Når man er forelsket

IenFart skriver:

Tænk på det som at I også gør hinanden en tjeneste ved at komme ud og opleve ting hver for sig. Så har man nye ting at fortælle og det er ikke nogen skade til at savne hinanden en gang i mellem. Så er glæden ved at være sammen desto større.

Vi har begge ret spændende jobs og måske bliver vi også mættet på en måde af at være på arbejde hver især, fordi vi ofte har utrolig meget at tale om, omkring vores jobs. 

Men du har ret, det skader ikke at savne - vi er nok bare et skørt par. 

Min mand og jeg har snart to børn sammen. Vi startede det første år af vores parforhold med at bo hver for sig - med stor distance mellem vores bopæle. Vi fandt hurtigt ud af at vi havde stort behov for hinanden. 

I dag nyder vi da at komme ud hver for dig, men det er sjælendt muligheden byder sig - og vi takker også begge ofte nej, hvis det bliver for omstændigt. Vi prioriterer vores datter højt og det er først når hun sover kl 20 at vi reelt er sammen.

Jeg tror ikke at det nødvendigvis er sundt at savne. Det kommer helt sikkert an på typen af forholdet man er i. Vi sover sammen hver nat og det elsker vi. Vi dyrker bare ikke det individuelle liv særligt meget. Det ændrer sig måske, og hvis der opstår problemer i forholdet er det jo et sted man kan sætte ind.

Til TS vil jeg bare sige at det måske er et spørgsmål om at mærke efter. Får du det bedre af at være ude alene eller har du det bedst i natbukser på sofaen hånd i hånd med din mand. 

Super_Mor skriver:

Min mand og jeg har snart to børn sammen. Vi startede det første år af vores parforhold med at bo hver for sig - med stor distance mellem vores bopæle. Vi fandt hurtigt ud af at vi havde stort behov for hinanden. 

I dag nyder vi da at komme ud hver for dig, men det er sjælendt muligheden byder sig - og vi takker også begge ofte nej, hvis det bliver for omstændigt. Vi prioriterer vores datter højt og det er først når hun sover kl 20 at vi reelt er sammen.

Jeg tror ikke at det nødvendigvis er sundt at savne. Det kommer helt sikkert an på typen af forholdet man er i. Vi sover sammen hver nat og det elsker vi. Vi dyrker bare ikke det individuelle liv særligt meget. Det ændrer sig måske, og hvis der opstår problemer i forholdet er det jo et sted man kan sætte ind.

Til TS vil jeg bare sige at det måske er et spørgsmål om at mærke efter. Får du det bedre af at være ude alene eller har du det bedst i natbukser på sofaen hånd i hånd med din mand. 

Dejligt input. 

Vores familie er også bygget op sådan at børnene bliver prioriterer rigtig højt. 

Vores tanke er og har hele tiden været, at der kommer en dag, hvor børnene er så store at vi ender med enormt meget alenetid/partid og vi på det tidspunkt ændrer nogle af vores vaner. 

Min mand og jeg går også altid i seng på samme tid og står op på samme tid.

Jeg gør meget ud af mig selv og har altid gjort det. Jeg elsker at være “lækker” for min mand altid, uanset ugedag, så jeg har det bare bedst i pænt tøj og makeup. Men jeg kan godt tage en søndag en gang i mellem i hyggetøj. 

Det lyder som om du egentlig kommer ud. Ses med veninder og tager til firmaet arrangementer. 

det er fair nok ikke at have behov for ude tid flere gange i ugen , det tænker jeg ikke er unormalt. Jeg selv ses ikke engang med venner hver mdr nødvendigvis. Jeg elsker bare at være hjemme, om det så er med kæresten ved min side eller i mit eget selskab er ligemeget . 

Det eneste der kan blive et problem ift din mands tilgang , som jeg synes er værd at skænke en tanke, er at en dag er der rigtig meget tid at gøre med. Når ungerne er store og alt det der. Der er det altså vigtigt at man har plejet og holdt fast i sine venskaber , ellers kan man få et tomt liv som pludselig totalt afhænger af ens børns opmærksomhed måske, og det er ikke fair synes jeg. Man skal "kunne selv". Jeg kan tydeligt se på sådan en som min mor, at hun glemte at være hende, efter hun fik børn. Hun var mor og kone. Og nu er kun så kone (og mor når vi er der). Hun har intet der er hendes. Ikke et netværk eller lign . Alt hvad mine forældre ser af mennesker, er mennesker min far har holdt fast i. Hvis han døde i morgen, ville hun ikke have andet netværk end familie. 

Jeg ved godt det sidste er lidt voldsomt. Men jeg tænkte selv over det da jeg blev skilt. Jeg havde hægtet mig på min kærestes liv. Hans familie og vores lille egen familie slugte ALT tid. Mine venner så jeg nærmest ikke længere - måske en gang i året. 

Og pludselig stod jeg der. Og var mig. Jeg skulle bygge hele mit eget liv op igen. Jeg havde intet basis netværk udover mine forældre og min bror lige pludselig. Jeg synes det var lidt skræmmende at jeg havde sølet mig selv så meget ind i et "os" fremfor "jeg". Det "os" kan man bare ikke hænge sit liv definitivt op på. Det er i hvertfald risikabelt. 

Her er vi helt modsat vi dyrker det individuelle liv meget! Jeg har hest og krævende studie (samt venner og familie), han har meget krævende sport (spiller på landsholdet der rejser 4-5 gange årligt)

så typisk er han hjemme 22:30 i hverdagene, og i weekenden har vi måske en enkelt aften sammen  

jeg kan da godt savne noget mere os tid, men det er så sundt ikke at leve i navlen på hinanden. Vi har været heldige at matche så vi ikke har den ene der sidder hjemme