Anonym skriver:
LANGT INDLÆG:
For et år siden kom mit barn til verden - begge bedsteforældres første (og eneste barnebarn). Jeg gjorde meget ud af at lade farmor og farfar komme til pga. den der "hetz" med at de aldrig får lov til noget og det kun er mormor og morfar der må noget (holde/passe mv). Jeg gik meget på "kompromis" med mit barns forhold til sine morforældre forstået på den måde, at jeg aldrig gav mit barn til dem - simpelthen af frygt for at farmor og farfar skulle føle sig forfordelt.
HVER gang vi ser farmor og farfar, så holder de min datter. De har passet hende et par gange (det samme har mine forældre) og får tilsendt billeder dagligt - altså er de lige så stor en del af mit barns liv.
Flere gange har farmor så brokket sig over at hun aldrig får lov til at holde hende, passe hende eller være noget for hende - ja, en enkelt gang har jeg sågar måttet diskutere med farmor om, hvorvidt jeg skulle have mit barn tilbage i armene eller ej. Dette sårer mig meget og jeg har vendt dette med min mor (som jeg er meget tæt med) med det resultat at min mor nu ikke rigtigt "tør" være om min datter når vi er sammen og farmor og farfar også er til stede. Hun kan godt holde hende kort, men løber derefter hen til farmor og siger: "her, du skal vist derhen nu". Hvis mit barn rækker ud efter sin mormor når hun sidder hos farmor/farfar, så tør min mor ikke tage hende. Ja... farmor/farfar har tendens til at komme alt for tidligt når vi skal være sammen, for så er de sikre på at de "får" mit barn hen til sig og kan "beholde" hende dér.
Jeg har snakket med min mor om det og hun siger: "jeg skal nok få min tid, men nu får de lige lov.. Jeg vil ikke være skyld i jalousi, uvenskab eller dårlig stemning. Derfor lader jeg dem komme til".
Jeg er SÅ ked af det over at min mor ikke tør "give sig hen" og nyde min datter. Hun er konstant anspændt og ekstra/for meget opmærksom på mine svigerforældre og om de får lov. Det knuser mig, for det eneste jeg ønsker mig, det er at se mine forældre få lov til at hygge sig også.... min mand lægger ikke mærke til noget, men siger at hvis det er sådan jeg oplever det, så skal det naturligvis ændres...
Hvordan skal jeg gribe en potentiel snak an med mine svigerforældre? Jeg er jo lykkelig for at mit barn er så elsket, men ikke hvis det skal betyde at mine forældre ikke kan slappe af i selskab med mit barn....
Jeg ved godt det blev rodet men jeg er så ked af det...
Prøv at lade vær med at invitere dem på samme tid, og du SKAL ikke sende billeder hver dag, synes jeg er voldsomt.. Send, hvis din datter gør noget sødt eller noget... Eller hvis de spørg, men ikke hver dag.
Og vær din datters stemme, hvis du ser hende rækker ud efter sin mormor, men mormor er bange for at gøre noget, så gør du noget. Sig; Nå du vil gerne hen til mormor, jamen selvfølgelig må du det..(Og så må farmor brokke sig, hun ejer ikke din datter) og din datter skal ikke tvinges til at sidde hos en, hvis hun hellere vil sidde hos en anden. Det er jo som at sige; Farmor er rigtig, og mormor er forkert.
Har du snakket med din svigerforældre om det? (For jeg synes din mor er SÅ sød at hun tænker på dem, men de tænker jo ikke på hende, de må jo kunne se hvordan hun er omkring dem og hende. )
Du er nød til at være talsmand for din datter, for hun er ikke stor nok til at sige noget, og hun skal ikke være en kamp mellem bedsteforældrene. Du er nød til at vise farmor/farfar at deres opførsel ikke er ok, de kan ikke kræve ejerskab over jeres barn, men at du godt forstår at de elsker deres barnebarn meget højt, men at holde hende "fanget" er forkert, og barnet skal nok komme til dem, men skal ikke tvinges. Hvordan ville de selv have det, hvis de blev tvunget til at sidde hos en, hvis de hellere ville sidde hos en anden? Pigen er 1 år gammel, der er masser af tid.
Jeg forstår godt at det er stort at få det første barnebarn, men du er nød til at få klare linjer mellem det, for det kan virkelig ødelægge forholdet mellem din mor og datter, hvis hun bliver ved med at "give dem plads"
