Jalousi blandt bedsteforældrene

LANGT INDLÆG:

For et år siden kom mit barn til verden - begge bedsteforældres første (og eneste barnebarn). Jeg gjorde meget ud af at lade farmor og farfar komme til pga. den der "hetz" med at de aldrig får lov til noget og det kun er mormor og morfar der må noget (holde/passe mv). Jeg gik meget på "kompromis" med mit barns forhold til sine morforældre forstået på den måde, at jeg aldrig gav mit barn til dem - simpelthen af frygt for at farmor og farfar skulle føle sig forfordelt. 

HVER gang vi ser farmor og farfar, så holder de min datter. De har passet hende et par gange (det samme har mine forældre) og får tilsendt billeder dagligt - altså er de lige så stor en del af mit barns liv. 

Flere gange har farmor så brokket sig over at hun aldrig får lov til at holde hende, passe hende eller være noget for hende - ja, en enkelt gang har jeg sågar måttet diskutere med farmor om, hvorvidt jeg skulle have mit barn tilbage i armene eller ej. Dette sårer mig meget og jeg har vendt dette med min mor (som jeg er meget tæt med) med det resultat at min mor nu ikke rigtigt "tør" være om min datter når vi er sammen og farmor og farfar også er til stede. Hun kan godt holde hende kort, men løber derefter hen til farmor og siger: "her, du skal vist derhen nu". Hvis mit barn rækker ud efter sin mormor når hun sidder hos farmor/farfar, så tør min mor ikke tage hende. Ja... farmor/farfar har tendens til at komme alt for tidligt når vi skal være sammen, for så er de sikre på at de "får" mit barn hen til sig og kan "beholde" hende dér.

Jeg har snakket med min mor om det og hun siger: "jeg skal nok få min tid, men nu får de lige lov.. Jeg vil ikke være skyld i jalousi, uvenskab eller dårlig stemning. Derfor lader jeg dem komme til". 

Jeg er SÅ ked af det over at min mor ikke tør "give sig hen" og nyde min datter. Hun er konstant anspændt og ekstra/for meget opmærksom på mine svigerforældre og om de får lov. Det knuser mig, for det eneste jeg ønsker mig, det er at se mine forældre få lov til at hygge sig også.... min mand lægger ikke mærke til noget, men siger at hvis det er sådan jeg oplever det, så skal det naturligvis ændres...

Hvordan skal jeg gribe en potentiel snak an med mine svigerforældre? Jeg er jo lykkelig for at mit barn er så elsket, men ikke hvis det skal betyde at mine forældre ikke kan slappe af i selskab med mit barn....

Jeg ved godt det blev rodet men jeg er så ked af det...

Anonym skriver:

LANGT INDLÆG:

 

For et år siden kom mit barn til verden - begge bedsteforældres første (og eneste barnebarn). Jeg gjorde meget ud af at lade farmor og farfar komme til pga. den der "hetz" med at de aldrig får lov til noget og det kun er mormor og morfar der må noget (holde/passe mv). Jeg gik meget på "kompromis" med mit barns forhold til sine morforældre forstået på den måde, at jeg aldrig gav mit barn til dem - simpelthen af frygt for at farmor og farfar skulle føle sig forfordelt. 

HVER gang vi ser farmor og farfar, så holder de min datter. De har passet hende et par gange (det samme har mine forældre) og får tilsendt billeder dagligt - altså er de lige så stor en del af mit barns liv. 

Flere gange har farmor så brokket sig over at hun aldrig får lov til at holde hende, passe hende eller være noget for hende - ja, en enkelt gang har jeg sågar måttet diskutere med farmor om, hvorvidt jeg skulle have mit barn tilbage i armene eller ej. Dette sårer mig meget og jeg har vendt dette med min mor (som jeg er meget tæt med) med det resultat at min mor nu ikke rigtigt "tør" være om min datter når vi er sammen og farmor og farfar også er til stede. Hun kan godt holde hende kort, men løber derefter hen til farmor og siger: "her, du skal vist derhen nu". Hvis mit barn rækker ud efter sin mormor når hun sidder hos farmor/farfar, så tør min mor ikke tage hende. Ja... farmor/farfar har tendens til at komme alt for tidligt når vi skal være sammen, for så er de sikre på at de "får" mit barn hen til sig og kan "beholde" hende dér.

Jeg har snakket med min mor om det og hun siger: "jeg skal nok få min tid, men nu får de lige lov.. Jeg vil ikke være skyld i jalousi, uvenskab eller dårlig stemning. Derfor lader jeg dem komme til". 

