Vi skal alle dø en dag.

Omsorgsgiver skriver:

Kort sagt....jeg er bange for døden. Ikke at jeg er dødsyg. Jeg er frisk, sund og rask, men vi skal alle dø en dag og jeg kan slet ikke forholde mig til det. Ved heller ikke om jeg vil begraves eller brændes, da det er så uvirkeligt for mig at tænke på. Hvad skal I? Har I taget den beslutning?? 

Jeg håber der er liv efter døden, men der er jo ingen beviser på det desværre. Jeg bliver bare så ked af det når jeg tænker på at den dag jeg dør så er jeg bare væk....så er der ingen MIG mere... så er hele min person væk, mit smil, min latter, mine fodaftryk og stemme er bare væk.... Kun minder om mig og billeder er tilbage. Men der vil jo være helt sort når man dør.... 

Ved godt at det måske nok er underligt at tænke på, men alligevel så vil jeg bare gerne tage den lidt mere med ro og ikke være så bange. For hvad sker der efter døden?? Hvad tror I?? 

Har selv været bange for døden. Men har efterhånden erkendt at den dag kommer uanset om jeg vil det eller ej. Selvom jeg tænker på det hver dag. Så er jeg blevet bedre til at skubbe det væk. Har lært at acceptere at Livet slutter en dag, selvom det nogen gange virker lidt meningsløst at det hele bare ender sådan og livet går videre for dem omkring en. Der er visse ting vi ikke selv er herre over. 

Men skal helt sikkert brændes. Mine efterladte skal ikke have et stort gravsted de skal rende og bruge tid på. Det er i minderne de skal huske mig og ikke ved en sten. 

Jeg er ikke bange for at dø. Helt egoistisk kan jeg have et ønske om at det ikke bliver smertefuldt men udover det så skænker jeg det ikke mange tanker. 

Jeg er registreret organdonor og de må tage alt det de kan bruge. Det betyder ikke noget for mig hvad der sker når jeg er væk så der vil jeg tilstræbe at det bliver på den måde min familie mest tror de har brug for. 

Jeg forstår godt frygten for at dø, den tror jeg bliver boostet ekstra meget når vi får børn. Personligt, udviklede det sig i en periode til decideret dødsangst hos mig. Jeg tror det er noget, man bare skal arbejde med stille og roligt, og jeg tror også, det er meget naturligt. 

Hvad angår det, der skal ske efter døden, så er der en historie, med den græske filosof Diogenes, (tror jeg nok), og den synes jeg beskriver meget godt, hvad jeg selv tænker. Det er noget i den her stil: 

Han ligger for døden, og folk i byen spørger, hvad de skal gøre med hans lig efter døden er indtruffet.

Han svarer: Smid mig ud for byporten med en pind.

Folk svarer: Hvorfor en pind? 

Han siger: Så jeg kan forsvare mig mod de vilde dyr. 

Folk undrer sig, og siger: Jamen, du er jo død, du kan ikke forsvare dig? 

Her siger han så: Det er rigtigt. Hvorfor skulle jeg så bekymre mig om, hvad der sker med mit lig? 

Jeg er ligeglad med, hvad der sker med mit corpus når min hjerne er slukket for good. Så længe nogen kan få muligheden for at få gavn af mine organer, så skal det være op til mine pårørende, hvad de har det bedst med. 

Jeg er ikke bange for at være død for er fuldstændig sikker på der er et åndeligt liv efter døden. Der er så meget, der bekræfter dette synes jeg. Men jeg er bange for at dø fra mine børn før de kan håndtere det og vil godt opleve så meget med dem som muligt. Livet i sig selv tror jeg ikke er bedre end efterlivet, men jeg ønsker at være her sålænge jeg kan. Men er rolig ved vi bliver genforenet med vores kære efter døden. Ift begravelse har jeg ikke gjort mig de store tanker egentlig, men brændes er nok det jeg vil syntes er bedst. Døden har også skræmt mig meget i perioder og gør det ekstra når jeg har haft små børn. Men syntes stadig jeg bliver roligere omkring tanker om døden i takt med jeg bliver ældre.