægtede at få lavet dna test, gjorde det først da hun blev det pålagt af fogeden, og derfor nåede bonus at blive 9 mdr før han blev far. Op til sa besøgte han dem ind i mellem HVIS nu det var hans barn.

Min kæreste følte sig slet ikke klar til at blive far, og det vidste hun godt. Han var kun 20, havde ikke job, ikke styr på sit liv eller økonomi. Var stadig en drengerøv. Han har dog siden han fik tilkendt faderskab gjort alt for at være en god og ordentlig far. Men han siger, at han inderst inde har en erkendelse af at han gør det fordi det er det rigtige. For han har ikke de rette følelser med i det og har aldrig haft det. Det har han dog ikke vist sin søn.

Mor har dog ikke gjort det nemt. Det viser sig hun havde håbet at få dette barn og at der ikke skulle være en far i billedet. Så hun har alle dage forsøgt at presse min kæreste ud på sidelinjen. Samværschikane, manipulation af bonus osv. Der har været sager i SF, kommune osv, men hun fortsætter. Det blev især slemt efter han mødte mig, fordi hun blev bange for vi ville tage ham fra hende, hvilket vi aldrig har haft nogen intentioner om. Og vi har slugt 500000 store kameler og samarbejdet og opført os ordentligt for bonus skyld.

Personligt har jeg aldrig elsket bonus. Jeg har kæmpet for at opbygge en god relation til ham, og han er glad for mig. Men pga hans mors konstante modarbejdelse og unødvendige krigsførelse har der været konstante skår i det bånd jeg har forsøgt at knytte til bonus. Jeg har aldrig signaleret disse manglende følelser over for ham, for det er ikke hans skyld. Men jeg ved jo indeni mig selv, at jeg ikke elsker ham. 

For os begge bliver det sværere, som han bliver ældre. Dels har hendes krigsførelse sat sine spor og giver mavepine for alle når han skal på samvær. Og dels bliver han ældre og mere og mere præget af det miljø, han lever i og den hans mor er. Hun valgte for år tilbage at flytte tværs over landet og vi ser ham derfor kun hver anden weekend. Det gør det ikke ligefrem nemmere at have et tæt kontinuerligt bånd, selvom vi griber alle muligheder for at engagere os i hans hverdage. 

Men hans personlighed, måde at leve på og forvente tingene på er så milevidt fra dem vi er. Han er jo vant til en måde at være familie på. Vi forventer ikke han tilpasser sig, det er os der skal det, for han er et barn. Men at føle bånd, nærhed, det er svært til et menneske der er så diametralt modsat dem vi er. Særligt for min kæreste er det svært slet ikke at kunne genfinde noget af sig selv, sin person, sine værdier hos sin søn. 

Det tabubelagte her er flere ting. Som årene går har vi mistet kampgejsten. Vi er udmattede, og der er intet der virker. Vi mærker større og større afstand mellem bonus og os. Jeg elsker ham ikke. Og min kæreste siger, med tårer i øjnene, at han faktisk heller ikke er sikker på, at han elsker ham længere. 

Hvordan kan man ikke elske sit eget barn, vil de fleste helt sikkert tænke. Men det er en kompliceret historie der aldrig har haft ordentlige vilkår for en god relation. 

Og hvad så? Hvad stiller man op? Det er ikke længere forbundet med glæde, at han kommer. Jeg er klar over, at det er så forkert at sige, men det er sådan vi har det. Vi har kæmpet så intensivt for den her relation og for at han skulle have det godt, men lige meget har det hjulpet. Han glider væk, er ikke genkendelig for os. Jeg tror også det er svært for ham, at vi er så forskellige.

Hvad gør man med alt det her? Det er jo ikke lige noget man snakker med folk om, netop fordi det er så svært for andre at sætte sig ind i en situation så absurd som at man mister følelserne for sit eget barn - eller aldrig har haft chancen for at få dem i første omgang.

