Barn nr 3?

Hej 

ja vil bare lige høre fra de kvinder der ønsket barn nr 3 om hvordan jeres mænd mente omkring det?  

I må også kommentare det i har stemt på.

på forhånd tak

Vi har to piger på 5 år og 1,5 år, og vi kommer ikke til at få flere. Min mand har aldrig ønsket sig flere end 2 (han er ældst i en flok på 3), hvor jeg havde en drøm om tre (yngst i en flok på 2). Men efter 3 graviditeter, 1 abort, 2x svær svangerskabsforgiftning, en del svære år med ørebørn og mine nyrer der stadig er belastede efter sidste fødsel, så er vi enige om ikke at få flere. Jeg ville risikere mit helbred på at gå igennem det igen. 

Stivdie skriver:

Vi har to piger på 5 år og 1,5 år, og vi kommer ikke til at få flere. Min mand har aldrig ønsket sig flere end 2 (han er ældst i en flok på 3), hvor jeg havde en drøm om tre (yngst i en flok på 2). Men efter 3 graviditeter, 1 abort, 2x svær svangerskabsforgiftning, en del svære år med ørebørn og mine nyrer der stadig er belastede efter sidste fødsel, så er vi enige om ikke at få flere. Jeg ville risikere mit helbred på at gå igennem det igen. 

Tusind tak for dit svar. 

Hvis du havde bedre helbred, altså hvis du ikke havde problemer med dine nyrer. Vil du have meget mere svære ved at glemme nr 3?

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar. 

Hvis du havde bedre helbred, altså hvis du ikke havde problemer med dine nyrer. Vil du have meget mere svære ved at glemme nr 3?

Hmm, det er svært at svare på. 

Efter fødslen af min første kunne jeg blive helt trist bare ved tanken om, at næste gang måske var den sidste... Da jeg så blev gravid igen, havde jeg en missed abortion og efter den gik der ret lang tid inden jeg blev gravid igen. Her blev jeg nødt til at overveje scenarier, at vi slet ikke kunne få en nr. 2. Og jeg kom egentlig frem til den konklusion, at vi ville få et helt fint liv. 

Så blev jeg gravid igen og havde en helt igennem forfærdelig graviditet afsluttet af tre ugers indlæggelse væk fra min store datter. Og det har jeg virkelig ikke lyst til at skulle prøve igen! 

Med til ligningen hører, at begge vores børn er ørebørn. Den store sov først igennem omkring 2 år, og den lille på halvandet gør stadig ikke. Den store er desuden sansesensitiv og har en del andre udfordringer. Så jeg tror egentlig alt i alt, jeg ville slutte fred med, at vi har udfordringer nok i de to vi har.

Dét sagt, hvis jeg går hen og bliver gravid ved et uheld, så vil jeg vælge en abort grundet helbreddet. Hvis jeg ikke havde haft nyreproblemer, så ville jeg ikke kunne fravælge et barn og gennemgå en abort mere. 

Stivdie skriver:

Hmm, det er svært at svare på. 

Efter fødslen af min første kunne jeg blive helt trist bare ved tanken om, at næste gang måske var den sidste... Da jeg så blev gravid igen, havde jeg en missed abortion og efter den gik der ret lang tid inden jeg blev gravid igen. Her blev jeg nødt til at overveje scenarier, at vi slet ikke kunne få en nr. 2. Og jeg kom egentlig frem til den konklusion, at vi ville få et helt fint liv. 

Så blev jeg gravid igen og havde en helt igennem forfærdelig graviditet afsluttet af tre ugers indlæggelse væk fra min store datter. Og det har jeg virkelig ikke lyst til at skulle prøve igen! 

Med til ligningen hører, at begge vores børn er ørebørn. Den store sov først igennem omkring 2 år, og den lille på halvandet gør stadig ikke. Den store er desuden sansesensitiv og har en del andre udfordringer. Så jeg tror egentlig alt i alt, jeg ville slutte fred med, at vi har udfordringer nok i de to vi har.

Dét sagt, hvis jeg går hen og bliver gravid ved et uheld, så vil jeg vælge en abort grundet helbreddet. Hvis jeg ikke havde haft nyreproblemer, så ville jeg ikke kunne fravælge et barn og gennemgå en abort mere. 

