Hvordan og hvorledes..???

Hej allesammen.

Først vil jeg gerne slå fast at jeg ikke har tænkt mig at min datter ikke må se hendes far, for selvfølgelig skal og må hun det. Han vil altid være en del af hendes liv. MEN jeg har lidt et dilemma. Min datter er 6 år. Vi flyttet fra hinanden da hun var 7 måneder gammel. Jeg har fundet en anden og har været sammen med ham i 5 år og er gift med ham. Vi har ikke fælles børn. og han har ingen fra før.

Min datters far har en anden pige på 2 år. 

Lidt info: (Meget) Han har haft en del kæreste menes vi har været fra hinanden. Tingene går hurtige med ham, så han har ligeledes været forlovet to gange. De sidste 3-4 år har han haft den samme og de fik et barn sammen. Han finder en ny og "Smider" kæresten ud faktisk. Hvorefter han prøver at begå selvmord. Dette er meget nyt, men finder så ud af at han tidligere har prøvet det da min datter var 2,5 år. Når han har en kæreste eller finder en ny, hvor det er nyt og spændende tilsidde sætter han min datter. Virkelig meget. Nu går det ikke så godt og nu vil han gerne have begge sine piger, da han er ked af det. Så jeg føler lidt at min datter på 6 år skal være mor for ham. Derudover vågner han ikke hvis han falder i søvn og hun kalder på ham. Sidst det skete var hun meget ked af det og bange. 

Når min datter har været der kommer hun ikke i bad, får børstet tænder eller får opmærksomhed. (Hun kan også godt lege selv, så det er ikke sådan jeg mener det). Jeg jeg fortæller at hun skal over til hendes far bliver hun meget ked af det og hun vil ikke. Jeg har snakket med hende for at finde ud af hvorfor hun ikke vil, men hun kan ikke svare på det. Hun vil ikke sove der og hun er faktisk bare utryg.

Efter han prøvede selvmord har hverken min datter eller hendes lillsøster været på overnatning derover. min datters lillesøster har faktisk ikke været der i snart 3 måneder og min datter savner hende mega meget. Den eneste grund hun vil over til hendes far faktisk. Jeg er utryg ved at min datter skal sove der, da hendes far ikke har fået hjælp og lige pt. går han og er meget ked af det og han fortæller selv at han glemmer at spise. Men han vil gerne have at hun skal være der som før i tiden og han bliver derfor sur over at "jeg holder" hans datter væk.

Hvordan ville I forholde jer hvis det var jeres datter???

Det blev meget langt og der er stadig en million ting der er sket, men så ville jeg ikke blive færdig. 

Ville aldrig sende min datter over til sådan en far og slet ikke når hun bliver ked. 

På sigt er det jo ikke nogen løsning at holde børnene fra deres far, men lige nu lyder det ikke, som om han kan tage ordentligt vare på dem, og det dur ikke, at børnene er utrygge.

Det er rigtig vigtigt, at han får hjælp. Det er noget skidt, hvis der ikke er blevet taget hånd om ham efter selvmordsforsøget.

Kan du tale med ham? Fortælle at du faktisk rigtig gerne vil have, at han har et godt forhold til jeres datter, men at det ikke kan blive ved på denne måde.

Tale med ham om, hvor vigtigt det er, at han får hjælp. Og at der rent faktisk er hjælp at hente. Og at det hele starter med at gå til lægen. Jeg håber virkelig for jer alle, at han er motiveret for at tage imod hjælp.

Det er en rigtig svær situation for jer alle. Håber det bedste for jer.

Tommelise skriver:

På sigt er det jo ikke nogen løsning at holde børnene fra deres far, men lige nu lyder det ikke, som om han kan tage ordentligt vare på dem, og det dur ikke, at børnene er utrygge.

Det er rigtig vigtigt, at han får hjælp. Det er noget skidt, hvis der ikke er blevet taget hånd om ham efter selvmordsforsøget.

Kan du tale med ham? Fortælle at du faktisk rigtig gerne vil have, at han har et godt forhold til jeres datter, men at det ikke kan blive ved på denne måde.

Tale med ham om, hvor vigtigt det er, at han får hjælp. Og at der rent faktisk er hjælp at hente. Og at det hele starter med at gå til lægen. Jeg håber virkelig for jer alle, at han er motiveret for at tage imod hjælp.

Det er en rigtig svær situation for jer alle. Håber det bedste for jer.

Jeg har sagt til ham at jeg ikke er tryg ved at hun overnatter ved ham, men at han jo selvfølgelig er velkommen til at se hende når han har lyst. 