Men vi har det svært, og vi er så brugte når han har været her. Og vi har så ondt af ham i det her også, for han er bare et barn. 

Jeg ville kontakte familiehuset i jeres kommune, hvis de har sådan et. Der kan de tilbyde tre samtaler uden de bliver journalført. Tænker det er helt reelle følelser I har, der ikke burde være forbudte, men som SKAL siges højt og snakkes med med nogen med erfaring indenfor området

I kan helt sikkert få noget hjælp o kommunen i bor i. Tale med nogen. Jeg tror virkelig det vil gavne jer og ham. Der her bliver I kvalt i ellers. 

Hvor er det synd for jer allesammen 

Anonym skriver:

Det her er jordens største tabu. Ej måske ikke jordens største, men et meget stort et. Jeg ved godt, at det vil være helt ubegribeligt for mange. Jeg kan jo selv slet ikke forestille mig lignende situation med mine egne børn. Men alligevel vil jeg prøve at bede jer forsøge at sætte jer i vores sted for en stund og ikke blive grebet af jeres egne moderfølelser. Det ville betyde meget, for det er virkelig vanskeligt, tungt og umenneskelig hårdt. 

Min kæreste har en søn på 10 år fra tidligere. Jeg har kendt ham i 5 år nu. Sønnen var ikke planlagt. Mor manipulerede med præventionen bag fars ryg og var desuden utro, endda samme tid med at min kæreste lige havde mistet sin mor til en alvorlig ulykke og var i dyb krise. De brød med hinanden og min kæreste var ikke en del af graviditet eller den første tid, dels pga han var i kompliceret sorg og derudover ikke vidste om det var hans barn. Hun nægtede at få lavet dna test, gjorde det først da hun blev det pålagt af fogeden, og derfor nåede bonus at blive 9 mdr før han blev far. Op til sa besøgte han dem ind i mellem HVIS nu det var hans barn.

Min kæreste følte sig slet ikke klar til at blive far, og det vidste hun godt. Han var kun 20, havde ikke job, ikke styr på sit liv eller økonomi. Var stadig en drengerøv. Han har dog siden han fik tilkendt faderskab gjort alt for at være en god og ordentlig far. Men han siger, at han inderst inde har en erkendelse af at han gør det fordi det er det rigtige. For han har ikke de rette følelser med i det og har aldrig haft det. Det har han dog ikke vist sin søn.

Mor har dog ikke gjort det nemt. Det viser sig hun havde håbet at få dette barn og at der ikke skulle være en far i billedet. Så hun har alle dage forsøgt at presse min kæreste ud på sidelinjen. Samværschikane, manipulation af bonus osv. Der har været sager i SF, kommune osv, men hun fortsætter. Det blev især slemt efter han mødte mig, fordi hun blev bange for vi ville tage ham fra hende, hvilket vi aldrig har haft nogen intentioner om. Og vi har slugt 500000 store kameler og samarbejdet og opført os ordentligt for bonus skyld.

Personligt har jeg aldrig elsket bonus. Jeg har kæmpet for at opbygge en god relation til ham, og han er glad for mig. Men pga hans mors konstante modarbejdelse og unødvendige krigsførelse har der været konstante skår i det bånd jeg har forsøgt at knytte til bonus. Jeg har aldrig signaleret disse manglende følelser over for ham, for det er ikke hans skyld. Men jeg ved jo indeni mig selv, at jeg ikke elsker ham. 

For os begge bliver det sværere, som han bliver ældre. Dels har hendes krigsførelse sat sine spor og giver mavepine for alle når han skal på samvær. Og dels bliver han ældre og mere og mere præget af det miljø, han lever i og den hans mor er. Hun valgte for år tilbage at flytte tværs over landet og vi ser ham derfor kun hver anden weekend. Det gør det ikke ligefrem nemmere at have et tæt kontinuerligt bånd, selvom vi griber alle muligheder for at engagere os i hans hverdage. 

