Vi skal alle dø en dag.

Kort sagt....jeg er bange for døden. Ikke at jeg er dødsyg. Jeg er frisk, sund og rask, men vi skal alle dø en dag og jeg kan slet ikke forholde mig til det. Ved heller ikke om jeg vil begraves eller brændes, da det er så uvirkeligt for mig at tænke på. Hvad skal I? Har I taget den beslutning?? 

Jeg håber der er liv efter døden, men der er jo ingen beviser på det desværre. Jeg bliver bare så ked af det når jeg tænker på at den dag jeg dør så er jeg bare væk....så er der ingen MIG mere... så er hele min person væk, mit smil, min latter, mine fodaftryk og stemme er bare væk.... Kun minder om mig og billeder er tilbage. Men der vil jo være helt sort når man dør.... 

Ved godt at det måske nok er underligt at tænke på, men alligevel så vil jeg bare gerne tage den lidt mere med ro og ikke være så bange. For hvad sker der efter døden?? Hvad tror I?? 

Omsorgsgiver skriver:

Kort sagt....jeg er bange for døden. Ikke at jeg er dødsyg. Jeg er frisk, sund og rask, men vi skal alle dø en dag og jeg kan slet ikke forholde mig til det. Ved heller ikke om jeg vil begraves eller brændes, da det er så uvirkeligt for mig at tænke på. Hvad skal I? Har I taget den beslutning?? 

Jeg håber der er liv efter døden, men der er jo ingen beviser på det desværre. Jeg bliver bare så ked af det når jeg tænker på at den dag jeg dør så er jeg bare væk....så er der ingen MIG mere... så er hele min person væk, mit smil, min latter, mine fodaftryk og stemme er bare væk.... Kun minder om mig og billeder er tilbage. Men der vil jo være helt sort når man dør.... 

Ved godt at det måske nok er underligt at tænke på, men alligevel så vil jeg bare gerne tage den lidt mere med ro og ikke være så bange. For hvad sker der efter døden?? Hvad tror I?? 

Hvad der sker efter døden, har jeg faktisk ikke gjort mig de store tanker om. Jeg håber, at der er et rart sted, lidt ala paradis, selvom jeg ikke er specielt troende. 

Jeg er ikke bange for at dø, til gengæld er jeg bange for, at folk skal dø fra mig (kan fx slet ikke overskue tanken om, at mine forældre en dag ikke er her mere, og jeg prøver ikke at tænke på det, for det får mig altid til at græde). 

Jeg har gjort mig nogle få tanker ifht døden. Jeg vil begraves, og ikke brændes. Jeg vil gerne have salmen “Se nu stiger solen” sunget. Og så et jeg organdoner, der må tages alt fra min krop.

Jeg har ingen gode råd til dig, men hvis det fylder meget, er det måske en ide at snakke med en professionel (psykolog?) om det Jeg håber du får bugt med din frygt.

Der er rigtig mange der har det på den måde

jeg tænker ikke på det hverdag.

men jeg er bange for at dø 

jeg er bange for en dag jeg ikke skal se min familie mere.

mærke min mand omkring mig

se min søn det gør ondt rigtig meget, jeg har gået til psykolog omkring alt om døden osv. Men det er en del jeg ikke få lagt låg på. De dage jeg har det på den måde snakker jeg med manden min og ja der er ikke meget jeg kan gøre uden ar tænke positivt og håber vi en dag kan blive genforenet 

Kort sagt....jeg er bange for døden. Ikke at jeg er dødsyg. Jeg er frisk, sund og rask, men vi skal alle dø en dag og jeg kan slet ikke forholde mig til det. Ved heller ikke om jeg vil begraves eller brændes, da det er så uvirkeligt for mig at tænke på. Hvad skal I? Har I taget den beslutning?? 