Jeg er SÅ ked af det over at min mor ikke tør "give sig hen" og nyde min datter. Hun er konstant anspændt og ekstra/for meget opmærksom på mine svigerforældre og om de får lov. Det knuser mig, for det eneste jeg ønsker mig, det er at se mine forældre få lov til at hygge sig også.... min mand lægger ikke mærke til noget, men siger at hvis det er sådan jeg oplever det, så skal det naturligvis ændres...

 

Hvordan skal jeg gribe en potentiel snak an med mine svigerforældre? Jeg er jo lykkelig for at mit barn er så elsket, men ikke hvis det skal betyde at mine forældre ikke kan slappe af i selskab med mit barn....

 

Jeg ved godt det blev rodet men jeg er så ked af det...

 

Vi har været i præcis det samme. Mit bedste råd er "stop med at lade dem styre hvordan alle skal handle og gøre." min mor gjorde præcis som din, jeg har sagt til hende at det er vores datter som bestemmer hvor hun vil være, hun er et menneske, ikke en ting der går på tur.

Søger hun kun min mor til bedsteforældre dage, fødselsdage eller lignende, så skal min mor selvfølgelig imødekomme det 100%, også selvom svigerforældrene bliver mugne.

Vores datter ser primært begge forældrepar lige meget, og hvis der skulle være forskel i en periode, hvor hun ser den ene side mere end den anden, så er det bare sådan! Jeg har ligesom dig et fantastisk forhold til mine forældre, hvor min mand ikke er ligeså knyttet til sine. Jeg vil på ingen måde besøge mine forældre mindre, bare fordi jeg har fået børn, og svigerforældrene skulle føle vi er dér mere.

Din mor skal kunne slappe af og nyde sit barnebarn, ikke gå på listetær. Alle relationer kan ikke være lige stærke, sådan er det nu engang bare. 

Anonym skriver:

LANGT INDLÆG:

 

For et år siden kom mit barn til verden - begge bedsteforældres første (og eneste barnebarn). Jeg gjorde meget ud af at lade farmor og farfar komme til pga. den der "hetz" med at de aldrig får lov til noget og det kun er mormor og morfar der må noget (holde/passe mv). Jeg gik meget på "kompromis" med mit barns forhold til sine morforældre forstået på den måde, at jeg aldrig gav mit barn til dem - simpelthen af frygt for at farmor og farfar skulle føle sig forfordelt. 

HVER gang vi ser farmor og farfar, så holder de min datter. De har passet hende et par gange (det samme har mine forældre) og får tilsendt billeder dagligt - altså er de lige så stor en del af mit barns liv. 

Flere gange har farmor så brokket sig over at hun aldrig får lov til at holde hende, passe hende eller være noget for hende - ja, en enkelt gang har jeg sågar måttet diskutere med farmor om, hvorvidt jeg skulle have mit barn tilbage i armene eller ej. Dette sårer mig meget og jeg har vendt dette med min mor (som jeg er meget tæt med) med det resultat at min mor nu ikke rigtigt "tør" være om min datter når vi er sammen og farmor og farfar også er til stede. Hun kan godt holde hende kort, men løber derefter hen til farmor og siger: "her, du skal vist derhen nu". Hvis mit barn rækker ud efter sin mormor når hun sidder hos farmor/farfar, så tør min mor ikke tage hende. Ja... farmor/farfar har tendens til at komme alt for tidligt når vi skal være sammen, for så er de sikre på at de "får" mit barn hen til sig og kan "beholde" hende dér.

Jeg har snakket med min mor om det og hun siger: "jeg skal nok få min tid, men nu får de lige lov.. Jeg vil ikke være skyld i jalousi, uvenskab eller dårlig stemning. Derfor lader jeg dem komme til". 

Jeg er SÅ ked af det over at min mor ikke tør "give sig hen" og nyde min datter. Hun er konstant anspændt og ekstra/for meget opmærksom på mine svigerforældre og om de får lov. Det knuser mig, for det eneste jeg ønsker mig, det er at se mine forældre få lov til at hygge sig også.... min mand lægger ikke mærke til noget, men siger at hvis det er sådan jeg oplever det, så skal det naturligvis ændres...

 

Hvordan skal jeg gribe en potentiel snak an med mine svigerforældre? Jeg er jo lykkelig for at mit barn er så elsket, men ikke hvis det skal betyde at mine forældre ikke kan slappe af i selskab med mit barn....

 

Jeg ved godt det blev rodet men jeg er så ked af det...

