Når man er forelsket

Godaften 

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde. Og om jeg egentlig har noget decideret spørgsmål eller lignende, ved jeg ikke. 

Men here goes:

Min mand og jeg har kendt hinanden i 7 år. Jeg har to børn fra er tidligere forhold og vi har et fælles barn(1 år). 

Vi har altid været meget tæt sammen og har kun i starten(ca. 1 år) af vores forhold sovet hver for sig for at overholde det at være enlig forsørger og for at sikre at det på sigt ville fungere med os og mine to børn. 

Efter vi flyttede sammen tror jeg at jeg har været på én “lille” tur med to overnatninger. Det var almindelig hverdag, så min mand arbejdede jo det meste af tiden. Men det var ulideligt for os begge at sove hver for sig.

Hverken min mand eller jeg tager særlig meget ud og har som sådan heller ikke behov for det. Vi har et fælles vennepar, som vi hygger med ind i mellem. Men vi vil helst være sammen. 

Jeg er vanvittig forelsket i min mand og elsker at kigge på ham/beundre ham. Jeg føler det er gensidigt. 

Det eneste lille men der er, det er det sociale. Jeg kan til tider savne at være mere social og tage ud. Min mand nægter mig absolut intet, som det er ikke ham der står i vejen for det, men jeg har det så dårligt med at tage ud fordi jeg ved min mand så skal være alene hjemme og være alene om børnene(hvilket han sagtens kan) og jeg savner ham allerhelvedes meget når vi ikke er sammen. Og egentlig gælder det også omvendt. Han har det på samme måde. Jeg ønsker sådan at han kunne bruge noget tid sammen med en god ven, men han vil ikke tage fra mig fordi han synes det er synd jeg er alene. 

Hvad filan gør man? Vi er seriøst afhængige af hinandens selskab. 

Vil til slut lige tilføje at vi ikke lever gammeldags. Vi vil til en hver tid kunne klare os selv hver især. 

Det blev langt. Beklager. Tak hvis du læste så langt.

Det er jo dejligt at være så forelsket stadig efter 7 år. Men ærlig talt. Så lyder det meget usundt både for jer som personer men også for forholdet at være så afhængige af hinanden. 

Er det kun savn der ligger i at i ikke vil tage ud eller er der en form for jalousi underlagt så det også handler om at tuede at slippe hinanden ? 

I bliver nødt til at komme ud hver for sig og få noget luft. 

Det er selvføglelig bare min holdning. Ingen siger det er den eneste rigtige  

Min mand og jeg er også hinandens bedste ven uden de store sociale behov. Vi bruger også det meste af vores tid sammen. Men I har altså brug for også at kunne lave noget hver for sig. Jeg synes ikke at det er sundt at være SÅ afhængige af hinanden. Hvorfor må du eller han ikke være alene? Hvad sker der ved det? Hvis han keder sig, når du ikke er der, så må han jo få sig en hobby, og det samme må du, hvis du keder dig når han er væk. Det er virkelig ikke sundt at sætte hele sin lykke op på én person - sikke et ansvar at fralægge sig. Og så er det altså også rart nogle gange at have noget nyt at fortælle sin partner om, noget som den anden ikke var med til. 

Hvis han gerne vil afsted men siger, "Jeg vil ikke have at du er alene", så må DU jo sige, "Jeg vil gerne have at du tager afsted, og så kan jeg læse/fordybe mig i min hobby/gå en lang tur/motionere/lege med børnene/hvad du nu synes er spændende, hvilket jeg glæder mig til. Og så ses vi igen om nogle timer!"

Jeg synes, I skal øve jer på at lave noget hver for sig, for at blive vant til det. Det bliver det nemmere af på længere sigt. 

Det er sundt at savne hinanden. Tag ud og lav også noget hver for sig. Selvom man er er par behøver man ikke gøre alt sammen

Står på en måde lidt i det samme dilemma. Manden er dog meget væk via arbejdet. Men er vi “hjemme” så er vi altid sammen. Jeg tager stort set aldrig ud med andre. Ingen jalousi eller noget. Bare manglende lyst- eller for at udtrykke det positivt: stor lyst til at tilbringe hver en aften med min mand og omvendt. 

Men jeg tror faktisk det er sundere hvis man proriterer at komme lidt ud hver for sig.. 

Anonym skriver:

Det er jo dejligt at være så forelsket stadig efter 7 år. Men ærlig talt. Så lyder det meget usundt både for jer som personer men også for forholdet at være så afhængige af hinanden. 

Er det kun savn der ligger i at i ikke vil tage ud eller er der en form for jalousi underlagt så det også handler om at tuede at slippe hinanden ? 