Jeg håber der er liv efter døden, men der er jo ingen beviser på det desværre. Jeg bliver bare så ked af det når jeg tænker på at den dag jeg dør så er jeg bare væk....så er der ingen MIG mere... så er hele min person væk, mit smil, min latter, mine fodaftryk og stemme er bare væk.... Kun minder om mig og billeder er tilbage. Men der vil jo være helt sort når man dør.... 

Ved godt at det måske nok er underligt at tænke på, men alligevel så vil jeg bare gerne tage den lidt mere med ro og ikke være så bange. For hvad sker der efter døden?? Hvad tror I?? 

Jeg er også bange for at dø, og jeg har efter at jeg fik mine børn udviklet en dødsangst/sygdomsangst. Jeg har været igennem et kræftpakke forløb for få måneder siden, da jeg havde en stor knude i brystet, og 2 år tidligere var jeg igennem et lignende forløb, dog pga. To knuder på halsen. Heldigvis er jeg sund og rask. Men jeg er skide bange for at dø.

Jeg kan slet ikke forholde mig til at jeg skal dø en dag, det virker så surrealistisk. Jeg håber der er liv efter døden med hjertet, men min hjerne og fornuft tror ikke på det. 

Jeg håber at døden vil virke mindre skræmmende, når jeg bliver grå og gammel. 

Jeg er ik bange for at jeg dør, for jeg ved at folk omkring nok ska klare sig fint uden mig. Og har altid tænkt at jeg endelig helst vil dø først (helst i min seng, når jeg er 100 år) da jeg tror på, at min kæreste, børn osv, er så stærke, og forhåbentlig har så naturligt et forhold til døden, at de sammen ka komme godt vidre, sådan som man helst ska.

Jeg vil brændes, og for min skyld, må lægerne ta alt hva de ka bruge, hvis det betyder at andre ka få lidt extra tid, med deres familie. 

Jeg ved ik om jeg tror på himlen, i den traditionelle forstand, men jeg tror fuldt og fast på, når jeg dør, så ser jeg mine elsket et andet sted, hvor vi bare ka være sammen. 

Det jeg ka være mest bange for, er feks en lang sygdomsperiode. Vil i virkeligheden bare helst fald død om, eller bare sove stille ind i min seng. 

I min familie, har døden altid været et åben samtaleemne. Vi børn har altid deltaget i begravelser og hjulpet med at passe hinanden, ved sygdom osv. 

På et år, var jeg til 7 begravelser, hvor den yngste var 22 og den ældste var 85. Det var det år jeg blev afklaret, med mit syn på døden, tror jeg. 

Ved ik om det overhovedet gir mening? Vh Stine 

Omsorgsgiver skriver:

Kort sagt....jeg er bange for døden. Ikke at jeg er dødsyg. Jeg er frisk, sund og rask, men vi skal alle dø en dag og jeg kan slet ikke forholde mig til det. Ved heller ikke om jeg vil begraves eller brændes, da det er så uvirkeligt for mig at tænke på. Hvad skal I? Har I taget den beslutning?? 

Jeg håber der er liv efter døden, men der er jo ingen beviser på det desværre. Jeg bliver bare så ked af det når jeg tænker på at den dag jeg dør så er jeg bare væk....så er der ingen MIG mere... så er hele min person væk, mit smil, min latter, mine fodaftryk og stemme er bare væk.... Kun minder om mig og billeder er tilbage. Men der vil jo være helt sort når man dør.... 

Ved godt at det måske nok er underligt at tænke på, men alligevel så vil jeg bare gerne tage den lidt mere med ro og ikke være så bange. For hvad sker der efter døden?? Hvad tror I?? 

Døden er en uvirkelig ting, som alligevel er så virkelig at man er nødt til at forholde sig til den.

Herhjemme taler vi åbent og ærligt om døden og hvad der skal ske når vi ikke er her mere

"it's an empty shell, dispose of it, as you see fit" forstået på den måde at når vores lys er slukket, så er der ikke mere, vi er væk og dermed ret ligeglade med, hvad der videre skal ske.