Jeg har sagt hvor meget det betyder for mig at han får snakket med en. Da han prøvede at begå selvmord var det da han var lykkelig og nyforelsket og nu hvor han er såret og ked af det, ved jeg ikke hvad han så kan finde på. Han mener ikke selv at han har et problem. Og hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg aldrig at jeg får ham til at snakke med en læge eller psykolog.

Det er også derfor jeg er så meget i vildrede. Jeg vil jo for alt i verden ikke have at der skal ske min datter noget eller at hun skal opleve noget der kan give hende traumer. 

Anonym skriver:

Ville aldrig sende min datter over til sådan en far og slet ikke når hun bliver ked. 

Vi har en samværsaftale som blev lavet da hun var 1 år gammel. Ville du hvis det var dig, så lavet den om eller? For når vi har den, kan jeg i princippet ikke holde hende hjemme.

Anonym skriver:

Jeg har sagt til ham at jeg ikke er tryg ved at hun overnatter ved ham, men at han jo selvfølgelig er velkommen til at se hende når han har lyst. 

Jeg har sagt hvor meget det betyder for mig at han får snakket med en. Da han prøvede at begå selvmord var det da han var lykkelig og nyforelsket og nu hvor han er såret og ked af det, ved jeg ikke hvad han så kan finde på. Han mener ikke selv at han har et problem. Og hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg aldrig at jeg får ham til at snakke med en læge eller psykolog.

Det er også derfor jeg er så meget i vildrede. Jeg vil jo for alt i verden ikke have at der skal ske min datter noget eller at hun skal opleve noget der kan give hende traumer. 

Åh det er svært, når han ikke mener, han har et problem.

Hvis man har prøvet at begå selvmord, så har man et problem.

Jeg kender ikke reglerne, man kan du ikke søge vejledning om, hvordan du skal forholde dig? - Mødrehjælpen ? Statsforvaltningen ?

Jeg ved ikke, om det kan aftales, at samvær foregår hos dig.

Det handler jo ikke om, at du vil tage hans datter fra ham.

Men det dur simpelt hen ikke, at en 6-årig får den rolle, at hun skal være hos far, for ellers bliver han ked af det.

Jeg ved faktisk ikke, hvordan du skal forholde dig, men håber, at du kan få noget vejledning hos fagfolk.

Bortset fra det med selvmord er det min barndom med min far du beskriver der. Børn med flere kvinder, det går virkelig hurtigt med at finde ny familie og egne børn tilsidesættes når han er forelsket, men når det går skidt er ens børn gode nok og skal trøste. Jeg har grædt mange gange som barn på min fars vegne fordi han var ked af det pga et break up, han ringede til mig og græd osv - og det er jo ikke i orden. Børnene er utrygge, men kan ikke sætte ord på hvad det er hos far der gør dem kede af det. Det er stortset min barndom du beskriver der.

Den eneste grund til at jeg er blevet relativ upåvirket af det hele er fordi jeg har haft en skide stærk mor og stedfar ( min mor giftede sig igen da jeg var 4 år) som har kæmpet en røv hård kamp for mig bag min ryg. Nu hvor jeg er blevet voksen har jeg fået fortalt alt hvad det gjorde og hvor tit de ringede og satte nye ‘regler’ op - men udadtil og foran mig så jeg jo ikke at de var i konflikt. Det var aldrig tydeligt for mig som barn. 

Så mit råd: 

kæmp for din datter. Selvfølglig skal hun se sin far, men der skal laves nogle ting om hvis hun er ked, ikke vil derhen og er utryg ved at være der. Og en far skal IKKE pålægge sin datter alt hans sorg, det skal en 6 årig ( eller noget barn)  ikke påtage sig!( lige den ting kæmper jeg stadig med den dag idag og det er forfærdeligt)

Tag dialogen med far uden din datter på nogen måde opdager at I er i konflikt. Ring til ham og snak og lad som ingenting når din datter afleveres/hentes. 

Hvis du kan med moderen til din datters søster så arranger evt at pigerne ses udenom far. Jeg har en søster der 5 år yngre end mig og som jeg kun har set når jeg var på weekend hos min far og generelt havde det rigtig skidt - vi har intet forhold idag og kommer aldrig til at få det. Vi er for forskellige og har for forskellige opfattelser af vores far og barndom. Så hvis du kan, så se om deres relation kan bevares udenom far - for han kommer formentlig ikke til at gøre noget for deres relation. 

Jeg ved ikke så meget om alt det andet, men har du ikke mulighed for at invitere lillesøster og hendes mor på kaffe hjemme hos jer? Det er da synd at din datter ikke får lov til at se sin søster, når hun savner hende så meget. Det behøver da ikke gå igennem faren. Din datter kan jo også komme på besøg hos lillesøster.