I bliver nødt til at komme ud hver for sig og få noget luft. 

Det er selvføglelig bare min holdning. Ingen siger det er den eneste rigtige  

Altså selvfølgelig sker det at vi laver noget hver for sig - jeg kan fx godt have en veninde eftermiddag, men det ligger ofte når min mand er på arbejde. 

Jeg vil lige tilføje at min mand kører kl. 6.30 om morgenen og er hjemme på en god dag kl. 18, pga. temmelig lang transporttid til hans arbejde. 

Derfor føles det som om vi ikke er særlig meget sammen. Når børnene er puttet har vi lige et par timer sammen, inden vi selv må i seng. 

Der er absolut intet jalousi indblandet - vi har ret så stor tillid til hinanden og ingen af os har oplevet noget, der gør at vi skulle have tendens til jalousi. 

Vi må se om vi kan øve os i at komme lidt mere fra hinanden

Tænk på det som at I også gør hinanden en tjeneste ved at komme ud og opleve ting hver for sig. Så har man nye ting at fortælle og det er ikke nogen skade til at savne hinanden en gang i mellem. Så er glæden ved at være sammen desto større.

asphodel skriver:

Min mand og jeg er også hinandens bedste ven uden de store sociale behov. Vi bruger også det meste af vores tid sammen. Men I har altså brug for også at kunne lave noget hver for sig. Jeg synes ikke at det er sundt at være SÅ afhængige af hinanden. Hvorfor må du eller han ikke være alene? Hvad sker der ved det? Hvis han keder sig, når du ikke er der, så må han jo få sig en hobby, og det samme må du, hvis du keder dig når han er væk. Det er virkelig ikke sundt at sætte hele sin lykke op på én person - sikke et ansvar at fralægge sig. Og så er det altså også rart nogle gange at have noget nyt at fortælle sin partner om, noget som den anden ikke var med til. 

Hvis han gerne vil afsted men siger, "Jeg vil ikke have at du er alene", så må DU jo sige, "Jeg vil gerne have at du tager afsted, og så kan jeg læse/fordybe mig i min hobby/gå en lang tur/motionere/lege med børnene/hvad du nu synes er spændende, hvilket jeg glæder mig til. Og så ses vi igen om nogle timer!"

Har ingen steder skrevet at vi ikke MÅ være alene, for selvfølgelig må vi det. Men både min mand og jeg har svært ved at "efterlade" hinanden hjemme. 

Jeg ville ønske min mand ville tage noget mere ud. Han er nok værre end mig i virkeligheden. Altså jeg skal virkelig presse på med at han fx tager med til julefrokost. Jeg foreslog at børnene kunne overnatte hos mine forældre, så jeg kunne hente ham og han havde også muligheden for at overnatte enten hos hans forældre(de bor tæt på hans arbejde) eller en kollega. Men han vil ikke. 

Jeg synes det er ærgerligt. Jeg selv deltager i forskellige arrangementer med mit arbejde. Jeg synes det er vigtigt at bakke op om sådanne ting. 

Jeg har ofte sagt at jeg sagtens kan hygge mig en aften alene - at jeg enten kan få en veninde, min mor, svigerinde eller et vennepar på besøg og selv få en hyggelig aften. Men at jeg også sagtens kan hygge med at læse, sidde på nettet osv. Men det ændrer ikke på at han hellere vil være hjemme. 

Jeg har som skrevet også selv svært ved at tage ud, selvom jeg ved at min mand sagtens kan være alene. Men lysten til at være sammen med ham er bare enormt stor og jeg føler en tomhed, når han ikke er ved min side. 

Anonym skriver:

Står på en måde lidt i det samme dilemma. Manden er dog meget væk via arbejdet. Men er vi “hjemme” så er vi altid sammen. Jeg tager stort set aldrig ud med andre. Ingen jalousi eller noget. Bare manglende lyst- eller for at udtrykke det positivt: stor lyst til at tilbringe hver en aften med min mand og omvendt. 

Men jeg tror faktisk det er sundere hvis man proriterer at komme lidt ud hver for sig.. 

Ja og det er jo fuldstændig sådan vi også har det. Det føles som om vi "kun" har weekenderne sammen pga. vores hverdag ind i mellem er presset pga. min mands arbejde.(6.30-18.00 pga. transporttid)

Men jeg nyder ikke som sådan at komme ud alene. Få gange kan jeg godt tænke det er rart at være alene - men det er hvis jeg er herhjemme. Det giver lige lidt ro og et boost, hvis jeg fx lige har et par timer for mig selv. 

Jeg kan også nyde at komme ud, men jeg nyder det ekstra meget hvis min mand er med. Jeg vil helst tilbringe min "ude-tid" sammen med ham.