Jeg ved at jeg vil brændes og min aske skal strøes ud over lille bælt, min mand vil brændes og på de ukendtes og selv vores datter på 12 har ytret ønske om at hun en dag vil brændes.

de minder der er tilbage af dig når du er væk er de største fodaftryk du efterlader "kan du huske" vil bringe minder og smil frem ved alle de der har kendt dig og du vil med sikkerhed have efterladt et grundigt aftryk i dine børn, et aftryk der med garanti afspejler dele af din personlighed og det du var, mens du levede.

Døden er skræmmende, men samtidig er det den vej vi alle skal, det er en af de få garantier vi har i livet.

fortæl folk omkring dig at de er elskede, giv folk på gaden et ekstra smil, selvom dagen er grå og trist, kort sagt giv lidt af dig selv hver eneste dag, så skal du nok få lavet et aftryk der vil bestå

Omsorgsgiver skriver:

Kort sagt....jeg er bange for døden. Ikke at jeg er dødsyg. Jeg er frisk, sund og rask, men vi skal alle dø en dag og jeg kan slet ikke forholde mig til det. Ved heller ikke om jeg vil begraves eller brændes, da det er så uvirkeligt for mig at tænke på. Hvad skal I? Har I taget den beslutning?? 

Jeg håber der er liv efter døden, men der er jo ingen beviser på det desværre. Jeg bliver bare så ked af det når jeg tænker på at den dag jeg dør så er jeg bare væk....så er der ingen MIG mere... så er hele min person væk, mit smil, min latter, mine fodaftryk og stemme er bare væk.... Kun minder om mig og billeder er tilbage. Men der vil jo være helt sort når man dør.... 

Ved godt at det måske nok er underligt at tænke på, men alligevel så vil jeg bare gerne tage den lidt mere med ro og ikke være så bange. For hvad sker der efter døden?? Hvad tror I?? 

Jeg er ikke som sagt bange for at dø, men er bange for hvordan det skal ske. Bliver jeg syg, sker det voldsomt sådan tanker kan jeg have.. Men de fylder ikke.

Det jeg er mest bange for er jeg ikke får levet nok. I år fylder jeg 40 og herhjemme har vi besluttet at tage chancer i livet.. Ting vi før synes måske var lidt økonomiske riski tager vi chancen på, ikke sætter alt på spil, men fx sælger vi det trygge hus og bygger nyt.. Ud og rejse noget mere og sådan små ting - jeg vil ikke stå tilbage og sige.. Bare vi havde eller jeg ville her i enden ønske vi gjorde dit eller dat.. 

Når tid kommer vil jeg begraves, sange må mine pårørende finde, de vælger helt sikkert noget der minder om mig.. Jeg håber der er ro og varme på den anden side.. Jeg håber dem jeg savner i livet er der. 

Døden har i 11 år været meget nærværende her i vores lille familie - den kom ind sammen med vores datter Lia, der døde 4 dage gammel. Før det havde døden også stukket hovedet forbi: min mand har mistet begge sine forældre da han var 15, jeg mistede min far og papfar da jeg var 23 osv... Men døden som en ting, der er naturligt, og som vi forholder os til kom med Lia.

Da min far døde blev jeg bange for døden, jeg kunne få øjeblikke hvor jeg pludselig ikke kunne trække vejret ned i maven og følte jeg trak vejret som da min far forsvandt fra livet - der gjorde mig bange hver gang. En nat efter Lia fik jeg samme oplevelse og jeg bød den velkommen, men var ked af at min mand og min anden datter skulle finde mig død i sengen. 

Døden er ikke noget jeg frygter pga døden selv, jeg kan ikke holde tanken ud om, at føden er noget der gør ondt, er farligt osv for så har min datter oplevet det. Men nu efter 11 år frygter jeg døden ikke pga døden selv, men pga jeg skal efterlade nogen og jeg skal væk fra livet, for jeg elsker mit liv.