Men hans personlighed, måde at leve på og forvente tingene på er så milevidt fra dem vi er. Han er jo vant til en måde at være familie på. Vi forventer ikke han tilpasser sig, det er os der skal det, for han er et barn. Men at føle bånd, nærhed, det er svært til et menneske der er så diametralt modsat dem vi er. Særligt for min kæreste er det svært slet ikke at kunne genfinde noget af sig selv, sin person, sine værdier hos sin søn. 

Det tabubelagte her er flere ting. Som årene går har vi mistet kampgejsten. Vi er udmattede, og der er intet der virker. Vi mærker større og større afstand mellem bonus og os. Jeg elsker ham ikke. Og min kæreste siger, med tårer i øjnene, at han faktisk heller ikke er sikker på, at han elsker ham længere. 

Hvordan kan man ikke elske sit eget barn, vil de fleste helt sikkert tænke. Men det er en kompliceret historie der aldrig har haft ordentlige vilkår for en god relation. 

Og hvad så? Hvad stiller man op? Det er ikke længere forbundet med glæde, at han kommer. Jeg er klar over, at det er så forkert at sige, men det er sådan vi har det. Vi har kæmpet så intensivt for den her relation og for at han skulle have det godt, men lige meget har det hjulpet. Han glider væk, er ikke genkendelig for os. Jeg tror også det er svært for ham, at vi er så forskellige.

Hvad gør man med alt det her? Det er jo ikke lige noget man snakker med folk om, netop fordi det er så svært for andre at sætte sig ind i en situation så absurd som at man mister følelserne for sit eget barn - eller aldrig har haft chancen for at få dem i første omgang.

Men vi har det svært, og vi er så brugte når han har været her. Og vi har så ondt af ham i det her også, for han er bare et barn. 

Jeg kan godt forstå jeres følelse af, at I ikke elsker ham, da han jo ikke er "jeres" forstået på den måde, at I ikke har haft en ordentlig mulighed for at opbygge et tæt bånd med ham. Han har lidt relationen som en andens barn, og tro mig, det er ikke alle andres børn man elsker. 

I vores kommune er der et familiecenter, hvor der sidder psykologer, familierådgivere og pædagoger. Prøv om der er et lignende i jeres kommune, som vil kunne give jer nogle redskaber til at ændre situationen, for at sige til barnet, at I ikke vil se ham mere, det er ikke en mulighed. 

Pøj pøj til jer alle tre.

Mullemee skriver:

Jeg kan godt forstå jeres følelse af, at I ikke elsker ham, da han jo ikke er "jeres" forstået på den måde, at I ikke har haft en ordentlig mulighed for at opbygge et tæt bånd med ham. Han har lidt relationen som en andens barn, og tro mig, det er ikke alle andres børn man elsker. 

I vores kommune er der et familiecenter, hvor der sidder psykologer, familierådgivere og pædagoger. Prøv om der er et lignende i jeres kommune, som vil kunne give jer nogle redskaber til at ændre situationen, for at sige til barnet, at I ikke vil se ham mere, det er ikke en mulighed. 

Pøj pøj til jer alle tre.

Der er jeg så uenig. Er der overhovedet nogen i den her situation der har spurgt barnet? Han er 10 år. Måske hader han selv de her ture tværs gennem landet hver anden weekend? Måske synes han heller ikke det er rart? Jeg ville ikke synes det var rat at være gæst hos nogen, hver anden weekend. 

Måske vil det være bedre at samværet ændres til fx én weekend om måneden? Hvor far og bonusmor måske nogle gange tager i LEGOland, sommerhus, telttur mm. så man fjernes fra at han kommer ind i “deres” hjem, men er på en form for neutral grund og den tid man så har, så er der noget der fjerner fokus og forventninger fra den her “uønskede” søn. 

Så signalerer man stadig, at man gerne vil barnet, men på præmisser der passer alle. Oplevelser og minder, dem gemmer alle i hjertet!  

Med tanke på min egen barndom er mit svar helt og aldeles rettet imod det barn der står midt i det her som taberen.