 

Billeder hver dag? Det er godt nok......overdrevet i mangel af bedre ord. Det virker vitterligt, som om bedsteforældrene dyrker konflikter, og du hjælper godt på vej ved dine handlinger. Hvis alle lige gearede lidt ned og var mere afslappede og naturlige, så ville det klart være en deeskalering af jeres overdrevne situation.

Måske I kunne bruge en fagperson til at rådgive alle om barnets behov og tarv? 

Du må holde op med at gå på nåle. Det er ikke dit ansvar, at alle familiens relationer er millimeterpræcist ligeligt fordelt eller at alle er glade. Dit ansvar er alene at være åben og imødekommende. Din mand og dine svigerforældre er voksne mennesker. De må selv tage ansvar for deres relationer og deres følelser. Din datter er ikke en genstand, der skal deles op mellem forkælede bedsteforældre. Du må lade dem rode med deres egne følelser, og gøre hvad der passer jer og jeres barn bedst ...

Ps: Og billeder hver dag, det har ingen krav på. Det virker helt skørt.

Jeg tror det er meget naturligt at bedsteforældre er bange for at gå glip af noget og nogle gange antager at de andre bedsteforældre oplever mere. 

Men jeg synes det lyder helt sygt det der. Det er altså ikke dit ansvar at sørge for at alle bedsteforældre holdes tilfredse, de er selv ansvarlige for deres relation til din datter. Ja du skal naturligvis bane vejen for den gode relation, men bare fordi jeres datter har en ting med farmor betyder det jo ikke at hun ikke må have en anden med mormor. Lad jeres barn tage kontakt og lad da vær med at tage barnet væk fra mormor hvis de lige sidder og hygger, bare fordi det er farmors ‘tur’. Så må farmor tage kontakt senere eller komme forbi og få alenetid en anden dag. 

Her tror jeg da også der er jalousi. Farfar og farmor bor 1 time væk og er dem vi bruger mest til pasning, vi tager på weekend hos osv. Mormor og morfar bor i USA og føler nok tit de går glip af noget i det daglige, hvilket de også gør - men derfor skal farmor/farfar da ikke straffes? Tilgengæld er vi meget intenst sammen med mormor og morfar når de er hjemme og tager også på ferier derover i 2-3 uger af gangen hvor de jo så er sammen med os hver dag og vi oplever en masse ting - det synes farmor og farfar da sikkert også er lidt unfair. Men sådan er det, man har forskellige relationer og vores søn knuselsker både sin farmor/farfar og mormor/morfar - men de har noget forskelligt sammen og den ene er ikke bedre end den anden og skal ikke måles på. 

Få nummer 2, så er der én til hver  ej, spøg til side. Jeg er enig med de andre. Lad være med at lade dig presse.

Anonym skriver:

LANGT INDLÆG:

 

For et år siden kom mit barn til verden - begge bedsteforældres første (og eneste barnebarn). Jeg gjorde meget ud af at lade farmor og farfar komme til pga. den der "hetz" med at de aldrig får lov til noget og det kun er mormor og morfar der må noget (holde/passe mv). Jeg gik meget på "kompromis" med mit barns forhold til sine morforældre forstået på den måde, at jeg aldrig gav mit barn til dem - simpelthen af frygt for at farmor og farfar skulle føle sig forfordelt. 

HVER gang vi ser farmor og farfar, så holder de min datter. De har passet hende et par gange (det samme har mine forældre) og får tilsendt billeder dagligt - altså er de lige så stor en del af mit barns liv. 

Flere gange har farmor så brokket sig over at hun aldrig får lov til at holde hende, passe hende eller være noget for hende - ja, en enkelt gang har jeg sågar måttet diskutere med farmor om, hvorvidt jeg skulle have mit barn tilbage i armene eller ej. Dette sårer mig meget og jeg har vendt dette med min mor (som jeg er meget tæt med) med det resultat at min mor nu ikke rigtigt "tør" være om min datter når vi er sammen og farmor og farfar også er til stede. Hun kan godt holde hende kort, men løber derefter hen til farmor og siger: "her, du skal vist derhen nu". Hvis mit barn rækker ud efter sin mormor når hun sidder hos farmor/farfar, så tør min mor ikke tage hende. Ja... farmor/farfar har tendens til at komme alt for tidligt når vi skal være sammen, for så er de sikre på at de "får" mit barn hen til sig og kan "beholde" hende dér.

Jeg har snakket med min mor om det og hun siger: "jeg skal nok få min tid, men nu får de lige lov.. Jeg vil ikke være skyld i jalousi, uvenskab eller dårlig stemning. Derfor lader jeg dem komme til". 