Okay. Tusind tak for du gav dig tid til at svare igen.

det må være dejligt endelig at være afklaret med at nu har i 2 også kan i nyde dem

Jeg tror at vi ville have nr 3 lige meget.

Men min kæreste er virkelig dårlig til følelser, så han får det altid til at lyde som om det er mit projekt ,dog taler han da allerede om en 4'er (er gravid med nr 3), så det er sådan noget lidt diffust noget. Men han sagde intet da jeg smed p-pillerne, så jeg tror han ønsker en stor familie mindst lige så meget som mig, så længe jeg hovedsageligt står for dem når de er små 

Soonmom skriver:

Jeg tror at vi ville have nr 3 lige meget.

Men min kæreste er virkelig dårlig til følelser, så han får det altid til at lyde som om det er mit projekt ,dog taler han da allerede om en 4'er (er gravid med nr 3), så det er sådan noget lidt diffust noget. Men han sagde intet da jeg smed p-pillerne, så jeg tror han ønsker en stor familie mindst lige så meget som mig, så længe jeg hovedsageligt står for dem når de er små 

Det er heldigt. Tillykke med en mand der vil ligeså mange som dig selv

kan du uddybe hvad du mener med, stå for det hele når de er små? Og hvor længe er det? 2 eller 3 år mener du?

Det tog os helt umenneskeligt længe at få vores første barn (længere historie med 10 år i fertilitetsbehandling, mange pauser under vejs og godkendelse til adoption af dansk barn før det lykkedes). 

Nr 2 kommer uventet og af sig selv da nr 1 er 6 måneder. Men nr 3? Han var planlagt. Vi kiggede egentlig bare på hinanden en morgen, kiggede på ungerne og talte om at det jo altid er sjovt at prøve selvom vores håb om nogensinde at kunne få flere børn var ret lille. Nr 1 var så enormt hårdt arbejde at lave, og kostede mange penge. Nr 2 var et mirakel. Så hvorfor ikke smide præventionen og tage chancen?

10 måneder senere var jeg gravid igen, uden hjælp (igen) og nr 1 nåede lige at fylde 4 år tre uger inden jeg fødte. 

Vi var og er begge lykkelige og taknemmelige for alle 3 drenge, og havde vi ikke været så gamle, så havde vi prøvet at få en til.

Her var min mand mest på ideen. 

Vi havde stort oprydningsprojekt og det indebar tøj og legetøj fra de store. Og jeg var godt i gang med grovsortering af hvad jeg synes der kunne smides til røde kors og hvad der skulle til mødrehjælpen. De store var i gang med at finde ud af hvad de ville sælge på loppemarked af deres legetøj. 

Men lige pludselig kunne jeg mærke at min mand slet ikke var parat til at vi skulle af med alle tingene. Han blev ved med at sige “vi kan jo gemme lidt, hvis nu” eller “får du ikke også lyst til en mere når du ser babytøj?” Det var lidt svært for ham at sige direkte. 

Men det tog os 1 år og 9 måneder at blive gravide og vi nåede at købe et ICSI forsøg, så manden har virkelig ment det. 

Det er så fantastisk med en efternøler og det har givet os alle SÅ meget, også de store børn. 

Strain skriver:

Det tog os helt umenneskeligt længe at få vores første barn (længere historie med 10 år i fertilitetsbehandling, mange pauser under vejs og godkendelse til adoption af dansk barn før det lykkedes). 

 

Nr 2 kommer uventet og af sig selv da nr 1 er 6 måneder. Men nr 3? Han var planlagt. Vi kiggede egentlig bare på hinanden en morgen, kiggede på ungerne og talte om at det jo altid er sjovt at prøve selvom vores håb om nogensinde at kunne få flere børn var ret lille. Nr 1 var så enormt hårdt arbejde at lave, og kostede mange penge. Nr 2 var et mirakel. Så hvorfor ikke smide præventionen og tage chancen?

 

10 måneder senere var jeg gravid igen, uden hjælp (igen) og nr 1 nåede lige at fylde 4 år tre uger inden jeg fødte. 

 

Vi var og er begge lykkelige og taknemmelige for alle 3 drenge, og havde vi ikke været så gamle, så havde vi prøvet at få en til.

Ja det må man sige helt umenneskelig oplevelse. I blivet belønnet med 3 dejlig børn for alt den ventetid som i kæmpet længe for i så mange år. Tillykke med det.