Min søster har selv to børn med to forskellige, og den store kommer også tit på overnatning hos lillesøster og hendes far og stedmor.

Derudover ville jeg nok gå via de officielle kanaler for at lave den nuværende aftale om, med fokus på at du og barnet ikke føler jer trygge ved den nuværende aftale, men at I begge rigtig gerne vil have etableret et samvær, der kan fungere for alle, og som eventuelt kan reguleres igen, når far har fået hjælp. Det kan jo måske være med til at give din eks et skub til at søge hjælp, og ellers så skal det i mellemtiden ikke gå ud over hverken dig eller din datter.

Tommelise skriver:

Åh det er svært, når han ikke mener, han har et problem.

Hvis man har prøvet at begå selvmord, så har man et problem.

Jeg kender ikke reglerne, man kan du ikke søge vejledning om, hvordan du skal forholde dig? - Mødrehjælpen ? Statsforvaltningen ?

Jeg ved ikke, om det kan aftales, at samvær foregår hos dig.

Det handler jo ikke om, at du vil tage hans datter fra ham.

Men det dur simpelt hen ikke, at en 6-årig får den rolle, at hun skal være hos far, for ellers bliver han ked af det.

Jeg ved faktisk ikke, hvordan du skal forholde dig, men håber, at du kan få noget vejledning hos fagfolk.

Jeg har overvejet at kontakte mødrehjælpen her efter jul for at se hvad jeg kan gøre. 

Oddi skriver:

Bortset fra det med selvmord er det min barndom med min far du beskriver der. Børn med flere kvinder, det går virkelig hurtigt med at finde ny familie og egne børn tilsidesættes når han er forelsket, men når det går skidt er ens børn gode nok og skal trøste. Jeg har grædt mange gange som barn på min fars vegne fordi han var ked af det pga et break up, han ringede til mig og græd osv - og det er jo ikke i orden. Børnene er utrygge, men kan ikke sætte ord på hvad det er hos far der gør dem kede af det. Det er stortset min barndom du beskriver der.

Den eneste grund til at jeg er blevet relativ upåvirket af det hele er fordi jeg har haft en skide stærk mor og stedfar ( min mor giftede sig igen da jeg var 4 år) som har kæmpet en røv hård kamp for mig bag min ryg. Nu hvor jeg er blevet voksen har jeg fået fortalt alt hvad det gjorde og hvor tit de ringede og satte nye ‘regler’ op - men udadtil og foran mig så jeg jo ikke at de var i konflikt. Det var aldrig tydeligt for mig som barn. 

Så mit råd: 

kæmp for din datter. Selvfølglig skal hun se sin far, men der skal laves nogle ting om hvis hun er ked, ikke vil derhen og er utryg ved at være der. Og en far skal IKKE pålægge sin datter alt hans sorg, det skal en 6 årig ( eller noget barn)  ikke påtage sig!( lige den ting kæmper jeg stadig med den dag idag og det er forfærdeligt)

Tag dialogen med far uden din datter på nogen måde opdager at I er i konflikt. Ring til ham og snak og lad som ingenting når din datter afleveres/hentes. 

Hvis du kan med moderen til din datters søster så arranger evt at pigerne ses udenom far. Jeg har en søster der 5 år yngre end mig og som jeg kun har set når jeg var på weekend hos min far og generelt havde det rigtig skidt - vi har intet forhold idag og kommer aldrig til at få det. Vi er for forskellige og har for forskellige opfattelser af vores far og barndom. Så hvis du kan, så se om deres relation kan bevares udenom far - for han kommer formentlig ikke til at gøre noget for deres relation. 

Hvor er jeg ked af at du selv har oplevet det. Det er så træls når børn oplever sådan noget, for det følger en hele livet. 

Jeg kæmper alt det jeg kan og herhjemme får min datter alt det kærlighed som hun overhovedet kan få, både fra mig og min mand. Jeg har prøvet at snakke med ham, men ja han mener at jeg umyndiggør ham. Hvilket jeg ikke mener jeg gør. Men min datter mærker ikke noget til at vi er uvenner. Det skal hun nemlig ikke tage stilling til. En af de ting vi er uenige om er at jeg tager hensyn til at min datter ikke vil over til ham og at hun ikke vil sove derover. Der mener han ikke at hun skal have et valg.

Jeg har snakket med moren til lillsøster og vi har aftalt at vi skal mødes, men min datters far vil ikke have at vi mødes da han ikke vil have at min datter har noget med lillesøsterens mor, da han jo ikke længere er sammen med hende og han vil gerne at min datter glemmer hende og istedet får et forhold til den nye. som han ikke aner om de er sammen eller ikke, da hun er i tvivl. Det er så indviklet.