Fint nok i begge erkender i ikke elsker ham- det er ubegribeligt men ikke første gang en forældre ikke elsker sit barn.

Nu skal i så finde ud af hvad der vil skade ham mindst.

Et brud eller det at skulle  være en tålt gæst ved sin egen far. 

Jeg ved man kan få en børnerådgiver ved statsamtet.

Der er også forældrerådgivning ved børns vilkår og familuerådgivning ved kommunen. 

Og jeg synes i skylder den dreng at opsøge hjælp.

Jeg har uendeligt ondt af den lille fyr og tro mig han ved sgu godt i ikke elsker ham.

Sådan noget ved børn og voksne har bare glemt den følelse det var at kæmpe forgæves og desperat for at klassens populære pige skulle kunne lide en   

Han ved godt han har tabt- men jo mere man som barn ved man har tabt jo mere forsøger man .selv om det gør ondt.

Så ta ansvar for hans selvværd der lige nu sættes på prøve, og søg hjælp til den rette beslutning for jer alle uden lille mand bliver en endnu større taber i det her. 

Du har fået mange gode svar. Jeg tror, at du har skrevet om sagen før? Det er ikke ny-opstået. 

Jeg ville også opsøge hjælp: Måske skal I ses sjældnere. Måske kan I få hjælp til en god måde at tale med sønnen om det på, så han ikke føler sig helt så afvist. 

Det er så synd for jer alle sammen - både sønnen og jer voksne på sidelinien. 

Jeg vil bare fortælle at i ikke er de eneste i situationen. Min kæreste har en søn fra tidligere på 5 år(vi har været sammen i 3 år), og sønnen var planlagt fra morens side - det vil sige hun droppede sine p-piller, men “glemte” lige at fortælle min kæreste det, dengang de var sammen. 

Jeres historie ligner så meget hans historie - dog har jeg stadig ikke mødt sønnen endnu, da samværet kun er på tre timer hver anden lørdag - hos min kærestes tidligere svigerforældre. 

Om det er fedt? Nej. Men moren ville bare have sønnen alene hvis det var muligt. Egoistiske ... ja .... og sønnen spørger tit om han kan komme med hjem til os og møde hans søster (vi har et fælles barn) men det er bare desværre ikke muligt de vil ikke lade sønnen komme her hver anden weekend istedet. 

Men min kæreste har altid taget ansvar for sin søn , siden han blev født. Altid. 

Har ingen gode råd til jer, men ville bare fortælle jer at i ikke er alene. 

Janet1989 skriver:

Jeg vil bare fortælle at i ikke er de eneste i situationen. Min kæreste har en søn fra tidligere på 5 år(vi har været sammen i 3 år), og sønnen var planlagt fra morens side - det vil sige hun droppede sine p-piller, men “glemte” lige at fortælle min kæreste det, dengang de var sammen. 

Jeres historie ligner så meget hans historie - dog har jeg stadig ikke mødt sønnen endnu, da samværet kun er på tre timer hver anden lørdag - hos min kærestes tidligere svigerforældre. 

Om det er fedt? Nej. Men moren ville bare have sønnen alene hvis det var muligt. Egoistiske ... ja .... og sønnen spørger tit om han kan komme med hjem til os og møde hans søster (vi har et fælles barn) men det er bare desværre ikke muligt de vil ikke lade sønnen komme her hver anden weekend istedet. 

Men min kæreste har altid taget ansvar for sin søn , siden han blev født. Altid. 

Har ingen gode råd til jer, men ville bare fortælle jer at i ikke er alene. 

Det er for mig at se en helt anden situation end TS’. Forhistorien ligner, men du har end ikke mødt barnet og kan umuligt opleve den tabubelagte problematik, TS beskriver. 

Søg hjælp. I har om nogen brug for det. Det er meget ulykkeligt for jer alle, men I må ikke give op. Potentielt kan I, før eller siden, blive helt afgørende for knægtens chancer i livet.