Jeg er SÅ ked af det over at min mor ikke tør "give sig hen" og nyde min datter. Hun er konstant anspændt og ekstra/for meget opmærksom på mine svigerforældre og om de får lov. Det knuser mig, for det eneste jeg ønsker mig, det er at se mine forældre få lov til at hygge sig også.... min mand lægger ikke mærke til noget, men siger at hvis det er sådan jeg oplever det, så skal det naturligvis ændres...

 

Hvordan skal jeg gribe en potentiel snak an med mine svigerforældre? Jeg er jo lykkelig for at mit barn er så elsket, men ikke hvis det skal betyde at mine forældre ikke kan slappe af i selskab med mit barn....

 

Jeg ved godt det blev rodet men jeg er så ked af det...

 

Lad være med at have begge sæt bedsteforældre samlet på en gang, derved kan alle få lov til at holde hende uden jalousi.

Jeg tror simpelthen du er nødt til at ændre dit syn og din tilgang. Det kan være svært at tage kampene med farmoren fordi det er ens svigermor, og her opstår der ofte hurtigere misforståelser. 

Jeg er lidt nysgerrig, hvorfor ser morforældrene og farforældrene barnebarn på samme tid? Step 1 er at droppe dette, for det fungere ikke hos jer. Desuden kan du ikke fremtvinge at barnebarnet skal have samme forhold til de to sider. Mormor kan bare noget farmor ikke kan. Men farmor kan helt sikkert også noget mormor ikke kan. Hvis det er umuligt at undgå at de mødes, fx til barnedåb, jamen så vælger du at holde dit barn tæt den dag. Eller siger "Hun skal ikke gå på runde i dag, hun bliver så overstimuleret og helt umulig i aften" - og så tager du din baby og hvis nogen protestere, så giver du dem svar på tiltale eller lader kommentaren hænge ubesvaret.

Step 2 er at stoppe med at fortælle farmor om hvordan tingene fungerer hos mormor. Jeg fortæller ikke farmor, som herhjemme kun ser sit barnebarn få gange om året, hvor glad mit barn er for sin mormor.

Og så lige... bedstemødre siger nogle gange ting, uden at det handler om os som forældre, men om at de bare snakker med baby eller måske at de tror de ved bedst. For eksempel "Jeg sagde jo at du skulle have en tør ble, du er meget mere tilpas nu" eller "Nej du er da ikke sulten, du vil bare være hos bedstemor". Her skal man virkelig bare filtrere fra. Lukke for lytte-sluserne.

Du lyder som en god svigerdatter der virkelig gør hvad du kan - men du skal lære at farmor og mormor er ikke den samme slags bedstemor. For du er tættere med mormor end farmor. Og mormor tør du sige imod.

Jeg synes, det lyder helt ekstremt. Det er da synd, at de ikke bare kan nyde deres barnebarn uden at tænke på sådan noget?

det kan jo spænde ben for relationen. Det handler jo ikke om hvor meget man har sit barnebarn... men hvordan relationen er. 

Her ser farfar og farmor vores børn mere, men alligevel er relationen “bedre” hos mormor, selvom min datter ser hende sjældnere. Det handler jo blandt andet om, at hun er mere til stede, når de endelig ses.

Jeg ved, at farmor og farfar nogle gange synes det er træls, men de accepterer det. 

Lad være med at tage så meget hensyn. De har selv ansvar for deres relation. Man kan ikke fordele det lige. Jeg synes, det er synd, at det hæmmer din mor så meget. Selvfølgelig skal farfar og farmor også være med! 

Som jeg ser det er det kun et problem når de er samlet til fx fødselsdage. 

Og her må I jo så lade jeres barn bestemme hvor hun vil være og kigge på hvor hun søger hen. 

Det er helt galt at bedsteforældre skal bestemme dette. Og du skulle heller ikke have talt med din mor om det - det er jo det der nu giver hende dårlig samvittighed og får hende til at trække sig. Man får det forhold man tilbyder. Mine forældre har rejste meget med vores drenge og har dem ofte til overnatning. Farmor vil ikke have dem overnattende og se dem ellers næsten kun til arrangementer - og det er jo så bare sådan det er. Du skal sige til din mor at hun skal tage sig lige så meget af den lille som den lille søger hende og som hun ønsker - bum basta :-)

Og det er jo ikke et problem hvis forældreparrene ikke er samlet. 

Og det er altså ekstremt at skulle sende billeder af barn hver dag...?  what