Rationelt tror jeg ikke på noget efter døden, men mine følelser kan åbenbart ikke kontrolleres og jeg ønsker af hele mit hjerte, at der er et godt sted efter døden og jeg der skal møde.min datter. Jeg har en lidt barnlig tro som minder om nangijala bare uden alle farerne. Det har været g er en trøst, men kan også være, der hvor jeg græder mest, for hvad hvis min datter kalder på mig og jeg ikke kan være der, hvad hvis hun græder og ikke forstår hvor jeg er, hvad hvis de som kan elske hende ikke har fundet hende, hvad hvis hun har det dårligt og ikke har sin mor og far. Så nogen gange ville det også være skønt ar lytte til mit rationelle selv og vide, der er ingen ting, og vi kun lever vider i minderne og den kærlighed nogle føler for os.

Jeg er udover det dagligt bange for at miste igen - får dagligt katastrofe tanker , hvor en eller flere af børnene dør, men jeg kan kontrollere dem (heldgivis). Og mit største ønske er at dø før dem....

Omsorgsgiver skriver:

Kort sagt....jeg er bange for døden. Ikke at jeg er dødsyg. Jeg er frisk, sund og rask, men vi skal alle dø en dag og jeg kan slet ikke forholde mig til det. Ved heller ikke om jeg vil begraves eller brændes, da det er så uvirkeligt for mig at tænke på. Hvad skal I? Har I taget den beslutning?? 

Jeg håber der er liv efter døden, men der er jo ingen beviser på det desværre. Jeg bliver bare så ked af det når jeg tænker på at den dag jeg dør så er jeg bare væk....så er der ingen MIG mere... så er hele min person væk, mit smil, min latter, mine fodaftryk og stemme er bare væk.... Kun minder om mig og billeder er tilbage. Men der vil jo være helt sort når man dør.... 

Ved godt at det måske nok er underligt at tænke på, men alligevel så vil jeg bare gerne tage den lidt mere med ro og ikke være så bange. For hvad sker der efter døden?? Hvad tror I?? 

Jeg skal kremeres og alt der kan bruges fra mig skal bruges. Jeg er registreret organdoner. På den måde vil jeg leve videre i andre. Derudover lever jeg videre i mine børn hvor mine gener ligger. 

Så det er for mig livet efter døden. Jeg tror ikke på at man kommer et andet sted hen bagefter. 

Life is a game. 

To be born is the beginning, Living is the task, dead is the goal. Suiside is cheating. Let the game begin. 

P.s. Jeg er ikke bange for døden. 

Jeg tror på at der er et liv efter døden. Og derfor er jeg ikke selv bange for at dø. 

Som 8 årig mistede jeg min mormor. Som betød alt for mig. Og jeg kan i dag stadig savne hende.

Da jeg fik min ældste søn for snart 11 år siden. Fik vi en barn som var meget syg. 

Da han var 2 dage gammel var han ved at dø fra os. Og inden i mig selv fortalte jeg min mormor at hun skulle passe på ham, til jeg selv var klar til det. I det samme stod solens stråler ind ad vinduet som et tegn fra min mormor om at han nok skulle klare sig.

Dette har givet mig min overbevisning om at der er et liv efter døden. Og jeg er sikker på at når min tid kommer, så skal jeg passe på min familie oppe fra min lille sky, ved siden af min mormor.

Jeg vil donere det i min krop som kan bruges, dog ikke mine øjne, da det er dem jeg skal bruge til at passe på min familie. Mit ønske er at blive brændt. 

Min værste tanke ved døden og grunden til at jeg vil brændes er jeg ikke bryder mig om tanken om at blive begravet i hel figur. jeg kan ikke lide tanken om at biller og andre kryb kan spise mine jordiske rester.